Vanetænkning*

Filosofihistorien hviler på en ubegrundet antagelse, mener kronikøren, som med 30 års mellemrum har skrevet to filosofiske bøger. Skønt de begge handler om logik, lykkedes det ham først i andet oplag af den sidste, Virkelighed, at sige, hvad logik er for noget. Det er vanskeligere at tænke sig om, end nogen har forestillet sig.

Af Peter Zinkernagel**

Det vanskeligste af alt er at rette opmærksomheden mod noget andet end vi er vant til eller se problemer i det som vi går ud fra som givet.
    Einsteins bedrift var ikke så meget udviklingen af den specielle relativitetsteori som hans påpegning af, at der kunne være problemer med at tale om samtidige begivenheder forskellige steder i rummet.
    I sin atommodel taler Bohr om springet mellem stationære tilstande. Han peger dermed på den indtil da helt ukendte mulighed, at der kunne findes fysiske processer, der ikke på sædvanlig måde sker i rum og tid.
    Definitionen af logik som nødvendige relationer mellem forskellige størrelser peger på den mulighed at den formelle logik, først og fremmest at vi ikke må modsige os selv, kun er ét eksempel blandt mange på nødvendige relationer mellem forskellige størrelser.

Siden Aristoteles formulerede den formelle logik, har næsten alle filosoffer gået ud fra som givet at logik er identisk med formel logik, eller at den eneste form for streng nødvendighed er den, den formelle logik repræsenterer, eller at det eneste vi kan være helt sikre på er, at noget ikke både sker og ikke sker.
    Det drejer sig ikke så meget om en bevidst antagelse som om noget der blev betragtet som givet og ikke behøvede nogen nærmere begrundelse.
    Formulerer vi kontradiktionsloven, som at vi ikke kan benægte og hævde samme påstand, forekommer det virkelig også indlysende at intet kan være så tvingende som dette.
    Kontradiktionsloven kan imidlertid også formuleres som, at påstande kun kan identificeres eller kun eksisterer som noget der ikke samtidigt kan hævdes og benægtes, altså som en nødvendig relation mellem påstande, hævdelser og benægtelser. Formulerer vi kontradiktionsloven som en nødvendig relation mellem forskellige størrelser, er det indlysende at vi ikke har nogen som helst grund til at antage at der ikke findes andre nødvendige relationer mellem forskellige størrelser.
    Eksempler på sådanne nødvendige relationer mellem forskellige størrelser er relationen mellem krop og person, relationen mellem punkt og afstande, relationen mellem person og konkret situation.

På trods af at en person på ingen måde er identisk med en krop, kan vi alligevel kun identificere personer ved at referere til deres kroppe: her har vi en person, men han eller hun mangler desværre en krop.
    På trods af at punkter er helt forskellige fra afstande, kan vi alligevel kun identificere punkter gennem deres afstande fra andre punkter, afstande som afstande mellem punkter.
    På trods af at en person på ingen måde er identisk med en konkret situation, kan vi alligevel kun identificere personer som noget der kan befinde sig i konkrete situationer: her har vi en person, men denne person har aldrig befundet sig i en konkret situation.
    Den antagelse at logik er identisk med formel logik eller at der ikke findes andre nødvendige relationer end dem i den formelle logik, kan belyses gennem eksempler fra de sidste hundrede års filosofi.
    Omtrent samtidig med at fysikken blev en objektiv videnskab, formulerede Descartes problemet om forholdet mellem bevidsthed og materielle genstande eller, som han sagde, forholdet mellem den tænkende og den udstrakte substans.
    Descartes fandt, at han kunne tvivle på alt undtagen på det, at han tvivlede og dermed eksisterede som en tænkende substans.
    At tvivle er at tænke og at tænke er at være en tænkende substans. Eftersom Descartes ikke kunne tvivle på, at han tvivlede, kunne han ikke uden selvmodsigelse tvivle på, at han eksisterede som en tænkende substans.
    Dette er et eksempel på den overbevisning, at det eneste vi kan være helt sikre på, er det der følger af den formelle logik. For Descartes betød overbevisningen, at han på forhånd havde afskåret sig fra at løse problemet om forholdet mellem den tænkende og udstrakte substans: han måtte tage sin tilflugt til, at Gud ikke ville narre os.
    Opgiver vi denne ubegrundede overbevisning behøver vi blot pege på, at vi ikke kan tale om bevidsthed uden at tale om personer og ikke kan tale om personer uden at kunne tale om kroppe som materielle genstande.
    Dette viser at Berkeley tog fejl, når han mente at materielle genstande kunne identificeres med sanseindtryk.
    Den der mest bevidst har gennemført det synspunkt, at der ikke findes andre nødvendige relationer end dem i den formelle logik, er David Hume. Ved hjælp af billardkugler viste han at vi ikke har nogen som helst grund til at tro, at naturlove vil gælde i fremtiden, ikke har nogen som helst grund til at forvente, at Solen vil stå op i morgen.
    Når vi ser en billardkugle bevæge sig hen mod en billardkugle i ro, forventer vi at billardkuglen i ro vil sætte sig i bevægelse. Men, siger Hume, det drejer sig om to helt forskellige begivenheder, nemlig at én kugle er i bevægelse og at en anden sætter sig i bevægelse. Og når to begivenheder er forskellige kan de eksistere uafhængigt af hinanden og der kan derfor ikke være nogen nødvendig relation mellem dem. At vi alligevel tror på en nødvendig årsagsforbindelse skyldes vanens magt: vi har så og så mange gange set en billardkugle bevæge sig hen mod en billardkugle i ro, hvorefter denne sætter sig i bevægelse, at vi tror dette også vil gælde i fremtiden. Udfra det at to begivenheder er fulgt efter hinanden et vist antal gange i fortiden kan vi imidlertid umuligt slutte at dette også gælder i fremtiden: at årsagslove har været gyldige i fortiden er én ting, at de er gyldige i fremtiden en helt anden ting. Og når to ting er forskellige kan der ikke være nogen nødvendig forbindelse mellem dem.
    Kort tid efter at det var lykkedes at præcisere årsagsbeskrivelser i den klassiske mekanik, viste Hume således at selve forestillingen om en årsagsforbindelse er komplet ubegrundet
    Det er vigtigt at gøre sig klart, at Humes opsigtsvækkende konklusion er en direkte følge af hans antagelse, som altså må være lige så opsigtsvækkende: hvis der ikke findes andre nødvendige relationer end dem i den formelle logik, så findes der ikke andre nødvendige relationer. Mere er der ikke at sige om den ting.
    Opgives denne antagelse er det umådelig let at imødegå Hume. Vi kan f.eks. spørge ham om hvordan han vil definere fremtiden undtagen ved hjælp af et ur eller et andet fysisk system for hvilket årsagsbeskrivelsen gælder. Eller vi kan pege på, at fysiske størrelser kun eksisterer i kraft af naturlove, således at vi ikke kan afskaffe naturlove uden samtidigt at afskaffe de fysiske genstande. Naturlove er kvantitative relationer mellem fysiske størrelser, og fysiske størrelser er det der eksisterer i kraft af sådanne relationer.
    Kant forsøgte at redde årsagsbeskrivelser men uden at se at det var selve opfattelsen af logik, det var galt med. Han indførte syntetiske aprioriske sætninger som han begrundede ved at henvise til anskuelsesformer og vor indretning. Logiske relationer kan imidlertid hverken begrundes eller benægtes eller kan kun begrundes ved, at de ikke kan benægtes.

I politik betyder antagelsen, at vi ikke ved hvad vi bør bestræbe os på. Een ting er de faktiske omstændigheder. Noget helt andet er, at vi bør ændre de faktiske omstændigheder. Og udfra den antagelse at der ikke findes nødvendige relationer mellem to forskellige ting, kan vi af de faktiske omstændigheder aldrig udlede hvordan vi bør ændre dem. Politiske normer kan altså ikke begrundes rationelt, men kun udfra subjektive følelser, sympatier og interesser.
    Opgiver vi den antagelse, at der ikke findes andre nødvendige relationer end dem i den formelle logik, stiller sagen sig helt anderledes. Vi behøver så blot pege på en nødvendig relation mellem det politiske "bør" og personers rettigheder:
    Politik bør respektere personers rettigheder.
    Benægter vi denne politiske norm ved at hævde at politik ikke bør respektere personers rettigheder, turde det være indlysende, at vi har afskaffet ikke blot personers rettigheder, men også politik som en rationel bestræbelse. Vi kan i så fald hævde hvad som helst om politiske formål. F.eks. at politik bør begunstige den ariske race. At det er samfundets formål at frembringe særlig kloge eller særlig smukke mennesker. At de rødhåredes interesser er det vigtigste af alt osv.
    Benægter vi nødvendige logiske relationer, ophæver vi skellet mellem vrøvl og ikke-vrøvl. Vi kan i så fald sige hvad som helst og det er i så fald ikke værd at sige noget som helst. Formålet med enhver diskussion er at vise, at noget er rigtigere end noget andet. Men har vi lov at sige hvad som helst er enhver diskussion formålsløs.

Politik bør respektere personers rettigheder og vi kan derfor ikke dyrke magt og vækst. Magtkoncentrationer betyder umyndiggørelse og dermed krænkelse af personers rettigheder. Yderligere ved vi, at enhver magtkoncentration nødvendigvis vil forsøge at vokse, fordi den er i konflikt med andre magtkoncentrationer: dyrker vi magt vil magten altid tage magten fra os.
    Der findes mange former for magt og visse former for magt beskytter personers rettigheder.
    Det vi ved, helt sikkert er, at vi bør indrette os med så små magtkoncentrationer som muligt.
    Ingen ved hvordan denne opgave skal løses: vi ved ikke hvordan vi skal bære os ad med at organisere os og samarbejde uden at der opstår nye magtkoncentrationer eller kun magtkoncentrationer der ikke nødvendigvis vil vokse.
    Men vi ved at medmindre det lykkes at løse denne opgave, overlever vi ikke som art: kloden kan ikke bære fem milliarder mennesker med samme levestandard som amerikanerne eller vi selv.
    Og en så drastisk ændring som nedgang i (kvantitativ) levestandard kan umuligt gennemføres på rimelig måde medmindre grundlæggende politiske normer er indlysende for alle.

*Kronik i Berlingske Tidende, mandag 9. august 1993.

**Peter Zinkernagel er dr.phil., filosof, forfatter til Omverdensproblemet (1957) og Virkelighed (1989). I den sidste argumenterer han for et decentralt samfund og nedbrydning af alle magtstrukturer.

Én sti
Index