Du, Robot

Chip Walter

HANS MORAVEC: EN FREMTID MED ROBOTTER

  • Konstruerede sin første robot i en alder af 10 år af konservesdåser, batterier, en motor
    og lys; som barn blev han dybt påvirket af science fiction, især A.E. van Vogts og Arthur
    C. Clarkes skrifter.
  • Forudsiger, at i 2040 vil hurtigere processorer sætte robotter i stand til at blive selvbevidste
    og opleve følelser.
  • Hvorfor en robotindustri er nødvendig for virkelige fremskridt: "Jeg har set robotforskning
    på universiteter og det er temmelig interessant, men det er primært en masse engangsprojekter."

Da rygtet spredte sig, at Hans Moravec havde grundlagt et ærligt-og-redeligt robot firma, blev der hævet mere end nogle få øjenbryn. Var dette ikke den samme Carnegie Mellon University forsker, som havde forudsagt, at vi en dag rutinemæssigt ville downloade vore sind ind i robotter? Og at eksponentielle fremskridt i beregningskraft ville få den menneskelige race til at opfinde sig fra et job efterhånden, som robotter erstattede os som planetens mest mesterlige og tilpasningsdygtige art? På en eller anden måde forekom det, at skabe et firma ..., ukarakteristisk pragmatisk.
    Men Moravec ser det ikke på den måde. Han siger, at han ikke startede Seegrid Corporation fordi, han bakkede væk fra sine forudsigelser. Han grundlagde firmaet fordi han planlagde at hjælpe med at opfylde dem. ”Det var på tide,” siger han og gnider hånden langsomt over sit stive-korte hår. ”Beregningskraften er her.”
    Den 56 år gamle Moravec burde vide det. Født i Kautzen, Østrig og opvokset i Montreal, har han skubbet til indhylningskurven for robotteori og eksperimentering i de sidste 35 år, først som studerende på Stanford University der skabte ”Stanford Cart,” den første mobile robot som kunne se og autonomt navigere gennem verden omkring sig (endskønt meget langsomt), og senere som en central kraft i Carnegie Mellons berømte Robotics Institute. Hans revolutionerende teorier og opfindsomme arbejde med maskin syn har både chokeret hans kolleger og jump-startet forskning; Seegrid er blot det næste logiske skridt.
    Moravec trækker et billede frem på en af de to massive skærme, der står side om side på hans skrivebord som store øjne, der ikke blinker. Klokken er seks om aftenen, men som indgroet natugle er han lige ved at begynde sin ”dag.” ”Jeg har tegnet disse grafer i årevis om, hvad der vil være muligt,” kommenterer han. Hans mus vandrer langs prikker og billeder, der plotter og sammenligner processorkraften i gamle på-toppen computere med deres biologiske ligemænd. Der er ENIAC, for eksempel, som i 1946 besad beregningsevnerne af en bakterie og så en 1990 model IBM PS/2 90, der engang spændte for de digitale hestekræfter hos en orm. Først fornylig er der kommet PC’ere, som kan levere de rå beregningsmuskler hos en edderkop eller en guppy (omkring en milliard instruktioner pr. sekund). ”Ved intelligens på guppyniveau,” forklarer han, ”mente jeg, at vi kunne klare 3-D kortlægning og skabe en robot, der kunne bevæge sig rundt uden nogen speciel forberedelse af dens miljø.”
    Men ingen var i gang med at skabe den robot, så sidst i 1990’erne siger Moravec, at han begyndte at blive ”meget rastløs” om at få en bygget. I 1998 skrev han et ambitiøst bevillingsforslag, der skitserede software for et robot synssystem. Defense Advanced Research Projects Agency finansierede hurtigt forslaget og tre og et halvt år og $970.000 senere, hvor PC’erne lige havde nået guppy kvikhed, var en arbejdende demonstration færdig.
    ”Den beviste princippet,” siger Moravec. ”Vi kunne virkelig kortlægge med stereosyn, hvis vi gjorde tingene helt rigtigt.” Men at gøre tingene helt rigtigt krævede mere end prototype software. Robotudvikling, tilføjer han, ”skal drives fremad af en masse prøver og fejltagelser, og den eneste måde at få nok på er, hvis man har en industri, hvor et firma prøver at udkonkurrere et andet.” For at hjælpe tingene i gang grundlagde han og Pittsburgh lægen og entreprenøren Scott Friedman Seegrid i 2003. Deres fokus: det uglamorøse enorme ”produkt behandling” marked.
    Industrielle robotter blomstrer allerede i tæt begrænsede miljøer som samlebånd. Hvor de fejler er i lokaliteter, der er fyldt med uforudsigelighed. Så Seegrid koncentrerede sig om at skabe synssystemer, der sætter enkle maskiner i stand til at bevæge forsyninger rundt i varehuse uden nogen menneskelig anvisning.
    Det er ikke lige science fiction materiale, indrømmer Moravec, og en lang vej fra superintelligente robotter, men han siger, at man skal begynde et sted. Næsten alt, der sælges, skal i et varehus på et tidspunkt, og på et eller andet punkt skal det også en anden vej og sendes. Lige nu flytter menneskelige arbejdere millioner af tons forsyninger og produkter ved brug af platforme på hjul, palle donkrafte og gaffeltrucks. Seegrids første prototype apparater automatiserer det arbejde, laver vogne på hjul om til maskiner med seende øjne, der kan lastes og så føres gennem forskellige ruter for at lære dem, hvordan de skal navigere alene. Teknologien er bygget på Moravecs grundfæstede tro på, at hvis robotter skal have succes, så kan verden ikke blive tilpasset til dem; de er nødt til at tilpasse sig verden, ligesom resten af os.
    Andre indfaldsvinkler kan styre robotter, men de afhænger typisk af dyr præcisionshardware som laser afstandsmålere eller på ekstravagante arrangementer, der forud trækker ledninger og programmerer maskinerne til at bevæge sig gennem kontrollerede rum. Seegrids system bruger almindelige CCD kameraer og enkle sonar og infrarøde sensorer. Skønt disse komponenter samler upræcis information, kompenserer softwaren. Den sammenligner statistisk de indsamlede data for at udvikle et rent, nøjagtigt 3-D kort. ”Hvis den samme information hele tiden kommer frem, så beslutter programmet, at den sandsynligvis virkelig er der,” forklarer Moravec. Så ved robotten, at den skal stoppe eller rulle rundt om den. Denne indfaldsvinkel er, hvordan man ville komme igennem et mørkt rum med en lommelygte, i hvilken man langsomt opbygger et mentalt billede af, hvad der er rundt omkring.
    At skabe varehus droner som et første skridt mod den overraskende robotverden, som Moravec forudser, kunne forekomme som en usandsynlig indrømmelse til virkeligheden. Men de, som kender Moravec, siger, at det ikke er nogen overraskelse: han er en usædvanlig blanding af lunefulde, vilde visioner og streng pragmatisme. Han vides at have været så fordybet i tanker under sine daglige traveture til sit kontor, at han støder ind i postkasser, alligevel har intet af den besynderlighed plettet hans omdømme som en førsteklasses ingeniør og programmør.
    ”Nogle af Hans’ ideer er temmelig oprørende,” indrømmer Raj Reddy, som var direktør på Robotics Institute og bragte Moravec til Carnegie Mellon i 1980, ”men hans arbejde har altid været meget praktisk.” Seegrid medgrundlægger Friedman siger, at det nøjagtigt er Moravecs vision og ihærdige vedholdenhed, der adskiller ham fra mængden: ”Han er et geni, og han arbejder hårdt.”
    De samme temaer løber gennem hans syn på robotikkens fremtid. Udviklingen bevæger sig i små trin, noterer Moravec, men udretter forbavsende ting. Maskinudvikling vil gøre det samme, når den med stigende fart skubber robotter fra deres klodsede begyndelse til højden af det menneskelige intelligensniveau og mobilitet. ”Vi behøver ikke en masse einsteiner for at gøre dette; vi behøver en masse ingeniører, der arbejder flittigt på at lave små forbedringer og så afprøve dem på markedspladsen,” insisterer Moravec. Og det, siger han, vil i sidste ende føre til, at robotterne bliver enormt meget mere intelligente og tilpasningsdygtige, end vi er.
    Det forekommer at efterlade os med kun et bestemmelsessted: listen over truede arter. ”Noget i retning af 99 procent af alle arter bliver uddøde,” observerer Moravec. Hvorfor, spørger han, skulle vi være anderledes? Ikke at han ser os blive eksakt ødelagt af det, han kalder vore ”sind børn.” ”Det bliver ikke som Terminator,” forsikrer han. Men børn overskrider ofte deres forældres bedrifter. Og i vores udviklingsmæssige senilitet er han sikker på, at de vil passe os godt, som forældres børn ofte gør. ”De vil skabe den perfekte velfærdsstat,” siger han.
    Det håber vi i det mindste.


Chip Walter arbejder på sin tredje videnskabsbog, Six Traits (That make us human).

Oversat fra: Insights, You, Robot, Scientific American, januar 2005, ss. 23-23A.


7. september 2005.

Robotterne kommer
Vil robotterne overtage Jorden?.
Index