Kvanteteori: En viser der peger på en Uafhængig Virkelighed

B. d'Espagnat

________________________________________

Oversigt

Medens videnskabsfilosofi er studiet af problemer med erkendelse om videnskab generelt, findes der også - eller der burde findes - en ”filosofi i videnskab” rettet mod at finde ud af, på hvilke måder vor aktuelle videnskabelige erkendelse kan bidrage gyldigt til den grundlæggende filosofiske søgen. I modsætning til videnskabsfilosofi, som er filosoffernes emne, kalder filosofien i videnskaben på fysikernes tjenester. Når kvanteteorien og Bell's sætning bruges som trin, finder man, at de to vigtigste, traditionelle filosofiske indfaldsvinkler, realisme og idealisme, lader noget tilbage at ønske. Et mere underfundigt begreb synes at være det mellemliggende, i hvilket selve den postulerede eksistens af en holistisk og vanskeligt erkendelig Sind-Uafhængig Virkelighed findes at have en forklarende kraft. Nogle rettelser til kommentarer af Schins af tidlige arbejde på samme emne er indbefattet.

1 Indledning

 Som vi alle ved, rejser kvantemekanikken tolkningsproblemer. Men indenfor rammerne af hvilket filosofisk standpunkt skal man søge efter deres løsning? I artikler om emnet besvares dette spørgsmål underforstået, som regel uden nogensinde at være blevet stillet. Lige fra begyndelsen indtages en underforstået filosofisk forestilling. Grunden er, at de fleste af disse forfattere har, indprentet i deres sind, et intuitivt men helt bestemt synspunkt om, hvad ”erkendelse om verden” er og burde være. Som konsekvens er spørgsmål, de undersøger, af typen ”Hvordan kan kvantemekanikken om muligt passe til min filosofi, som, indlysende, er den eneste fornuftige?”

Denne indfaldsvinkel medførte betydelige resultater. Man kan imidlertid stille en anden type spørgsmål, som er både forståelige og interessante. De udgår fra, at man bemærker, at i flere århundreder har flere opfattelser af erkendelse, bemærkelsesværdigt realisme og idealisme, været i konkurrence; at, som filosoffer godt ved, ingen af disse blev i sidste ende ”udelukket”; og at kvantemekanikkens komme giver nye spor, der kunne tænkes at hjælpe os med at vælge mellem dem eller finde en der passer bedre sammen med det, som vi nu ved.

Formålet med dette skrift er yderligere at se på, hvad der kan opnås i denne retning. ”Yderligere” fordi denne forfatter faktisk allerede beskæftigede sig med dette emne i sin nylige bog, Veiled Reality [1], (Sløret Virkelighed, o.a.). Imidlertid beskæftiger størstedelen af bogen – hvis undertitel er An Analysis of Present-Day Quantum Mechanical Concepts – sig med de mere tekniske sider af de tolkningsvanskeligheder, som kvanteteoretikerne står overfor. Det er forståeligt, at dette for nogen læsere skjulte behandlingen af de bredere emner. Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at i et skrift, der har samme titel som dette, (og en undertitel, der henviser til mit arbejde), har J.M. Schins², mens han på passende vis har fanget min bogs almene tendens, alvorligt fejlfortolket vigtige elementer af ”de filosofiske fornuftslutninger”, så at sige, den indeholder. Dette skrift er delvist ment som en rettelse af disse misforståelser.

Det er konstrueret som følger. Sektion 2 er en kort genopfriskning af de forskellige former idealisme og realisme kan indtage. Sektion 3 rapporterer om et sæt spørgsmål vedrørende disse opfattelser og som jeg i bogen hævdede kvantemekanikken kunne give vigtige spor om. I Sektion 4 forklares og rettes Schins' vigtigste misfortolkninger af disse punkter. Endelig fremsætter jeg i Sektion 5 mine egne konklusioner.

2 Kort om realisme og idealisme

Kort om idealisme

 Det ville være helt meningsløst at sigte på at udlede en helt ny, helstøbt filosofisk forestilling blot fra kvantemekanik, som essentielt er en formalisme (tegnsystem i matematik uden hensyn til en konkret betydning, o.a.). Hvad vi derfor bør gøre er at overveje de vigtigste, konkurrerende ”vedtagne filosofiske standpunkter” og undersøge i hvilken udstrækning moderne fysik passer til dem. Lad os til at begynde med se på idealismen, et navn der er passende til at dække alle forestillingerne – ofte også kaldet fænomenalisme, empirisme, positivisme, pragmatisme, operationalisme etc. - en understregning af, at ethvert objekt, vi meningsfuldt kan tale om, ved selve den kendsgerning er et ”objekt af erkendelse” og betragtning af ethvert sådant objekt som afhængigt af vore menneskelige evner til observation og tænkning. Da den menneskelige art kun er et atom i Universet, strider en sådan afhængighed, ved første øjekast, meget mod intuitionen og det gør idealismen derfor også. Så tidligt som i det 18. århundrede erkendte selv dens modstandere, Diderot for eksempel, hvor vanskeligt det er at modbevise den formelt. Naturligvis kan hverken standardindvendingerne mod den eller de velkendte tilsvarende modargumenter blive gennemgået her. Et groft kendskab til dem må antages. Lad det blot være bemærket, at når alt er sagt og gjort, fremtræder idealismen som en alvorlig forestilling med opbakning og at praktisk taget alle de filosofiske synspunkter, der udvikles i dag, på en eller anden måde bærer præg af den.

Der findes adskillige varianter af idealisme. Af hensyn til den kommende diskussion vil det vise sig bekvemt at overveje to forskellige dele af det sæt.

(i) Skelnen mellem ”radikale” og ”moderate” idealismer

Lad os kalde ”moderate” de versioner af idealisme, hvori man antager, at selv om den Sind- Uafhængige Virkelighed ikke kan kendes, er denne ide meningsfuld. Kants forestilling er et eksempel (i den bærer den omtalte Virkelighed navnet ”Tingen-I-Sig-Selv”). Lad os i kontrast hertil kalde de versioner ”radikale”, i hvilke denne ide betragtes som meningsløs (ny-kantianisme er et eksempel).

(ii) Skelnen mellem ”transcendentale” og ”ikke-transcendentale” idealismer.

Da det i midten af det 18. århundrede blev klart (essentielt fra Berkeleys arbejde), at idealisme er et selvkonsistent synspunkt, blev dette resultat betragtet som dramatisk bekymrende af størstedelen af filosofferne. Kant, især, anså det for en skandale, at hvis nogen fandt på at tvivle på eksistensen af ting udenfor os, ville vi være ude af stand til at imødegå hans tvivl med noget som helst tilfredsstillende bevis. For at rette op på det besluttede han at gendefinere sådanne grundlæggende ideer som eksistens og virkelighed, og han foreslog at henvise dem, sammen med alle andre, til menneskelig viden. Vi kender ikke – og vil aldrig kende – objekter-i-sig-selv. Men lad det være. Glem alt om dem. Da både videnskab og almen erkendelse udelukkende beskæftiger sig med objekter-for-os – stabile elementer i vore sansninger – er disse de elementer, der korrekt kan siges at eksistere og udgøre virkeligheden. Det er klart, at med denne konvention kan eksistensen af, f.eks., et bord ikke drages i tvivl længere. Naturligvis defineres rum, tid, årsagssammenhæng etc. på samme måde, dvs., ved essentielt at henvise til os.

Den lige opsummerede forestilling er det, der kaldes ”transcendental idealisme”. Det er klart, at den ligeså godt kan være ”radikal” (hvis Sind-Uafhængig-Virkelighed ikke kan erkendes, hvorfor så ikke helt opgive den?). Men den kan også være moderat, som selve eksistensen af Kants system er tilstrækkeligt til at vise. På samme måde er en ikke-transcendental version af moderat idealisme selvfølgelig også tænkelig. Den kan defineres enkelt ved at sige, at i den bør betydningen af ord som ”eksistens” og ”virkelighed” ikke være begrænset, som Kant gjorde, til fænomenernes rige. Men så skal man være omhyggelig med ikke at betegne to fuldstændig forskellige ideer om virkelighed ved hjælp af det samme ord. Mere præcist er det indenfor en sådan version passende, når man henviser til sættet ”objekter-for-os”, ikke blot at bruge ordet ”virkelighed, som Kant gør, men snarere udtrykket ”empirisk virkelighed”; og på samme måde, når man henviser til Sind-Uafhængig-Virkelighed, faktisk bruge hele udtrykket ”Sind-Uafhængig-Virkelighed”, som har fordelen ved at undgå forveksling med den foregående ide.

Kort om realisme

Vort dagligdags sprog er selvfølgelig underforstået realistisk. Vi har tendens til at tænke på de ”sædvanlige ting” som eksisterende og at de mere eller mindre har deres observerede egenskaber, helt uafhængigt af os. Husk, at dette synspunkt faktisk hviler på et postulat: postulatet at, enten på grund af deres grundige enkelhed eller af en dybere grund, som dem Descartes overvejede, begreber som objekters former og relative positioner skal være ”sande”, dvs., tilpasset en beskrivelse af virkeligheden, som den er. Vi kan kalde den opfattelse ”nær realisme” (”nær” i betydningen ”nær til os”), hvor faktisk sådanne ”klare og distinkte” begreber (som Descartes selv kaldte dem) er nødvendige og tilstrækkelige til den omhandlede beskrivelse. Det er unødvendigt at bemærke, at ideer som rum, tid og lokalitet er så ”enkle” og ”indlysende”, at de tæller blandt de, som i nær realisme må være grundlæggende. Betragtet som en realistisk teori er atomisme et paradigmatisk eksempel på nær realisme. Som det er velkendt, er nær realisme ikke den eneste tænkelige version af realisme. En anden, som især blev foretrukket af Einstein i hans senere år, kan kaldes ”matematisk realisme” (skønt den ikke må identificeres med nogle rene matematikeres platonisme). Den består i den opfattelse, at de begreber, der virkelig passer med Virkeligheden, er af en matematisk natur. Det skal indrømmes at grænselinien mellem disse to varianter af realisme ikke er helt skarp. For eksempel kan klassisk elektromagnetisk teori siges at være del af begge. I den er de grundlæggende elementer, felterne, matematisk defineret, men alligevel bevæger teorien sig på grænsen af nær realisme, da disse felter er defineret som et-punkt funktioner, så Bells lokalitet er bevaret og de omhandlede felter som konsekvens kan betragtes som ”virkelige”. Bemærk, at en naturlig følge af realisme er modfaktualitet: Hvis et sådant og sådant forslag forbliver sandt, når man tænker på det i forbindelse med en eksperimentel anordning, der ville gøre det muligt at verificere det uden at ændre dets indhold, så burde det også være sandt i tilfælde, hvor den anordning simpelthen ikke er der.

Både nær realisme og matematisk realisme antager, at, i det mindste i princippet, Sind-Uafhængig-Virkelighed kan kendes, i den forstand, at det er muligt at beskrive den med præcise ord og i detaljer. Det er imidlertid hverken indlysende eller bevist, at dette er en nødvendig betingelse for at en realistisk filosofi skal være fornuftig. Påstanden (som behandles nedenfor), at eksistens er logisk før viden, kan betragtes i sig selv, adskilt fra enhver reference til muligheden for at kende, som værende en form – måske den mildeste – for realisme.

3 Diskussion. Realisme og idealisme ansigt til ansigt med moderne fysik

Vort formål er i denne sektion at overveje nogle grundlæggende spørgsmål og udpege de vanskeligheder, de rejser vedrørerende, som tilfældet nu er, enten idealisme eller realisme, når man tager hensyn til kvantefysik. Grundlæggende er disse spørgsmål dem, som Schins nævnte. Der er bare det, at han mente, at hvert af dem i sig selv udgjorde en selvstændig indvending mod enten idealisme eller realisme. Det er ikke, hvad jeg havde skrevet. Som vi skal se, rejser nogle af dem faktisk kun vanskeligheder af denne type, når de tages sammen.

3.1 Synlighed

Idealisme formidler på en naturlig måde det synspunkt, at da de fysiske love reguleres af vore på forhånd givne modaliteter af sansning og forståelse, burde de omhandlede love konstrueres ved hjælp af ”visualiserbare” begreber, dvs., begreber svarende til sædvanlig intuition. Af denne grund kan man overveje, at, f.eks., skiftet fra det velkendte euklidiske rum til Almen Relativitets ikke-euklidiske rum var begrebsmæssigt mere vanskeligt for en idealist end det var for en realist (da realister ikke har nogen grundlæggende vanskelighed med at skifte fra nær til matematisk realisme). Imidlertid er det selvfølgelig sandt, at mens krumme rum ikke har noget at gøre med på forhånd givne former for sansning, kan selve kendsgerningen, at de er elementer af matematik, forekomme at betyde, at de er på forhånd givne former for forståelse, som ny-kantianerne var hurtige til at svare. Og det er klart, at det samme kan siges vedrørende de mange andre begreber, som moderne fysik låner fra matematikken. Men dette letter næppe vanskeligheden, for ren matematik vrimler med forskellige slags ideer, af hvilke kun en lille del er nyttige for fysik. Hvorfor er præcis disse nyttige, ikke de andre? Hvis der ikke eksisterer noget som helst svarende til ideen om en Sind-Uafhængig-Virkelighed, med andre ord hvis alle de gyldige videnskabelige begreber udelukkende kommer fra det menneskelige sind, er det indlysende, at dette spørgsmål ikke har noget svar. ”Det bør ikke stilles”, som idealisterne straks forsikrer. Hvorimod det, hvis realismen er sand, besvares øjeblikkeligt og på en fuldt tilfredsstillende måde ved blot at erklære, at opdagelsen af de krumme rums rolle og så videre afslører nogle virkelige strukturer i den Sind-Uafhængige-Virkelighed. Alt dette viser, at idealister – og især støtterne af radikal idealisme – som sigter på selvkonsistens uundgåeligt har det besværligt, når de prøver at modificere Kants oprindelige system for at bringe det i overensstemmelse med moderne videnskabelige resultater. Det kan, med andre ord, betragtes som en mere eller mindre underforstået egenskab ved idealisme, at den kræver brug af et ”universelt objektivistisk sprog”, dvs. et sæt ord, der henviser – grundlæggende på den måde Kant erklærede – til det, han kaldte de forud givne former for sansninger (rumlighed, figurer i rummet etc.) og forståelse (årsagssammenhæng etc.). Moderne fysik viser imidlertid, at dette sprog er utilstrækkeligt til at beskrive vor videnskabelige erfarings totalitet.

3.2 Eksperimentel gendrivelse af matematisk konsistente teorier

Det er en kendsgerning, at vi sommetider opbygger helt smukke, fornuftige fysiske teorier, som eksperimenter gendriver. Eksperimenter kan ikke gendrive reglerne i spillet skak – eller dem i ethvert andet spil – fordi disse regler blot er skabt af os. I dette tilfælde er der derfor intet ”ydre”, der kunne sige ”nej”. Men i fysik sker det sommetider (og endda temmelig ofte!), at noget siger ”nej”. Hvordan kunne dette ”noget” alligevel være ”os”, som idealisterne ville kræve? Det ser ud til, at graden af intellektuel forvridning, der er nødvendig for at besvare et sådant spørgsmål på enhver positiv måde, overskrider, hvad der er acceptabelt. Igen, og i det væsentlige af samme grund som i punktet Synlighed ovenfor, er idealismen – og især dens ”radikale” version – i problemer.

3.3 ”Eksistens” contra ”erkendelse”

Filosoffer, som er ivrige efter at holde afstand til ubeføjet metafysik, understreger i almindelighed den kendsgerning, at vi kun kender fænomenerne og kombinerer villigt dette med den vise observation, at vi kun bør tale om, hvad vi har mulighed for at vide (”Whereof we cannot speak, thereof we must keep silent”, som Wittgenstein skrev i sin Tractatus [3] ). Radikal idealisme ekstrapolerer denne grundsætning til ideen, at kun fænomenerne har en betydning. Men denne ekstrapolation, så fornuftig den ellers ser ud ved første øjekast, sætter åbent ideerne om erkendelse og oplevelse begrebsmæssigt før ideen om eksistens og dette er et standpunkt, hvis indre konsistens forekommer tvivlsom. Burde det ikke være omvendt? Det forekommer helt umuligt at tillægge selve ordet ”erkendelse” nogen betydning uden at postulere – i det mindste underforstået – eksistensen af en eller anden, eller noget, eller hvad så end, som erkender. Selvfølgelig er denne entitets natur ladt uspecificeret. Kun selve dens eksistens er vis. Denne kendsgerning er imidlertid nok til at sætte ideen om eksistens i en ”begrebsmæssig” position, der placerer den før erkendelse.

Lad det i denne forbindelse være udpeget, hvor fejlagtigt det ville være at tro, at eksistens i Kants system virkelig er totalt underordnet erkendelse. Det skal indrømmes, at Kant hævder, at eksistensen af objekter, og endda af selvet som et modtageligt (for sanseindtryk) og tænkende væsen indsat i tiden, er fænomenal* og ikke noumenal*. I denne henseende afhænger den, erklærer han, af de generelle, på forhånd givne betingelser for mulig erkendelse. Men dette betyder ikke, at eksistens i den grundlæggende forstand, som i vore dage gives dette til ord, totalt afhænger af erkendelse. Faktisk er Kant helt bevidst om, at han, gennem den kendsgerning at han nævner erkendelse som en slags endelig reference, tildeler ideen om det transcendentale selv betydning, dvs., til ideen om et subjekt, der ikke må forveksles med det fænomenale selv og hvem (eller ”der”) er i stand til at have en sådan erkendelse. Kant påstod heller ikke at dette transcendentale selv ”eksisterer” (da han reserverede dette udsagnsord til brug i den begrænsede, fænomenale, beskrivende forstand, vi nævnte først) og han erklærede udtrykkeligt, at det ikke kan være et objekt for erkendelse. Men han hævdede, at det er ”Værende sig selv” (Critique of pure reason, Transcendental dialectics, Book II, Chapter 1). Hvis Kant skal følges, skal man derfor tage i betragtning, at ideen om en Væren begrebsmæssigt før erkendelse er nødvendig. Og da ideen, at ”være”, i nutidens sprog udtrykkes med udsagnsordet ”at eksistere”, følger det, at vi må overveje en bestemt ide om ”væren” og eksistens som værende før nogen erkendelse.

Opsummering: når alt er sagt og gjort skal det tages i betragtning, at for radikal idealisme udgør den underforståede tvetydighed mellem eksistens og erkendelse en vanskelighed.

3.4 Svag og stærk objektivitet

De erklæringer, der tilsammen udgør fysikken, er selvfølgelig objektive. De er det imidlertid ikke alle på samme måde. Mange, særligt i klassisk fysik, har en sådan form, at de, i det mindste på den klassiske fysiks tid, kunne forstås af en almindelig realist som trofast beskrivende egenskaberne (eller eksistensen) af ”objekter som de virkelig er”. Lad dem blive kaldt ”stærkt objektive”. Andre indeholder, udtrykkeligt eller stiltiende, i selve deres ordlyd en henvisning til menneskelige handlinger, evner og, sidst men ikke mindst, sanseindtryk. Lad dem blive kaldt ”svagt objektive”. Svagt objektive erklæringer, især i form af forudsigende observationelle regler, spiller en helt specielt vigtig rolle i kvantemekanik. Faktisk kan, som vi alle ved, hele denne teoris forudsigelseskraft udledes fra et sæt på nogle få ”aksiomer” eller ”principper”, som spiller den rolle der tilfaldt de tre grundlæggende Newton love i den Newtonske mekanik, men med den forskel at modsat de tre Newton love, er nogle af dem (f.eks. Born reglen) kun svagt objektive (forudsigelser af observationer). Det er selvfølgelig sandt, at formelt kan ethvert af disse aksiomer udtrykkes i vendinger, der grammatisk talt er af den stærkt objektive slags. Dette gøres ved at udtrykke dem ved hjælp af ”viserpositioner” snarere end ved hjælp af ”observationer”. Men hvis almindelig kvantemekanik tilskrives universel gyldighed rejser selve begrebet viserposition Schrödingers-Kat-lignende spørgsmål og det er velkendt, at ingen af de talrige såkaldte kvantemåling teorier lykkes med at besvare dem på en strengt tilfredsstillende måde. Dekohærens teori, især, fjerner ikke det såkaldte ”ikke-enhed paradoks”. Bortset fra det fører den til et syn, der rent ud sagt er i modstrid med nær realisme, for mens de makroskopiske objekter i den ser ud til at have former, positioner osv., har de bestemt ikke disse egenskaber ”i sig selv”. Ifølge den kan vi kun sige, at de har dem i den forstand, at hverken vi eller andre (hypotetiske) lokale modtagelige (for sanseindtryk) væsener nogensinde vil være i stand til at observere nogle kvantemekanisk forudsagte gensidige forhold, der er uforenelige med at tilskrive objekterne de omtalte egenskaber. Som konsekvens må man medgive, at det ene eller andet sted (afhængigt af hvordan den formuleres) indeholder almindelig kvantemekanik erklæringer, der, skønt de er væsentlige for at gøre den meningsfuld, ikke er af den stærkt objektive type. En sådan teori kan passende siges kun at være ”svagt objektiv”.

Nutildags er kvantemekanikken, som vi alle ved, den mægtige ”rammeteori” og faktisk den eneste, hvis universalitet man med rimelighed kan gætte på. Som konsekvens er dens svage objektivitet et kraftigt tegn på, at det videnskaben beskriver ikke kan forstås som værende ”Sind-Uafhængig” Virkelighed.

3.5 Modeller som kan tolkes ontologisk

I den sidste sætning ovenfor bruges ordene ”kraftigt tegn”, ikke ordet ”bevis”. Det er for at tage højde for den temmelig betydningsfulde (selv om den ofte overses) kendsgerning, at der findes såkaldte ”ikke standard” modeller. De er teorier der sigter på – og i en mærkbar udstrækning lykkes med – at reproducere den almindelige kvanteteoris observationsforudsigelser, men er helt udtrykt i strengt objektive vendinger. Der er ikke plads til at nævne dem alle her. Nogle er ikke-deterministiske, andre, som Broglie-Bohm modellen [4,5,6], er deterministiske. Det vigtige punkt er, at ifølge Bells sætning skal de alle være ikke-lokale. Dette har betydningsfulde, og, faktisk, forstyrrende, virkninger, som ikke alle kan gennemgås her (de er i [1]). Det mest utiltalende af disse svigt har at gøre med forholdet mellem kvantemekanik og relativitetsteori. I en ikke-lokal teori udbredes indflydelser med overlyshastighed. Speciel relativitet specificerer på den anden side, at intet signal kan udbredes hurtigere end lyset. Kan disse to kendsgerninger forliges? I en realistisk (eller ”svagt objektiv”) indfaldsvinkel – hvor fysik er en beskrivelse, ikke af Uafhængig Virkelighed men af vor erkendelse vedrørende det vi kan percipere (”fænomenerne”) - er en forsoning faktisk på hånden, for der blev peget på, at de lige nævnte indflydelser med overlyshastighed ikke kan bære information, dvs., ”signaler”. Men indenfor en realistisk forestilling, som den senere Einsteins, hvor ”signaler” identificeres med ”indflydelser”, forekommer det, at vi er i et dødvande. Dette forklarer, efter mit synspunkt, den kendsgerning, at hvor en relativistisk version af almindelig kvantemekanik (en svagt objektiv teori, som vi lige så) kunne dukke op blot få år efter selve kvantemekanikkens komme (i form af Kvantefeltteorien), har alle forsøg på at forsone de ontologiske kvantemodeller, der kan tolkes, med speciel relativitet slået fejl.

Af denne og beslægtede grunde har denne forfatter udviklet en temmelig speciel mening vedrørende sådanne modeller. Den består i at anse deres nytte for blot at bestå i, at de findes. Dette har at gøre med det førnævnte ikke-enhed paradoks ( den tilsyneladende ikke-enhed af individuelle måleresultater, også kaldet Bells ”og-eller” paradoks, se f.eks. [1], der påvirker alle formuleringer af almindelig kvantemekanik. Pointen er, at dette paradoks helt enkelt ikke er tilstede i disse modeller. Derfor viser den blotte kendsgerning, at sådanne modeller er mulige, at paradokset langt fra er endeligt, men faktisk blot stammer fra et ubeføjet krav fra vor side, om en ontologisk tolkning af almindelig kvantemekanik, fri for skjulte variable. Men på den anden side letter dette tegn ikke de vanskeligheder, disse modeller står overfor. Sammen med den pinlige udbredelse af de sidstnævnte udgør de omtalte vanskeligheder alvorlige indvendinger mod ideen, at almindelig (eller endda en eller anden gren af moderat ualmindelig) realisme er blevet reddet gennem dem.

3.6 Mellemsubjektiv overensstemmelse

Hvis Alice og Bob er enige om, at de ser en tepotte på bordet, forekommer det, at den ”enkleste” forklaring opnås ved at følge realisterne. Den består i, at overveje at på det tidspunkt står der faktisk en tepotte på bordet, at den er der har intet at gøre med repræsentationerne og så videre, der finder sted i Alices sind og at det samme gælder hvad Bob angår. Hvis tværtimod, som idealisten hævder, erklæringen at tepotten ”virkelig eksisterer, på sådan og sådan et sted” ikke har nogen betydning ud over den, for Alice, at beskrive den måde hun mentalt organiserer sine sanseindtryk (og det samme for Bob, selvfølgelig), så bliver den kendsgerning, at Alice og Bob er enige om at de har de samme sanseindtryk med hensyn til dette gådefuldt: en slags konstant fornyet mirakel, faktisk. Realisten har derfor lov til at presse idealisten på dette punkt og spørge, hvilken forklaring han kan tilbyde, der ville være så enkel som den lige fremsatte.

Overraskende nok synes få idealist filosoffer at have bekymret sig om dette problem. I den relevante litteratur diskuteres praktisk taget kun mellemsubjektiv overensstemmelse vedrørende generelle ideer eller matematiske begreber, kort sagt, ikke-tilfældige kendsgerninger. Sådanne filosoffer forklarer, for eksempel, at vi alle har ideen ”trekant” fordi vi alle er ens indrettet. Denne pointe kan nemt indrømmes dem; og vi er endda helt med på at udstrække argumentet fra trekanter til tepotter, i det mindste så længe det kun gælder det generelle begreb ”tepotte”. Men det er vanskeligt at fatte, hvorfor den kendsgerning, at Alice og Bob er indrettet på samme måde, kan forklare, hvorfor de begge perciperer, eller ikke perciperer, en tepotte det samme sted, hvorimod det praktisk taget aldrig sker, at på det omhandlede sted Alice ser en og Bob ikke ser nogen eller omvendt. Blandt de omtalte filosoffer kan Husserl have været den eneste, der interesserede sig for dette spørgsmål. Uheldigvis er hans analyse af det – i den femte af hans Méditations cartésiennes [11] – så kompleks, og, forekommer det, forvirret, at det er vanskeligt at finde den afgørende.

Er det nu et afgørende slag mod idealismen, at fastslå at den fejler på et punkt, hvor realismen lykkes og at vi derfor bør gå over til realisme? Nej, eller i det mindste ikke endnu. For at erkende at spørgsmålet fortjener yderligere tænkning lad os omformulere det ved hjælp af forudsigelsesstyrke. Argumentet ovenfor er, at hvis Alice var en helt konsistent støtte af idealisme, ville hun ikke have nogen overbevisende grund til at tro, at Bob også ser tepotten. Derfor kunne hun ikke forudsige, at når de to mødes igen, f.eks., dagen efter, vil deres erindringer af begivenheden stemme overens. Hvorimod hun, hvis hun er tilhænger af nær realisme afgjort vil forudsige et sådant sammenfald, som faktisk virkelig observeres. Jeg gentager, ved første øjekast forekommer dette at være et helt stærkt argument til fordel for nær realisme, da det er baseret på ideen, at en tepotte faktisk altid er på et bestemt sted, uafhængigt af vor sindstilstand. Nuvel, denne bemærkning kan godt vække vor mistanker, da vi fra fysik – og kvantefysik især – ved, at nær realisme ikke kan være universelt gældende, da den fejler i det atomare rige. Kunne det være, at mellemsubjektiv overensstemmelse også fejler der?

Som vi ved, er svaret ”nej”. Forestil dig, f.eks., at Alice og Bob begge, den ene lige efter den anden, udfører en måling af en partikels et og samme spinkomponent, hver af dem ved brug af eget instrument. Og antag yderligere, at før den første måling var partiklens spintilstand ikke en eigentilstand af den målte mængde. Selv da forudsiger kvantemekanikkens regler utvivlsomt mellemsubjektiv overensstemmelse. Beregningen kan udføres på adskillige måder (enten ved at antage en kollaps på tidspunktet for den første måling eller ved at tildele en tilstandsvektor til hver af ”instrumentviserne” og analysere deres efterfølgende korrelationer eller osv.) svarende til helt forskellige billedmæssige repræsentationer af, hvad der finder sted. Men det endelige resultat er altid det samme og derfor helt utvivlsomt: når Alice og Bob senere sammenligner deres notesbøger, vil de opdage, at de begge fik det samme resultat. Men før den første måling, som den almindelige kvantemekaniks formalisme fortæller os, havde den målte spinkomponent overhovedet ingen bestemt værdi, derfor heller ikke denne specielt. Den, det skal indrømmes, indlysende, realistiske, ”tepottelignende” forklaring på mellemsubjektiv overensstemmelse er, i dette tilfælde, bare simpelthen forkert, og dog forudsiges denne overensstemmelse af teorien!

En variant af dette eksempel består i at antage, ikke at Alice og Bob laver to på hinanden følgende målinger på den samme partikel, men at hver af dem måler den samme spinkomponent på to tydeligt adskilte partikler, hvis spin er strengt korrelerede. For eksempel har vi at gøre med et par spin ½ partikler skabt i en spin 0 tilstand. Her erklærer almindelig kvantemekanik igen, at før målingen har spinkomponenterne ingen bestemt værdi og alligevel forudsiger den utvivlsomt en streng (negativ) korrelation af måleresultaterne og derfor mellemsubjektiv overensstemmelse (Alice kan forudsige, hvad Bob vil se og omvendt). Det interessante ved dette andet eksempel ligger i, at det fjerner en indvending mod det ovenfor, som den førnævnte Broglie-Bohm model kunne antyde. I en vis forstand kan denne model betragtes som den bedst mulige kvantemekaniske tilnærmelse til nær realisme, da den tildeler alle partikler bestemte positioner og hastigheder til enhver tid. Kunne ”tepotte-lignende” forklaringen på mellemsubjektiv overensstemmelse blive reddet på bekostning af at tro, at denne model er sand? Nej, for i modellen drives partiklerne af bølgefunktionen, som i det andet eksempel er en yderst ikke-lokal entitet. Som konsekvens, som detaljerede beregninger viser, så snart, f.eks., Alice har udført sin måling på ”hendes” partikel, er resultatet af Bobs kommende måling bestemt, ikke det mindste af at skjulte variable specificerer positionen af ”Bobs partikel”, men, selv om det forekommer mærkeligt, af resultatet af Alices måling.

Opsummering: Vedrørende mellemsubjektiv overensstemmelse mellem tilfældige data forbliver traditionel, filosofisk idealisme vag og uden konklusion, matematisk realisme beskæftiger sig ikke med sådanne sager og nær realisme fejler i at give en universel, gyldig forklaring. I modsætning hertil forudsiger almindelig kvantemekanik korrekt (og universelt) den omhandlede overensstemmelse (vi kunne sige: den lykkes, hvor filosofien fejlede !). Men den gør det ved hjælp af strengt observationelle forudsigelsesregler, der, som vi så, ikke har nogen utvivlsom billedmæssig tolkning (husk de to forskellige beregningsmåder, der begge utvivlsomt førte til Alice-Bob overensstemmelsen, skønt den forsøgsvise realistiske tolkning vi kunne forestille os vedrørende dem er ekstremt anderledes). Det er en vigtig kendsgerning. Vender den trods alt opmærksomheden til fordel for idealisme? Spørgsmålet er nært forbundet med et andet, nemlig: ”udgør sådanne observationelle forudsigelsesregler i sig selv ægte forklaringer” ? At svare ja til dette sidste punkt kunne være acceptabelt under betingelser som specificeres nedenfor. Mit eget, foretrukne svar er imidlertid ”nej”. Hvis, hver gang jeg hørte min telefon ringe, ringede den tre sekunder senere i min nabos hjem, ville jeg fra dette udlede en forudsigelsesregel, men jeg ville bestemt ikke betragte denne regel som udgørende, i sig selv, en forklaring. Og jeg ville fastholde dette synspunkt, selv hvis jeg forblev varigt ude af stand til at opdage den omhandlede forklaring. Dette er det standpunkt jeg hælder mod at indtage vedrørende det forhåndenværende problem. Til vor rådighed har vi kvantemekanikkens grundlæggende regler, som er fortrinlige observationelle forudsigelsesregler, der forudsiger korrelationer. Men selve deres eksistens kræver en forklaring af en slags, af hvilken det minimale element synes at være eksistensen af noget udenfor os, der virker som støtte for dem. Det er dette noget der burde, pr. definition, kaldes Sind-Uafhængig-Virkelighed. Det beskrives ikke af disse regler, da de er forudsigende, ikke beskrivende af noget. Alligevel må vi overveje dets eksistens.

Dette ”noget” behøver imidlertid ikke være noget som en ”substans”. Kunne det blot være en lov? Kunne det – trods alt – bare være en ”observationel forudsigende lov”? Med andre ord, kan de betingelser, vi pålægger hvad vi end accepterer som en ”forklaring”, mildnes i en sådan udstrækning, at lovene, som nævnt løseligt ovenfor, inklusive dem der kun forudsiger observationer, kunne ses som udgørende en ”forklaring”? Måske. Men så ligger disse loves ”forklarende kraft” helt i deres almenhed, så man ikke kan tænke på denne sidstnævnte som begrænset af tilfældigheder eller omstændigheder. Den omhandlede forklarende kraft bevares kun, hvis vi forkaster sådanne erklæringer som, f.eks., ”ukendte love findes ikke” (Meyerson [13] eller hvis vi nægter at identificere de ”love” sådanne erklæringer nævner med de ”mægtige love” vi betragter som kandidater til at udgøre et forklarende grundlag. Derfor bestyrker dette det ovenfor. Det synes at indebære, at selv langs et sådant ”minimalt” syn, som det vi diskuterer i denne paragraf, skal der være ”noget” - nemlig disse love – der ikke afhænger af os. Et ”noget” der, så at sige pr. definition, udgør en ”endelig” virkelighed.

Alt dette i en nøddeskal: Som fordel for nær realisme er mellemsubjektiv overensstemmelse, som vi så, kun et vildledende argument og ved første øjekast kunne denne observation tænkes at tale til fordel for forestillingen ”modsat” realisme, nemlig idealisme. Det ville imidlertid være et noget forenklet standpunkt. Det er sandt, at blotte forudsigelsesregler – kvantemekanikkens – forudsiger mellemsubjektiv overensstemmelse. Men for at gælde som en forklaring på det sidstnævnte, skal disse regler betragtes som enten udgørende eller (foretrukket) som afspejlende mægtige strukturer af en eller anden Virkelighed, der ikke bare helt enkelt koger ned til ”os”.

3.7 Kvantiske målingsteorier

Dette emne kan ikke blive dækket her (se f.eks. [1]). Lad os blot genkalde, at, som nævnt ovenfor, der indenfor den almindelige kvanteteoris rige ikke er nogen strengt objektiv beskrivelse af målingsprocessen til rådighed, skønt mange teorier om nævnte proces blev formuleret med det mål.

4 Bemærkninger angående Schins redegørelse

Angående punkterne ovenfor, 3.1, 3.2, 3.5, 3.7, såvel som i hans opsummering af mine brede konklusioner har Schins, som helhed, ikke uredeligt rapporteret de erklærede synspunkter i [1]. Vedrørende andre nævnte emner og i nogle få af hans kommentarer, svarer ideerne og især argumenterne han tillagde mig uheldigvis ikke til dem, jeg ønskede at udtrykke.

Angående punkt 3.3 beskrev han mit argument som værende synspunktet, at det ikke er muligt at tænke sig kendskab uden at acceptere, at det kendte objekt skal eksistere. Dette har intet at gøre med det, jeg havde skrevet (se ovenfor).

Med hensyn til emne 3.4 (svag objektivitet) fattede han ikke den vigtigste pointe i min forestilling, som er, at, bortset fra dens svigefulde ordforråd, er standard kvantemekanik kun en syntetisk redegørelse for, hvad vi (kollektivt) perciperer og vil percipere, ikke en beskrivelse af hvad er. Som konsekvens prøvede han at belyse mine synspunkter ved at erklære, ved hjælp af naiv realisme, en tolkning af en målingsproces, der er helt fremmed for det, der er skrevet i min bog.

Med hensyn til punkt 3.6 bemærkede han korrekt, at hvad jeg skrev i [1] angående mellemsubjektiv overensstemmelse involverer indvendinger til både radikal idealisme og realisme, men fra det punkt er vi af forskellig mening.

Indenfor det første emne (indvendinger mod idealisme) gengav han uden kommentarer delen af mit argument angående Alice, Bob og tepotten og så erklærede han (uden forklaring), at hverken dette eller mine andre argumenter mod idealisme er afgørende. Indholdet af punkt 3.6 ovenfor burde gøre det klart, at i sin helhed er denne rapport om mine synspunkter vildledende.

Om det andet emne (indvendinger mod realisme) er min uenighed med Schins mere anselig. Hans synspunkt er, at jeg ikke analyserede det rigtige problem. Ved diskussionen af tilfældet med Alice og Bob, der begge målte en given kvanteobservabel (i [1] havde jeg taget eksemplet op, ikke med et spin men med en elektronposition), erklærede han: ”I sammenhæng med mellemsubjektivitet behøver man at forklare, at der er en grund til at to forskere burde enes om en enkelt kendsgerning (elektronpositionen som målt af det første apparatur), ikke at to forskellige kendsgerninger (elektronpositionen målt med forskellige apparater) burde være relaterede på en eller anden speciel måde”.

Tja, Jeg tigger om at få lov til at være uenig. Jeg mener, at det eksempel, jeg overvejede, er fortsættelsen i det mikroskopiske domæne af nøjagtig det problem, som Schins henledte opmærksomheden på. Det første består i at bemærke, at der ikke er nogen begrebsmæssig forskel mellem to forskere, der kigger på en instrumentviser og Alice og Bob, der ser på en tepotte. Bemærk, at selv om vi i sådanne situationer siger, at objektet ”ses direkte” af observatørerne, er dette i begge tilfælde en forenklet beskrivelse. I hvert tilfælde bruger observatørerne faktisk fotoner og deres øjne (og briller hvis nærsynede) som instrumenter. Mit andet trin består derefter helt enkelt i at bemærke, at begrebsmæssigt forbliver problemet det samme, ligegyldigt hvor stor viseren er. Men hvis den er for lille til at blive perciperet af det blotte øje, skal instrumenterne vælges passende. Hvis viseren reduceres til blot en elektron vil vore to forskere skulle bruge instrumenter, der er passende til måling af elektronpositioner med passende tilnærmelse. Kald disse forskere Alice og Bob og man får mit problem i dets kvanteversion. Det er sandt, at i tepotte og viser tilfældene, er det meningen at de to tilskuere observerer samtidigt, men sådanne makroskopiske observationer varer nødvendigvis nogen endelig tid, så de kan også betragtes som sammensat af rækkefølger af kortere observationer gjort på skift af hver tilskuer. Bemærk i denne forbindelse også, at selv om nogle beskrivelser af Københavner fortolkningen populariserede tesen, at ingen ”måling uden forstyrrelse” er mulig, kan denne tese (som Schins synes at henvise til) ikke helt tages for pålydende. Ideal måling af en observabel, udført på et system, der allerede ligger i en eigentilstand af den observabel, indebærer i princippet ingen forstyrrelse af systemet. Som Araki og Yanase viste, er denne idealitet i nogle tilfælde umulig, selv på teoretisk grundlag, men betragtninger af denne slags er klart ikke forbundet med dette problem.

Stadig angående det samme emne blev Schins offer for en anden fejltolkning. Den bestod i at erklære, at Jeg så eksemplet, hvor Alice og Bob måler en kvanteobservabel som værende et argument mod realisme. Det er ikke, hvad jeg mente. Hvad jeg anser eksemplet for faktisk at vise er at – modsat hvad en realist måske tænker, når tepotteargumentet først dukker frem i hans sind – den kendsgerning, at mellemsubjektiv overensstemmelse er eksperimentelt fastslået ikke beviser, at nær realisme er sand. Det gør den ikke, da kvanteteoriens forudsigelsesregler alene giver den omhandlede overensstemmelse uden at tage nogen tilflugt til nær realisme og selv i tilfælde hvor en sådan realisme er, mildt sagt, tvivlsom (dette er blot endnu et eksempel på en velkendt kendsgerning: hvis en hypotese eller teori virker, er det ikke bevis for at den er rigtig). På den anden side er det, at hævde at ”kvante” eksemplet er tilstrækkeligt til at modbevise realisme, at gå for langt. Det svarer til at hævde, at almindelig kvanteteori er den eneste mulige beskrivelse af vor atomare erfaring. Som vi ved (se 3.5 ovenfor) og som understreget i [1], er det ikke tilfældet. Derfor skal analysen forfølges videre, som jeg prøvede at gøre i 3.6.

Uheldigvis blev der begået en endnu grovere fejl af Schins. Han hævdede, at på alle de steder i min bog, hvor jeg forklarede det han kaldte mine ”argumenter mod realisme” og brugte ordet ”ontologisk”, kunne dette ord uden skade erstattes af ”determinisme”. Og mere generelt erklærede han, at han havde indtryk af, at for mig var ”realisme belastet af determinisme”. Han gav overhovedet ingen forklaringer på disse bedømmelser og jeg må sige, at jeg giver fortabt, når jeg prøver at forestille mig en. Alt jeg kan sige er, at i [1] diskuterede jeg udførligt både deterministiske og indeterministiske ontologiske modellers tolkning, erklærede hvilke der er deterministiske og hvilke der antager, at underforståede tilfældige virkninger hænder og at jeg der definerede ontologi som ”spørgsmål om hvad der virkelig eksisterer”, hvilket indlysende betyder ingen forpligtelse til determinisme. Faktisk anså jeg altid disse to ideer for at være fuldstændig forskellige. Af denne, såvel som andre grunde og trods det, at jeg faktisk har de vigtigste generelle synspunkter, som Schins tillagde mig i sin tekst (for eksempel om nødvendigheden af en ”udstrakt årsagssammenhæng”), er det umuligt for mig at godkende den redegørelse han gav for de fleste af de grunde jeg udviklede til støtte for dem.

5 Konklusioner

Når en forfatter X har udviklet nogle ideer og forsøgt at retfærdiggøre dem, har han gode grunde til at bekymre sig, hvis andre giver en fejlagtig beskrivelse af hans argumenter. Dette er især tilfældet, hvis de omhandlede ideer på væsentlige punkter skiller sig ud fra de synspunkter, der i øjeblikket er de ”vedtagne”. For derfor har kompetente støtter af dem en synlig grund til at udbryde: ”se hvor ubekræftede X's ideer er: de hviler på forudsætninger, som er indlysende fejlagtige”. Dette er grunden til, at jeg følte det nødvendigt at nedskrive Sektion 4 ovenfor, mens jeg påskønner, at Schins populariserede mine forestillinger.

Nuvel, nok om det emne, hvad er konklusionerne, som kan siges fornuftigvis at følge af det materiale, der blev fremlagt i Sektion 2 og 3? Den første er, at hverken realisme eller idealisme er rigtigt tilfredsstillende. Nær realisme modsiges på banal vis af både relativitetsteori og kvantemekanik og redder ikke skinnet ved hjælp af Broglie-Bohm modellen (husk ikke-lokalitet og varianten af Alice-Bob kvanteeksemplet i 3.6). Matematisk realisme har problemer fordi moderne fysik centrerer på kvanteteori, dvs., på en teori, der kun er svagt objektiv (3.4). Forsøgene på at ændre den til en stærkt objektiv teori – de forskellige såkaldte ”ontologiske tolkbare modeller” - løber ind i vanskeligheder med relativitetsteori, der igen i det væsentlige har at gøre med ikke-lokalitet, som forklaret i 3.5. Hvad angår idealisme, her lider transcendental idealisme (i både dens ”radikale” og ”moderate” versioner) især af synlighedsvanskeligheden forklaret i 3.1. Måden denne vanskelighed påvirker transcendental idealisme på er, at den fjerner det, der historisk var en af dens grundlæggende motivationer. I Kants synspunkt var dét, som vi ved, at opgive ideen om at kendskabets sande objekter er tingene-i-sig-selv; medgive at de bare er ”fænomener” formet og gjort synlige af de på forhånd givne former for menneskelig sansning og forståelse, ”prisen der skulle betales” for i det mindste at garantere sikkerheden af beskrivende kendskab, dvs., en beskrivende videnskabs anvendelighed. Tilsyneladende mente han, at videnskaben skulle være både beskrivende og sikker, at en sådan garanti derfor var væsentlig og han mente, at dette var den eneste måde at få den på, hvilket selvfølgelig betyder, at han mente det var en mulig måde. Det nuværende tab af synlighed fjerner indlysende den omtalte garanti (i kvantefysik har vi stadig sikre erklæringer, men nogle af de vigtigste er blot forudsigelser af observationsresultater.; de er ikke konsistent beskrivende, ikke engang af ”objekter for os”). Dette betyder, at et magtfuldt traditionelt argument til fordel for transcendental idealisme er forsvundet. Desuden lider radikal idealisme af vanskelighederne, som er forklaret i 3.2 og 3.3.

Endelig redegør kvantemekanikken, som vi så, på en temmelig præcis og generel måde for et fænomen, for hvilket nær realisme blot tilbyder en delvis og derfor svigefuld forklaring og som idealisme ikke kunne behandle, nemlig mellemsubjektiv overensstemmelse vedrørende tilfældige data. Spørgsmålet er så: burde den omtalte kvantemekaniske redegørelse betragtes som værende ”i realismens ånd” eller burde den tælle som ”en succes for den idealistiske indfaldsvinkel”? Da den refererer til antropocentriske forudsigelsesregler kunne den ved første øjekast blive anset som værende på linie med idealisme. Men husk argumentet med telefonen, der ringer i to lejligheder samtidigt. Den stadige gentagelse af en hændelse som denne, skriger på en forklaring, hvilket betyder, at den ikke kan betragtes som værende sin egen forklaring. Der er behov for noget mere, som almindelig praksis kalder en lov. Det yderste vi kunne indrømme idealisten er, at der måske ikke er nogen underliggende ”substans” for sådanne love; at det, der eksisterer, er ikke andet end selve lovene. Men, for at gentage, disse love skal, som vi noterede i (3.6), være noget mere grundlæggende end blot de forudsigelseslove, vi tilfældigvis kender på et givet tidspunkt. Således at man selv da skal tænke på en slags Sind-Uafhængig Virkelighed, sammensat af kendte og ukendte love.

Desuden kan vi endda spørge os selv, hvad den logiske begrundelse skulle være for at gå så langt i retning af radikal idealisme, i betragtning af de ovenfor beskrevne vanskeligheder, denne teori møder. Der er faktisk et betydningsfuldt argument, der viser, at det, at beholde en slags ”underliggende sager”, er bedre. Det går på, at selv om ”forudsigelsesregler” indfaldsvinklen, indrømmet, med succes forklarer – især gennem dekohærensteori – en klassisk verdens fremkomst (med andre ord: hvorfor vi har indtrykket af at verden er klassisk), fjerner den ikke ”og-eller” paradokset (se ovenfor, slutningen af 3.5). I denne henseende rangerer den meget lavere end den ligefremme, realistiske indfaldsvinkel, da ontologisk tolkbare modeller, som nævnt tidligere, faktisk fjerner (i det mindste i det ikke-relativistiske rige) det nævnte paradoks. Men, vær forsigtig! Det betyder ikke, at vi burde tro på den eller den ontologisk tolkbare model. Der findes nogle stykker af dem og de giver alle denne fjernelse. Antagelig kunne der produceres mange flere, som vi endnu ikke har opdaget. Som allerede påpeget, er det blot deres eksistens, der tæller. Mere præcist, det betydningsfulde er deres fælles antagelse af eksistensen af denne Sind-Uafhængige Virkelighed, for odds er, at ligemeget hvilken ontologisk tolkbar model der bygges, ligemeget hvilken beskrivelse af denne Virkelighed, der gives, så vil ”og-eller” paradokset ikke engang dukke op i den.

Så dette er det endelige resultat af hele dette spørgsmål. Almindelige realister tager fejl: som Platon gættede, er de tilfældige mulige detaljer vi ser bestemt ikke elementer af Sind-Uafhængig Virkelighed. Men mennesket er heller ikke centrum og toppen af alting. Med andre ord er idealismen også forkert på den, i det mindste i dens radikale version og det samme gælder alle teorierne, fænomenalisme, positivisme, empiricisme, anti-realisme, konstruktivisme osv. der, implicit, er varianter af den. Endelig dukker ideen op – midt imellem realisme og idealisme – at en slags Plotinsk, holistisk Sind-Uafhængig Virkelighed virkelig eksisterer som det ”bedste gæt”, dvs., det, som i det store hele redegør bedst for, hvad vi ved. En sådan forestilling er ikke særlig langt fra ikke-transcendental, moderat idealisme. Som sidstnævnte anser den Virkeligheden som ikke liggende i rum og tid, faktisk som værende placeret før dem begge og den involverer synspunktet, at vor eneste sikre erkendelse af Virkeligheden er af den negative slags (ikke-separabilitet). Imidlertid forlader den selv moderat idealisme på et punkt: Den afskriver ikke på forhånd synspunktet, at fysikkens mægtige matematiske love måske kan lade os fange et glimt af Sind-Uafhængig Virkeligheds sande struktur. For eksempel er den ikke uvillig overfor hypoteser som Primas' [14], ifølge hvilken de omhandlede strukturer er dem fra generaliseret kvantefysik (med udelukkelse af Born reglen), mens den observerede, empiriske virkelighed af enten molekyler eller termodynamik anses for at være resultatet af vort frie valg af, hvilke ”Einstein, Podolski, Rosen korrelationer” vi beslutter at se bort fra.

Spørgsmålet, om hvorvidt ideen om en sådan Sløret Virkelighed er ”negativ” eller ”positiv” falder klart udenfor denne artikels emneområde. Nogle tænkere betragter den omtalte ide som et forræderi mod videnskabens mest grundlæggende formål, hvilket, siger de, er lige præcis at ”løfte sløret” og fuldt og helt beskrive, hvad der virkelig eksisterer. Andre anser modsat denne ide som en retfærdiggørelse af det optimistiske synspunkt, at nogle af vore mægtige følelsesmæssige intuitioner ikke løber nogen risiko for at blive bevist uholdbare af en videnskabelig viden, der dækker alt. Pointen med denne skrivelse er af mere saglig natur. Den er blot, at selve ideen nu forekommer velbegrundet af faktuel viden og fornuft.

Referencer

[1] B. d'Espagnat, Veiled Reality, An Analysis of Present-Day Quantum Mechanical Concepts, Addison-Wesley, Reading, Mass. 1995.

[2] Mathematical Undecidability, Quantum nonlocality and the Question of the Existence of God. A. Driessen and A. Suarez, eds. Kluwer Academic Publishers, Dordrecht, The Netherlands, 1997.

[3] L. Wittgenstein, Tractatus Logico-Philosophicus, Routledge & Kegan Paul, London, 1961.

[4] L. de Broglie, J. Phys. 5, 225 (1927).

[5] D. Bohm, Phys. Rev. 85, 165,180 (1952).

[6] J.S. Bell, Speakable and unspeakable in Quantum Mechanics, Cambridge U. Press, 1987.

[7] J.S. Bell, Physics 1, 195 (1964).

[8] B. d'Espagnat, Phys. Rev. D 11, 1424 (1975).

[9] P.H. Eberhard, Nuovo Cim. 46 B, 392 (1978).

[10] G.C. Ghirardi, A. Rimini and T. Weber, Lett. Nuovo Cim. 27, 293 (1980).

[11] E. Husserl, Méditations cartésiennes, Introduction á la phénoménologie, Paris, Vrin, 1969.

[12] J.S. Bell, Rev. Mod. Phys. 38, 447 (1966).

[13] E. Meyerson, Identité et réalité, Paris 1907.

[14] Hans Primas, Chemistry, Quantum Mechanics and Reductionism, Springer, Heidelberg 1981; Symposia on the Foundations of Modern Physics (Finland), World Scientific, Singapore 1992; Editions Frontiére, Gif-sur-Yvette, France, 1994. 

________________________________________ 

Fænomenal: vedrørende det som opfattes af sanserne.

Noumenal: et påstået objekt eller en hændelse, som den forekommer i sig selv uafhængigt af perception af sanserne.

Sløret virkelighed: Forord, Filosofi og fysik

Index