Kriterier for virkelighed

David Deutsch

Den store fysiker Galileo Galilei, som også var den første fysiker i moderne forstand, gjorde mange opdagelser ikke blot i selve fysikken men også i videnskabens metoder. Han genoplivede den gamle ide om at udtrykke generelle teorier om naturen i matematisk form og forbedrede den ved at udvikle metoden med systematisk afprøvning med eksperimenter, der karakteriserer videnskaben, som vi kender den. Han kaldte passende sådanne afprøvninger cimenti, eller ’hårde prøvelser’. Han var en af de første til at bruge teleskoper til at studere objekter på himlen og han indsamlede og analyserede vidnesbyrd om den heliocentriske teori, teorien om at Jorden bevæger sig i et kredsløb omkring Solen og drejer om sin egen akse. Han er bedst kendt for sit forsvar af den teori og for den bitre konflikt med kirken, som dette forsvar bragte ham ind i. I 1633 anklagede inkvisitionen ham for kætteri og tvang ham under trussel med tortur til at knæle og læse en lang, krybende tilbagekaldelse om at han ’afsværgede, forbandede og afskyede’ den heliocentriske teori. (Legenden siger, sandsynligvis ukorrekt, at idet han rejste sig mumlede han ordene ’eppur si muove...’, som betyder ’og dog bevæger den sig...’.) Til trods for hans tilbagetrækning blev han kendt skyldig og dømt til husarrest, under hvilken han forblev resten af sit liv. Skønt hans straf var forholdsvis mild opfyldte den smukt sit formål. Som Jacob Bronowski formulerede det:

Resultatet var tavshed blandt katolske forskere overalt fra da af... Virkningen af sagen og fængslingen var at sætte en fuldstændig stopper for den videnskabelige tradition i middelhavsområdet. (The Ascent of Man, s. 218)

       Hvordan kunne en strid om solsystemets indretning have så vidtrækkende konsekvenser og hvorfor forfulgte deltagerne den så lidenskabeligt? Fordi den virkelige strid ikke drejede sig om, hvorvidt solsystemet var indrettet på den ene eller anden måde: den drejede sig om Galileos glimrende forvar for en ny og farlig måde at tænke på virkeligheden på. Ikke om virkelighedens eksistens, for både Galileo og kirken troede på realisme, det fornuftige synspunkt at et ydre fysisk univers virkelig findes og påvirker vore sanser, inkluderende sanser der forbedres med instrumenter som teleskoper. Der, hvor Galileo skilte sig ud, var i hans forestilling af forholdet mellem fysisk virkelighed på den ene side og menneskelige ideer, observationer og fornuft på den anden. Han troede, at universet kunne forstås ved hjælp af universelle, matematisk formulerede love og at pålideligt kendskab til disse love var tilgængeligt for menneskelige skabninger, hvis de anvendte hans metode med matematisk formulering og systematisk, eksperimentel afprøvning. Som han udtrykte det, ’Naturens Bog er skrevet med matematiske symboler’. Dette var med bevidst sammenligning med den anden Bog, som det var mere almindeligt at stole på.

       Galileo forstod, at hvis hans metode virkelig var pålidelig, så måtte dens konklusioner, overalt hvor den kunne anvendes, være at foretrække frem for dem, man opnåede med enhver anden metode. Derfor insisterede han på, at videnskabelig fornuftslutning skulle have forrang ikke blot over intuition og almindelig sund fornuft, men også over religiøse læresætninger og åbenbaringer. Det var specifikt den ide, og ikke den heliocentriske teori som sådan, som autoriteterne betragtede som farlig. (Og de havde ret, for hvis nogen ide kan siges at have startet den videnskabelige revolution og Oplysningen, og at have givet det sekulære grundlag for den moderne civilisation, er det den.) Det var forbudt at ’bruge eller forsvare’ den heliocentriske teori som en forklaring på nattehimlens udseende. Men at bruge den heliocentriske teori, skrive om den, have den ’som en matematisk antagelse’ eller forsvare den som en metode til at lave forudsigelser var alle tilladt. Det var derfor Galileos bog Dialogue of the Two Chief World Systems, som sammenlignede den heliocentriske teori med den officielle geocentriske teori, var blevet frigivet til trykning af kirkens censorer. Paven havde endda før Galileos skribentvirksomhed stiltiende accepteret en sådan bog (skønt der ved retssagen blev fremlagt et vildledende dokument, som hævdede, at Galileo helt var blevet forbudt at diskutere emnet).

       Det er en interessant historisk fodnote, at på Galileos tid var det endnu ikke indiskutabelt, at den heliocentriske teori gav bedre forudsigelser end den geocentriske teori. De til rådighed værende observationer var ikke særlig nøjagtige. Ad hoc var modifikationer blevet foreslået for at forbedre den geocentriske teoris nøjagtighed og det var svært at kvantificere de to rivaliserende teoriers forudsigelseskraft. Når det gælder detaljer er der endvidere mere end én heliocentrisk teori. Galileo troede, at planeterne bevæger sig i cirkler, mens deres kredsløb faktisk er meget nær ellipser. Så data passede heller ikke med den særlige heliocentriske teori, som Galileo forsvarede. (Derfor så meget for at han var blevet overbevist af akkumulerede observationer!) Men på trods af alt dette tog kirken ikke stilling i denne kontrovers. Inkvisitionen var ligeglad med, hvor planeterne så ud til at være; det, der betød noget for dem var virkeligheden. Det betød noget for dem, hvor planeterne virkelig var og de ønskede at forstå planeterne gennem forklaringer, ligesom Galileo gjorde. Instrumentalister og positivister ville sige, at da kirken var fuldstændig villig til at acceptere Galileos observationelle forudsigelser, var yderligere diskussion mellem dem uden mening, og at hans mumlen ’eppur si muove’ var strengt meningsløs. Men Galileo vidste bedre og det gjorde inkvisitionen også. Da de nægtede pålideligheden ved videnskabelig viden, var det præcist den forklarende del af den viden de tænkte på.

       Deres verdenssyn var forkert, men det var ikke ulogisk. Det skal indrømmes, at de troede på åbenbaring og traditionel autoritet som kilder til pålidelig viden. Men de havde også en uafhængig grund til at kritisere pålideligheden af viden opnået ved Galileos metoder. De kunne simpelthen pege på, at ingen mængde observation eller argumentation nogensinde kan bevise, at én forklaring på et fysisk fænomen er sand og en anden forkert. Som de ville udtrykke det, kunne Gud frembringe de samme observerede virkninger på en uendelighed af forskellige måder, så det er ren forfængelighed og arrogance at hævde at besidde en måde, hvorpå man kan vide, blot gennem ens egne fejlbarlige observationer og slutninger, hvilken måde Han valgte.               

       I en vis udstrækning argumenterede de blot for beskedenhed, for en anerkendelse af menneskelig fejlbarlighed. Og hvis Galileo hævdede, at den heliocentriske teori på en eller anden måde var bevist, eller næsten, i en eller anden induktiv forstand, havde de en pointe. Hvis Galileo mente, at hans metoder kunne give enhver teori en autoritet, der var sammenlignelig med den, som kirken hævdede for sine doktriner, gjorde de ret i at kritisere ham som arrogant (eller, som de ville udtrykke det, blasfemisk), selv om de selv, ved den samme standard, var meget mere arrogante.

       Så hvordan kan vi forsvare Galileo mod inkvisitionen? Hvad skulle Galileos forsvar have været stillet overfor denne anklage om at hævde for meget, når han hævdede, at videnskabelige teorier indeholder pålidelig viden om virkeligheden? Det popperske forsvar for videnskaben som en proces med problemløsning og søgen efter forklaring er ikke i sig selv tilstrækkeligt. For kirken var også primært interesseret i forklaringer og ikke forudsigelser og den var helt villig til at lade Galileo løse problemer ved brug af enhver teori, han valgte. Der var blot det, at de ikke accepterede, at Galileos løsninger (som de ville kalde blot ’matematiske hypoteser’) havde nogen forbindelse med den ydre virkelighed. Problemløsning er trods alt en proces, der udelukkende finder sted inde i menneskelige sind. Galileo kan have set verden som en bog, i hvilken naturens love er skrevet med matematiske symboler. Men det er strengt taget en metafor; der findes ingen forklaringer i kredsløb derude med planeterne. Kendsgerningen er, at alle vore problemer og løsninger er placeret inde i os selv og er skabt af os selv. Når vi løser problemer i videnskaben, ankommer vi gennem argumenter til teorier, hvis forklaringer synes bedst for os. Så, uden på nogen måde at nægte at det er rigtigt, godt og nyttigt for os at løse problemer, kunne inkvisitionen og moderne skeptikere legitimt spørge, hvad videnskabelig problemløsning har at gøre med virkeligheden. Vi finder måske vore ’bedste løsninger’ psykologisk tilfredsstillende. Vi finder måske, at de hjælper med at gøre forudsigelser. Vi finder dem bestemt vigtige på ethvert område af teknologisk kreativitet. Alt dette retfærdiggør vor fortsatte søgen efter dem og brug af dem på disse måder. Men hvorfor skulle vi være forpligtet til at antage dem som kendsgerninger? Den plan, som inkvisitionen tvang Galileo til at tiltræde, var i virkeligheden denne: at Jorden faktisk er i hvile, med Solen og planeterne i bevægelse omkring den; men at de baner, langs hvilke disse astronomiske legemer bevæger sig, er udlagt på en kompleks måde som, når de betragtes fra Jorden, også er konsistente med, at Solen er i hvile og at det er Jorden og planeterne, der er i bevægelse. Lad mig kalde den ’inkvisitionens teori’ om solsystemet. Hvis inkvisitionens teori var sand, burde vi alligevel forvente, at den heliocentriske teori gav nøjagtige forudsigelser af resultaterne af Jord-baserede astronomiske observationer, selv om den faktisk var forkert. Det forekommer derfor, at alle observationer, der synes at støtte den heliocentriske teori, giver samme støtte til inkvisitionens teori.

       Man kunne udvide inkvisitionens teori til at redegøre for mere detaljerede observationer, der støtter den heliocentriske teori, som observationer af Venus’ faser og af de små yderligere bevægelser (kaldet egenbevægelser) af nogle stjerner relativt til himmelkuglen. For at gøre det ville man skulle postulere endnu mere komplekse manøvrer i rummet, styret af fysiklove, som er meget forskellige fra dem, der virker på vor antageligt stationære Jord. Men de ville være anderledes på præcis en sådan måde, at de ville forblive konsistente med, at Jorden er i bevægelse og at lovene er de samme derude, som de er her. Mange sådanne teorier er mulige. Hvis det, at lave de rigtige forudsigelser, var vor eneste begrænsning, kunne vi faktisk opfinde teorier, der siger lige, hvad der passer os om, hvad der foregår i rummet. For eksempel kan observationer alene aldrig udelukke teorien, at Jorden er indesluttet i et gigantisk planetarium, der viser os en simulering af et heliocentrisk solsystem; og at der udenfor planetariet er lige, hvad vi har lyst til, eller slet ingenting. Det skal indrømmes, at for at redegøre for nutidens observationer skulle planetariet også omdirigere vore radar- og laserpulser, fange vore rumsonder og faktisk astronauter, sende forfalskede budskaber tilbage fra dem og returnere dem med passende prøver af måneklipper, ændrede hukommelser og så videre. Det kan være en absurd teori, men pointen er, at det ikke kan udelukkes gennem eksperimenter. Det gælder heller ikke at udelukke en teori, fordi den er ’absurd’: inkvisitionen mente, sammen med det meste af menneskeracen på Galileos tid, at det var topmålet af absurditet at hævde, at Jorden bevæger sig. Vi kan, trods alt, ikke mærke den bevæge sig, vel? Når den bevæger sig, som i et jordskælv, mærker vi det utvivlsomt. Det siges, at Galileo forsinkede offentlig støtte til den heliocentriske teori i nogle år, ikke af frygt for inkvisitionen, men simpelthen af frygt for latterliggørelse.

       For os ser inkvisitionens teori håbløst opfundet ud. Hvorfor skulle vi acceptere en så kompliceret og ad hoc redegørelse for, hvorfor himlen ser ud, som den gør, når den usmykkede heliocentriske kosmologi gør det samme med mindre ståhej? Vi kan citere princippet om Occam’s ragekniv: ’indfør ikke flere forudantagelser end nødvendigt’ – eller, som jeg foretrækker at formulere det, ’gør ikke forklaringerne mere komplicerede end nødvendigt’, for hvis man gør, forbliver de unødvendige komplikationer selv uforklarede. Om en forklaring er, eller ikke er, ’opfundet’ eller ’unødvendigt kompliceret’ afhænger imidlertid af alle de andre ideer og forklaringer, der udgør ens verdenssyn. Inkvisitionen ville have argumenteret, at ideen om at Jorden bevæger sig er en unødvendig komplikation. Den modsiger sund fornuft; den modsiger skriften; og (ville de have sagt) der findes en fuldstændig god forklaring, der klarer sig uden.

       Men er der? Giver inkvisitionens teori virkelig alternative forklaringer uden at skulle indføre den ikke-intuitive ’komplikation’ med det heliocentriske system? Lad os se nærmere på hvordan inkvisitionens teori forklarer tingene. Den forklarer Jordens tilsyneladende stilstand ved at sige, at den er stillestående. Så langt, så godt. Umiddelbart er den forklaring bedre end Galileos, for han måtte arbejde meget hårdt og modsige nogle sunde, fornuftige ideer om kraft og inerti, for at forklare, hvorfor vi ikke mærker Jorden bevæge sig. Men hvordan behandler inkvisitionens teori den vanskeligere opgave med at forklare planeternes bevægelser?

       Den heliocentriske teori forklarer dem ved at sige, at planeterne ses bevæge sig i komplicerede ringe hen over himlen, fordi de virkelig bevæger sig i enkle cirkler (eller ellipser) i rummet, men Jorden bevæger sig også. Inkvisitionens forklaring er, at planeterne ses bevæge sig i komplicerede ringe, fordi de virkelig bevæger sig i komplicerede ringe i rummet; men (og her kommer, ifølge inkvisitionens teori, forklaringens essens) denne komplicerede bevægelse styres af et enkelt underliggende princip: nemlig, at planeterne bevæger sig på en sådan måde, at når de betragtes her fra Jorden, ser de ud, som de ville, hvis de og Jorden var i enkle baner omkring Solen.

       For at forstå planetbevægelser ved hjælp af inkvisitionens teori er det essentielt, at man forstår dette princip, for de begrænsninger, det lægger, er grundlaget for enhver detaljeret forklaring, man kan komme med ved teorien. Hvis man, f.eks., blev spurgt om, hvorfor en planetkonjunktion fandt stede på den og den dato, eller hvorfor en planet bevægede sig tilbage tværs over himlen i en ring med en bestemt form, ville svaret altid være ’fordi det er sådan, det ville se ud, hvis den heliocentriske teori var sand’. Så her er en kosmologi – inkvisitionens kosmologi – der kun kan forstås ved hjælp af en anden kosmologi, den heliocentriske kosmologi, som den strider imod, men trofast efterligner.

       Hvis inkvisitionen seriøst havde prøvet at forstå verden ved hjælp af den teori, de prøvede at påtvinge Galileo, ville de også have forstået dens fatale svaghed, nemlig at den ikke løser det problem, som den foregav at løse. Den forklarer ikke planetbevægelser ’uden at måtte indføre komplikationerne med det heliocentriske system’. Tværtimod indlemmer den uundgåeligt det system som en del af sit eget princip til at forklare planetbevægelser. Man kan ikke forstå verden gennem inkvisitionens teori, medmindre man forstår den heliocentriske teori først.

       Derfor har vi ret i at betragte inkvisitionens teori som en snoet udarbejdelse af den heliocentriske teori, snarere end omvendt. Vi er kommet til denne konklusion ikke ved at bedømme inkvisitionens teori i forhold til moderne kosmologi, hvilket ville være et cirkulært argument, men ved at insistere på at tage inkvisitionens teori alvorligt, på dens egne præmisser, som en forklaring på verden. Her har vi en teori, der kan udelukkes uden eksperimentel afprøvning, fordi den indeholder en dårlig forklaring – en forklaring som, på sine egne præmisser, er værre end dens rival.

       Som jeg har sagt, var inkvisitionen realister. Dog har deres teori dette tilfælles med solipsisme: de trækker begge en arbitrær grænse bag hvilken, hævder de, menneskelig fornuft ikke har adgang – eller i det mindste, bag hvilken problemløsning ikke er vejen til forståelse. For solipsister indeslutter grænsen deres egne hjerner tæt, eller måske blot deres abstrakte sind eller legemlige sjæle. For inkvisitionen indesluttede den hele Jorden. Nogle af nutidens kreationister tror på en lignende grænse, ikke i rummet men i tiden, for de tror, at universet blev skabt for kun seks tusind år siden, komplet med misvisende vidnesbyrd om tidligere begivenheder. Behaviorisme er doktrinen, at det ikke er meningsfuldt at forklare menneskelig adfærd ved hjælp af indre mentale processer. For behaviorister er den eneste legitime psykologi studiet af folks observerbare reaktion på ydre stimuli. De trækker således nøjagtig den samme grænse som solipsister, der adskiller det menneskelige sind fra den ydre virkelighed; men mens solipsisterne nægter, at det har mening at drage fornuftslutninger om noget udenfor den grænse, så nægter behavioristerne, at det har mening at drage fornuftslutninger om noget indenfor.

       Der findes her en stor klasse relaterede teorier, men det er nyttigt, hvis vi betragter dem alle som varianter af solipsisme. De adskiller sig fra hinanden ved, hvor de trækker grænsen for virkeligheden (eller grænsen for den del af virkeligheden, som er til at begribe gennem problemløsning), og de adskiller sig fra hinanden ved, hvorvidt, og hvordan, de søger viden udenfor den grænse. Men de betragter alle videnskabelig rationalitet og anden problemløsning som uanvendelig udenfor grænsen – blot et spil. Måske indrømmer de, at det kan være et tilfredsstillende og nyttigt spil, men det er ikke desto mindre kun et spil, fra hvilket der ikke kan drages nogen nyttige konklusioner om virkeligheden udenfor.

       De ligner også hinanden i deres grundlæggende indvending mod problemløsning som en måde at skabe viden på; den udleder ikke sine konklusioner fra nogen endelig retfærdiggjort kilde. Indenfor de respektive grænser, som de vælger, stoler tilhængerne af alle disse teorier på problemløsningens metode og har tillid til, at søgen efter den bedste til rådighed værende forklaring også er måden at finde den sandeste teori, der er til rådighed. Men for sandheden om hvad der ligger udenfor disse grænser, leder de andre steder og det, de alle søger, er en endeligt retfærdiggjort kilde. For religiøse folk kan guddommelig åbenbaring spille den rolle. Solipsister stoler kun på den direkte oplevelse af deres egne tanker, som udtrykt i René Descartes klassiske argument cognito ergo sum (’jeg tænker, derfor eksisterer jeg’).

       Til trods for Descarte’s ønske om at basere sin filosofi på dette antageligt faste grundlag, tillod han sig i virkeligheden mange andre antagelser og han var bestemt ikke solipsist. Faktisk kan der kun have været meget få, eller ingen, solipsister i historiens løb. Solipsisme forsvares sædvanligvis kun som et middel til at angribe videnskabelig fornuftslutning, eller som et mellemtrin til en af dens mange varianter. På samme måde er det en god måde at forsvare videnskaben mod forskellig kritik på og at forstå det sande forhold mellem fornuft og virkelighed på, at overveje argumentet mod solipsisme.

       Der findes en filosofisk standardspøg om en professor, som giver en forelæsning til solipsismens forsvar. Forelæsningen er så overbevisende, at da den slutter, farer adskillige studerende frem for at trykke professorens hånd. ’Vidunderligt, jeg var enig i hvert et ord, ’ siger en studerende alvorligt. ’Det var jeg også, ’ siger en anden. ’Det er jeg meget taknemmelig for at høre, ’ siger professoren. ’Det er så sjældent, at man har lejlighed til at møde andre solipsister. ’

       Indbefattet i denne spøg findes der et ægte argument mod solipsisme. Man kunne formulere det sådan: Hvad var det nøjagtigt for en teori fortællingens studerende var enige i? Var det professorens teori, at de selv ikke eksisterede, fordi kun professoren eksisterer? For at tro det skulle de først finde en eller anden måde at omgå Descartes cogito ergo sum argument på. Og hvis det lykkedes for dem, ville de ikke være solipsister, for solipsismens centrale sætning er, at solipsisten eksisterer. Eller er hver studerende blevet overbevist om en teori, der er i modstrid med professorens, teorien, at den særlige studerende eksisterer, men professoren og de andre studerende gør ikke? Det ville faktisk gøre dem alle til solipsister, men ingen af de studerende ville være enige i den teori, som professoren forsvarede. Derfor betyder ingen af disse to muligheder, at de studerende er blevet overbevist af professorens forsvar for solipsisme. Hvis de antager professorens indstilling, vil de ikke være solipsister og hvis de bliver solipsister, vil de være blevet overbevist om, at professoren tager fejl.

       Dette argument prøver at vise, at solipsisme bogstavelig talt ikke kan forsvares, for ved at acceptere et sådant forsvar indbefattes en modsigelse af det. Men vor solipsistiske professor kunne prøve at undgå argumentet ved at sige noget i denne retning: ’Jeg kan, og gør det konsistent, forsvare solipsisme. Ikke overfor andre folk, for der er ikke andre folk, men overfor modsatrettede argumenter. Jeg bliver opmærksom på disse argumenter gennem drømme-folk, der opfører sig som om de var tænkende væsner, hvis ideer ofte er modsat mine. Min forelæsning, og de argumenter, den indeholder, var ikke ment at skulle overbevise disse drømme-folk, men skulle overbevise mig selv – hjælpe til at tydeliggøre mine ideer.’

       Hvis der, imidlertid, er kilder til ideer, der opfører sig som om de er uafhængige af en selv, så er de nødvendigvis uafhængige af en selv. For hvis jeg definerer ’mig selv’ som den bevidste entitet, der har de tanker og følelser jeg er bevidst om at have, så er de ’drømme-folk’ jeg synes at vekselvirke med pr. definition noget andet end det snævert definerede selv, og derfor må jeg indrømme, at der eksisterer noget andet end mig selv. Hvis jeg var en overbevist solipsist ville min eneste anden mulighed være at betragte drømme-folkene som mit ubevidste sinds skabninger og derfor som del af ’mig selv’ i en løsere forstand. Men så ville jeg være nødt til at indrømme, at ’mig selv’ havde en meget rig struktur af hvilken, det meste er uafhængig af mit bevidste selv. Inde i den struktur er der entiteter – drømme-folk – som, til trods for at de blot er bestanddele af en formodet solipsists sind, opfører sig nøjagtigt som hvis de var overbeviste anti-solipsister. Så jeg kunne ikke kalde mig selv for helt solipsist, for kun mit snævert definerede selv ville indtage det synspunkt. Mange, tilsyneladende de fleste, af de opfattelser der findes i mit sind som helhed, ville modsige solipsisme. Jeg kunne studere det ’ydre’ område af mig selv og finde, at det synes at adlyde visse love, de samme love som drømme-lærebøgerne siger gælder for det, de kalder det fysiske univers. Jeg ville finde, at der er meget mere af det ydre område end af det indre område. Bortset fra at det indeholder flere ideer, er det også mere komplekst, mere varieret og har flere målbare variabler, med en astronomisk faktor, end det indre område.

       Desuden er dette ydre område medgørligt overfor videnskabeligt studium ved brug af Galileo’s metoder. Fordi jeg nu er blevet tvunget til at definere det område som en del af mig selv, har solipsisme ikke længere noget argument mod gyldigheden af et sådant studium, der nu defineres som ikke mere end en form for introspektion. Solipsisme tillader, faktisk antager, at kendskab til en selv kan opnås gennem introspektion. Den kan ikke erklære, at de entiteter og processer, der studeres, er uvirkelige, fordi selvets virkelighed er dens grundlæggende postulat.

       Vi ser således, at hvis vi tager solipsisme alvorligt – hvis vi antager, at den er sand og at alle gyldige forklaringer omhyggeligt skal være i overensstemmelse med den – tilintetgør den sig selv. Hvordan adskiller solipsismen, taget alvorligt, sig eksakt fra dens sund-fornuft rival, realisme? Forskellen er baseret på intet andet end en omdøbningsplan. Solipsismen insisterer på at henvise til objektivt forskellige ting (som den ydre virkelighed og mit ubevidste sind, eller introspektion og videnskabelig observation) med de samme navne. Men så er den nødt til at genindføre skelnen gennem forklaringer ved hjælp af noget som den ’ydre del af mig selv’. Men ingen sådanne ekstra forklaringer ville være nødvendige uden dens insisteren på en uforklarlig omdøbningsplan. Solipsismen skal også postulere eksistensen af en yderligere klasse processer – usynlige, uforklarlige processer, som giver sindet illusionen af at leve i en ydre virkelighed. Solipsisten, som tror, at der ikke eksisterer andet end indholdet af et sind, skal også tro, at sindet er et fænomen af større mangfoldighed, end det normalt antages. Det indeholder andre-folk-lignende tanker, planet-lignende tanker og fysiklove-lignende tanker. Disse tanker er virkelige. De udvikler sig på en kompleks måde (eller foregiver det), og de er selvstændige nok til at overraske, skuffe, oplyse eller modarbejde den anden klasse tanker, som kalder sig ’Jeg’. Således sker solipsistens forklaring på verden ved hjælp af vekselvirkende tanker snarere end vekselvirkende objekter. Men disse tanker er virkelige og vekselvirker ifølge de samme regler, som realisten siger styrer objekters vekselvirkning. Således er solipsismen, langt fra at være et verdenssyn skrællet ned til det væsentlige, i virkeligheden blot realisme forklædt og tynget ned af yderligere, unødvendige antagelser – værdiløs baggage, som kun er indført for så at blive bortforklaret.

       Med dette argument kan vi skille os af med solipsismen og alle de relaterede teorier. Ingen af dem kan forsvares. Forresten har vi allerede forkastet et verdenssyn af disse grunde, nemlig positivismen (teorien, at alle erklæringer undtagen dem, som beskriver eller forudsiger observationer, er meningsløse). Som jeg bemærkede i Kapitel 1, hævder positivisme sin egen meningsløshed og kan derfor ikke forsvares konsistent.

       Så vi kan beroliget fortsætte med sund-fornuft realisme og forfølgelsen af forklaringer med videnskabelige metoder. Men i lyset af denne konklusion, hvad kan vi så sige om de argumenter, der gjorde solipsisme og dens slægtninge overfladisk plausible, nemlig, at de hverken kunne bevises at være forkerte eller udelukkes af eksperimenter? Hvad er disse argumenters status nu? Hvis vi hverken har bevist, at solipsisme er forkert eller udelukket den gennem eksperimenter, hvad har vi så gjort?

       Der er en antagelse indbygget i dette spørgsmål. Den er, at teorier kan klassificeres i et hierarki, ’matematisk’ – ’videnskabelig’ – ’filosofisk’, af dalende indre pålidelighed. Mange tager eksistensen af dette hierarki for givet til trods for den kendsgerning, at disse bedømmelser af sammenlignelig pålidelighed helt afhænger af filosofiske argumenter, argumenter, der klassificerer sig selv som helt upålidelige! Faktisk er ideen om dette hieraki en fætter til den reduktionistiske fejltagelse, som jeg diskuterede i Kapitel 1 (teorien om, at mikroskopiske love og fænomener er mere fundamentale end de emergente). Den samme antagelse sker i induktivisme, som antager, at vi kan være absolut sikre på konklusionerne fra matematiske argumenter, fordi de er deduktive, rimeligt sikre for videnskabelige argumenter, fordi de er ’induktive’ og for evigt ubestemte om filosofiske argumenter, som den betragter som kun værende et spørgsmål om smag.

       Men intet af det er sandt. Forklaringer retfærdiggøres ikke af de midler, de blev udledt med; de retfærdiggøres af deres overlegne evne, i forhold til rivaliserende forklaringer, til at løse de problemer, de drejer sig om. Det er derfor argumentet, at en teori ikke kan forsvares, kan være så tvingende. En forudsigelse, eller enhver forsikring, der ikke kan forsvares, kan måske stadig være sand, men en forklaring, der ikke kan forsvares, er ikke en forklaring. Forkastelsen af ’blotte’ forklaringer, på grund af at de ikke retfærdiggøres af nogen endelig forklaring, driver uundgåeligt én ind i nytteløse eftersøgninger af en endelig kilde til retfærdiggørelse. Der er ingen sådan kilde.

       Der er heller ikke det hieraki af pålidelighed fra matematiske til videnskabelige til filosofiske argumenter. Nogle filosofiske argumenter, inkluderende argumentet mod solipsisme, er langt mere tvingende end noget videnskabeligt argument. Faktisk antager ethvert videnskabeligt argument falskheden ved ikke blot solipsisme, men også andre filosofiske teorier inklusive ethvert antal varianter af solipsisme, der måske kunne modsige særlige dele af det videnskabelige argument. Jeg vil også vise (i Kapitel 10), at selv rent matematiske argumenter udleder deres pålidelighed fra de fysiske og filosofiske teorier, der ligger under dem og at de derfor, trods alt, ikke kan give absolut vished.

       Når vi nu har antaget realismen, stilles vi hele tiden overfor beslutninger om, hvorvidt de entiteter, der henvises til i konkurrerende forklaringer, er virkelige eller ej. En beslutning om at de ikke er virkelige – som vi gjorde i tilfældet med ’engle’ teorien om planetbevægelse – er det samme som at forkaste den tilsvarende forklaring. Så når vi søger efter og bedømmer forklaringer, behøver vi mere end blot en gendrivelse af solipsisme. Vi er nødt til at udvikle begrundelser for at acceptere eller forkaste eksistensen af entiteter, der kan dukke op i teorier, som kappes; med andre ord har vi brug for et kriterium for virkelighed. Vi bør selvfølgelig ikke forvente at finde et endeligt eller et ufejlbarligt kriterium. Vore bedømmelser, af hvad der er og ikke er virkeligt, afhænger altid af de forskellige forklaringer, der er til rådighed for os og ændrer sig sommetider efterhånden som vore forklaringer forbedres. I det nittende århundrede ville få ting være blevet betragtet med større tillid som virkelige end tyngdekraften. Ikke blot figurerede den i Newtons system af love, som på den tid var uden lige, men alle kunne mærke den, hele tiden, selv med lukkede øjne – eller det troede man. I dag forstår vi tyngdekraften gennem Einsteins teori i stedet for Newtons og vi ved, at der ikke findes en sådan kraft. Vi mærker den ikke! Det, vi mærker, er modstanden, der forhindrer os i at trænge igennem den faste jord under vore fødder. Intet trækker os nedad. Den eneste grund til at vi falder ned, når vi ikke er understøttede, er, at rummets og tidens struktur, som vi eksisterer i, er krum.

       Ikke blot ændrer forklaringerne sig, men vore kriterier og ideer om, hvad der bør tælle som en forklaring, ændrer sig også (forbedres) gradvist. Så listen med acceptable måder at forklare på vil altid være uden ende og derfor skal listen over acceptable kriterier for virkelighed også være uden ende. Men hvad er det ved en forklaring – givet at vi, af en hvilken som helst grund, finder den tilfredsstillende – der skulle få os til at klassificere nogen ting som virkelige og andre som illusoriske eller indbildte.

       James Boswell beretter i sin Life of Johnson om, hvordan han og Dr. Johnson diskuterede Biskop Berkeleys solipsistiske teori om ikke-eksistensen af den materielle verden. Boswell bemærkede, at skønt ingen troede på teorien, var der heller ingen, der kunne modbevise den. Dr. Johnson sparkede til en stor sten og sagde, idet hans fod kastedes tilbage, ’Jeg modbeviser den således.’ Dr. Johnsons pointe var, at Berkeleys nægtelse af stenens eksistens er uforeneligt med at finde en forklaring på det tilbageslag, han selv havde mærket. Solipsisme kan ikke tilpasses nogen forklaring på, hvorfor det eksperiment – eller et hvilket som helst eksperiment – skulle have et resultat snarere end et andet. For at forklare den virkning stenen havde på ham, var Dr. Johnson tvunget til at tage stilling til stens natur. Var de del af en autonom ydre virkelighed, eller var de et fantasifoster? I tilfælde af det sidste ville han skulle konkludere, at ’hans fantasi’ selv var et uhyre, komplekst, autonomt univers. Det samme dilemma konfronterede den solipsistiske professor, som, hvis han blev presset til forklaringer, ville blive tvunget til at tage stilling til tilhørernes natur. Og inkvisitionen ville skulle tage stilling til kilden til den underliggende regelmæssighed i planeternes bevægelser, en regelmæssighed der kun er forklarlig med henvisning til den heliocentriske teori. For alle disse folk gælder det, at hvis de tog deres egen placering alvorligt, ville det føre dem direkte til realisme og galileisk fornuft.

       Men Dr. Johnsons ide er mere end en forkastelse af solipsisme. Den belyser også det kriterium for virkelighed, der bruges i videnskab, nemlig, hvis noget kan sparke tilbage, eksisterer det. ’Sparke tilbage’ betyder her ikke nødvendigvis, at det anførte objekt reagerer på at blive sparket – at blive fysisk påvirket som Dr. Johnsons sten blev. Det er nok, at når vi ’sparker’ noget, så påvirker objektet os på måder, der kræver en uafhængig forklaring. For eksempel havde Galileo ingen måder at påvirke planeterne på, men han kunne påvirke det lys, der kom fra dem. For ham svarede det til at sparke til stenen, at han brød lyset gennem linserne på sit teleskop og øjne. Det lys reagerede ved at ’sparke’ tilbage på hans nethinde. Måden, det sparkede tilbage på, tillod ham at konkludere ikke bare at lyset var virkeligt, men at de heliocentriske planetbevægelser, der krævedes for at forklare mønstrene, som lyset ankom i, også var virkelige.

       For resten, så sparkede Dr. Johnson heller ikke direkte på stenen. En person er et sind, ikke et legeme. Den Dr. Johnson, der udførte eksperimentet var et sind, og det sind ’sparkede’ kun direkte nogle nerver, der sendte signaler til muskler, som drev hans fod mod stenen. Kort efter opfattede Dr. Johnson, at han blev ’sparket tilbage’ af stenen, men igen kun indirekte, efter sammenstødet havde dannet et trykmønster i hans sko, og så i hans hud, og så havde ført til elektriske impulser i hans nerver, og så videre. Dr. Johnsons sind, som Galileos og alle andres, ’sparkede’ nerver og ’blev sparket tilbage’ af nerver og udledte eksistensen og egenskaberne ved virkeligheden alene ud fra disse vekselvirkninger. Hvad Dr. Johnson var berettiget til at slutte om virkeligheden afhænger af, hvordan han bedst kunne forklare, hvad der var sket. Hvis følelsen, f.eks., havde forekommet kun at afhænge af udstrækningen af hans ben, og ikke af ydre faktorer, så ville han sandsynligvis have konkluderet, at det var en egenskab ved hans ben eller alene ved hans sind. Han kunne måske have haft en sygdom, som gav ham en tilbagekastende følelse, når som helst han strakte sit ben ud på en bestemt måde. Men faktisk afhang tilbagekastet af, hvad stenen gjorde, som at være på et bestemt sted, hvilket igen var forbundet med andre virkninger, som stenen havde, som at blive set eller påvirke andre folk, der sparkede til den. Dr. Johnson opfattede disse virkninger som værende autonome (uafhængige af ham selv) og temmelig komplicerede. Derfor involverer den realistiske forklaring på, hvorfor stenen frembringer den tilbagekastende følelse, en kompliceret fortælling om noget autonomt. Men det gør den solipsistiske forklaring også. Faktisk er enhver forklaring, der redegør for fod-tilbagekastningsfænomenet, nødvendigvis en ’kompliceret fortælling om noget autonomt’. Den skal faktisk være fortællingen om stenen. Solipsisten ville kalde den en drømmesten, men bortset fra den påstand kunne solipsistens fortælling og realistens deles om det samme manuskript.

       Min diskussion om skygger og parallelle universer i Kapitel 2 drejede sig om spørgsmål om, hvad der eksisterer eller ikke eksisterer og dermed om hvad der burde og ikke burde tælle som vidnesbyrd om eksistens. Jeg brugte Dr. Johnsons kriterium. Overvej igen punkt X på skærmen i Figur 2.7, som er oplyst, når kun to spalter er åbne, men som bliver mørkt, når to yderligere spalter åbnes.

       Jeg sagde, at det er en ’uundgåelig’ konklusion, at noget må komme gennem det andet par spalter for at forhindre lyset fra det første par i at nå X. Det er ikke logisk uundgåeligt, for hvis vi ikke ledte efter forklaringer, kunne vi blot sige, at fotonerne, vi ser, opfører sig som om noget, der passerer gennem andre spalter havde afbøjet dem, men at der faktisk intet er der. På samme måde kunne Dr. Johnson have sagt, at hans fod kastedes tilbage som om  der havde været en sten der, men at der faktisk intet var der. Inkvisitionen sagde, at planeterne sås bevæge sig, som om de og Jorden var i kredsløb om Solen, men at de faktisk bevægede sig omkring den faste Jord. Men hvis hensigten med øvelsen er at forklare planeters bevægelse eller fotoners bevægelse, skal vi gøre som Dr. Johnson gjorde. Vi skal antage en metodisk regel, at hvis noget opfører sig som om det eksisterede, ved at sparke tilbage, så betragter man det som vidnesbyrd om, at det eksisterer. Skyggefotoner sparker tilbage ved at interferere med de fotoner, som vi ser og derfor eksisterer skyggefotoner.

       Kan vi på samme måde konkludere fra Dr. Johnsons kriterium, at ’planeter bevæger sig som om de blev skubbet af engle; derfor eksisterer engle’? Nej, men kun fordi vi har en bedre forklaring. Engleteorien om planetbevægelse er ikke fuldstændigt uden fortjeneste. Den forklarer, hvorfor planeter bevæger sig uafhængigt af himmelkuglen og det gør den virkelig solipsismen overlegen. Men den forklarer ikke, hvorfor englene skulle skubbe planeterne langs én bane frem for en anden eller, især, hvorfor de skulle skubbe dem, som om deres bevægelse blev bestemt af en krumning af rum og tid, som angivet i enhver detalje af den almene relativitetsteoris universelle love. Det er derfor engleteorien ikke kan konkurrere med den moderne fysiks love som en forklaring.

       På samme måde ville det være bedre end ingenting at postulere, at der kommer engle gennem de andre spalter og afbøjer vore fotoner. Men vi kan gøre det bedre. Vi ved nøjagtigt, hvordan de engle skulle opføre sig: vældig meget som fotoner. Så vi har et valg mellem en forklaring ved hjælp af usynlige engle, der foregiver at være fotoner, eller en ved hjælp af usynlige fotoner. I fraværet af en uafhængig forklaring på, hvorfor engle skulle foregive at være fotoner, er den sidste forklaring overlegen.

       Vi mærker ikke tilstedeværelsen af vore modparter i andre universer. Inkvisitionen mærkede heller ikke Jorden bevæge sig under deres fødder. Og dog bevæger den sig! Overvej nu, hvordan det ville føles, hvis vi eksisterede i mangfoldige kopier, som kun vekselvirkede gennem kvanteinterferensens umærkeligt små virkninger. Dette svarer til det, som Galileo gjorde, da han analyserede, hvordan Jorden ville mærkes for os, hvis den bevægede sig ifølge den heliocentriske teori. Han opdagede, at bevægelsen ville være umærkelig. Men måske er ’umærkelig’ ikke det helt rigtige ord her. Hverken Jordens bevægelse eller tilstedeværelsen af parallelle universer er direkte mærkbare, men det er alt andet heller ikke (undtaget måske, hvis Descartes argument holder, selve ens egen eksistens). Men begge ting er mærkbare i den forstand, at de mærkbart ’sparker tilbage’ mod os, hvis vi undersøger dem med videnskabelige instrumenter. Vi kan se et Foucault pendul svinge i et plan, der gradvist synes at dreje og afsløre Jordens rotation under det. Og vi kan detektere fotoner, der er blevet afbøjet af interferens fra deres modparter i andre universer.  Det er kun en tilfældighed ved evolutionen, at sanserne, vi er født med, ikke er tilpasset til at mærke sådanne ting ’direkte’.

       Det er ikke, hvor hårdt noget sparker tilbage, der gør teorien om dets eksistens overbevisende. Det, der betyder noget, er dets rolle i forklaringerne, som en sådan teori giver. Jeg har givet eksempler fra fysik, hvor meget små ’spark’ førte os til betydningsfulde konklusioner om virkeligheden, fordi vi ikke har nogen anden forklaring. Det omvendte kan også ske: hvis der ikke er nogen klar vinder blandt de kæmpende forklaringer, så kan selv et meget kraftigt ’spark’ måske ikke overbevise os om, at den formodede kilde har uafhængig virkelighed. For eksempel ser man måske en dag nogle forfærdende uhyrer angribe en – og vågner så. Hvis forklaringen, at de opstod inde i ens eget sind, synes passende, ville det være ufornuftigt af en at konkludere, at der virkelig er sådanne uhyrer derude. Hvis man mærker en pludselig smerte i sin skulder, mens man går ned ad en travl gade og man kigger sig omkring og ikke ser noget, der kan forklare det, kan man måske undre sig over, om smerten blev forårsaget af en ubevidst del af ens eget sind, eller af ens krop, eller af noget udenfor. Man kan betragte det som muligt, at en skjult gavtyv har skudt en med et luftgevær, men ikke komme til nogen konklusion om virkeligheden af en sådan person. Men hvis man derefter så et hagl fra et luftgevær trille af sted på fortovet, kunne man konkludere, at ingen forklaring løste problemet så godt som luftgevær forklaringen, i hvilket tilfælde man ville antage den. Man ville med andre ord forsøgsvis udlede eksistensen af en person, man ikke havde set og måske aldrig ville se, blot på grund af den persons rolle i den bedste forklaring til rådighed for en. Det er klart, at teorien om sådan en persons eksistens ikke er en logisk konsekvens af de observerede vidnesbyrd (som for resten kun ville bestå af en enkelt observation). Teorien har heller ikke form af en ’induktiv generalisering’, at man, f.eks. vil observere det samme igen, hvis man udfører det samme eksperiment. Teorien kan heller ikke afprøves eksperimentelt: et eksperiment kunne aldrig bevise fraværet af en skjult gavtyv. Til trods for alt det kunne argumentet til fordel for teorien være overvældende overbevisende, hvis det var den bedste forklaring.

       Hver gang jeg har brugt Dr. Johnsons kriterium til at argumentere for virkeligheden af noget, har én egenskab især altid været relevant, nemlig kompleksitet. Vi foretrækker enklere forklaringer frem for mere komplicerede. Og vi foretrækker forklaringer, der er i stand til at redegøre for detalje og kompleksitet frem for forklaringer, der kun kan redegøre for enkle sider af fænomener. Dr. Johnsons kriterium fortæller os, at vi kun skal betragte de komplekse entiteter som virkelige, der, hvis vi ikke betragtede dem som virkelige, ville gøre vores forklaringer mere komplicerede. For eksempel skal vi betragte planeterne som virkelige, for hvis vi ikke gjorde, ville vi blive tvunget ind i komplicerede forklaringer om et kosmisk planetarium, eller om ændrede fysiklove, eller om engle, eller om hvad som helst der, under den antagelse, ville give os illusionen om, at der er planeter derude i rummet.

       Således er den observerede kompleksitet i en entitets struktur eller adfærd del af vidnesbyrdene for, at den entitet er virkelig. Men det er ikke tilstrækkeligt vidnesbyrd. For eksempel anser vi ikke vore spejlbilleder i et spejl for at være virkelige folk. Selvfølgelig er selve illusionerne virkelige fysiske processer. Men de illusoriske entiteter, de viser os, behøver ikke at blive betragtet som virkelige, fordi de udleder deres kompleksitet fra et andet sted. De er ikke autonomt komplekse. Hvorfor accepterer vi spejlbilledernes ’spejl’ teori, men afviser solsystemets ’planetarium’ teori? Det er fordi vi, hvis vi får en enkel forklaring på spejles virkemåde, kan forstå, at intet af det, vi ser i dem, virkelig ligger bag dem. Ingen yderligere forklaring er nødvendig, fordi spejlbillederne, skønt komplekse, ikke er autonome – deres kompleksitet er blot et lån fra vores side af spejlet. Sådan er det ikke for planeter. Teorien, at det kosmiske planetarium er virkeligt og at der intet ligger hinsides det, gør kun problemet værre. For hvis vi accepterede den, så ville vi i stedet for kun at spørge, hvordan solsystemet virker, først skulle spørge, hvordan planetariet virker og derefter hvordan det solsystem, det viser, virker. Vi kunne ikke undgå det sidste spørgsmål og det er effektivt en gentagelse af det, vi prøvede at besvare til at begynde med. Nu kan vi omformulere Dr. Johnsons kriterium således:

Hvis en entitet, ifølge den enkleste forklaring, er kompleks og autonom, så er den entitet virkelig.

       Beregningsmæssig kompleksitetsteori er den gren af computervidenskab, der beskæftiger sig med, hvilke resourcer (som tid, hukommelseskapacitet eller energi) der kræves for at udføre givne klasser af beregninger. Et stykke informations kompleksitet defineres ved hjælp af de beregningsmæssige resourcer (som længden af programmet, antallet af beregningstrin eller mængden af hukommelse) som en computer ville behøve, hvis den skulle gengive det stykke information. Der er forskellige definitioner af kompleksitet i brug, hver med deres eget anvendelsesområde.  De eksakte definitioner behøver ikke vedkomme os her, men de er alle baseret på den ide, at en kompleks proces er en, der effektivt fremlægger resultaterne af en væsentlig beregning for os. I hvilken forstand planeternes bevægelse ’fremlægger for os resultaterne af en væsentlig beregning’ illustreres godt af et planetarium. Overvej et planetarium, kontrolleret af en computer som beregner det eksakte billede, projektorerne skulle vise for at repræsentere nattehimlen. For at gøre det autentisk skal computeren bruge de formler, der gives af astronomiske teorier; faktisk er beregningen identisk med den, som den ville udføre, hvis den beregnede forudsigelser om, hvor et observatorium skulle rette deres teleskoper hen, for at se virkelige planeter og stjerner. Det, vi mener med at sige, at planetariets udseende er ’lige så komplekst’ som den nattehimmel, det afbilder, er, at disse to beregninger – en der beskriver nattehimlen og en anden der beskriver planetariet – i det store hele er identiske. Så vi kan genformulere Dr. Johnsons kriterium ved hjælp af hypotetiske beregninger:

Hvis en væsentlig mængde beregning ville kræves for at give os den illusion, at en vis entitet er virkelig, så er den entitet virkelig.

       Hvis Dr. Johnsons ben uvægerligt kastedes tilbage, når han strakte det ud, så ville kilden til hans illusioner (Gud, en virtual reality maskine eller et eller andet) kun skulle udføre en enkel beregning for at bestemme, hvornår den skulle give ham tilbagekastningsfølelsen (noget som ’IF ben-er-udstrakt THEN kast tilbage…’). Men for at gengive det, som Dr. Johnson oplevede i et realistisk eksperiment, ville det være nødvendigt at tage i betragtning, hvor stenen er, og om Dr. Johnsons fod vil ramme den eller ramme ved siden af, og hvor tung, hvor hård og hvor fast den er fæstnet, og om nogen andre lige har sparket den af vejen, og så videre – en enorm beregning.

       Fysikere, der prøver at klamre sig til et verdensbillede med et enkelt univers, prøver at forklare kvanteinterferens fænomener som følger: ’Der eksisterer ingen skyggefotoner,’ siger de, ’og det, der bærer virkningen af de fjerne spalter til den foton, vi ser, er – ingenting. En slags virkning på afstand (som i Newtons lov om tyngdekraften) får simpelthen fotonerne til at ændre kurs, når en fjern spalte åbnes.’ Men der er intet ’enkelt’ ved denne antagne virkning på afstand. Den passende fysiske lov ville være nødt til at sige, at en foton påvirkes af fjerne objekter nøjagtigt som om noget passerede gennem de fjerne gab og kastedes tilbage fra de fjerne spejle, så det kunne indfange den foton på det rigtige tidspunkt og sted. Beregning af hvordan en foton reagerer på disse fjerne objekter ville kræve den samme beregningsmæssige indsats som at udarbejde store antal skyggefotoners historie. Beregningen ville skulle arbejde sig vej gennem en fortælling om, hvad hver skyggefoton gør: den springer af på dit, stoppes af dat, og så videre. Ligesom med Dr. Johnsons sten og ligesom med Galileos planeter dukker der derfor nødvendigvis en fortælling op i hver forklaring af de observerede virkninger, der effektivt handler om skyggefotoner. Den fortællings kompleksitet, som ikke kan reduceres, gør det filosofisk uholdbart at nægte, at objekterne eksisterer.

       Fysikeren David Bohm konstruerede en teori, hvis forudsigelser var identiske med kvanteteoriens, i hvilken en slags bølge ledsager hver foton, vasker henover hele barrieren, passerer gennem spalterne og interfererer med den foton, vi ser. Bohms teori fremstilles ofte som en enkeltunivers variant af kvanteteorien. Men ifølge Dr. Johnsons kriterium er det en fejltagelse. At udarbejde, hvad Bohms usynlige bølge vil gøre, kræver de samme beregninger som udarbejdelse af, hvad trillioner af skyggefotoner vil gøre. Nogle dele af bølgen beskriver os, observatørerne, som detekterer og reagerer på fotonerne; andre dele af bølgen beskriver andre versioner af os, der reagerer på fotoner i andre positioner. Bohms beskedne fagudtryk – der henviser til det meste af virkeligheden som en ’bølge’ – ændrer ikke den kendsgerning, at i hans teori består virkeligheden af store sæt komplekse entiteter, som hver kan opfatte andre entiteter i sit eget sæt, men kun kan opfatte entiteter i andre sæt indirekte. Disse sæt af entiteter er, med andre ord, parallelle universer.

       Jeg har beskrevet Galileos nye forestilling om vort forhold til den ydre virkelighed som en stor metodologisk opdagelse. Den gav os en ny, pålidelig form for fornuftslutninger, der involverede observationelle vidnesbyrd. Det er faktisk en side af hans opdagelse: videnskabelig fornuftslutning er pålidelig, ikke i den forstand at den bekræfter, at nogen bestemt teori vil overleve uændret, bare til i morgen, men i den forstand at vi gør ret i at stole på den. For vi gør det rigtige, når vi søger løsninger på problemer, snarere end kilder til endelig retfærdiggørelse. Observationelle vidnesbyrd er faktisk vidnesbyrd, ikke i den forstand at enhver teori kan udledes, bevirkes eller på nogen anden måde afledes fra dem, men i den forstand at de kan udgøre en ægte grund til at foretrække en teori frem for en anden.

       Men der er en anden side af Galileos opdagelser, som påskønnes meget sjældnere. Pålideligheden af videnskabelig fornuftslutning er ikke kun en egenskab ved os: ved vor viden og vort forhold til virkeligheden. Det er også en ny kendsgerning ved selve den fysiske virkelighed, en kendsgerning som Galileo udtrykte i vendingen ’Naturens Bog er skrevet i matematiske symboler’ . Som jeg har sagt er det umuligt, håndgribeligt at ’læse’ nogen stump af en teori i naturen: det er den induktivistiske fejltagelse. Men det, der virkelig er derude, er vidnesbyrd, eller, mere præcist, en virkelighed der vil reagere med vidnesbyrd, hvis vi vekselvirker passende med den. Givet en stump af en teori, eller snarere, stumper af adskillige rivaliserende teorier, er vidnesbyrdene til rådighed derude, så vi kan skelne mellem dem. Enhver kan lede efter dem, finde dem og forbedre dem, hvis de gør sig den ulejlighed. De behøver ikke fuldmagt, indvielse eller hellige tekster. De behøver kun at lede på den rigtige måde – med modne problemer og lovende teorier i tankerne. Denne åbne adgang, ikke blot til vidnesbyrd men til hele mekanismen ved indhentning af viden, er en nøgleegenskab ved Galileos forestilling om virkeligheden.

       Galileo har måske tænkt, at dette er selvindlysende, men det er det ikke. Det er en selvstændig forsikring om, hvordan fysisk virkelighed er. Logisk set behøvede virkeligheden ikke have denne videnskabsvenlige egenskab, men det har den – og til overflod. Galileos univers er mættet af vidnesbyrd. Kopernikus havde samlet vidnesbyrd for sin heliocentriske teori i Polen. Tycho Brahe havde indsamlet sine vidnesbyrd i Danmark og Kepler havde i Tyskland. Og ved at rette sit teleskop mod himlen over Italien vandt Galileo større adgang til de samme vidnesbyrd. På enhver klar nat har enhver del af Jorden i milliarder af år været oversvømmet med vidnesbyrd om astronomiens kendsgerninger og love. For mange andre videnskaber har vidnesbyrd på samme måde været udstillet, for at blive betragtet mere klart i moderne tider gennem mikroskoper og andre instrumenter. Hvor vidnesbyrdene ikke allerede er fysisk tilstede, kan vi bringe dem til eksistens med anordninger som lasere og barrierer med huller i – anordninger som er åbne for enhver at bygge, overalt og til enhver tid. Og vidnesbyrdene vil være de samme ligegyldigt hvem, der afslører dem. Jo mere fundamental en teori er, jo lettere tilgængelige er vidnesbyrdene, der angår den (for dem der ved hvordan, man skal lede), ikke blot på Jorden men gennem hele multiverset.

       Således er den fysiske virkelighed selvsimilar på adskillige niveauer: blandt universets og multiversets vældige kompleksiteter, gentages nogle mønstre ikke desto mindre uden ende. Jorden og Jupiter er på mange måder dramatisk uens planeter, men de bevæger sig begge i ellipser og de er lavet af det samme sæt på omkring hundrede kemiske grundstoffer (dog i forskellige proportioner), det samme gælder for deres modstykker i de parallelle universer. De vidnesbyrd, der gjorde så stort indtryk på Galileo og hans samtidige, findes også på andre planeter og i fjerne galakser. De vidnesbyrd, der overvejes i dette øjeblik af fysikere og astronomer, ville også have været til rådighed for en milliard år siden og vil stadig være til rådighed om en milliard år. Selve eksistensen af generelle, forklarende teorier antyder, at ganske forskellige objekter og hændelser på nogle måder fysisk ligner hinanden. Lyset, der når os fra fjerne galakser, er trods alt kun lys, men for os ligner det galakser. Således indeholder virkeligheden ikke kun vidnesbyrd men også midlerne (som vore sind og vore hjælpemidler) til at forstå den. Der er matematiske symboler i den fysiske virkelighed. Den kendsgerning, at det er os, der anbringer dem der, gør dem ikke mindre fysiske. I disse symboler – i vore planetarier, bøger, film og computerhukommelser, og i vore hjerner – er der billeder af den fysiske virkelighed på fri fod, ikke kun billeder af objekters udseende men af virkelighedens struktur. Der er love og forklaringer, reduktive og emergente. Der er beskrivelser og forklaringer på Big Bang og af subnukleare partikler og processer; der er matematiske abstraktioner; fiktion; kunst; moral; skyggefotoner; parallelle universer. I den udstrækning disse symboler, billeder og teorier er sande – dvs. at de i passende forstand ligner de konkrete eller abstrakte ting, de henviser til – giver deres eksistens virkeligheden en ny slags selvsimilaritet, den selvsimilaritet, vi kalder viden.

Terminologi

heliocentrisk teori: Teorien, at Jorden bevæger sig rundt om Solen og drejer om sin egen akse.

geocentrisk teori: Teorien, at Jorden er i hvile og andre astronomiske legemer bevæger sig omkring den.

realisme: Teorien, at et ydre fysisk univers eksisterer objektivt og påvirker os gennem vore sanser.

Occams Ragekniv: (Min formulering) Gør ikke forklaringerne mere komplicerede end nødvendigt, for hvis man gør det, vil selve de unødvendige komplikationer forblive uden forklaring.

Dr. Johnsons kriterium: (Min formulering) Hvis det kan sparke tilbage, eksisterer det. En mere omhyggelig version er: Hvis en entitet, ifølge den enkleste forklaring, er kompleks og autonom, så er den entitet virkelig.

selvsimilaritet: Nogle dele af den fysiske virkelighed (som symboler, billeder eller menneskelige tanker) ligner andre dele. Ligheden kan være konkret, som når billeder i et planetarium ligner nattehimlen; mere vigtigt er, at den måske kan være abstrakt, som når en erklæring i kvanteteori, trykt i en bog, forklarer en side af multiversets struktur korrekt.

(Nogle læsere kender måske til fraktalers geometri; den ide om selvsimilaritet, vi definerer her, er meget bredere, end den, der bruges på det felt.)

kompleksitetsteori: Den gren af computervidenskab der beskæftiger sig med, hvilke resourcer (som tid, hukommelseskapacitet eller energi) der kræves for at udføre givne klasser af beregninger.

Sammendrag

Skønt solipsisme og relaterede doktriner er logisk selvkonsistente, kan de på begribelig måde gendrives ved simpelthen at tage dem alvorligt som forklaringer. Skønt de alle hævder, at være forenklede verdensbilleder, viser en sådan analyse, at de er overomhyggelige bearbejdninger af realisme, der ikke kan forsvares. Virkelige entiteter opfører sig på en kompleks og autonom måde, der kan tages som kriteriet for virkelighed: hvis noget ’sparker tilbage’, eksisterer det. Videnskabelig fornuftslutning, som ikke bruger observation som grundlag for ekstrapolation men til at skelne mellem ellers lige gode forklaringer, kan give os ægte viden om virkeligheden.

Således gøres videnskab og andre former for viden mulige af en særlig selvsimilaritetsegenskab ved den fysiske verden. Dog var det ikke fysikere, der først erkendte og studerede denne egenskab: det var matematikere og computerteoretikere og de kaldte den beregningens universalitet. Beregningens teori er vor tredje tråd.

Oversat fra Criteria for Reality, The Fabric of Reality, The Science of Parallel Universes - and Its Implications, David Deutsch, Penguin Books, 1998. [Boganmeldelse af Bryce DeWitt].

Skygger

Tid: Det første kvantebegreb

Tidsrejsens kvantemekanik

Index