Ikke for skolen, men for livet*

Et godt liv, hvad er det? Spørgsmålet melder sig nemt, når man sender sine børn i skole. Hvad skal der til for at gøre dem egnede ikke bare til at leve en arbejdstilværelse, men også en tilværelse der gør dem egnede til fritidslivet, familielivet og samfundslivet? Hvordan hindrer vi, at den følelse af selvværd, som de fleste børn begynder skolen med, ikke forsvinder og bliver til mindreværdsfølelse?

Ole Varming**

Hvad er et godt liv? Spørgsmålet er måske det vigtigste, man kan stille. På den anden side må det erkendes, at det ikke er muligt at lægge sig fast på et svar, der gælder alle mennesker, og som alle kan blive enige om. Det er derimod ulige nemmere at blive enige om, at der er måder at leve livet på, som ud fra enhver betragtning må karakteriseres som det modsatte af et godt liv.
    Spørgsmålet melder sig nemt, når man sender sine børn i skole i børnehaveklasse eller 1. klasse. Hvordan kan vi være med til at sikre, at de får det godt? Hvordan kan vi som forældre få medindflydelse på børnenes udvikling? Hvordan kan vi medvirke til, at den nysgerrighed og det engagement, som næsten alle børn starter med i skolen, bliver bevaret skoletiden igennem? Hvad skal der til for at gøre dem egnede ikke bare til at leve en arbejdstilværelse, men også en tilværelse der gør dem egnede til fritidslivet, familielivet og samfundslivet? Hvordan hindrer vi, at den følelse af selvværd, som de fleste børn begynder skolen med, ikke forsvinder og bliver til mindreværdsfølelse?
    For at starte i den tragiske ende: Det er et faktum, at der er blevet flere og flere ganske unge, der ikke oplever, at tilværelsen er til at holde ud, og som begår selvmord eller som forgæves forsøger det. Selvmordsprocenten er steget med 58 pct. siden 1920'erne. Hvert år forsøger 2000 unge mellem 10 og 24 år at tage livet af sig selv. Det lykkes for to om ugen. En undersøgelse viste desuden, at ca. halvdelen af flere tusind unge fra en lang række lande i alderen 15-30 år erklærede, at de på et eller flere tidspunkter havde haft selvmordstanker. Mange unge giver som forklaring på selvmordsforsøg, at de lige så godt ikke kunne "være her". Disse kendsgerninger er et tegn på, at mange mennesker i det moderne samfund ikke trives og ikke synes, at de lever et godt liv. Især de stigende selvmordsprocenter blandt børn og unge bør give anledning til eftertanke. I skolen gøres der meget for at lære dem, hvordan de undgår at blive dræbt i trafikken. Det skal vi naturligvis fortsætte med. Men når statistikken viser at få år efter, at de unge har forladt skolen, er tallene for selvmord højere end tallene for trafikdrab, kunne der være god grund til at overveje, hvordan skolen kan medvirke til, at børn og unge finder en mening med tilværelsen.
    Der er nemlig god grund til at tro, at vi her er ved sagens kerne: Vi har i det moderne samfund fået realiseret en række materielle velfærdsmål, som gør, at vi alle på mange områder har fået det bedre og bedre. Men der er meget, der tyder på, at vi til gengæld har "glemt" en række ikke-materielle værdier, som måske er dem, der for mange (de fleste?) mennesker er grundlaget for, at de kan opleve mening med deres tilværelse. Det er i hvert fald en erfaring, som den østrigske psykiater Viktor Frankl har gjort på grundlag af sit psykiatriske arbejde. Han siger således om sine patienter, at de klager over "følelsen af den totale og yderste meningsløshed med deres liv. (...). De plages af en følelse af indre tomhed (...); de er fanget i den situation, jeg har kaldt det "eksistentielle vacuum".
    Læseren kan nu med god grund spørge: "Jamen, hvordan kommer skolen ind i billedet?". Det gør den, fordi skolen - på godt og ondt - har meget stor og varig indflydelse på elevernes personlighedsudformning. Skolen har derfor også indflydelse på, i hvor høj grad eleverne som unge og voksne kommer til at opleve, om deres tilværelse føles meningsløs eller ej. Uofficielt har målet med skolens arbejde altid bestået i at skaffe kvalificeret arbejdskraft til samfundets forskellige funktioner. Dette bliver i sig selv mere og mere meningsløst i takt med den stigende arbejdsløshed, men er samtidig en spinkel bagage at give eleverne med sig i deres voksentilværelse, især i betragtning af at lønnet arbejde tidsmæssigt "fylder" meget lidt i et menneskes liv.
    Hvad skal skolen da gøre? Svaret kunne være emnet for et stort bogværk, men skulle det formuleres med nogle få begreber, som rummer en meget stor del af det, som nutidens børn og unge mangler i deres moderne tilværelse, kunne meget rummes i de følgende tre begreber: Skolen skal lægge sit arbejde således til rette, at den direkte og indirekte prioriterer elevernes livsduelighed, livsmod og forståelse af interdependens.

Livsduelighed kan beskrives som lyst og evne til at tage ansvaret for sit eget liv. Set fra skolens synsvinkel drejer det sig om at kvalificere den enkelte elev til at blive i stand til at leve ikke blot et godt arbejdsliv, men også den voksnes liv i fritid, i familien og i samfundslivet. Hvis dette er målsætningen for arbejdet i skolen, vil det være forbi med at lægge overdreven vægt på den traditionelle viden. Så er det lige så vigtigt, at der lægges vægt på en lang række andre ting, som elever, forældre og lærere i fællesskab - efter nøjere drøftelser - finder vigtige. Det kunne for eksempel være, at eleverne skulle lære demokratiske teknikker, mødeteknik, at dyrke jord, at holde dyr o.m.a.

Livsmod er et andet vigtigt begreb, som kan defineres som en elementær oplevelse af livets meningsfuldhed. Hvad dette begreb indeholder, kan bedst beskrives med et citat fra et brev af den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, som skrev til vennen William Heinesen umiddelbart efter, at han havde opgivet at begå selvmord:" Der er jo det ved mig, at jeg ikke har talent for den absolutte solformørkelse. Bliver verden mig gram, da kommer straks funkerne flænsende gennem mørket, og jeg lever åndeligt op. Falder sørgmodigheden over mig, da kommer samtidig Bellman eller Mozart. Ens hjælpekilder er så enorme. Alt hvad man i ungdommen har drømt og fabuleret, det ligger som en uudtømmelig reserve af glæde. Jeg forbliver dybt taknemmelig med livet og vil fremdeles være forsonet med dets kår, thi det giver mere end det tager, ja jeg har allerede fået så meget, at jeg aldrig vil kunne få berettiget grund til at klage". Alt hvad der beriger børn i skolen, bidrager til at fremme livsmodet: De gode ydre forhold, det gode forhold mellem lærere og børn, vægt lagt på, at børn skal have det godt sammen, fester, udflugter, musik, dans og drama, sløjdaktiviteter, lærerens tilstedeværelse som et menneske med erfaringer og meninger, der kan øses af, elevernes medbestemmelse, forældrenes aktive interesse og deltagelse i skolens arbejde o.m.a. Det er aktiviteter af denne art, der senere kommer til at blive hjælpekilder og reserver af glæde, som der kan trækkes på i de psykiske nedtursperioder, som alle mennesker støder på i deres tilværelse, og som de fleste kommer over, fordi de i opvækstårene har fået hjælpekilder og reserver af glæde.

Endelig er der begrebet interdependens, som er K.E. Løgstrups betegnelse for, at mennesker er hinandens verden og skæbne, fordi deres liv er indviklet i og gensidigt afhængige af hinanden. Vi kan fremme eller hæmme hinandens livsudfoldelse, og forskellen mellem at fremme og hæmme kan opfattes som forskellen mellem godt og ondt, rigtigt eller forkert. Hvad dette betyder, fremgår af dette Løgstrup-citat: "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej".

Vores moderne tilværelse er indrettet således, at børn og unge ikke mere uden videre får indarbejdet denne holdning til andre mennesker. Dette fremgår med tydelighed af forskellige undersøgelser. Det er derfor hjemmets og skolens opgave i et tæt samarbejde at få eleverne til at forstå, hvor meget menneskers holdninger til hinanden betyder. At medtænke disse tre begreber er ikke svaret på kronikkens indledende spørgsmål, men at have dem i tankerne, når skole og hjem planlægger undervisning sammen med og for børnene - også dem der starter i skolen i disse dage - vil dog give en del af svaret. Især vil det give dem tillid til, at de ikke behøver være bange for, at "de lige så godt ikke kunne 'være her'".

*Kronik i Berlingske Tidende, tirsdag 10. august 1993.

**Ole Varming er lektor, fil.dr., Institut for småbørnspædagogik, Danmarks Lærerhøjskole.

En skolepiges ansigt er malet i det indiske flags farver under festlighederne i forbindelse med Uafhængighedsdag i Jammu, Indien, 15. august 2007.

Én sti
Index