Stjerne-krigeren*
Tycho Brahe var uvenner med alle. Men han kortlagde 777 stjerner, vendte op og ned på det videnskabelige verdensbillede og fik næsen hugget af i en duel om et matematisk problem. Så i en uge med måneformørkelse og nye kometer er der grunde nok til en pilgrimsrejse til øen Hven, der gør sig klar til at fejre 450 året for astronomiens superstar.
Stig Olesen & Carsten Ingemann*
Indhold:
|
|
Vi lægger nakken tilbage og stirrer op i himlen.
Det har vi gjort længe. Før da travede vi rundt på de mørke landeveje for at udvide pupillerne til kikkert-størrelse. Øens huse betragtede os med mistænksomme sorte øjne, og vi mødte ikke et eneste menneske. Nu er vi nået frem til målet for alle vore anstrengelser.
Men så trækker den kolde blæst sorte skyer for månen, og en fin regn truer med at gå over i sne.
Alt i alt en smuk optakt til en svensk socialrealistisk film fra slutningen af 50erne, men formentlig verdens dårligste vejr til astronomiske observationer.
Men vi er fremme ved målet.
”Det var præcis på dette sted, at Middelalderen blev taget af plakaten og erstattet med Renæssancen,” siger jeg til fotografen, for det havde jeg læst i den brochure om øen Hven, som turistkontoret i Landskrona nogle dage i forvejen havde sendt mig.
Fotografen vikler halstørklædet en ekstra gang rundt.
”Ja, man kan også sige det på den måde, at rumalderen begyndte på denne mark,” svarer han og peger ned foran sine fødder. Fotografen har også læst brochuren, kan jeg høre.
Vi står på resterne af Tycho Brahes observatorium Stjerneborg på den svenske ø Hven midt ude i Øresund og spejder efter huller i skydækket. I 1576 forærede Frederik II øen og andre fede len til den 30 årige adelsmand Tycho Brahe, som var den første repræsentant for det fænomen, der siden blev kendt som den danske forsker-flugt.
Allerede som 12-årig havde Tycho Brahe ladet sig indskrive ved Københavns Universitet, hvor han studerede filosofi og retorik. Men en solformørkelse i 1560 beseglede den begavede students skæbne. Efter den oplevelse kastede han sig over astronomien og lod sig uddanne ved universiteterne i Leipzig, Rostock, Wittenberg, Augsburgh og Basel.
På sin vis en internationalist, der tidligt så værdien af at komme væk fra andedammen og mærke suset fra den store verden.
Fotografen og jeg mærker kun suset fra Øresund, mens vi fordriver ventetiden på et hul i skydækket med at diskutere, hvorvidt én af os kunne lade sig udfordre til en duel om en matematisk formel, sådan som det skete 27. december 1566, da Tycho Brahe i Rostock mistede det yderste af næsen i en voldsom træfning med den danske adelsmand Manderup Parsberg.
Vi konkluderer, at netop matematik nok ikke er værd at miste vitale legemsdele for, men Brahe så angiveligt anderledes på det spørgsmål. Efter duellen blev han forøvrigt forsonet med Parsberg og fik senere fremstillet en vellignende kunstig næseryg. Tycho Brahe blev resten af sit liv omtalt som sølvnæsen af sine fjender. Og dem skortede det ikke på.
|
|
|
Løgkuplerne gøres klar til det kongelige besøg. |
Men det var altså her, at nutiden begyndte, kan vi forstå. Juri Gagarin, rumhunden Laika, stjernekrigen, Armstrong, kontrolcentret i Huston, 5-4-3-2-1 og satellit-TV. Alt dette beror på, at Brahe på dette sted foretog nogle målinger, som ingen anden havde haft fantasi og tålmodighed til.
I denne ugæstfri nat ligner Stjerneborg nu mest en nedgravet ortodoks russisk kirke med små løgkupler af kobber stikkende op af jorden. Hver kuppel markerer et af de underjordiske observatorier, hvori Tycho Brahe i 1580erne placerede sine hjemmelavede sigte-instrumenter på solide fundamenter af kampesten for at bevise, at videnskab bør baseres på præcise iagttagelser af virkeligheden frem for usikre skrivebordsteorier bag metertykke mure.
Den side af Brahes liv blev en succes. Et nøjagtigt himmelkort over 777 stjerners position og en beregning af det tropiske års længde med ét sekunds nøjagtighed er blot enkelte af de præstationer, der i et senere århundrede ville have udløst Nobel-priser og gyldne kæder.
Men vi behøver blot at kigge bagud for at opdage den anden side af Brahes sammensatte karakter. Her ligger voldanlægget omkring Uranienborg – det overdådige renæssance-slot, hvor Brahe i 21 år levede en isoleret tilværelse med sin hustru, præstedatteren Kristine og parrets mange børn. I slottets kældre syslede Brahe med alkymi, poesi, meteorologi, naturmedicin og astrologi, hvilket ikke var med til at højne hans omdømme hos adel og videnskabelige kolleger i den meget politisk korrekte senmiddelalder.
Hvis han så blot havde været en hyggelig fyr, ham lensmanden til Hven. Men alle beretninger tyder på, at Tycho Brahe var, ja lad os bare sige det, et rigtigt dumt svin. Han behandlede sine bønder med foragt, pinte dem med skatter og tvangsarbejde og forsømte sin pligt til at vedligeholde fyrene på Hven og Kullen, hvilket medførte adskillige grundstødninger og tab af menneskeliv.
Dertil kommer adskillige pålidelige beretninger om, hvordan hans videnskabelige assistenter i ly af mørket er flygtet fra Hven efter i flere år at have henslæbt en slavetilværelse med dårlig kost, indespærring og underskrevne håndfæstninger om aldrig at røbe mesterens forskningsresultater.
Kun dele af Uranienborgs vold står i dag tilbage. Og det fortæller noget om Tycho Brahes popularitet på Hven, at slottet sten for sten blev pillet ned og solgt til en murermester i Helsingør, da Tycho Brahe i 1597 måtte forlade øen efter at være røget i unåde hos Christian IV.
Tycho Brahe døde 24. oktober 1601 i Prag. I mange år mente man, at dødsårsagen var en sprængt blære efter et kejserligt middagsselskab, men analyser af Brahes overskæg tyder på forgiftning efter mange års arbejde med smeltede metaller. Nu skal man ikke vente, at Hvens 350 faste beboere bærer nag til den gamle despot og bondeplager. Nej, hans nyvundne star-quality ses med tydelighed nede ved øens eneste købmandsbutik, hvor en stor plakat fortæller, at Kungen kommer!
Det er nu ikke stjernernes konge, der vender tilbage fra det ydre rum for at generobre sit len, men den svenske Carl XVI, der sammen med dronning Silvia den 12. april aflægger officielt besøg på Hven for at fejre 450 året for Tycho Brahes fødsel.
Danmarks dronning Margrethe er også inviteret, men hun kan desværre ikke. Det beklager Per Remberg, der har opsynet med Stjerneborg og har boet på Hven hele sit liv. Vi traf ham i formiddags, hvor han havde travlt med at sprede frisk grus på anlæggets gange før det kongelige besøg.
”Tycho Brahe er vores pengemaskine, så det er vist længe siden, at nogen her på øen har beskæftiget sig med hans dårlige karakter,” forklarede han og startede sin gamle Crescent flakmoped – en slags ladknallert, der er et yndet transportmiddel på den lille ø. Ifølge Per Ramberg er Hven et pragtfuldt sted at leve sit liv, fordi man har en slags uskreven grundlov, der siger, at ”vi kan godt være venner uden at kysse hinanden.”
Fotografen og jeg står med vore små kikkerter og har ikke opgivet håbet om at få øje på et eller andet derude. Månen er helt væk, og regnen har endelig besluttet sig for at blive til sne.
Men den slags er videnskabens vilkår, bliver vi enige om, og selv om vi ved, at kometen Hyakutake med en hastighed på 58 kilometer i sekundet i øjeblikket suser hen over Hven et eller andet sted til højre for Capella, er det eneste, vi kan se, de vippende grønne og røde skibslanterner på et par tankskibe ude i sejlrenden.
Det lave skydække reflekterer lysene fra Helsingør og Helsingborg. Ud af øjenkrogene kan vi skimte monumentet for Tycho Brahe. Billedhuggerens mejsel har fanget ham i en koncentreret attitude stirrende ud i verdensrummet. Han har vægten på venstre ben, let knyttede hænder og trodsigt hævede skuldre, som man ser det hos små børn, der hårdnakket hævder at kunne skimte et ishus i det fjerne.
Vi opgiver heller ikke verdensrummet uden videre.
Der er heller ikke så mange alternativer. Hven besøges hvert år af ca. 130.000 turister, men i begyndelsen af april er øen stort set ligeså uintagelig som en fjern asteroide. Alt er lukket, bortset fra distriktssygeplejerskens konsultation, som vi heldigvis endnu ikke har haft behov for at opsøge.
Vi ankom tidligt på eftermiddagen med færgen fra Landskrona, og i løbet af få sekunder var den halve snes passagerer på M/S ”Ven” som sunket i jorden. Inde på markerne sad i hundredevis af harer og holdt øje med os, mens vi læssede bagagen på to ulåste gule udlejningscykler og kørte mod nordvest ad den mennesketomme landsvägen.
Snart stod det klart, at vi havde et overnatningsproblem. Turistgården var lukket, Backafalls Kroen var ved at få nye vinduer, og værten i den private værelsesudlejning i Kyrkbacken havde lige lakeret gulve og ville helst ikke have dem betrådt før efter påske.
Og øens restauranter åbner først til maj, fremgik det af falmede, håndskrevne sedler. Eneste overlevelsesmulighed var at leje et sommerhus til 800 svenske kroner for en nat og i største hast indkøbe vakuumpakkede köttbullar, spaghetti, pulverkaffe og mellan-mjölk med advarsler med vold, racisme og narkotika påtrykt kartonen.
Det er måske udsigten til dette aftensmåltid, der får os til at holde ud på vores historiske forpost mod verdensrummet.
Men heldet var heller ikke altid med Tycho Brahe, minder vi hinanden om. Det må være surt for en mand med de interesser at dø kun 50 år før kikkertens opfindelse. Og så var det også en uheldig detalje, at Tycho Brahe til sin dødsdag fastholdt, at jorden er universets navle, omkredset af solen, der igen omkredses af de andre planeter.
Men da kirken havde et godt øje til den stridbare lensmand, skal vi ikke fortænke ham i lidt efterplapren. Han har sikkert tænkt sit.
Udtrykket Tycho Brahes-dag har imidlertid ikke forbindelse til Brahes eget liv, men til en bestillingsopgave fra den tyske kejser Rudolph II, der ønskede den danske astrologs hjælp til at kortlægge de bestemte dage, da det er bedst at holde sengen, hvis ulykkerne ikke skal ramle ned over én.
Fotografen og jeg kigger ud i snefoget og bliver enige om, at sådan en liste i mange situationer stadig kan være en nyttig ting.
|
|
|
|
Tycho Brahe skuer op i nattehimlen. |
Velkommen til Hven. |
|
|
|
Den gamle stridsmand runder 450 år. |
* Stig Olesen: Tekst, Carsten Ingemann: Foto.
Fra Morgenavisen Jyllands-posten søndag den 7. april 1996.