|
Findes mørk energi virkelig? Måske ikke. Observationerne, der førte astronomerne til at udlede dens eksistens, kunne have en anden forklaring: at vor galakse ligger i centrum af et gigantisk kosmisk tomrum Timothy Clifton & Pedro G. Ferreira*
Nøglebegreber
I videnskab udløses de mægtigste revolutioner ofte af de mindste uoverensstemmelser. I det 16. århundrede foreslog Kopernikus, baseret på hvad der slog mange af hans samtidige som strengt faglige målinger af stjernernes, at Jorden faktisk ikke var i universets centrum. I vor egen æra begyndte en revolution at udfolde sig for 11 år siden med opdagelsen af det accelererende univers. En lille afvigelse i eksploderende stjerners lysstyrke førte astronomerne til at konkludere, at de ikke havde nogen forestilling om, hvad 70 procent af kosmos består af. Alt hvad de kunne sige var, at rummet er fyldt med en substans ulig nogen anden – en der skubber universets udvidelse afsted i stedet for at bremse den. Substansen blev kendt som mørk energi. Det er nu mere end et årti siden og eksistensen af mørk energi er stadig så gådefuld, at nogle kosmologer igen opsøger nogle af de postulater, der førte dem til at udlede dens eksistens til at begynde med. Et af disse er produkt af den tidligere revolution: det Kopernikanske Princip, at Jorden ikke er i en central eller på anden måde særlig position i universet. Hvis vi kasserer dette grundlæggende princip, dukker der et overraskende anderledes billede op af, hvad der kunne forklare observationerne.
De fleste af os er godt bekendt med ideen, at vor planet ikke er andet end en lillebitte plet, der kredser om en stjerne et sted nær randen af en ellers ikke bemærkelsesværdig galakse. Midt i et univers befolket af milliarder af galakser, der strækker sig ud til vor kosmiske horisont, ledes vi til at tro, at der ikke er noget særligt eller enestående ved vor placering. Men hvad er de kosmiske beviser for denne ydmyghed? Og hvordan ville vi være i stand til at afgøre, om vi var på et særligt sted. Astronomer glider typisk let hen over disse spørgsmål og antager, at vor egen almenhed er tilstrækkeligt indlysende til, at yderligere diskussion ikke er nødvendig. At dyrke den ide, at vi faktisk måske kan have en særlig placering i universet, er for mange utænkeligt. Ikke desto mindre er det nøjagtigt, hvad nogle små grupper af fysikere rundt omkring i verden fornylig har overvejet. Ironisk nok har antagelsen, at vi er ubetydelige, givet kosmologerne mægtig forklarende styrke. Det har muliggjort ekstrapolation, fra hvad vi ser i vort eget kosmiske nabolag, til universet som helhed. Der er blevet gjort enorme anstrengelser for at lave opdaterede modeller af universet baseret på det Kosmologiske Princip – en generalisering af det Kopernikanske Princip der erklærer, at på ethvert øjeblik i tiden ser alle punkter og retninger i rummet ens ud. Kombineret med vor moderne forståelse af rum, tid og stof medfører det Kosmologiske Princip, at rummet udvider sig, at universet bliver køligere og at det befolkes af levninger fra dets varme begyndelse – forudsigelser der alle er bekræftet af observationer. Astronomerne finder, f.eks., at lys fra fjerne galakser er mere rødt end lys fra nærliggende galakser. Dette fænomen, som kaldes rødforskydning, forklares nydeligt som en strækning af lysbølgerne på grund af rummets udvidelse. Mikrobølgedetektorer afslører også et næsten perfekt, jævnt tæppe af stråling fremkommende fra meget tidlige tider: den kosmiske mikrobølge baggrund, en rest af den oprindelige ildkugle. Det er retfærdigt at sige, at disse succeser delvist er resultatet af vor egen ydmyghed – jo mindre vi antager om vor egen betydning, jo mere kan vi sige om universet.
Hvorfor så gynge med båden? Hvis det Kosmologiske Princip er så tilfredsstillende, hvorfor skulle vi så sætte spørgsmålstegn ved det? Problemet er, at nylige astronomiske observationer har frembragt nogle meget mærkelige resultater. I løbet af det sidste årti har astronomerne fundet, at for en given rødforskydning, ser fjerne supernova eksplosioner svagere ud end forventet. Rødforskydning måler, hvilken mængde universet har udvidet sig med. Ved at måle, hvor meget lyset fra fjerne supernovaer er rødforskudt, kan kosmologerne udlede, hvor meget mindre universet var på tidspunktet for eksplosionen sammenlignet med dets størrelse i dag. Jo større rødforskydning, jo mindre var universet, da supernovaen skete og derfor, jo mere har universet udvidet sig mellem dengang og nu.
UENS UDVIDELSE AF RUMMET, forårsaget af variationer i stoffets tæthed på stor skala, kunne frembringe de virkninger, som astronomer normalt tilskriver mørk energi. En supernovas observerede lysstyrke giver os et mål for dens afstand fra os, hvilket derefter afslører, hvor lang tid, der er gået, siden den skete. Hvis en supernova med en given rødforskydning ser svagere ud end forventet, så må den supernova være længere væk, end astronomerne mente. Dens lys har været længere om at nå os og derfor må universet have været længere om at vokse til dets nuværende størrelse. Konsekvensen er, at universets udvidelseshastighed må have været lavere i fortiden end tidligere forventet. De fjerne supernovaer er svage nok til, at universets udvidelse skal være accelereret for at nå op til den nuværende udvidelseshastighed. [se ”Surveying Spacetime with Supernovae,” af Craig J. Hogan, Robert P. Kirshner og Nicholas B. Suntzeff; Scientific American, Januar 1999], [Undersøgelse af rumtiden med supernovaer]. Denne accelererende udvidelse er den store overraskelse, der startede den nuværende revolution i kosmologi. Stof i universet burde trække i rumtidens struktur og bremse udvidelsen, men supernova data antyder noget andet. Hvis kosmologerne accepterer det Kosmologiske Princip og antager at denne acceleration sker overalt, ledes vi til konklusionen, at universet skal være gennemtrængt af en eksotisk form for energi, mørk energi, der udøver en frastødende kraft. Der er intet i fysikernes Standardmodel for fundamentale partikler og kræfter, der lever op til beskrivelsen af mørk energi. Det er en substans, der endnu ikke er blevet målt direkte, har egenskaber ulig noget, vi nogensinde har set, og har en energitæthed omkring 10120 gange mindre end hvad vi naivt havde forventet. Fysikere har ideer til, hvad det kunne være, men de forbliver spekulative [se ”The Quintessential Universe,” af Jeremiah P. Ostriker og Paul J. Steinhardt; Scientific American, Januar 2001], [Det kvintessentielle univers]. Kort sagt befinder vi os meget i mørket vedrørende mørk energi. Forskere arbejder på et antal ambitiøse og dyre jord- og rumbaserede missioner for at finde og karakterisere mørk energi. For mange er det, den største udfordring moderne kosmologi står overfor.
Konfronteret med noget så mærkeligt og tilsyneladende usandsynligt besøger nogle forskere igen de fornuftslutninger, der førte dem til det. En af de primære antagelser, som de sætter spørgsmålstegn ved, er, om vi lever i en repræsentativ del af universet. Kunne man gøre rede for vidnesbyrdene om mørk energi på andre måder, hvis man skilte sig af med det Kosmologiske Princip?
I det konventionelle billede taler vi om universets udvidelse som helhed. Det er meget, som når man taler om at blæse en ballon op: vi diskuterer, hvor stor hele ballonen bliver, ikke hvor meget hver individuel plet på ballonen pustes op. Men vi har alle haft oplevelser med de besværlige partyballoner, der pustes uens op. En ring strækker sig hurtigt og slutningen tager et stykke tid om at følge med. I et alternativt syn på universet, som bortskaffer det Kosmologiske Princip, udvider også universet sig uens. Der dukker et mere komplekst billede af universet frem.
Overvej det følgende scenario, som først blev foreslået af George Ellis, Charles Hellaby og Nazeem Mustapha, alle på University of Cape Town i Sydafrika og derpå fulgt op af Marie-Noëlle Célérier fra Paris-Meudon Observatory i Frankrig. Antag, at udvidelseshastigheden decelererer overalt, idet stof trækker i rumtiden og bremser den. Antag, endvidere, at vi lever i et gigantisk kosmisk tomrum – ikke et fuldstændigt tomt område, men et i hvilket stoffets middeltæthed kun er det halve eller måske en tredjedel af tætheden andre steder. Jo mere tom en plet rum er, jo mindre stof indeholder den til at bremse rummets udvidelse; i overensstemmelse hermed er den lokale udvidelseshastighed hurtigere inde i tomrummet, end den er andre steder. Udvidelseshastigheden er størst i selve centret af tomrummet og falder mod randen, hvor det ydre med højere tæthed begynder at øve indflydelse. På ethvert givet tidspunkt vil forskellige dele af rummet udvide sig med forskellige hastigheder, som den uens oppustede partyballon.
Tænk nu på, at der eksploderer supernovaer i forskellige dele af dette uensartede univers, nogen tæt på tomrummets centrum, andre nærmere randen og nogen udenfor tomrummet. Hvis vi er nær tomrummets centrum og en supernova er længere ude, udvider rummet sig hurtigere i vor omegn end det gør på supernovaens placering. Når lyset fra supernovaen bevæger sig mod os, passerer det gennem områder, der udvider sig hurtigere og hurtigere. Hvert område strækker lyset med en vis mængde, når det passerer igennem og den samlede virkning frembringer den rødforskydning, vi observerer. Lys, der bevæger sig en given afstand, rødforskydes mindre, end det ville, hvis hele universet udvidede sig med vor lokale hastighed. Omvendt: for at opnå en bestemt rødforskydning i et sådant univers, skal lyset bevæge sig en større afstand, end det skulle i et ensartet ekspanderende univers og supernovaen skulle være længere væk og derfor se svagere ud.
En anden måde at formulere dette på er, at en variation i udvidelseshastighed med position efterligner en variation i tid. På denne måde kan kosmologer forklare de uventede supernova observationer uden at påkalde mørk energi. For at en sådan alternativ forklaring skal virke, skulle vi leve i et kosmisk tomrum af virkelig kosmiske proportioner. Supernova observationerne strækker sig milliarder af lysår ud, en betydelig brøkdel af hele det observerbare univers. Et tomrum skulle være af lignende størrelse. Enormt efter (næsten) alle standarder.
Tre måder at udvide et univers på Astronomerne har opdaget, at fjerne supernova eksplosioner er svagere end forventet. For at se hvad denne opdagelse betyder for kosmisk udvidelse så tænk på et område af rummet, der omfatter en supernova og vor Mælkevej galakse. I tidens løb bliver dette område større, når rummets struktur strækkes som en gummiplade. Supernovaen går igang, når universet er omkring det halve af dets nuværende størrelse (hvilket sker på forskellige tidspunkter afhængigt af om udvidelsen decelererer eller accelererer). Lys fra eksplosionen spreder sig ud og når med tiden os i Mælkevejens udkant.
Det gamle synspunkt: Udvidelsen decelererer. Før 1998 antog de fleste astronomer, at den kosmiske udvidelse med tiden gik langsommere. I hver tilvækst af tid vokser området af rummet med en faldende faktor. De baserede deres forventninger om supernovaers lysstyrke på denne antagelse.
Scenario 1: Udvidelsen accelererer. I den sædvanlige tolkning af supernova observationer plejede den kosmiske udvidelse at gå langsommere, end den gør nu. Som konsekvens har universet været længere om at vokse til dets nuværende størrelse og supernova lys har haft mere tid til at spredes ud, således at det forekommer svagere for os. Der kræves mørk energi til at drive denne udvidelse.
Scenario 2: Universet er ikke ensartet. Alternativt decelererer udvidelsen måske med forskellige hastigheder på forskellige steder. Hvis vort nabolag er tommere end andre områder har det mindre stof til at holde igen på udvidelsen og decelererer mindre hurtigt. Når lyset fra en supernova spreder sig ud, bevæger det sig ind i zoner med stigende acceleration af udvidelsen, hvilket har samme virkning som kosmisk acceleration, men uden ethvert behov for mørk energi.
Et særligt sted til os
En søgt mulighed Så hvor fremmedartet er dette tomrum? Ved første øjekast, meget. Det synes at stride mod den kosmiske mikrobølgebaggrund, som er ensartet til en del ud af 100.000, for ikke at nævne den tilsyneladende ensartede fordeling af galakser [se ”Reading the Blueprints of Creation,” af Michael A. Strauss; Scientific American, Februar 2004], [Læsning af skabelsens blåtryk]. Ved nærmere inspektion er disse vidnesbyrd imidlertid måske ikke så afgørende. Den resterende strålings ensartethed kræver blot, at universet ser ens ud i alle retninger. Hvis et tomrum er groft kugleformet og hvis vi ligger rimeligt nær dets centrum, synes disse observationer ikke nødvendigvis at udelukke det. Desuden har den kosmiske mikrobølgebaggrund nogle unormale egenskaber, som måske kunne forklares af uensartethed på stor skala. Hvad angår fordelingen af galakser så strækker de eksisterende undersøgelser sig ikke langt nok ud til at udelukke et tomrum af den størrelse, der ville efterligne mørk energi. De identificerer små tomrum, tråde af stof og andre strukturer, der er hundreder millioner af lysår store, men det postulerede tomrum er en størrelsesorden større. Der er nu en livlig debat i gang i astronomi om, hvorvidt galakse undersøgelser bekræfter det Kosmologiske Princip. En nylig analyse af David Hogg fra New York University og hans medarbejdere viser, at de største strukturer i universet er omkring 200 millioner lysår store; på større skalaer, forekommer stof ensartet fordelt i overensstemmelse med princippet. Men Francesco Sylos Labini fra Enrico Fermi Center i Rom og hans kolleger hævder, at de største strukturer opdaget indtil nu kun er begrænsede af størrelsen af de galakse undersøgelser, der opdagede dem. Endnu større strukturer kunne måske strække sig ud over undersøgelsernes sigte. Analogien kunne være, at hvis man havde et kort over et område, der var 10 kilometer bredt, på hvilket en vej strakte sig fra en side til den anden, så ville det være en fejltagelse at konkludere, at den længst mulige vej var 10 kilometer. For at bestemme længden af den længst mulige vej, behøver man et kort, der viser alle vejenes slutning, så man kendte deres fulde udstrækning. På samme måde behøver astronomerne en galakse undersøgelse, der er større end de største strukturer i universet, hvis de skal bevise det Kosmologiske Princip. Det er også svært for teoretikerne at goutere et kollosalt tomrum. Alle til rådighed værende vidnesbyrd antyder, at galakser og større strukturer, som tråde og tomrum, voksede frem af mikroskopiske kvantefrø, som kosmisk udvidelse forstørrede til astronomiske proportioner og kosmologisk teori gør faste forudsigelser om, hvor mange strukturer der burde findes af en bestemt størrelse. Jo større en struktur er, jo sjældnere burde den være. Sandsynligheden for et tomrum, der kunne efterligne mørk energi, er mindre end en del af 10100. Der kan meget vel eksistere gigantiske tomrum derude, men chancen for at finde et i vort observerbare univers forekommer lillebitte. Der er alligevel en mulig genvej. I begyndelsen af 1990'erne viste en af forfatterne til det, der nu er standardmodellen af det tidlige univers, Andrei Linde og hans medarbejdere på Stanford University, at selv om gigantiske tomrum er sjældne, udvider de sig hurtigere i begyndelsen og kommer til at dominere universets rumfang. Sandsynligheden for at observatører befinder sig i et sådant tomrum er måske trods alt ikke så ringe endda. Dette resultat viser, at det Kosmologiske Princip (at vi ikke lever et særligt sted) ikke altid er det samme som princippet om middelmådighed (at vi er typiske observatører). Man kan, viser det sig, være både typisk og leve et særligt sted.
Hvilke observationer kunne vise, om universets udvidelse er drevet af mørk energi eller om vi lever et særligt sted, som i centrum af et gigantisk tomrum? For at afprøve eksistensen af et tomrum behøver kosmologerne en model, af hvordan rum, tid og stof burde opføre sig i dets nærhed, som virker. I 1933 blev netop sådan en model formuleret af Abbé Georges Lemaître, uafhængigt genopdaget af Richard Tolman og yderligere udviklet efter anden verdenskrig af Hermann Bondi. Det univers, som de forestillede sig, havde udvidelseshastigheder, der afhang ikke kun af tid men også afstand fra et bestemt punkt, netop som vi nu forestiller os. Med Lemaître-Tolman-Bondi modellen til rådighed kan kosmologerne lave forudsigelser om en række observerbare mængder. Overvej til at begynde med den supernova, der først førte til udledningen af mørk energi. Jo flere supernovaer astronomerne observerer, jo mere nøjagtigt kan de rekonstruere universets udvidelses historie. Strengt taget kan disse observationer aldrig udelukke modellen med tomrum, da kosmologerne kunne genskabe ethvert sæt supernovadata ved at vælge et tomrum af passende form. Men for at et tomrum ikke skulle kunne skelnes fra mørk energi, skulle det virkelig have nogle meget mærkelige egenskaber. Grunden er, at den påståede accelererende udvidelse finder sted helt op til det nutidige øjeblik. For at et tomrum skal kunne efterligne den nøjagtigt, skal udvidelsens hastighed falde brat bort fra os og i enhver retning. Derfor skal stoffets og energiens tæthed stige brat bort fra os i enhver retning. Tæthedens profil skal ligne en omvendt heksehat, hvis spids svarer til stedet, hvor vi lever. En sådan profil ville stride mod alle vore erfaringer med, hvordan strukturer i universet ser ud: de er sædvanligvis jævne, ikke spidse. Endnu værre er det, at Ali Vanderveld og Éanna Flanagan, som begge var på Cornell University dengang, viste, at hattens spids, hvor vi lever, skulle være en singularitet, som det ultratætte område i centrum af et sort hul. Hvis tomrummet imidlertid har en mere realistisk jævn tæthedsprofil, så viser der sig et distinkt observationskendetegn. Jævne tomrum vil stadig frembringe observationer, der kunne forveksles med acceleration, men deres manglende spids betyder, at de ikke genskaber nøjagtigt de samme resultater som mørk energi. Især varierer den tilsyneladende accelerations hastighed med rødforskydningen på en sigende måde. I et skrift, sammen med Kate Land, da på University of Oxford, viste vi, at adskillige hundreder nye supernovaer ovenpå de få hundreder, vi nu har, burde være nok til at afgøre sagen. Supernova observerende missioner har en meget god chance for at opnå dette mål snart.
Supernovaer er ikke de eneste til rådighed værende observable. Jeremy Goodman fra Princeton University foreslog en anden mulig afprøvning i 1995 ved brug af mikrobølge baggrundsstrålingen. På det tidspunkt var de bedste vidnesbyrd om mørk energi endnu ikke dukket frem og Goodman ledte ikke efter en forklaring på nogen uforklarede fænomener, men efter bevis for selve det Kopernikanske Princip. Hans ide var at bruge fjerne galaksehobe som spejle til at se på universet fra forskellige positioner, som et himmelsk påklædningsværelse. Galaksehobe reflekterer en lille brøkdel af den mikrobølgestråling, der rammer dem. Ved at måle denne strålings spektrum omhyggeligt kunne kosmologerne udlede nogle sider af, hvordan kosmos ville se ud, hvis det blev iagttaget fra dem. Hvis en ændring af udsigtspunktet ændrede universets udseende, ville det være et stærkt vidnesbyrd om et tomrum eller en lignende struktur. To hold kosmologer afprøvede fornylig denne ide. Robert Caldwell fra Dartmouth College og Alfred Stebbins fra Fermi National Accelerator Laboratory i Batavia, Ill. studerede præcise målinger af forvrængninger i mikrobølgebaggrunden og Juan Garcia-Bellido fra University of Madrid og Troels Haugbølle fra Aarhus Universitet i Danmark så direkte på individuelle hobe. Ingen af grupperne detekterede et tomrum; det bedste forskerne kunne gøre var at indsnævre egenskaberne, et sådant tomrum kunne have. Planck Surveyor satelliten, som planlægges opsendt i denne måned (april 2009, o.a.), burde være i stand til at sætte stærkere grænser på tomrummets egenskaber og måske helt udelukke et tomrum. En tredje indfaldsvinkel, fremført af Bruce Bassett, Chris Clarkson og Teresa Lu, alle på University of Cape Town, er at lave uafhængige målinger af udvidelseshastigheden forskellige steder. Astronomer måler normalt udvidelseshastigheder ved hjælp af rødforskydninger, som udgør den kumulative virkning af udvidelsen af alle områder af rummet mellem et himmellegeme og os. Ved at klumpe alle disse områder sammen kan rødforskydningen ikke skelne en variation af udvidelseshastigheden fra en variation i tid. Det ville være bedre at måle udvidelseshastigheden på bestemte rumlige steder og udskille udvidelsens hastighed på andre steder. Men det er et vanskeligt forslag og mangler endnu at blive udført. En mulighed er at observere, hvordan strukturer dannes forskellige steder. Galaksers og galaksehobes dannelse og udvikling afhænger for en stor dels vedkommende af den lokale udvidelseshastighed. Ved at studere disse objekter forskellige steder og redegøre for andre virkninger, der spiller en rolle i deres udvikling, vil astronomerne måske kunne kortlægge små forskelle i udvidelseshastighed.
Muligheden, at vi lever i midten af et gigantisk, kosmisk tomrum, er en ekstrem afvisning af det Kosmologiske Princip, men der findes mere blide muligheder. Universet kunne adlyde det Kosmologiske Princip på store skalaer, mens de mindre tomrum og tråde, som galakseundersøgelserne har opdaget, måske kollektivt kunne efterligne den mørke energis virkninger. Tirthabir Biswas og Alessio Notari, begge på McGill University, såvel som Valerio Marra og hans medarbejdere, da på University of Padua i Italien og University of Chicago, har studeret denne ide. I deres modeller ligner universet schweizerost – ensartet som helhed men gennemhullet. Konsekvensen er, at udvidelseshastigheden varierer lidt fra sted til sted. Lysstråler, der er udsendt af fjerne supernovaer, bevæger sig gennem en mangfoldighed af disse små tomrum, før de når os og variationerne i udvidelseshastighed rykker deres lysstyrke og rødforskydning. Indtil videre ser ideen imidlertid ikke særlig lovende ud. En af os (Clifton), sammen med Joseph Zuntz fra Oxford, viste fornylig, at gengivelse af den mørke energis virkninger ville kræve masser af tomrum med meget lav tæthed, fordelt på en speciel måde. En anden mulighed er, at mørk energi er en artefakt af de matematiske tilnærmelser, som kosmologer bruger rutinemæssigt. For at beregne den kosmiske udvidelseshastighed udregner vi typisk, hvor meget stof et område af rummet indeholder, dividerer med områdets rumfang og kommer til middeltætheden. Så indsætter vi denne middeltæthed i Einsteins ligninger for gravitation og bestemmer universets midlede udvidelseshastighed. Skønt tætheden varierer fra sted til sted, behandler vi denne spredning som små svingninger om den overordnede middelværdi. Problemet er, at det, at løse Einsteins ligninger for en midlet fordeling af stoffet, ikke er det samme som at løse dem for den virkelige fordeling af stoffet og så midle den resulterende geometri. Med andre ord, vi midler og løser så, når vi i virkeligheden burde løse og så midle. Løsning af hele sættet af ligninger, for noget der selv kun vagt minder om det virkelige univers, er utænkeligt vanskeligt og derfor bruger de fleste af os den mere enkle rute. Thomas Buchert fra University of Lyon i Frankrig har påtaget sig opgaven med at bestemme hvor god en tilnærmelse den virkelig er. Han har indført et nyt sæt led i de kosmologiske ligninger til at gøre rede for fejlen, der opstår ved at midle før løsning. Hvis disse led viser sig at være små, så er tilnærmelsen god; hvis de er store, er den ikke. Resultaterne indtil nu er ubestemte. Nogle forskere har foreslået, at de ekstra led måske er nok til at redegøre fuldstændigt for den mørke energi, hvorimod andre hævder, at de er ubetydelige. Observationsafprøvninger for at skelne mellem mørk energi og tomrumsmodellerne er planlagt i den nærmeste fremtid. Supernova Legacy Survey, ledet af Pierre Astier fra University of Paris og Joint Dark Energy Mission, som er under udvikling i øjeblikket, burde fastslå universets udvidelseshistorie. Planck Surveyor satellitten og forskellige jordbaserede og ballonbårne instrumenter vil kortlægge mikrobølgebaggrunden i endnu flere detaljer. Square Kilometer Array, et gigantisk radioteleskop planlagt til 2020, vil forsyne os med en undersøgelse af alle galakser indenfor vores observerbare horisont. Denne revolution i kosmologi begyndte for et årti siden og den er langt fra ovre. Overgivelse til tomrummet
Geocentrism Reexamined. Jeremy Goodman i Physical Review D, Vol. 52, No. 4, sider 1821 1827; 15. marts 1995. http://arxiv.org/abs/astro-ph/9506068 The State of the Universe: A Primer in Modern Cosmology. Pedro G. Ferreira, Phoenix, 2007. Cosmology: Patchy Solutions. G.F.R. Ellis i Nature, Vol. 452, sider 158-161; 12. marts 2008.
Living in a Void: Testing the Copernican Principle with Distant Supernovae. Timothy Clifton, Pedro G. Ferreira og Kate Land i Physical Review Letters, Vol. 101, Paper No. 131302; 26. september 2008. http://arxiv.org/abs/0807.1443
*Timothy Clifton og Pedro G. Ferreira er kosmologer på University of Oxford. De studerer begge det tidlige univers' fysik og potentielle modifikationer til Einsteins almene relativitetsteori. Clifton, ivrig vinkender, siger, at hans sande interesse i tilværelsen er bourgogne vin. Ferreira er forfatter til en lægmands astronomibog, The State of the Universe, kører et program for kunstnere, der bor på Oxford og deltager i forskellige projekter til støtte for videnskabelig uddannelse i Afrika. Illustrationer af Don Dixon. Fra Does Dark Energy Really Exist? Scientific American, april 2009, siderne 32-39.
Undersøgelse af rumtiden med supernovaer
|
