|
Sindets oprindelse
Det første trin til at finde ud af hvordan det menneskelige sind opstod er at bestemme hvad der udmærker vore mentale processer fra andre skabningers
Marc Hauser*
Nøglebegreber
For ikke så længe siden steg tre fremmede ned til Jorden for at vurdere status for intelligent liv. En specialiserede sig i ingeniørkunst, en i kemi og en i beregning. Idet han vendte sig mod sine kolleger, rapporterede ingeniøren (oversættelse følger): ”Alle skabningerne her er faste, nogle segmenterede, med evner til at bevæge sig på jorden, gennem vandet eller luften. Alle yderst langsomme. Uden at gøre indtryk.” Så kommenterede kemikeren: ”Alle temmelig ens, stammer fra forskellige sekvenser af fire kemiske ingredienser.” Dernæst mente beregningseksperten: ”Begrænsede beregningsevner. Men en, den hårløse tobenede, er ulig de andre. Den udveksler information på en måde, der er primitiv og ineffektiv men bemærkelsesværdigt anderledes end de andre. Den skaber mange sære objekter, inkluderende nogle der kan fortæres, andre der producerer symboler, og endnu andre der ødelægger medlemmer af dens stamme.” ”Men hvordan kan det være?” grublede ingeniøren. ”Givet ligheden i form og kemi, hvordan kan der så være forskel på deres beregningskapacitet?” ”Jeg er ikke sikker,” tilstod den fremmede beregner. ”Men de ser ud til at have et system til at skabe nye udtryk, der er uendeligt meget mere kraftige, end nogen af de andre levende skabningers. Jeg foreslår, at vi placerer den hårløse tobenede i en anden gruppe end de andre dyr, med en separat oprindelse, og fra en anden galakse.” De andre to fremmede nikkede og så susede de alle tre hjem for at aflægge rapport. Måske burde vore fremmede reportere ikke bebrejdes, at de klassificerede mennesker adskilt fra bier, fugle, bævere, bavianer og bonoboer. Det er trods alt kun vor art, der skaber souffléer, computere, skydevåben, makeup, skuespil, operaer, skulpturer, ligninger, love og religion.
Ikke kun har bier og bavianer aldrig lavet en soufflé, de har ikke engang overvejet muligheden. De mangler simpelthen den slags hjerne, som har både teknologisk konduite og gastronomisk kreativitet.
Charles Darwin hævdede i sin bog fra 1871, The Descent of Man, at forskellen mellem menneskelige og ikkemenneskelige sind er ”en af grad og ikke af slags.” Lærde har længe bevaret det synspunkt og i de senere år peget på genetiske vidnesbyrd, der viser, at vi deler omkring 98 procent af vore gener med chimpanser. Men hvis vor delte genetiske arv kan forklare den udviklingsmæssige oprindelse til det menneskelige sind, hvorfor skriver en chimpanse så ikke dette essay, eller synger backup for Rolling Stones eller laver en soufflé? Faktisk viser stigende vidnesbyrd, at et dybt gab, i kontrast til Darwins teori om en kontinuerlig overgang af sindet mellem mennesker og andre arter, adskiller vort intellekt fra dyrenes. Men det betyder ikke, at vore åndsevner sprang fuldt udviklede ud af ingenting. Forskere har fundet nogle af byggestenene til menneskelig erkendelse i andre arter.. Men disse byggesten udgør kun cementfundamentet til den skyskraber, der er det menneskelige sind. Vor erkendelsesevners evolutionære oprindelse forbliver således temmelig diset. Klarhed dukker imidlertid frem fra nye indsigter og eksperimentelle teknologier. Enestående vaks Hvis vi videnskabsfolk nogensinde skal afsløre, hvordan det menneskelige sind kom til, skal vi først udpege nøjagtigt, hvad der adskiller det fra andre skabningers sind. Selv om mennesker deler størstedelen af deres gener med chimpanser, antyder studier, at små genetiske ændringer, der skete i den menneskelige slægt siden den spaltedes fra chimpanseslægten producerede massive forskelle i beregningskraft. Denne ommøblering, sletning og kopiering af universelle genetiske elementer skabte en hjerne med fire specielle egenskaber. Samlet udgør disse karakteristiske egenskaber, som jeg nyligt har identificeret baseret på studier udført i mit laboratorium og andetsteds, hvad jeg kalder vor humanikhed (humaniqueness = human uniqueness, o.a.). Det første sådanne træk er frugtbar beregning, evnen til at skabe en virkelig grænseløs variation af ”udtryk,” om de så er arrangementer af ord, rækkefølger af bemærkninger, kombinationer af handlinger eller strenge af matematiske symboler. Frugtbar beregning omfatter to typer operation, rekursiv og kombinatorisk. Rekursion er den gentagne brug af en regel til at skabe nye udtryk. Tænk på den kendsgerning, at en kort sætning kan være indesluttet i en anden sætning, gentaget, for at skabe længere, rigere beskrivelser af vore tanker – for eksempel, det enkle men poetiske udtryk fra Gertrude Steins: ”En rose er en rose er en rose.” Den kombinatoriske operation er blandingen af adskilte elementer for at avle nye ideer, der kan udtrykkes som nye ord (”Walkman”) eller musikformer, blandt andre muligheder. Den anden karakteristiske egenskab ved det menneskelige sind er dets evne til den blandede kombination af ideer. Vi forbinder rutinemæssigt tanker fra forskellige vidensområder og lader vor forståelse af kunst, sex, rum, årsagssammenhænge og venskab kombinere. Ud fra denne blanding kan resultatet blive nye love, sociale forbindelser og teknologier, som når vi beslutter, at det er forbudt [moral domæne] at skubbe nogen [motoraktion domæne] med vilje [folkepsykologi domæne] ud foran et tog [objekt domæne] for at redde livet [moral domæne] for fem [tal domæne] andre. Nummer tre på min liste over definerende egenskaber er brugen af mentale symboler. Vi kan spontant omdanne enhver sanseoplevelse – virkelig eller tænkt – til et symbol, som vi kan holde for os selv eller udtrykke overfor andre gennem sprog, kunst, musik eller computerkode. For det fjerde giver kun mennesker sig af med abstrakt tænkning. Ulig dyretanker, som i det store hele er forankret i sanseoplevelser og oplevede oplevelser, har mange af vore ingen tydelig forbindelse til sådanne hændelser. Vi alene tænker på ting som enhjørninge og aliens, navneord og udsagnsord, uendelighed og Gud. Skønt antropologerne er uenige om, hvornår nøjagtigt det moderne menneskelige sind tog form, er det klart ud fra den arkæologiske viden, at der skete en vigtig omdannelse i løbet af en relativt kort periode af evolutionens historie, begyndende for omkring 800.000 år siden i den Palæolitiske æra og toppende for omkring 45.000 til 50.000 år siden. Det er i denne Palæolitiske periode, et evolutionært blink med øjet, at vi for første gang ser værktøjer bestående af flere dele, dyreknogler punkterede med huller for at skabe musikinstrumenter; begravelser med udstyr som antyder tro på æstetik og et liv efter dette; rigt symbolske hulemalerier, der i udsøgte detaljer indfanger fortidens hændelser og den opfattede fremtid; og kontrol med ild, en teknologi der kombinerer vor folkefysik og psykologi og tillod vore forfædre at få overhånd over nye miljøer ved at skabe varme og koge fødevarer for at gøre dem spiselige. Disse rester af vor fortid er storslåede påmindelser om, hvordan vore forgængere kæmpede for at løse ny miljøproblemer og udtrykke sig på kreative, ny måder og markere deres unikke kulturelle identiteter. Ikke desto mindre vil de arkæologiske vidnesbyrd for evigt være tyste om oprindelsen af, og de selektive tryk der førte til, de fire ingredienser som udgør vor humanikhed. De prægtige hulemalerier i Lascaux viser, f.eks., at vore forfædre forstod billeders dobbeltnatur – at de både er objekter og henviser til objekter og hændelser. De afslører imidlertid ikke om disse malere og deres beundrere udtrykte deres æstetiske præferencer om disse kunstværker ved hjælp af symboler, der var organiseret i grammatiske klasser (navneord, udsagnsord, tillægsord) eller om de forestillede sig at videregive disse ideer ligeså godt gennem lyde eller tegn, afhængigt af deres sansesystems sundhed. På samme måde fortæller ingen af de gamle musikinstrumenter, der er blevet fundet, som de 35.000 år gamle fløjter lavet af knogle og elfenben, en historie om, hvorvidt nogle få toner blev spillet igen og igen, i stil med Philip Glass, eller om komponisten forestillede sig, som Wagner gjorde, at indeslutte temaer inde i temaer på en rekursiv måde. Det, vi kan sige med den allerstørste tillid, er, at alle folk, fra jæger-samlerne på den afrikanske savanne til de handlende på Wall Street, er født med de fire ingredienser i humanikhed. Hvordan, disse ingredienser tilføjes opskriften på at skabe kultur varierer imidlertid betragteligt fra gruppe til gruppe. Menneskelige kulturer kan være forskellige i deres sprog, musikkompositioner, moralske normer og artefakter. Fra én kulturs synspunkt er en andens praksis ofte bizar, sommetider smagløs, ofte uforståelig og en gang imellem umoralsk. Intet andet dyr udviser en sådan variation i livsstil. Betragtet på denne måde er en chimpanse en ikkestarter. Chimpanser og andre dyr er dog alligevel interessante og relevante til forståelse af oprindelsen til det menneskelige sind. Faktisk kan forskerne kun, ved at finde frem til hvilke evner vi deler med andre dyr og hvilke der er vores alene, håbe på at sammenstykke fortællingen om, hvordan vor humanikhed blev til. Da min yngste datter, Sofia, var tre år gammel, spurgte jeg hende, hvad der får os til at tænke. Hun pegede på sit hoved og sagde: ”Min hjerne.” Så spurgte jeg hende om andre dyr havde hjerner, begyndende med hunde og aber og så fugle og fisk. Hun sagde ja. Da jeg spurgte hende om myren, der kravlede foran os, sagde hun: ”Nej. For lille.” Vi voksne ved, at størrelse ikke giver en lakmusprøve på, om et dyr har en hjerne, skønt størrelsen påvirker nogle sider af hjernestrukturen og derfor nogle sider af tænkningen.
Og forskning har vist, at de fleste af de forskellige celletyper i hjernen, sammen med deres kemiske budbringere, er de samme blandt hvirveldyr arterne, inkluderende mennesker. Endvidere er den generelle organisation af de forskellige strukturer i hjernens alleryderste lag, cerebral cortex, stort set den samme i aber, og mennesker. Med andre ord har mennesker et antal hjerneegenskaber tilfælles med andre arter. Hvor, vi er forskellige fra dem, er i den relative størrelse af særlige områder af cortex og hvordan disse områder forbindes, forskelle der giver anledning til tanker, der ikke har nogen analog andre steder i dyreriget. Dyr fremviser raffineret adfærd, der synes at varsle nogle af vore evner. Tag, for eksempel, evnen til at skabe eller modificere objekter til et bestemt formål. Han gartnerfugle konstruerer pragtfulde arkitektoniske strukturer af kviste og dekorerer dem med fjer, blade, knapper og maling lavet af knuste bær for at tiltrække hunner. Ny Caledoniske krager skærer blade til fiskestænger for at fange insekter. Man har observeret, at chimpanser bruger træspyd til at spidde bush babies gemt væk i træspalter. Desuden har eksperimentelle studier i et antal dyr afsløret en indfødt folkefysik, der sætter dem i stand til at generalisere ud over deres direkte erfaringer for at skabe nye løsninger, når de udsættes for fremmede udfordringer i laboratoriet. Da orangutanger og chimpanser i et sådant eksperiment blev præsenteret for en monteret plastic cylinder indeholdende en peanut på bunden, fik de adgang til den uopnåelige lækkerbisken ved at nippe til vandet fra deres drikkefontæne og så spytte væsken ind i cylinderen og på den måde få peanuten til at flyde til tops. Dyr fremviser også social adfærd fælles med mennesker. Vidende myrer underviser deres naive elever ved at lede dem til vigtige føderessourcer. Meerkatte forsyner deres killinger med undervisning i kunsten at lemlæste en dødelig, men liflig, skorpion. Og en mængde nylige studier har vist, at dyr så forskellige som tamme hunde, aber og chimpanser protesterer mod uretfærdig fordeling af føde og viser det, økonomer kalder uretfærdighedsafsky. Hvad mere er, demonstrerer rigelige vidnesbyrd, at dyr ikke er låst fast i deres daglige rutiner med at opretholde dominansstatus, omsorg for afkom og at finde nye partnere. De kan snarere reagere hurtigt på nye sociale situationer, som når et underordnet dyr med enestående evner vinder gunst på bekostning af mere dominante individer. Disse observationer vækker en fornemmelse af under over naturens smukke løsninger på forskning og udvikling. Men når vi er kommet os over denne begejstring, skal vi konfrontere gabet mellem mennesker og andre arter, et rum der er hult, som vore aliens rapporterede. For at gengive udstrækningen af dette gab helt og vanskeligheden med at afkode hvordan det opstod, vil jeg beskrive vor humanikhed i flere detaljer. Et af vore mest grundlæggende værktøjer, blyant Nr. 2, brugt af enhver til prøver, illustrerer det menneskelige sinds overordentlige frihed sammenlignet med det begrænsede udsyn i dyrenes erkendelse. Man holder det malede træ, skriver med blyet og sletter med det lyserøde gummi, holdt på plads af en metalring. Fire forskellige materialer, hver med en bestemt funktion, det hele samlet i et enkelt værktøj. Og selv om det værktøj blev lavet til at skrive med, kan det også fastgøre håret i en nakkeknude, bruges som bogmærke eller gennembore et irriterende insekt. I kontrast hertil er dyrs værktøjer – som de pinde chimpanser bruger til at fiske termitter ud fra deres jordhøj med – sammensat af et enkelt materiale, konstrueret til en enkelt funktion og aldrig brugt til andre funktioner. Ingen har blyantens kombinatoriske egenskaber Et andet simpelt værktøj, den teleskopiske, sammenklappelige kop fundet i mangen en campists udstyr, giver et eksempel på rekursivitet i aktion. For at lave denne anordning behøver fabrikanten kun programmere en enkelt regel – tilføj et segment af stigende størrelse til det sidste segment – og gentag det indtil den ønskede størrelse er nået. Mennesker bruger rekursive operationer som denne i næsten alle sider af det mentale liv, fra sprog, musik og matematik til frembringelsen af et ubegrænset område af bevægelser med vore ben, hænder og mund. De eneste glimt af rekursivitet i dyr er imidlertid kommet fra iagttagelse af deres motorsystemer i aktion. Alle skabninger er udstyret med rekursivt motormaskineri som en del af deres standard virkemidler. For at gå sætter de en fod foran den anden, igen og igen. For at æde skal de gribe et objekt og bringe det til munden gentagne gange, indtil maven signalerer stop. I dyrenes sind er dette rekursive system låst væk i hjernens motorområder, lukket af for andre områder af hjernen.
Dets eksistens tyder på, at et kritisk trin i at erhverve vor egen bestemte form for tænkning var ikke udviklingen af rekursivitet som en ny form for beregning, men frigivelse af rekursion fra dens motorfængsel til andre domæner af tænkning. Hvordan, den blev låst op fra denne begrænsede funktion, er forbundet med en anden af vore ingredienser – blandede grænseflader – som jeg vender tilbage til. Det mentale gab bliver bredere, når vi sammenligner menneskeligt sprog med kommunikation i andre arter. Som andre dyr har mennesker et ikkeverbalt kommunikationssystem, der overbringer vore følelser og motivationer – små babyers latter og gråd er del af dette system. Imidlertid er mennesker alene om at have et system af sproglig kommunikation, der er baseret på manipulationen af mentale symboler, hvor hvert eksempel på et symbol falder i en bestemt og abstrakt kategori som et navneord, udsagnsord eller tillægsord. Skønt nogle dyr har lyde, der ser ud til at repræsentere mere end deres følelser, videregivelse af information om objekter og hændelser som føde, sex og jagt, blegner sådanne lydes område i forhold til vore egne og ingen af dem falder i de abstrakte kategorier, der strukturerer vore sproglige udtryk. Denne påstand kræver tydeliggørelse, fordi den ofte fremlokker ekstrem skepsis. Man kunne, for eksempel, tro, at dyrenes ordforråd ser små ud, fordi forskerne, der studerer deres kommunikationer, ikke virkelig forstår, hvad de taler om. Skønt forskerne har meget at lære om dyrenes brug af stemmen, og kommunikation mere generelt, tror jeg, at utilstrækkeligt studium er usandsynligt til forklaring af det store gab. De fleste stemmeudvekslinger mellem dyr består af ét grynt eller én kurren eller ét skrig, med et enkelt udbrud tilbage. Det er muligt, at dyr pakker en enorm mængde information ind i et 500 millisekunders grynt – måske svarende til ”Vær venlig at soignere det nederste af min ryg nu, og jeg vil soignere din bagefter.” Men hvorfor ville vi mennesker have udviklet et så hemmeligt og yderst vidtløftigt system, hvis vi kunne have løst det hele med et grynt eller to? Selv om vi medgiver, at honningbiens vrikkende dans symbolsk repræsenterer de lækre pollen, der findes en kilometer nordpå og at den kitnæsede abes alarmkald symbolsk repræsenterer forskellige rovdyr, så er denne brug af symboler anderledes end vores på fem vigtige måder: de udløses kun af virkelige objekter eller hændelser, aldrig tænkte; de er begrænsede til nutiden; de er ikke del af et mere abstrakt klassifikationsskema, som dem der organiserer vore ord i navneord, udsagnsord og tillægsord; de kombineres sjældent med andre symboler og når de gør, er kombinationerne begrænsede til en streng på to, uden regler; og de er fast forbundet med særlige omstændigheder. Menneskesprog er yderligere bemærkelsesværdigt – og helt forskelligt fra andre dyrs kommunikationssystemer – ved, at det virker lige godt på den visuelle og hørbare måde. Hvis en sangfugl mistede sin stemme og en honningbi dens vrikken, ville deres kommunikation slutte. Men når et menneske er døvt, giver tegnsprog en ligeså udtryksfuld måde at kommunikere på, som er parallel til dens hørbare fætter i strukturel kompleksitet. Vor sproglige viden, sammen med de beregninger den kræver, vekselvirker også med andre domæner af viden på fascinerende måder, der afspejler vor unikt menneskelige evne til at lave blandede forbindelser mellem systemer af forståelse. Overvej evnen til at kvantificere objekter og hændelser, en egenskab vi deler med andre dyr. En bred variation af arter har mindst to ikkesproglige evner til at tælle. En er præcis og begrænset til tal mindre end fire. Den anden er ubegrænset i omfang, men er tilnærmet og begrænset til visse forhold for skelnen – et dyr, der kan skelne en fra to, f.eks., kan også skelne to fra fire, 16 fra 32, og så videre. Det første system er forankret i et hjerneområde, der er involveret i at holde øje med individer, hvorimod det andet er forankret i hjerneområder, der udregner størrelser. Sidste år beskrev mine kolleger og jeg et tredje tællesystem i rhesusaber, som måske kan hjælpe os med at forstå oprindelsen til den menneskelige evne til at markere forskellen mellem ental og flertal. Dette system fungerer, når individer ser sæt af objekter vist frem samtidigt – i modsætning til individer præsenteret i serie – og får rhesusaber til at skelne en fra mange, men ikke mange fra mange fødeemner. I vort eksperiment viste vi en rhesusabe et æble og placerede det i en kasse. Så viste vi den samme abe fem æbler og placerede alle fem på en gang i en anden kasse. Givet et valg udtog aben konsekvent den anden kasse med fem æbler. Så lagde vi to æbler i en kasse og fem i den anden. Denne gang udviste aben ikke en konsekvent forkærlighed. Vi mennesker gør i det væsentlige det samme, når vi siger ”et æble” og ”to, fem eller 100 æbler.” Men der sker noget ejendommeligt, når det menneskelige sproglige system forbinder sig med dette ældre begrebsmæssige system. For at se hvordan, så prøv denne øvelse: for tallene 0, 0,2, og -5 tilføj det mest passende ord: ”æble” eller ”æbler.” Hvis du er som de fleste indfødte engelsktalende, inkluderende unge børn, valgte du ”æbler.” Du ville faktisk vælge ”æbler” for ”1,0.” Hvis du er overrasket, godt, det burde du være. Dette er ikke en regel vi lærte i skolen – faktisk er den, strengt taget, ikke grammatisk korrekt. Men den er del af den universelle grammatik, som vi alene er født med. Reglen er enkel men abstrakt: alt, der ikke er ”1”, sættes i flertal. Eksemplet med æblet demonstrerer, hvordan forskellige systemer – syntaks og begreber om sæt – vekselvirker for at producere nye måder at tænke over eller skabe bevidsthedsbilleder af verden. Men den kreative proces i mennesker stopper ikke her. Vi anvender vort sprog og talsystemer på tilfælde af moral (at redde fem folk er bedre end at redde en), økonomi (hvis jeg giver 10 kroner, men tilbyder dig 1 krone, forekommer det uretfærdigt og du vil afslå kronen), og taboo-kompromis (i U.S., er salg af vore børn, selv for masser af penge, ikke kosher). Fremmede tanker Fra belærende meerkatte til aber, der afskyr uretfærdighed, gælder den samme observation: hvert af disse dyr har udviklet et udsøgt sind, der er tilpasset enkelte opgaver og således er begrænset, når det kommer til anvendelse af evnerne på nye opgaver. Sådan er det ikke for os hårløse tobenede. Da det først var på plads, satte det moderne sind vore forfædre i stand til at udforske tidligere ubeboede dele af jorden, at skabe sprog til at beskrive nye begivenheder og til at forestille sig et liv efter døden.
Rødderne til vore evner til erkendelse forbliver i det store og hele ukendte, men efter at have udpeget det menneskelige sinds enestående ingredienser, ved forskerne nu, hvad de skal lede efter. Jeg håber at neurobiologi vil vise sig oplysende til det formål. Selv om de lærde endnu ikke ved, hvordan gener bygger hjerner og hvordan elektrisk aktivitet i hjernen bygger tanker og følelser, er vi vidner til en revolution i videnskaben om sindet, som vil udfylde disse blanke sider – og berige vor forståelse af, hvorfor menneskehjernen adskiller sig så dybt fra andre dyrs. Studier af kimære dyr – i hvilke hjernekredsløb fra et individ af en art transplanteres ind i et individ af en anden art – hjælper, f.eks., med at afsløre, hvordan hjernen er forbundet. Og eksperimenter med genetisk modificerede dyr afslører gener, der spiller roller i sprog og andre sociale processer. Sådanne præstationer afslører ingenting om, hvad vore nerveceller gør for at give os vor enestående mentale styrke, men de forsyner os med et landkort for yderligere udforskning af disse træk. Alligevel har vi, for øjeblikket, ikke meget andet valg end at indrømme, at vort sind er meget forskelligt fra det, som selv vore nærmeste primatslægtninge har og at vi ikke ved meget om, hvordan den forskel blev til. Kunne en chimpanse udtænke et eksperiment for at teste mennesker? Kunne en chimpanse forestille sig, hvordan det ville være for os at løse et af deres problemer? Nej og nej. Skønt chimpanser kan se, hvad vi gør, kan de ikke forestille sig, hvad vi tænker eller føler, fordi de mangler det nødvendige mentale maskineri. Selv om chimpanser og andre dyr ser ud til at udvikle planer og overveje både tidligere erfaringer og fremtidige valg, er der ingen vidnesbyrd om, at de tænker ved hjælp af antagelser, der er i modstrid med kendsgerninger, - at forestille sig verdener der har været, mod dem der kunne være.
Vi mennesker gør det hele tiden og har gjort det lige siden vort tydeligt adskilte genom gav anledning til vore tydeligt adskilte sind. Vore moralske systemer forudsætter denne mentale evne. Er vore enestående sind blevet så kraftige, som et sind kan være? For enhver form for menneskeligt udtryk – inkluderende verdens sprog, musikkompositioner, moralske normer og teknologiske former – har jeg mistanke om, at vi er ude af stand til at udtømme rummet af alle muligheder. Der er betydelige begrænsninger i vor evne til at forestille os alternativer. Hvis vore sind står overfor underforståede begrænsninger i, hvad de kan tænke sig, så er ideen ”tænkning udenfor boksen” helt forkert. Vi er altid inde i boksen, begrænsede i vor evne til at forestille os alternativer. På samme måde som en chimpanse ikke kan forestille sig, hvordan det er at være et menneske, kan mennesker således ikke forestille sig, hvordan det er at være en intelligent alien. Når som helst vi prøver, sidder vi fast i den boks, vi kalder det menneskelige sind. Den eneste udvej er gennem udvikling, den revolutionerende omdannelse af vort genom og dets potentiale til at modellere friske nerveforbindelser og forme nye nervestrukturer. En sådan ændring ville føde et nyt sind, et der ville se på sine forfædre, som vi ofte ser på vore: med respekt, nysgerrighed og en fornemmelse af, at vi er alene, mønstre i en verden af simple sind.
The Faculty of Language: What Is It, Who Has It, and How Did It Evolve? Marc D. Hauser, Noam Chomsky og W. Tecumseh Fitch i Science, Vol. 298, sider 1569-1579; 22. November, 2002.
Moral Minds: How Nature Designed Our Universal Sense of Right and Wrong. Marc D. Hauser. Harper Collins, 2006.
Baboon Metaphysics: The Evolution of a Social Mind. Dorothy L. Cheyney og Robert M. Seyfarth. University of Chicago Press, 2007.
*Marc Hauser er professor i psykologi, human evolutionær biologi og organismisk og evolutionær biologi på Harvard University. Han studerer de evolutionære og udviklingsmæssige grundlag for det menneskelige sind, med sigte på at bestemme, hvilke mentale evner mennesker deler med andre dyr og hvilke der er unike for os.
Fra Origin of the Mind, Scientific American September 2009. Siderne 30-37.
|
