Savannen

Ray Bradbury

- George, jeg ville ønske, du ville se på legeværelset.
    - Hvad er der i vejen med det?
    - Det ved jeg ikke.
    - Nå, men hvad så?
    - Jeg vil simpelthen bare gerne have dig til at se på det, eller også få fat på en psykolog til at se på det.
    - Hvad skulle en psykolog med et legeværelse?
    - Du ved udmærket godt hvad han skulle.
    Hans kone blev stående tavs midt i køkkenet og så på komfuret, der nynnede travlt for sig selv, mens det lavede middag til fire.
    - Legeværelset er bare anderledes nu end det var før.
    - Ja ja da, så lad os se på det.
    De gik ned ad gangen i deres lydisolerede Lykkeliv-hus, der havde kostet dem tredive tusinde dollars at få installeret, dette hus der gav dem tøj og mad og vuggede dem i søvn og spillede og sang og var god ved dem. Da de nærmede sig, blev en kontakt aktiveret et sted, og lyset i legeværelset blev tændt, da de var tre meter fra det. På samme måde blev lysene tændt ude på gangen og slukket igen, når de kom forbi, med blid automatik.
    - Nå, sagde George Hadley.
    De stod på stråtæppet i legeværelset. Det var femten gange femten meter og der var ti meter til loftet; det havde kostet halvanden gang så meget som hele resten af huset. "Men intet er for godt til vores børn," havde George sagt.
    Der var stille i legeværelset. Der var så stille som i en urskovslysning i den hede middagstime. Væggene var tomme og todimensionale. Nu, hvor George og Lydia Hadley stod midt inde i værelset, begyndte væggene at summe og det så ud som om de trak sig tilbage i krystalliske dybder, og snart dukkede en afrikansk savanne frem i tre dimensioner på alle sider, med farver der var reproduceret ned til den mindste lille sten og det mindste strå. Loftet over dem blev til en dyb himmel med en brændende, gul sol.
    George Hadley kunne mærke sveden springe frem på panden.
    - Lad os se at komme ud af Solen, sagde han. Det er lidt for virkeligt, det her. Men jeg kan ikke se noget galt.
    - Så bare vent et øjeblik, sagde hans kone.
    Nu begyndte de skjulte odorofoner at blæse en brise af lugte hen mod de to mennesker midt på den solstegte savanne. Den varme strålugt af løvegræs, den kølige grønne lugt fra det skjulte vandhul, den vældige rustne lugt af dyr, lugten af støv som rød paprika i den bagende luft. Og nu lydene: bumpene af fjerne antilopefødder over græstuer, gribbenes papirsknitren. En skygge gled over himlen. Skyggen flaksede hen over George Hadleys opadvendte, svedende ansigt.
    - Modbydelige dyr, hørte han sin kone sige.
    - Gribbene?
    - Forstår du, der er løver et langt stykke væk, den vej. Nu er de på vej til vandhullet. De har lige spist, sagde Lydia. Hvad, ved jeg ikke.
    - Et eller andet dyr, sagde George Hadley og holdt hånden op for at holde det brændende lys ude af sine sammenknebne øjne.
    - En zebra eller måske et girafføl.
    - Er du nu sikker på det?
    Hans kone lød ejendommeligt anspændt.
    - Nej, det er lidt for sent til at være sikker på det, sagde han muntert. Jeg kan ikke se andet derovre end pillede knogler, og gribbene styrter ned over det, der er tilbage.
    - Hørte du ikke det skrig? spurgte hun.
    - Nej.
    - For omkring et minut siden.
    - Desværre, nej.
    Løverne nærmede sig. Og endnu engang blev George Hadley fyldt af beundring for det mekaniske geni, der havde fundet på dette værelse. Et mirakel af effektivitet, der blev solgt til en forbløffende lav pris. Der burde være et i ethvert hus. Åe jo, engang imellem kunne de godt gøre en bange med deres kliniske nøjagtighed, man blev forbløffet, fór sammen, men det meste af tiden var det vældig sjovt for alle, ikke blot for ens søn og datter, men også for en selv, når man fik lyst til hurtigt at stikke af til et fremmed land, til hurtigt at få lidt luftforandring. Nå, og her var det så.
    Og her var løverne nu, fem meter væk, så fortærende og forbløffende virkelige, at man kunne mærke den kildrende pels mod hånden og ens mund blev proppet fuld af den støvede plyslugt af deres opvarmede pelse, og deres gule farve slog ind i ens øjne som den gule farve i et fint fransk gobelin, de gule farver af løver og sommergræs, og lyden af sammenpressede løvelunger der ånder ud i den tavse middagsstund, og lugten af kød fra de prustende, savlende gab.
    Løverne stod og så på George og Lydia Hadley med frygtelige grøngule øjne.
    - Pas på! skreg Lydia.
    Løverne kom løbende hen imod dem.
    Lydia snurrede rundt og løb. George sprang instinktivt efter hende. Uden for på gangen, efter at døren var smækket, stod han og lo, mens hun græd, og de var begge forfærdede over den andens reaktion.
    -George!
    - Lydia! Åe, kære, søde, stakkels lille Lydia!
    - De fik næsten ram på os!
    - Det er vægge, Lydia, husk nu det. Krystalvægge, det er det eneste, de er. Åe ja, de ser virkelige ud, det må jeg indrømme - Afrika i dagligstuen - men det er ikke andet end tredimensionale, superreagerende, superfølsomme farvefilm og tankebånd bag glasskærme. Det er ikke andet end odorofoni og lydeffekter, Lydia. Her er mit lommetørklæde.
    - Jeg er bange.
    Hun kom hen til ham og trykkede sin krop op af ham, mens hun hulkede stille.
    - Så du det ikke? Kunne du ikke mærke det?     Det er alt for virkeligt.
    - Hør nu her, Lydia...
    - Du bliver nødt til at sige til Wendy og Peter, de ikke må læse mere om Afrika.
    - Ja, selvfølgelig - selvfølgelig ..., sagde han og strøg hende over håret.
    -Vil du love det?
    -Ja da.
    - Og lås af for legeværelset et par dage, indtil mine nerver falder til ro.
    - Du ved godt, hvor vanskelig Peter er, når det gælder det værelse. Da jeg straffede ham for en måned siden ved bare at låse af for legeværelset et par timer - sikken et hysterisk anfald han fik! Og Wendy med. De lever for det legeværelse.
    - Det skal bare låses af. Andet er der ikke at sige om det.
    -Ja ja.
    Han låste modstræbende den store dør.
    - Du har arbejdet for hårdt. Du trænger til at hvile ud.
    - Jeg ved ikke rigtig...jeg ved ikke rigtig, sagde hun og pudsede næse og satte sig ned i en stol, der øjeblikkelig begyndte at gynge og trøste hende.
    - Måske har jeg ikke nok at lave. Måske har jeg for megen tid til at tænke over tingene. Skulle vi ikke lukke hele huset et par dage og tage på ferie?
    - Mener du, du gerne vil spejle æg til mig?
    - Ja, nikkede hun.
    - Og stoppe mine sokker?
    - Ja, kom det med en heftig nikken, mens tårerne stod hende i øjnene.
    - Og feje gulve?
    - Ja, ja ... åe ja!
    - Jamen, jeg troede det var derfor, vi købte huset her - for at vi ikke skulle behøve lave noget, ikke?
    - Jamen, det er lige det. Jeg har ikke nogen fornemmelse af at høre til her. Huset er hustru og mor nu og barnepige. Kan jeg måske konkurrere med en afrikansk savanne? Kan jeg give børnene mad og skrubbe dem så effektivt og hurtigt som det automatiske skrubbebad kan? Nej det kan jeg ikke. Og det er ikke bare mig. Det er også dig. Du har været frygtelig nervøs her på det sidste.
    - Jeg har nok røget for meget.
    - Du ser ud, som om du heller ikke ved, hvad du skal stille op med dig selv her i huset. Du ryger lidt mere for hver formiddag der går, og drikkker lidt mere hver eftermiddag og skal have lidt flere sovepiller hver nat. Du begynder også at føle dig overflødig.
    - Gør jeg?
    Han tav og prøvede på at række ind i sig selv for at se efter, hvad der i virkeligheden var derinde.
    Hun så forbi ham over mod døren til legeværelset.
    - De løver kan ikke komme ud derfra, vel?
    Han så på døren og så den give sig, som om der var noget der var sprunget ind mod den fra den anden side.
    - Selvfølgelig ikke, sagde han.
    De spiste middag alene, for Wendy og Peter var til et særligt plastickarneval i den anden ende af byen og havde videofoneret hjem for at sige, at de kom sent hjem og de bare skulle spise. Så George Hadley sad helt forvirret og så sit spisebord fremstille varme retter mad i sit mekaniske indre.
    - Vi har glemt ketchupen, sagde han.
    - Undskyld, sagde en lille stemme inde i bordet, og ketchupen dukkede op.
    Nu med det legeværelse, tænkte George Hadley, det gør ikke børnene noget at blive låst ude fra det et stykke tid. Det er ikke godt for nogen at overdrive. Og det var helt tydeligt, at børnene havde beskæftiget sig med Afrika lidt for længe. Den sol. Han kunne stadig mærke den i nakken som en varm lab. Og de løver. Og lugten af blod. Det var fantastisk, hvordan legeværelset opfangede børnenes telepatiske udstrålinger og skabte liv, der kunne opfylde alle deres ønsker. Børnene tænkte på løver, og der kom løver. Børnene tænkte på zebraer, og der kom zebraer. Sol - sol. Giraffer - giraffer. Død og død.
    Det sidste. Han tyggede på det kød, som bordet havde skåret ud for ham, uden at smage det. Dødstanker. De var alt for unge til at tænke dødstanker, Wendy og Peter. Og dog, man var i virkeligheden aldrig for ung til det. Længe før man vidste, hvad døden var, ønskede man død over andre. Når man er to år gammel, skyder man folk med knaldhættepistoler.
    Men dette her - denne vidtstrakte, hede afrikanske savanne - den frygtelige død under en løves kæber. Gentaget den ene gang efter den anden.
    - Hvor skal du hen?
    Han svarede ikke Lydia. Fortabt i sine egne tanker lod han lysene tændes blidt foran sig og slukkes bag sig, mens han sjoskede over til døren til legeværelset. Han lyttede ind mod den. Langt borte brølede en løve.
    Han låste døren op og åbnede den. Lige før han gik ind, hørte han et fjernt skrig. Og så endnu et brøl fra løverne, der hurtigt svandt hen.
    Han trådte ind i Afrika. Hvor mange gange det sidste år havde han ikke åbnet døren her og havde fundet Eventyrland, Alice, den forlorne skildpadde, eller Aladdin og hans vidunderlampe, eller Jack Græskarhoved fra Oz eller dr. Doolittle eller koen, der sprang over en måne, der så meget virkelig ud - alle de vidunderlige ingredienser i en fantasiverden. Hvor tit havde han ikke set Pegasus flyve over loftshimlen eller set springvand af rødt fyrværkeri eller hørt englestemmer synge. Men nu dette gule, varme Afrika, denne bageovn med mord i heden. Måske havde Lydia ret. Måske trængte de til en lille ferie fra de fantasier, der var ved at blive lidt for virkelige til børn på ti år. Det var i orden, at man optrænede sin hjerne med fantasi-gymnastik, men når barnets levende fantasi låste sig fast i ét mønster...? Det forekom ham, at han i den sidste måned fra det fjerne havde hørt løver brøle og lugtet deres vilde lugt, der sivede så langt væk som til døren til hans arbejdsværelse. Men han havde haft travlt og havde ikke taget hensyn til det.
    George Hadley stod alene på den afrikanske græssteppe. Løverne så op fra deres bytte og betragtede ham. Den eneste mangel ved illusionen var den åbne dør, hvorigennem han kunne se sin kone sidde åndsfraværende og spise middag langt nede for den anden ende af den mørke gang, som et indrammet billede.
    - Forsvind, sagde han til løverne.
    De forsvandt ikke.
    Han vidste alt om princippet bag værelset. Man sendte sine tanker ud. Det man tænkte på, dukkede op.
    - Lad os få Aladdin med lampen! sagde han.
    Der skete ikke noget. Løverne knurrede under deres solhede pels.
    - Aladdin!
    Han gik tilbage til middagen.
    - Det fjollede værelse er i uorden, sagde han. Det reagerer ikke.
    - Eller også...
    - Eller også kan det ikke reagere, sagde Lydia, fordi børnene har tænkt på Afrika og løver og drab så mange dage, at værelset er kørt fast i en skure.
    - Det kan godt være.
    - Eller også har Peter pillet ved det, så det hænger fast.
    - Pillet ved det?
    - Det kan være, han har åbnet for maskineriet og pillet ved et eller andet.
    - Peter ved ikke noget om maskiner.
    - Han ved meget af en på ti at være. Hans intelligenskvotient ...
    - Jamen, alligevel...
    - Davs, mor. Davs, far.
    George og Lydia Hadley vendte sig om. Wendy og Peter kom ind ad hoveddøren med kinder som røde slikkepinde, øjne som lysende blå agatkugler og en lugt af ozon i trøjerne efter turen med helikopteren.
    - I kan lige nå at spise med, sagde begge forældre.
    - Vi er mætte af jordbæris og hot dogs, sagde børnene, der holdt hinanden i hånden. Men vi sætter os ned og holder jer med selskab.
    - Ja, kom og fortæl os om legeværelset, sagde George Hadley.
    Bror og søster så blinkende over på ham og derefter på hinanden.
    - Legeværelset?
    - Ja, om Afrika og alt muligt, sagde deres far med påtaget munterhed.
    - Det forstår jeg ikke, sagde Peter.
    - Mor og jeg var lige på rejse gennem Afrika med bøsse og fiskestang. Tom Swift og hans elektriske løve, sagde George Hadley.
    - Der er ikke noget Afrika inde på legeværelset, sagde Peter bare.
    - Årh, hold nu op, Peter. Det ved vi jo, der er.
    - Jeg kan ikke huske noget om Afrika, sagde Peter til Wendy. Kan du det?
    - Næ.
    - Løb ind og se efter og kom tilbage og sig det.
    Hun adlød.
    - Wendy, kom tilbage! sagde George Hadley, men hun var allerede væk. Lysene i huset fulgte hende som en sværm af ildfluer. For sent kom han i tanker om, at han havde glemt at låse døren til legeværelset efter sin sidste inspektionstur.
    - Wendy ser efter og kommer og fortæller os det, sagde Peter.
    - Hun behøver ikke fortælle mig noget. Jeg har set det.
    - Jeg er sikker på, du tager fejl, far.
    - Det gør jeg ikke, Peter. Kom nu med.
    Men Wendy var allerede kommet tilbage.
    - Der er ikke noget Afrika, sagde hun åndeløst.
    - Lad os nu se, sagde George Hadley, og de gik sammen ned ad gangen og åbnede døren til legeværelset.
    Der var en smuk, grøn skov, en smuk flod, et lilla bjerg, høje stemmer der sang, og Rima, der smuk og mystisk sneg sig rundt i træerne med brogede sværme af sommerfugle, som levende blomsterbuketter, hængende i sit lange hår. Den afrikanske savanne var væk. Løverne var væk. Kun Rima var her nu, og hun sang en sang så smuk, at den fik tårerne til at springe frem i ens øjne.
    George Hadley så ind på det forvandlede sceneri.
    - Gå i seng, sagde han til børnene.
    De åbnede munden.
    - I hørte godt, hvad jeg sagde, sagde han.
    De gik ud til luftskakten, hvor et vindpust sugede dem op gennem skakten som brune blade til deres soveværelser.
    George Hadley gik gennem den sangfyldte lysning og samlede noget op, der lå i hjørnet i nærheden af det sted, hvor løverne havde været. Han gik langsomt tilbage til sin kone.
    - Hvad er det? spurgte hun.
    - En gammel tegnebog, jeg har, sagde han.
    Han viste hende den. Der var en lugt af solhedt græs over den og lugten af en løve. Der var dråber af savl på den, og der var blodpletter på begge sider.
    Han lukkede døren til legeværelset og låste den omhyggeligt.
    Midt om natten var han endnu vågen, og han vidste, hans kone var vågen.
    - Tror du, Wendy lavede om på det? sagde hun til sidst i det mørke værelse.
    - Ja, selvfølgelig.
    - Lavede det om fra en savanne til en skov, og anbragte Rima derinde i stedet for løver?
    - Ja.
    - Hvorfor?
    - Det ved jeg ikke. Men det bliver ved med at være låst af, til jeg har fundet ud af det.
    - Hvordan er din tegnebog kommet derind?
    - Jeg aner ikke noget som helst, sagde han, andet end at jeg begynder at fortryde, at vi købte det værelse til børnene. Hvis børn er den mindste smule neurotiske, kan sådan et værelse...
    - Det er ellers meningen, det skal hjælpe dem til at få afløb for deres neuroser på en sund måde.
    - Jeg er snart ikke så sikker på det mere.
    Han stirrede op i loftet.
    - Vi har givet børnene alt, hvad de nogen sinde har ønsket sig. Er det vores belønning for det? Hemmelighedskræmmeri, ulydighed.
    - Hvem var det, der sagde: "Børn er tæpper. Man skal træde på dem engang imellem?" Vi har aldrig løftet en finger. De er utålelige - lad os indrømme det. De kommer og går som de vil, de behandler os, som om det var os, der var deres børn. De er forkælede, og vi er ødelagte.
    - De har opført sig så underligt, lige siden du forbød dem at tage med raket til New York for et par måneder siden.
    - Jeg forklarede dem, de ikke er gamle nok til at gøre det alene.
    - Jamen, alligevel har jeg lagt mærke til, at de har været meget kølige over for os siden da.
    - Jeg tror, jeg vil få David McClean til at komme over i morgen formiddag og se lidt på Afrika.
    - Jamen, det er ikke Afrika nu. Det er skovhusenes land og Rima.
    - Jeg har en fornemmelse af, at det er Afrika igen inden da.
    Et øjeblik efter hørte de skrigene.
    To skrig. To mennesker skreg nede fra stueetagen. Og så kom løvernes brøl.
    - Wendy og Peter er ikke på deres værelser, sagde hans kone.
    Han lå i sengen med vildt bankende hjerte.
    - Nej, sagde han. De er brudt ind i legeværelset.
    - De skrig - de lyder så velkendte.
    - Gør de?
    - Ja, meget endda.
    Og selv om deres senge gjorde sig meget store anstrengelser, varede det en time til, før de kunne vugge de to voksne i søvn. Der var en lugt af kattedyr i natteluften.

- Far? sagde Peter.
    - Ja.
    Peter så på sine sko. Han så aldrig på sin far mere, eller på sin mor.
    - Du vil låse helt af for legeværelset hele tiden, ikke?
    - Det kommer an på.
    - På hvad? spurgte Peter lynhurtigt.
    - På dig og din søster. Hvis du varierer dette Afrika med lidt andet - åe Sverige måske, eller Danmark eller Kina...
    - Jeg troede vi måtte lege som vi ville.
    - Det må I også, inden for rimelige grænser.
    - Hvad er der i vejen med Afrika, far?
    - Åe, nu indrømmer du altså, du har fremmanet Afrika, ikke?
    - Jeg vil ikke have det legeværelse låst af, sagde Peter koldt. Ikke nogen sinde.
    - Vi tænker faktisk på at lukke af for hele huset en måneds tid. Og leve på sådan en sorgløs måde, i fællesskab.
    - Det lyder forfærdeligt. Skulle jeg så binde mine egne snørebånd i stedet for at lade snørebåndsbinderen gøre det? Og børste tænder og rede mig og tage bad selv?
    - Det kunne være sjovt til en forandring, ikke?
    - Nej, det ville være frygteligt. Jeg kunne ikke lide, da du fjernede kunstmalerapparatet sidste måned.
    - Det var fordi, jeg ville have, du skulle lære at male helt alene, min dreng.
    - Jeg vil ikke lave andet end at se og lytte og lugte til ting. Hvad er der andet at lave?
    - Ja ja, så leg du i Afrika.
    - Vil du lukke af for huset snart?
    - Vi overvejer det.
    - Jeg tror hellere, du må holde op med at overveje det, far.
    - Jeg vil ikke høre trusler fra min søns side!
    - Som du vil.
Og Peter slentrede over til legeværelset.

-Kommer jeg præcis? sagde David McClean.
    -Vil du have morgenmad? spurgte George Hadley.
    - Tak, jeg har spist. Hvad er der i vejen?
    - David, du er psykolog.
    - Det håber jeg da.
- Nå, men så kig lidt på vores legeværelse. Du så det for et år siden, da du kom forbi. Lagde du mærke til noget særligt ved det dengang?
    - Det synes jeg ikke. Den sædvanlige vold, en tendens til en smule forfølgelsesvanvid her og dér, hvad der er normalt for børn, fordi de hele tiden føler sig forfulgt af deres forældre, men ellers ikke noget.
    De gik ned ad gangen.
    - Jeg låste legeværelset af, forklarede faderen, og børnene brød ind i det om natten. Jeg lod dem blive der, så de kunne danne de mønstre du gerne skulle se.
    Der kom et frygteligt skrig fra legeværelset.
    - Der er det, sagde George Hadley. Se nu, hvad du kan få ud af det.
    De gik ind til børnene uden at banke på.
    Skriget var døet hen. Løverne var ved at æde.
    - Løb udenfor et øjeblik, børn, sagde George Hadley. Nej, lad være med at lave om på det mentale mønster. Lad væggene være, som de er. Ud!
    Da børnene var væk, stod de to mænd og betragtede løverne, der flokkedes et stykke væk og med stor fornøjelse åd hvad det end var, de havde fanget.
    - Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad det var, sagde George Hadley. Nogle gange kan jeg næsten se det. Hvis vi nu tog nogle stærke kikkerter herind, tror du så ikke...
    David McClean lo med en tør latter.
    - Næppe.
    Han vendte sig om for at studere alle fire vægge.
    - Hvor længe har det været sådan her?
    - Lidt over en måned.
    - Det føles i hvert fald ikke godt.
    - Jeg vil have kendsgerninger, ikke følelser.
    - Kære George, en psykolog har aldrig nogen sinde set en kendsgerning. Han hører kun om følelser, om noget vagt. Dette her føles ikke godt, siger jeg dig. Du må tro mine fornemmelser og mine instinkter. Jeg kan lugte, når der er noget galt. Dette her er meget galt. Jeg vil råde dig til, at få hele det forbandede værelse revet ned, og få børnene over til mig til behandling hver dag det næste år.
    - Er det så slemt?
    - Det er jeg bange for. En af de oprindelige anvendelsesmuligheder for disse legeværelser var at give os mulighed for at studere de mønstre, børnenes tanker har efterladt på væggene i ro og mag og hjælpe barnet. Men i dette her tilfælde er værelset blevet en kanal for - destruktive tanker i stedet for et middel til at slippe væk fra dem.
    - Har du ikke mærket det før?
    - Jeg kunne ikke mærke andet end, at du havde forkælet dine børn mere end de fleste. Og nu svigter du dem på en eller anden måde. På hvad for en måde?
    - Jeg ville ikke lade dem tage til New York.
    - Hvad mere?
    - Jeg har fjernet et par maskiner fra huset, og for en måned siden truede jeg dem med at lukke for legeværelset, hvis de ikke lavede deres lektier. Jeg gjorde det også et par dage for at vise dem, at jeg mente det alvorligt.
    - Ah ha!
    - Betyder det noget?
    - Alt. Der hvor de før havde Julemanden, har de nu en Scrooge. Børn foretrækker Julemanden. Du har ladet værelset her og huset her træde i stedet for dig selv og din kone i dine børns følelsesliv. Værelset her er deres mor og far, og betyder langt mere for deres liv end deres virkelige forældre. Og nu kommer du så og vil lukke for det. Det er ikke så mærkeligt, der opstår et had. Man kan mærke det komme ned fra himlen. Mærk den sol. George, du bliver nødt til at lave om på dit liv. Som så mange andre har du bygget det op på bekvemmeligheder. Du ville dø af sult i morgen, hvis der var noget, der gik galt i dit køkken. Du aner ikke, hvordan man slår hul på et æg. Men alligevel skal du slukke for det hele. Begynd forfra. Det kommer til at tage tid. Men vi skal nok få nogle ødelagte børn gjort gode igen på et år. Bare vent og se.
    - Jamen, bliver det ikke et stort chok for børnene, sådan abrupt og definitivt at lukke af for værelset?
    - Jeg vil bare ikke have, de kommer længere ud i det her.
    Løverne var færdige med deres blodige festmåltid.
    Løverne stod i udkanten af lysningen og så på de to mænd.
    - Nu føler jeg mig forfulgt, sagde McClean. Lad os se at komme ud herfra. Jeg har aldrig brudt mig om de forbandede værelser. De gør mig nervøs.
    - Løverne ser helt virkelige ud, ikke? sagde George Hadley.
    De kan vel ikke på en eller anden måde...
    - Hvad?
    - ...på en eller anden måde blive virkelige?
    - Ikke hvad jeg ved af.
    - En fejl i maskineriet, eller hvis man piller ved det eller sådan noget?
    - Nej.
    De gik hen til døren.
    - Jeg tror ikke værelset vil bryde sig om at blive slukket for, sagde faderen.
    - Der er ikke noget, der kan lide at dø - selv ikke et værelse.
    - Gad vide om det hader mig, fordi jeg vil slukke for det.
    - Jeg skal love for, her er paranoia alle vegne i dag, sagde David McClean. Man kan følge det som et spor. He-ej...
    Han bøjede sig ned og tog et blodigt tørklæde op.
    - Er det dit?
    - Nej, sagde George Hadley, hvis ansigt var stivnet. Det tilhører Lydia.
    De gik hen til hovedafbryderen sammen og trykkede på den kontakt, der dræbte legeværelset.
    De to børn blev hysteriske. De skreg og hylede og smed om sig med ting. De brølede og hulkede og bandede og hoppede i møblerne.
    - Du må ikke gøre sådan noget med legeværelset, nej!
    - Hold så op, børn.
    Børnene smed sig grædende på en divan.
    - George, sagde Lydia Hadley, tænd for legeværelset, bare et par minutter. Du kan ikke gøre det så pludseligt.
    - Nej, jeg vil ikke.
    - Du kan ikke være så grusom.
    - Lydia, der er slukket for det, og det bliver der ved med at være. Og hele det forbandede hus dør med det samme. Jo mere jeg har set til det rod, vi har lavet for os selv, jo mere bliver jeg led og ked af det. Vi har kigget for længe på vore mekaniske, elektroniske navler. Gud, hvor vi trænger til at få noget ordentlig luft ned i lungerne!
    Og han vandrede rundt i huset og slukkede taleurene, ovnene, varmeapparaterne, skopudserne, snørebåndsbinderne, kropsskrubberne og vaske- og massagemaskinerne, og alle andre maskiner, han kunne få fingre i.
    Det virkede som om huset var fuldt af lig. Det føltes som på en mekanisk kirkegård. Så stille. Ikke flere summende, skjulte maskiner der fulde af energi ventede på at fungere, blot man trykkede på en knap.
    - Du må ikke lade dem gøre det! jamrede Peter op mod loftet, som om han talte til huset, til legeværelset. Lad ikke far slå det hele ihjel.
    Han vendte sig om mod sin far.
    - Hvor jeg dog hader dig!
    - Du kommer ingen vegne med fornærmelser.
    - Jeg ville ønske, du var død.
    - Det har vi været, i lang tid. Nu skal vi begynde at leve rigtigt. I stedet for at blive flyttet rundt med og masseret, skal vi leve.
    Wendy græd endnu, og Peter begyndte også forfra.
    - Bare et øjeblik, bare et øjeblik, bare et lille øjeblik i legeværelset, jamrede de.
    - Åe, George, sagde hans kone, det kan da ikke gøre noget.
    - Ja ja da, bare de så tier stille. Men kun et minut, så bliver det slukket for al fremtid.
    - Far, far, far! sang børnene smilende med våde ansigter.
    - Og så tager vi på ferie. David McClean kommer tilbage om en halv time for at hjælpe os med at flytte og komme ud til lufthavnen. Jeg klæder mig om. Du kan lige tænde for legeværelset et øjeblik, Lydia, men husk nu: kun et øjeblik.
    Og de tre andre forsvandt pludrende, mens han lod sig suge op gennem luftskakten og gav sig til at klæde om. Et øjeblik senere kom Lydia ind.
    - Det bliver godt, når vi kommer afsted, sukkede hun.
    - Lod du dem være alene i legeværelset?
    - Jeg ville også klæde mig om. Åe, det frygtelige Afrika. Hvad kan de dog se i det?
    - Nå, men om fem minutter er vi på vej til Iowa. Hvad i alverden har vi nogen sinde set i det hus her? Hvad har fået os til at købe et mareridt?
    - Forfængelighed, penge, tåbelighed.
    - Jeg tror hellere, vi må komme nedenunder, før de unger igen bliver helt optaget af de forbandede dyr.
    Lige i det øjeblik hørte de børnene råbe: Far, mor, kom hurtigt - hurtigt!
    De tog luftskakten ned og løb ned ad gangen. Børnene var ikke til at se nogen steder.
    - Wendy? Peter?
    De løb ind i legeværelset. Der var tomt på savannen, bortset fra løverne, der så på dem.
    - Peter? Wendy?
    Døren smækkede i.
    - Wendy! Peter!
    George Hadley og hans kone snurrede rundt og løb tilbage til døren.
    - Åbn den dør! råbte George Hadley og prøvede dørgrebet. Hvad i alverden, de har låst den udefra! Peter!
    Han hamrede på døren.
    - Luk så op!
    Han kunne høre Peters stemme udenfor, ind mod døren.
    - Lad dem ikke slukke for legeværelset og for huset, sagde han.
    George og Lydia Hadley hamrede løs på døren.
    - Vær nu ikke så fjollede, børn. Det er på tide at komme af sted. Mr. McClean kan komme når som helst, og ...
    Og så hørte de lydende.
    Løverne vadede på tre sider af dem gennem det gule savannegræs, knurrende og brølende nede i halsen.
    Løverne.
    George Hadley så på sin kone, og de vendte sig om og så tilbage mod dyrene, der langsomt kantede sig frem, krybende og med udstrakte haler.
    George og Lydia Hadley skreg.
    Og pludselig gik det op for dem, hvorfor disse andre skrig havde lydt så velkendte.

- Nå, men så er jeg her, sagde David McClean i døren til legeværelset. Åe, davs.
    Han stirrede på de to børn, der sad midt i en åben lysning og spiste en lille skovtursfrokost. Bag dem var der et vandhul og den gule savanne, over dem brændte Solen. Han begyndte at svede.
    - Hvor er jeres forældre henne?
    Børnene så op og smilede.
    -Åe, de kommer snart.
    - Godt. Vi må se at komme afsted.
    I det fjerne kunne hr. McClean se løverne kæmpe og flå i noget, og så falde til ro og æde i stilhed i skyggen af træerne.
    Han så missende over mod løverne med en hånd for øjnene.
    Nu var løverne færdige med at æde. De gik over mod vandhullet for at drikke.
    En skygge flaksede over hr. McCleans ophedede ansigt. Mange skygger kom flaksende. Gribbene kom fejende ned fra den brændende himmel.
    - Skulle det være en kop te? spurgte Wendy.

* Oversat fra "The Illustrated Man" af Arne Herløv Petersen.

Én sti
Index