Romanen – den ubestridelige sandhed

Den samfundsændring, der er brug for, vil ikke komme fra teknokraterne, der kun kan tænke i økonomiske baner. Den skal komme fra tænkerne, filosofferne og kunstnerne med deres åbne sind og romanforfatterne med deres sandheder. Enhver roman, der optager sin læser, giver ham muligheden for at leve andre liv og få et kig ind i andre verdener, der beriger hans sind.

José Luis Sampedro*

I det 19. århundrede, i operaens blomstringstid, var Europa den uimodstridelige diva i verdens store teater, en diva, der herskede på hele planeten over alle de andre sangere og kor af indianere og bønder. Hvorfor? Fordi Europa med sin avancerede teknik repræsenterede selve fremskridtet, som den spanske kritiker Manuel de la Revilla (1846-81) så fremragende beskrev det i et lille digt, han kaldte Det evige tog:

- Stands toget!

- Det kan ikke standse.

- Hvor skal det hen?

- Ud i verden og finde det fuldkomne.

- Hvad hedder toget?

- Fremskridt.

- Hvem er med?

- Menneskeheden.

- Hvem styrer det?

- Gud selv.

- Hvornår standser det?

- Aldrig.

Med Gud og toget var Europas fremskridt ikke til at standse.

Nu, hvor man næsten ikke skriver flere operaer, er Europa blevet en vestlig provins under kejseren af Washington. Men teknikken udvikler sig stadig uhæmmet. Toget kører nu næsten 300 km i timen, og hvis det ikke er hurtigt nok for os, tager vi et supersonisk fly. Og fremskridtet har indskrænket sig til én ting: økonomisk udvikling, som kun går ud på én ting, nemlig at producere mere og mere. Hvad angår Gud, findes han stadig på alterne, men der er en anden gud, der passer bedre til udviklingen, og som derfor tilbedes mere og mere: guldkalven, hvis moderne udtryk er bankkontoen eller kreditkortet. Vatikanet og andre kirker holder ganske vist stadig åbent, men folk bekymrer sig mere om selvangivelser end om syndsforladelser og frygter skattevæsenet mere end Helvedet.

Og det sidste ny er så, at østlandene er kommet tilbage til Europa og er på vej ind i et samfundssystem baseret på Adam Smiths dogme om, at hvis alle optræder så egoistisk som muligt, vil forsynets usynlige hånd lede os mod den størst mulige velfærd for alle. Denne tro, der stammer fra forrige århundrede og nu er blevet omdøbt til nyliberalisme – forstavelsen afslører begrebets ælde - betragtes stadig som den endegyldige sandhed trods al den fattigdom og arbejdsløshed, vi oplever omkring os, og på trods af, at afgrunden mellem rig og fattig bliver dybere for hvert år, der går.

I vor tids pragmatiske samfund, hvor økonomisk rationalisme sættes i højsædet, respekterer man videnskab og historie som objektive sandheder, men ikke litterære fiktioner såsom romaner – hvis det da ikke lige drejer sig om en bestseller, dem støtter markedet. Men er historien nu så sand, som den giver sig ud for? Aldrig er et mord blevet set af så mange mennesker og undersøgt så grundigt som mordet på Kennedy, og dog kender vi stadig ikke den hånd, der bevæbnede skytten. Hvem dræbte egentlig Cæsar, hvem stak kniven i hånden på Brutus? Historien kan kun byde på fortolkninger af kendsgerningerne – man kan ikke engang være sikker på, at det overhovedet er kendsgerningerne. Det samme gælder videnskaben. For den ubeskrivelige virkelighed er et umådeligt, mangedimensionalt kaleidoskop, og hvad vi forstår at fravriste den er kun nogle ganske få brogede glasstumper. Derfor vil der altid være forskellige opfattelser af virkeligheden, ganske som de blinde i Rumis digt giver hver sin beskrivelse af elefanten, alt efter hvilken del af dyret de rører ved: Benet, øret eller snabelen.

En roman, derimod, er en ubestridelig sandhed, for den er forfatterens sandhed. En subjektiv sandhed, kan man så indvende. Jo, det er rigtigt, men når læseren tager romanen til sig, gør han den til sin egen sandhed. På den måde er de store litterære mytefigurer blevet til – Don Quijote, Don Juan, Faust – som afsløringer af det kollektive ubevidste, der hjælper os og leder os i vor søgen efter vor identitet. For først skriver man det, man tror, og derefter tror man på det, der står skrevet: sådan er enhver kulturs evangelier blevet til. Kunstnerens vision er en anden slags sandhed end den videnskabelige analyses. Hvis man f.eks. vil vide noget om det franske samfund for 150 år siden, er det bedste ikke at gå til Auguste Comte, sociologiens fader, men til Balzac, eller endnu bedre til Stendhal med hans klartskuende Lucien Leuwen.

En roman bliver mest sand, når forfatteren skriver af indre nødvendighed. I et af de sidste interviews med Rudolf Nyreyev fortalte han, at han altid sagde til sine balletelever: ”Hvis I kan leve uden at danse, så hold op med det samme”. Det råd gælder også forfattere. Den store roman vokser frem som en svulst i forfatterens indre, og så er han nødt til at skride til operation: med andre ord, skrive den ned. Det er ikke forfatteren, der frembringer romanen, men romanen, der opstår i forfatteren og som bruger hans pen for at komme på vingerne, ligesom barnet bruger moderen for at komme til verden. Den henter næring i forfatterens blod og knoglemarv, i hans indre, på samme måde som den skønne Afrodite steg op af skummet, da Kronos kastede sin fader Uranus' genitalier i vandet efter at have kastreret ham.

Men den kunstneriske fantasi, der er i stand til at kaste lys ned i vore indre afgrunde, sættes ikke højt i dette samfund, der i den grad er vendt mod det ydre, mod produktion og forbrug. Derfor hylder teknokraterne midlerne, nemlig penge og teknik, som om de var målene, og der tages kun hensyn til to kræfter: markedets usynlige hånd og fornuften, som den udtrykkes i Descartes' berømte ord: ”Jeg tænker, altså er jeg.” At stole på markedets usynlige bånd er indlysende forkert; og Descartes ord modbevises af ethvert nyfødt barn, der lever i sine følelser, længe før det begynder at ræsonnere med hjernen. Gråden går i tilværelsen forud for syllogismen. Overhovedet kan man være til uden at ræsonnere – det er der levende beviser på – men ikke uden at føle. Det rigtige ville være at sige ”Jeg føler, altså er jeg”. Pascal, der var lige så god en fysiker og matematiker som Descartes, har påpeget, at man ikke forstår med fornuften. Livet kan ikke ræsonneres; det kan føles. Men teknikkens produktivitet blænder så meget, at man glemmer Pascal.

Det hindrer ikke, at jeg nærer oprigtig beundring for teknikken. I det små kan vi nu måle fænomener på milliarddele af en millimeter. Ude i rummet modtager vi signaler fra stjerner, der ligger millioner af lysår borte. Og jeg undres. Men det får mig ikke til at skælve eller føle ærbødighed for teknikken. Den slags fremskridt gør os hverken bedre, kærligere, klogere eller mere tolerante. Og det overrasker mig, at teknokraterne ikke bliver mere ydmyge deraf, men tværtimod mere hovmodige.

Teknik er ikke altid godt. Det er smuttet for troldmandens lærling, og han er i fuld gang med at ødelægge planeten, som er vort hjem. Kort sagt, vi har masser af viden, men ingen visdom.

Misforstå mig ikke: Jeg er ikke imod teknikerne, hvis gerninger kommer os til gode, men imod teknokraterne, der tror, de med deres kunnen også kan bestemme, hvad der skal gøres. Derved påtvinger de os mål, der mere er inspireret af tekniske argumenter end livsvigtige bevæggrunde. Den deraf følgende teknologiske acceleration forværrer vor tids grundlæggende uligevægt: misforholdet mellem den avancerede teknik – som nu næsten hører det 21. århundrede til – og det bagudhaltende samfundssystem, der er ude af stand til at udnytte teknikken på en forstandig måde. Derfor er teknikken løbet løbsk, og mennesket er i stand til at rejse til Månen, men kan ikke afhjælpe sulten på Jorden. De kollektive mål har fjernet sig fra de mest livsvigtige værdier, og det afdankede system mangler den nødvendige fantasi til at sætte teknikken i alles tjeneste.

Den samfundsændring, der er brug for, vil ikke komme fra teknokraterne, der kun kan tænke i økonomiske baner. Den skal komme fra tænkerne, filosofferne og kunstnerne med deres åbne sind og romanforfatterne med deres sandheder. Ikke kun de store romaners sandheder, også de mindre fremragende forfatteres sandheder. Thi enhver roman, der optager sin læser, giver ham muligheden for at leve andre liv og få et kig ind i andre verdener, der beriger hans sind.

I romanen kræves desuden behandling af sproget, en skat, der i dag er truet af billedet. ”Et billede er mere værd end tusind ord”, hedder det. Men pas på billedet!

Det kommunikerer nemlig kun i en retning, fra skaberen til den passive modtager, der næsten aldrig kan svare med et andet billede og slet ikke råder over de nødvendige kostbare midler til at svare. At overgive sig til billedet og forsømme ordet er at overgive sig til den indoktrinering og manipulation, som de mediemonopoliserende faktorer, nemlig penge og teknik, står for. Ordet skal bruges og fantasien bringes til papiret. Og jeg siger ikke til magten – som man råbte i 1968 - for hvis ordet kom til magten, ville det ikke længere inspirere til forandring. Magten interesserer sig nemlig kun for at holde sig ved magten.

Man kan sagtens leve uden al den teknik; det væsentlige er føde, følelser og fantasi.

___________

* José Luis Sampedro er skønlitterær forfatter, tidl. professor i økonomi ved Madrids Universitet. Har udgivet ”De økonomiske kræfter i vor tid” (oversat til syv sprog) samt fire bestseller romaner. Den seneste: ”Den gamle havefrue”, udkommer på dansk næste forår.

Oversættelse: Iben Hasselbalch

Fra Kronikken Berlingske Tidende, fredag 24. september 1993.

__________

Index