Vil robotter arve Jorden?

Ja, når vi konstruerer erstatningskroppe og hjerner ved brug af nanoteknologi. Så vil vi leve længere, besidde større visdom og nyde evner vi endnu ikke kan forestille os

Marvin Minsky*

Early to bed and early to rise,
Makes a man healthy, wealthy,
and wise.
-Benjamin Franklin

Enhver ønsker visdom og rigdom. Ikke desto mindre opgiver vort helbred ofte før vi opnår dem. For at forlænge vort liv og forbedre vort sind vil vi være nødt til at ændre vore legemer og hjerner. Til det formål må vi først overveje, hvordan darwinsk udvikling bragte os til, hvor vi er. Så må vi forestille os måder, hvorpå nye erstatninger for slidte kropsdele kunne løse vore problemer med svigtende helbred. Dernæst må vi opfinde strategier til at forbedre vore hjerner og vinde større visdom. Med tiden vil vi, ved brug af nanoteknologi, helt erstatte vore hjerner. Når vi en gang er befriet fra biologiens begrænsninger, vil vi bestemme længden af vore liv - med muligheden for udødelighed - og ligeledes vælge blandt andre uforstilbare evner.
    I en sådan fremtid vil det være let at opnå rigdom; problemet vil være at kontrollere den. Det er indlysende, at det er vanskeligt at forestille sig sådanne forandringer og mange tænkere argumenterer stadig for, at disse fremskridt er umulige, især inden for området kunstig intelligens. Men de videnskaber, der er nødvendige til at gennemføre denne ændring, er allerede godt på vej og det er tiden at overveje, hvordan denne nye verden vil være.

    En sådan fremtid kan ikke virkeliggøres gennem biologi. I den senere tid har vi lært meget om helbredet og hvordan man opretholder det. Vi har opfundet tusinder af specifikke behandlinger for specifikke sygdomme og invaliditeter. Alligevel synes vi ikke at have forøget den maksimale længde af vor livslængde. Benjamin Franklin levede i 84 år og undtagen i populære legender og myter har ingen nogensinde levet dobbelt så længe. Ifølge estimater af Roy L. Walford, professor i patologi på University of California at Los Angeles School of Medicine, var den menneskelige middellevetid omkring 22 år i det gamle Rom, var omkring 50 i de udviklede lande i 1900 og står i dag ved omkring 75 i Amerika. Til trods for denne forøgelse synes hver af disse kurver at slutte skarpt nær 115 år. Århundreder af forbedringer i helbredsomsorg har ikke haft nogen virkning på det maksimum.
    Hvorfor er vor livslængde så begrænset? Svaret er enkelt: naturlig udvælgelse begunstiger generne hos dem, der har flest efterkommere. Disse antal har tendens til at vokse eksponentielt med antallet af generationer og så foretrækker naturlig udvælgelse generne hos dem, der formerer sig i en tidligere alder. Evolution bevarer sædvanligvis ikke gener, der forlænger liv hinsides den mængde voksne behøver til at tage sig af deres unge. Den kan endda foretrække afkom, som ikke skal konkurrere med levende forældre. En sådan konkurrence kunne fremme tilvæksten af gener, der forårsager døden. F.eks. stopper Middelhavsblæksprutten straks med at æde og sulter sig selv efter gydningen. Hvis en bestemt kirtel fjernes, fortsætter blæksprutten med at æde og lever dobbelt så længe. Mange andre dyr er programmerede til at dø kort efter de holder op med at formere sig. Undtagelser fra dette fænomen inkluderer dyr som os selv og elefanter, hvis afkom lærer en hel del af den sociale overførsel af akkumuleret viden.
    Vi mennesker ser ud til at være de længstlevende varmblodede dyr. Hvilket selektivt tryk kan have ført til vor nuværende lange levetid, som er næsten to gange den andre primatslægtninge har? Svaret er relateret til visdom. Blandt alle pattedyr er vore børn dem, der er dårligst udstyrede til selv at overleve. Måske behøver vi ikke kun forældre men også bedsteforældre til at tage sig af os og videregive overlevelsestips.
    Selv med sådanne råd er der mange årsager til dødelighed, som vi må give op overfor. Nogle dødsfald skyldes infektioner. Vore immunsystemer har udviklet alsidige måder at behandle de fleste sådanne sygdomme på. Uheldigvis skader netop de samme immunsystemer os ved at behandle forskellige dele af os selv, som om de også var inficerende indtrængende. Denne autoimmune blindhed fører til sygdomme som sukkersyge, forkalkning, ledbetændelse og mange andre.
    Vi er også udsatte for skader, som vore legemer ikke kan reparere: uheld, ubalancer i diæten, kemiske gifte, varme, stråling og adskillige andre indflydelser kan deformere eller kemisk ændre vore cellers molekyler, så de er ude af stand til at fungere. Nogle af disse fejl bliver rettet ved at erstatte defekte molekyler. Ikke desto mindre bygger fejlene sig op, når erstatningshastigheden er for lav. Når f.eks. proteinerne i øjets linse mister deres elasticitet, mister vi vores evne til at fokusere og behøver flerstyrke briller - en Franklin opfindelse.
    De vigtigste naturlige årsager til døden stammer fra virkningen af nedarvede gener. Disse gener inkluderer dem, der hovedsagelig synes at være ansvarlige for hjertesygdom og kræft, de to største årsager til dødelighed, såvel som talrige andre sygdomme som cystisk fibrose og seglcelle anæmi. Nye teknologier burde kunne forhindre nogle af disse sygdomme ved at erstatte disse gener.
    Mest sandsynligt er begyndende alderdom uundgåelig i alle biologiske organismer. Det er sikkert, at visse arter (inkluderende nogle variationer af fisk, skildpadder og hummere) ikke synes at at vise nogen systematisk vækst i dødelighed, når de ældes. Disse dyr synes hovedsagelig at dø af ydre årsager, som rovdyr eller sult. Men alligevel har vi ikke nogen optegnelser om dyr, der har levet så længe som 200 år - skønt denne mangel ikke beviser, at der ikke eksisterer nogen. Walford og mange andre tror, at en omhyggeligt konstrueret diæt, som er alvorligt begrænset i kalorier, kan forøge et menneskes livslængde betydeligt men ikke forhindre døden i sidste ende.

Ved at lære mere om vore gener burde vi være i stand til at korrigere eller i det mindste udsætte mange tilstande, som stadig plager vore senere år. Men selv om vi fandt en kur for hver specifik sygdom, ville vi stadig skulle stå overfor det generelle problem med "udslidning". Hver celles normale funktion involverer tusinder af kemiske processer, som hver sommetider gør tilfældige fejl. Vore legemer bruger mange slags korrigerende teknikker, som hver udløses af en specifik slags fejl. Men disse tilfældige fejl sker på så mange forskellige måder, at ingen plan på lavt niveau kan rette dem alle.
    Problemet er, at vore omfattende systemer ikke blev konstrueret til vedligehold på langt sigt. Forholdet mellem gener og celler er yderst indirekte; der er ingen blåtryk eller kort til at styre vore gener, når de bygger eller genopbygger legemet. For at reparere defekter i større skala ville et legeme have behov for en slags katalog, der angav hvilke typer celler, der skulle placeres hvor. I computerprogrammer er det let at installere en sådan overflødighed. Mange computere vedligeholder ubrugte kopier af deres mest kritiske systemprogrammer og checker rutinemæssigt deres integritet. Ingen dyr har udviklet lignende planer, antageligt fordi sådanne algoritmer ikke kan udvikles gennem naturlig udvælgelse. Problemet er, at fejlretning ville stoppe mutation, som i sidste ende ville sænke hastigheden på udviklingen af et dyrs efterkommere så meget, at de ville være ude af stand til at tilpasse sig ændringer i deres miljøer.
    Kunne vi leve i adskillige århundreder ved simpelthen at ændre et antal gener? Trods alt adskiller vi os kun fra vore slægtninge, gorillaerne og chimpanserne, med nogle få tusinde gener - og dog lever vi næsten dobbelt så længe. Hvis vi antager, at kun en lille brøkdel af de nye gener forårsagede den stigning i livslængde, så var måske ikke mere end 100 gener eller der omkring involverede. Selv hvis dette viste sig at være sandt, ville det imidlertid ikke garantere, at vi kunne vinde endnu et århundrede ved at ændre endnu 100 gener. Vi ville måske være nødt til at ændre nogle få af dem - eller en hel del flere.
    At lave ny gener og installere dem bliver langsomt muligt. Men vi udnytter allerede en anden indfaldsvinkel til at bekæmpe biologisk slid: udskiftning af hvert enkelt organ, der truer med at fejle, med en biologisk eller kunstig erstatning. Nogle erstatninger er allerede rutine. Andre er i horisonten. Hjerter er kun smarte pumper. Muskler og knogler er motorer og bjælker. Fordøjelses systemer er kemiske reaktorer. Med tiden vil vi finde måder at transplantere eller erstatte alle disse dele.
    Men når det kommer til hjernen vil en transplantation ikke virke. Man kan ikke simpelthen erstatte ens hjerne med en anden og forblive den samme person. Man ville miste den viden og de processer, der udgør ens identitet. Ikke desto mindre kunne vi blive i stand til at erstatte visse udslidte dele af hjernen ved at transplantere vævsdyrkede fosterceller. Denne procedure ville ikke genoprette tabt viden, men det ville måske ikke gøre så meget, som det synes. Vi opbevarer sandsynligvis hvert fragment af viden på forskellige steder, i forskellige former. Nye dele af hjernen kunne genoptrænes og genintegreres med resten og noget af det kunne endda ske spontant.

Selv før vore legemer slides op, har jeg mistanke om, at vi ofte løber ind i begrænsninger i vore hjerners evner. Som en art synes vi at have nået en afsats i vor intellektuelle udvikling. Der er ingen tegn på, at vi bliver klogere. Var Albert Einstein en bedre forsker end Isaac Newton eller Arkimedes? Har nogen skuespilforfatter i de seneste år toppet William Shakespeare eller Euripides? Vi har lært en masse på 2.000 år, alligevel synes megen gammel visdom stadig sund, hvilket får mig til at tro, at vi ikke har gjort mange fremskridt. Vi ved stadig ikke, hvordan vi skal løse konflikter mellem individuelle mål og globale interesser. Vi er så dårlige til at tage vigtige beslutninger at vi, når som helst vi kan, overlader til tilfældighederne, hvad vi er usikre på.
    Hvorfor er vor visdom så begrænset? Er det fordi vi ikke har tid nok til at lære særlig meget eller at vi mangler kapacitet? Er det fordi vi, ifølge populære redegørelser, kun bruger en brøkdel af vore hjerner? Kunne bedre uddannelse hjælpe? Selvfølgelig, men kun til en vis grænse. Selv vore bedste vidunderbørn lærer ikke mere end dobbelt så hurtigt som resten. Alting tager os for længe at lære, fordi vore hjerner er så forfærdelig langsomme. Det ville bestemt hjælpe at have mere tid, men lang levetid er ikke nok. Som andre endelige ting må hjernen nå nogle grænser for, hvad den kan lære. Vi ved ikke, hvad disse grænser er; måske kunne vore hjerner blive ved at lære i adskillige flere århundreder. Men på et eller andet punkt vil vi være nødt til at forøge deres kapacitet.
    Jo mere vi lærer om vore hjerner, jo flere måder vil vi finde at forbedre dem på. Hver hjerne har hundreder af specialiserede områder. Vi ved kun lidt om, hvad hvert enkelt gør eller hvordan det gør det, men så snart vi finder ud af, hvordan en del virker, vil forskerne prøve at anvise måder, hvorpå man kan udvide den dels kapacitet. De vil også udtænke helt nye evner, som biologien aldrig har givet. Efterhånden som disse opfindelser bliver mere udbredte, vil vi prøve at forbinde dem til vore hjerner, måske gennem millioner af mikroskopiske elektroder indsat i det store nervebundt, der kaldes corpus callosum, den største databus i hjernen. Med yderligere fremskridt vil ingen del af hjernen være forbudt område for at tilslutte nye tilbehør. Til slut vil vi finde måder at erstatte hver del af kroppen og hjernen og således reparere alle de defekter og skader, som gør vore liv så korte.
    Det er unødvendigt at sige, at når vi gør det, vil vi lave os selv om til maskiner. Betyder det at maskiner vil erstatte os? Jeg føler ikke, at det giver meget mening at tænke ved hjælp af "os" og "dem". Jeg foretrækker meget indstillingen hos Hans P. Moravec fra Carnegie Mellon University, som foreslår, at vi tænker på disse fremtidige intelligente maskiner som vore egne "sind børn".
    I fortiden har vi haft tendens til at se os selv som evolutionens slutprodukt, men vor evolution er ikke ophørt. Faktisk udvikler vi os nu hurtigere, skønt det ikke er på den velkendte, langsomme, darwinske måde. Det er på tide, at vi begynder at tænke på vor nye kommende identiteter. Vi kan begynde at konstruere systemer baseret på opfindsomme former for "unaturlig selektion", der kan fremme udtrykkelige planer og mål og som også kan udnytte arven af erhvervede egenskaber. Det tog et århundrede for udviklingsfolk at træne sig til at undgå sådanne ideer - biologer kalder dem "teleologiske" og "lamarckske" - men nu kan vi være nødt til at ændre disse regler.
    Næsten al den viden, vi indsamler, er indeholdt i forskellige netværk inde i vore hjerner. Disse netværk består af enorme antal små nerveceller og mindre strukturer, der kaldes synapser, som kontrollerer hvordan signaler springer fra en nervecelle til en anden. For at lave en erstatning af en hjerne ville vi være nødt til at vide noget om, hvordan hver af synapserne står i forhold til de to celler den forbinder. Vi ville også være nødt til at vide, hvordan hver af disse strukturer reagerer på de forskellige elektriske felter, hormoner, neurotransmittere, næringsstoffer og andre kemikalier, der er aktive i dens nabolag. En menneskelig hjerne indeholder trillioner af synapser, så dette er ikke noget lille krav.
    Heldigvis ville vi ikke være nødt til at kende hver lille detalje. Hvis detaljer var vigtige, ville vore hjerner slet ikke virke. I biologiske organismer har hvert system alment udviklet sig til ikke at være følsomt overfor det, der foregår i de mindre undersystemer, det afhænger af. For at kopiere en fungerende hjerne, ville det derfor være nok at reproducere nok af funktionen af hver enkelt del til at frembringe dens vigtige virkninger på andre dele.
    Antag, at vi ønskede at kopiere en maskine som en hjerne, der indeholdt en trillion komponenter. I dag kunne vi ikke gøre det (selv med den nødvendige viden), hvis vi skulle bygge hver komponent for sig selv. Men hvis vi havde en million konstruktionsmaskiner, der hver kunne bygge 1.000 dele pr. sekund, ville vor opgave kun tage minutter. I de kommende årtier vil nye fabrikationsmaskiner gøre dette muligt. Det meste af nutidens fremstilling er baseret på at forme råmaterialer, i modsætning hertil sigter nanoteknologer på at bygge materialer og maskineri ved at placere hvert atom og molekyle præcist, hvor de ønsker det.
    Med sådanne metoder kunne vi lave sandt identiske dele og således undgå den tilfældighed, der hæmmer konventionelt udførte maskiner. Når vi, f.eks., i dag prøver at ætse meget små kredsløb, varierer størrelsen af ledningerne så meget, at vi ikke kan forudsige deres elektriske egenskaber. Hvis vi imidlertid kan placere hvert atom på en bestemt plads, ville disse ledningers adfærd være uskelnelig. Denne evne ville føre til nye former for materialer, som de nuværende teknikker aldrig kunne lave; vi kunne indgive dem enorm styrke eller nye kvanteegenskaber. Disse produkter kunne så føre til computere så små som synapser, der havde hastighed og effektivitet uden sidestykke.
Når vi kan bruge disse teknikker til at konstruere en samlemaskine til almene formål, der virker på atomare skalaer, burde videre fremgang være hurtig. Hvis det tog en uge for en sådan maskine at lave en kopi af sig selv, kunne vi have en milliard kopier på mindre end et år. Disse anordninger ville transformere vor verden. F.eks. kunne vi programmere dem til at fremstille effektive indsamlingsanordninger til solenergi og fastgøre dem til nærliggende overflader. Derfor kunne anordningerne drive sig selv. Vi ville kunne dyrke marker af mikrofabrikker meget på samme måde, som vi nu dyrker træer. I en sådan fremtid vil vi have små problemer med at opnå velstand; vort problem vil blive, hvordan vi skal kontrollere den. Især skal vi altid være omhyggelige med at opretholde kontrol med de ting (som os selv), der kan reproducere sig selv.
    Hvis vi ønsker at overveje at forøge vore hjerner, kunne vi først spørge, hvor meget en person ved i dag. Thomas K. Landauer fra Bellcore gennemså mange eksperimenter, i hvilke folk blev bedt om at læse tekst, se på billeder og lytte til ord, sætninger, korte passager af musik og vrøvlede stavelser. Senere blev de testet for at se, hvor meget de huskede. I ingen af disse situationer var folk i stand til at lære og senere huske i nogen længere periode, mere end omkring to bits pr. sekund. Hvis man kunne opretholde den hastighed i 12 timer hver dag i 100 år, ville totalen være omkring tre milliarder bits - mindre end det vi i øjeblikket kan opbevare på en almindelig fem tommers diskette. Om et årti eller der omkring burde den mængde passe på en enkelt computer chip.
    Skønt disse eksperimenter ikke minder meget om det vi gør i det virkelige liv, har vi ingen hårde vidnesbyrd om, at folk kan lære hurtigere. Til trods for almindelige rapporter om folk med "fotografiske hukommelser", synes ingen at have overkommet, ord for ord, indholdet af så få som 100 bøger eller et enkelt leksikon. Shakespeares komplette værker kommer op på omkring 130 millioner bits. Landauers grænse betyder, at en person ville behøve mindst fire år til at lære dem udenad. Vi har ingen velbegrundede estimater af, hvor megen information vi kræver for at udføre håndværk som maling eller skiløb, men jeg ser ingen grund til, at disse aktiviteter ikke skulle være begrænset på samme måde.

Hjernen menes at indeholde i størrelsesordenen 100 billioner synapser, som skulle have masser af plads til de få milliarder bits af reproducerbar hukommelse. En dag vil det, ved brug af nanoteknologi, blive muligt at bygge så meget opbevaringsplads ind i en pakke så lille som en ært.
    Når vi en gang ved, hvad vi behøver at gøre, burde vore nanoteknologier sætte os i stand til at konstruere erstatningslegemer og hjerner, som ikke vil være begrænsede til at arbejde i den "virkelige tids" kravlende tempo. Begivenhederne i vore computerchips sker allerede millioner af gange så hurtigt som dem i hjerneceller. Derfor kunne vi konstruere vore "sind børn" til at tænke en million gange hurtigere end vi gør. For en sådan skabning kunne et halvt minut forekomme som et af vore år og hver time så lang som en hel menneskelig levetid.

Men kunne sådanne skabninger virkelig eksistere? Mange lærde fra en variation af discipliner holder fast på, at maskiner aldrig vil have tanker som vore, fordi ligegyldigt hvordan vi bygger dem, vil de altid mangle en vigtig ingrediens. Disse tænkere henviser til denne manglende essens med forskellige navne: sanseevne, bevidsthed, ånd eller sjæl. Filosoffer skriver hele bøger for at bevise, at på grund af denne mangel kan maskiner ikke føle eller forstå de ting, som folk gør. Dog er ethvert bevis i hver af disse bøger fejlagtigt, fordi de på den ene eller den anden måde antager det, de prøver at bevise - eksistensen af en eller anden magisk gnist, som ikke har nogen detekterbare egenskaber. Jeg har ingen tålmodighed med sådanne argumenter. Vi bør ikke søge efter nogen enkelt manglende del. Menneskelig tanke har mange ingredienser og enhver maskine vi nogensinde har bygget mangler dusinvis eller hundreder af dem! Sammenlign det computere gør i dag med det vi kalder "tænkning". Det er klart, at menneskelig tænkning er langt mere fleksibel, opfindsom og tilpasningsdygtig. Hvis noget går bare den mindste smule galt med et computerprogram fra i dag, vil maskinen enten stoppe eller frembringe værdiløse resultater. Når en person tænker, går ting også konstant galt, dog modarbejder sådanne problemer os sjældent. I stedet prøver vi simpelthen noget andet. Vi ser på vort problem på en anden måde og skifter til en anden strategi. Hvad sætter os i stand til at gøre dette?
    På mit skrivebord ligger en lærebog om hjernen. Dens indeks har omkring 6.000 linier, der refererer til hundreder af specialiserede strukturer. Hvis man kommer til skade med nogle af disse komponenter, kan man miste evnen til at huske navnene på dyr. En anden skade kan gøre en ude af stand til at planlægge på langt sigt. En anden forringelse kunne gøre en tilbøjelig til pludselig at udtale beskidte ord på grund af skade på det maskineri, der normalt censurerer den form for udtale. Vi ved fra tusinder af lignende kendsgerninger, at hjernen indeholder alsidigt maskineri. Således er ens viden repræsenteret i forskellige former, der opbevares i forskellige områder af hjernen for at blive brugt af forskellige processer. Hvordan er disse repræsentationer? Vi ved det endnu ikke.
    Men indenfor feltet kunstig intelligens har forskere fundet adskillige nyttige måder at repræsentere viden på, hver er bedre egnet til nogen formål end andre. De mest populære bruger samlinger af "hvis-så" regler. Andre systemer bruger strukturer, der kaldes rammer, som minder om former, der skal udfyldes. Endnu andre programmer bruger spinlignende netværk eller skemaer, der minder om træer eller sekvenser af planlignende manuskripter. Nogle systemer opbevarer viden i sproglignende sætninger eller i udtryk af matematisk logik. En programmør starter et nyt job ved at prøve at beslutte hvilken repræsentation, der bedst vil passe til den forhåndenværende opgave. Typisk bruger et computerprogram en enkel repræsentation, der, hvis den fejler, kan forårsage at systemet bryder ned. Denne mangel retfærdiggør den almindelige klage over at computere ikke virkelig "forstår" hvad de laver.
    Hvad betyder det at forstå? Mange filosoffer har erklæret, at forståelse (eller betydning eller bevidsthed) skal være en grundlæggende, elementær evne, som kun et levende sind kan besidde. For mig synes denne påstand at være et symptom på "fysik misundelse" - dvs., de er jaloux på, hvor godt den fysiske videnskab har forklaret så meget ved hjælp af så få principper. Fysikere har gjort det meget godt ved at forkaste alle forklaringer, der forekommer for komplicerede og så i stedet søgt efter enkle forklaringer. Dog virker denne metode ikke, når vi beskæftiger os med hjernens fulde kompleksitet. Her er en forkortelse af, hvad jeg sagde om evnen til at forstå i min bog The Society of Mind:

Hvis man kun forstår noget på en måde, så forstår man det slet ikke virkeligt. Det er fordi, hvis noget går galt, så sidder man fast med en tanke, som blot sidder i ens sind uden noget sted at gå hen. Hemmeligheden med hvad noget betyder for os afhænger af, hvordan vi har forbundet det med alt andet, vi ved. Det er derfor, når nogen lærer "på remse", vi siger, at de ikke virkelig forstår. Hvis man imidlertid har adskillige forskellige repræsentationer, kan man, når en indfaldsvinkel fejler, prøve en anden. Selvfølgelig vil det at lave for mange tilfældige forbindelser gøre et sind til mos. Men godt forbundne repræsentationer lader en vende ideer rundt i sindet, at forestille sig ting fra mange perspektiver, indtil man finder en, som virker for en. Og det er det vi mener med tænkning!

Jeg tror fleksibilitet forklarer, hvorfor tænkning i øjeblikket er let for os og svært for computere. I The Society of Mind foreslår jeg, at hjernen sjældent bruger en enkelt repræsentation. I stedet kører den altid adskillige scenarier parallelt, så der altid er mangfoldige synspunkter til rådighed. Desuden overvåges hvert system af andre på højere niveau, der holder øje med deres præstationer og omformulerer opgaverne, når det er nødvendigt. Fordi hver del og proces i hjernen kan have mangler, burde vi forvente at finde andre dele, der prøver at detektere og korrigere sådanne problemer.
    For at tænke effektivt behøver man mangfoldige processer til at hjælpe med at beskrive, forudsige, forklare, abstrahere og planlægge, hvad ens sind skal gøre derefter. Grunden til at vi kan tænke så godt er ikke, at vi indeholder mystiske gnistlignende talenter og gaver, men at vi anvender selskaber af virksomheder, der arbejder sammen for at hindre os i at sidde fast. Når vi opdager, hvordan disse selskaber virker, kan vi også lægge dem ind i computere. Hvis en procedure i programmet så sidder fast, kunne en anden foreslå en alternativ indfaldsvinkel. Hvis man så en maskine gøre sådanne ting, ville man bestemt tro, at den var bevidst.

Denne artikel angår vore rettigheder til at få børn, at ændre vore gener og at dø, hvis vi ønsker det. Intet populært etisk system har endnu, hvad enten det er humanistisk- eller religionbaseret, vist sig i stand til at leve op til de udfordringer, der allerede står foran os. Hvor mange folk burde bebo jorden? Hvilken slags folk burde de være? Hvordan burde vi dele den til rådighed værende plads? Det er klart, at vi må ændre vore ideer om at lave yderligere børn. Individer undfanges nu ved tilfældigheder. En dag kunne de i stedet blive "komponerede" ifølge overvejede ønsker og konstruktion. Endvidere, når vi bygger nye hjerner, behøver de ikke begynde på samme måde, som vores gør, med så lille viden om verden. Hvilke ting burde vore "sind børn" vide? Hvor mange af dem burde vi frembringe og hvem burde bestemme deres egenskaber?
    Traditionelle systemer for etisk tankegang fokuserer hovedsagelig på individer, som om de var de eneste værdifulde entiteter. Det er indlysende, at vi også må overveje rettighederne og rollerne for skabninger af større størrelse - som de superpersoner vi benævner kulturer og de store, voksende systemer, der kaldes videnskaber - som hjælper os til at forstå verden. Hvor mange sådanne entiteter ønsker vi? Hvilke er den slags vi har mest behov for? Vi burde passe på dem, der bliver låst fast i former, der modstår al videre vækst. Nogle fremtidige muligheder er aldrig set: forestil dig en plan, der kunne gennemse både din mentalitet og min og så samle et nyt, sammensmeltet sind, baseret på den delte erfaring.

Hvad end den ukendte fremtid vil bringe, ændrer vi allerede de regler, der lavede os. De fleste af os vil frygte forandring, men andre vil helt sikkert ønske at flygte fra vore nuværende begrænsninger. Da jeg besluttede at skrive denne artikel, afprøvede jeg disse ideer på adskillige grupper. Jeg blev forbavset over at finde, at mindst tre fjerdedele af de individer, jeg talte med, syntes at føle, at vor livslængde allerede var for lang. "Hvorfor skulle nogen ønske at leve i 500 år? Ville det ikke være kedeligt? Hvad, hvis man levede længere end ens venner? Hvad skulle man gøre med al den tid?" spurgte de. Det forekom, at de hemmeligt frygtede , at de ikke fortjente at leve så længe. Jeg finder det temmeligt bekymrende, at så mange folk resignerer til at dø. Kunne sådanne folk, som føler at de ikke har meget at miste, være farlige?
    Mine videnskabelige venner viste få sådanne bekymringer. "Der er talløse ting, jeg ønsker at finde ud af og så mange opgaver jeg ønsker at løse, at jeg kunne bruge mange århundreder," sagde de. Det er sikkert, at udødelighed ville forekomme utiltrækkende, hvis det betød endeløs svaghed, affældighed og afhængighed af andre, men vi antager en tilstand med perfekt helbred. Nogle folk udtrykte en sundere bekymring - at de gamle måtte dø, fordi de unge er nødvendige til at udrede deres udslidte ideer. Dog, hvis det er sandt, hvad jeg frygter, at vi nærmer os vore intellektuelle grænser, så er den reaktion ikke et godt svar. Vi ville stadig være afskåret fra de store ideer i de oceaner af visdom, der ligger hinsides vor fatteevne.
    Vil robotter arve Jorden? Ja, men de vil være vore børn. Vi skylder vore sind til døden og livet hos alle de skabninger, der nogensinde var engagerede i den kamp, der kaldes evolution. Vort job er at se til, at alt dette arbejde ikke vil ende i meningsløst spild.

* MARVIN MINSKY, pioner i kunstig intelligens og robotik, begyndte sin fornemme karriere med at studere matematik, fysik, biologi og psykologi på Harvard og Princeton universiteterne. I 1951 konstruerede og byggede han sammen med en anden kollega den første lærende maskine med neuralt netværk. Det samme årti opfandt han det nu bredt brugte konfokale scanning mikroskop. Så, efter at være flyttet ned ad floden fra Harvard til Massachusetts Institute of Technology, var han medgrundlægger af Artificial Intelligence Laboratory og laver nu også forskning på Media Laboratory. Hædret med 1990 Japan Prize er han Toshiba Professor of Media Arts and Sciences på M.I.T. Minsky har skrevet talrige artikler og bøger, den seneste er The Society of Mind, udgivet i 1987 og The Turing Option, en science fiction roman skrevet med Harry Harrison i 1992.

Fra Will Robots Inherit the Earth?, Scientific American, oktober 1994, ss. 87-91.

30. december, 2005.

Robotterne kommer
Du, Robot
Index