|
Kontakt, dagen derpå Hvis vi nogensinde opfanger et signal fra E.T., vil det ske snart, siger
astronomerne. Og vi har allerede en god ide om, hvordan begivenhederne vil
udspille sig. Tim Folger*
Kort sagt
En dag sidste forår vendte Frank Drake tilbage til
observatoriet på Green Bank, West Virginia for at gentage en eftersøgning han
først udførte der i 1960 som 30 årig astronom. Green Bank har det største
teleskop, der kan styres, i verden - en 100 meter bred radio skive. Drake
ønskede at rette det mod de samme to sollignende stjerner, han havde
observeret for 50 år siden, Tau Ceti og Epsilon Eridani, hver en smule over
10 lysår fra Jorden, for at se om han kunne detektere radiotransmissioner fra
nogen civilisationer, der måske findes på planeter, som kredser om en af de
to stjerner. Denne ekstra observationsrunde var for det meste ceremoniel for
den mand, som var pioner indenfor den verdensomspændende, samarbejdende
indsats kaldet SETI - søgningen efter extraterrestrial intelligence. Som ung
mand havde Drake halvt om halvt ventet at finde et kosmos, der summede af
det, der svarer til E.T. radioamatør radiosnak. Den ældre Drake ventede ingen
sådanne overraskelser fra Tau Ceti eller Epsilon Eridani. Den mægtige
stilhed, som nogle astronomer kalder fraværet af fremmede kommunikeer,
forbliver ubrudt efter fem årtiers eftersøgning. Og det samme gælder for
Drakes overbevisning om, at det kun er et spørgsmål om tid før SETI får
succes. "For halvtreds år siden, da jeg lavede den første
eftersøgning, tog det to måneder - 200 timers observationstid på Green
Bank," siger Drake, som nu er formand emeritus på SETI institutet i
Mountain View, Californien. "Da jeg tog tilbage i år gav de mig en time
til at gentage eksperimentet. Det viste sig at være alt for lang tid. Det tog
otte tiendedele af et sekund - hver stjerne tog fire tiendedele af et sekund!
Og eftersøgningen var bedre. Jeg så på de samme to stjerner over et meget
bredere frekvensbånd med højere følsomhed og flere kanaler, på otte
tiendedele af et sekund. Det viser, hvor langt vi er kommet. Og hastigheden
på forbedringerne er slet ikke bremset op.
Computer beregningskraft er groft taget fordoblet for hver
to år i løbet af de sidste 50. Drake og andre SETI videnskabsfolk tror, at
indenfor 30 år eller deromkring vil fremskridtene i beregning gøre det muligt
for dem at sigte gennem nok frekvenser fra nok af de 200 milliarder stjerner
i vor galakse til at have en rimelig chance for at finde et signal fra en
udenjordisk civilisation. "Mit gæt - og 'gæt' er det rigtige ord - er,
at antallet af detekterbare civilisationer i vor galakse lige nu er
10.000," siger Drake. "Det
betyder en af hver nogle millioner af stjerner har en detekterbar
civilisation." Hans vurdering, tilføjer han, antager en middel
livslængde på omkring 10.000 år for en teknologisk civilisation. "Om 20
eller 30 år vil vi kunne se på 10 millioner stjerner. Det er udfordringen,
selv om den er baseret på et gæt. Drake er måske for konservativ, siger Seth Shostak, senior
astronom på SETI Institute. "Hvis dette eksperiment opnår, hvad det
fortjener, vil det lykkes indenfor to eller tre årtier," siger han.
"Hvis det ikke gør det, så er der noget fundamentalt forkert i vore
antagelser. Hvis det vil ske, vil det ske snart. Selvfølgelig kunne Drake og Shostak være vildt langt væk
fra grundlaget. Det er ikke svært at finde astronomer, der vil skære antallet
af civilisationer i vor galakse ned til en - vor egen. Men hvis Drake og
Shostak har ret - hvis vi er indenfor nogle få årtier fra at opdage, at vi
ikke er alene i universet - hvad så? Hvad sker der, efter vi detekterer et
signal fra en fremmed intelligens? Kunne vi overhovedet oversætte budskabet?
Hvor sandsynligt er det, at budskabet måske kunne indeholde viden, der ville
omdanne vor kultur? Ville det være farligt at svare og afsløre vor eksistens
for skabninger fra andre verdener? En ting, der bestemt ikke vil ske, hvis SETI forskerne
opdager et sådant signal, er et forsøg fra regeringer på at skjule det eller
enhver slags konspirationsteori. Verden vil høre om nyheden næsten
øjeblikkeligt. Shostak er vis på dette. Det samme er Jill Tarter, direktør
for SETI Institutes forskningscenter. De ved nøjagtigt hvordan begivenhederne
vil udfolde sig, når de endelig finder et signal, for på en Juni morgen for
13 år siden troede de, at de havde modtaget et. Det skete omkring klokken 6 om morgenen. Tarter var på
Green Bank observatoriet, da signalet kom ind. Det var et bundt signaler ved
adskilte frekvenser, med ensartet mellemrum mellem dem, som på en graf
lignede en kam. "Det var tydeligt et maskinfabrikeret signal,"
siger hun. Tarter og hendes kolleger på Green Bank fulgte deres protokoller
for at udelukke falske alarmer. De svang teleskopet væk fra målstjernen.
Signalet forsvandt. De sigtede på stjernen igen. Signalet kom tilbage.
Almindeligt ville de have verificeret den præcise oprindelse af signalet med
et separat teleskop på et observatorium i Woodbury, Georgia. Men lyn havde
fornyligt ramt det teleskop og stegt dets hard drive. Det var det landlige Georgia og det tog tre dage at få
FedEx derind med et erstatningsdrive," siger Tarter. "I mellemtiden
havde vi teleskoptid i West Virginia" - SETI observationer kører
ofte på tommelen på anden vigtig
astronomisk forskning - "og vi ville bruge den. Uden vor anden plads var
det eneste vi kunne gøre at nikke frem og tilbage mellem to forskellige
stjerner. Tarter, som var planlagt til at skulle flyve hjem til
Californien ved middagstid den dag, aflyste sin flyvning og efterlod en
telefonbesked til Chris Neller, hendes assistent i Mountain View, for at
fortælle hende om ænderinger i planen. Sent på eftermiddagen begyndte
målstjernen, der mentes at være kilden til signalet at gå ned bag horisonten.
Det var her Tarter og hendes hold erkendte, at noget var galt. Skønt
målstjernen gik ned syntes kilden til signalet at klatre med uformindsket
styrke. Med tiden bestemte de, at
signalet kom fra en NASA satellit, Solar and Heliospheric Observatory,
eller SOHO. Under al ophidselsen huskede ingen at ringe til Mountain
View kontoret for at fortælle dem, at hele episoden havde været en falsk alarm.
I mellemtiden havde Ann Druyan, Carl Sagans enke, ved et tilfælde ringet til
Mountain View for at tale med Tarter om noget andet. Neller fortalte Druyann
at Tarter var forsinket på Green Bank observatoriet og studerede, hvad der
kunne være et signal fra en udenjordisk civilisation. Druyan ringede
øjeblikkeligt til William J. Broad, videnskabsreporter for the New York
Times. Derefter ringede Broad til Shostak for at bekræfte historien. "Det smukke ved en falsk alarm er, at man ser, hvad
der virkelig sker," siger
Shostak. "Det er ikke længere teoretisk. Ikke en falsk alarm der varer
fem minutter, men hvor man, det meste af en dag, tænker måske er det nu. Man
har disse smarte protokoller, men hvad sker der virkelig? Folk følger ikke
protokoller. Det er ikke fordi folk gør noget skadeligt eller ondskabsfuldt -
man er så opslugt i øjeblikkets spænding, medierne kalder dig øjeblikkelig på
telefonen, folk sender E-mails til deres venner. Hvis der kommer et signal, som overlever den første gransken – et, som hurtigt verificeres af
et andet observatorium - ville astronomerne, der gjorde opdagelsen, sende et
International Astronomical Union (IAU) telegram - nu leveret som E-mail - til
observatorier i hele verden. Astronomer bruger IAU telegrammer til at gøre hinanden
opmærksomme på tidsfølsomme observationer: supernovaer, kometer eller
gammaglimt. Tarter siger, at en SETI observation ville blive behandlet som
enhver anden astronomisk opdagelse. "Hvis der sker noget som det, ønsker
vi at alle, som kan, ser på det med det samme," siger hun. "Vi
ville gerne have folk til at se i retning af signalet, med forskellige
værktøjer, tjekke forskellige frekvenser og prøve at regne det ud." SETI forskerne mener at de ved, i store linier, hvordan et
ET signal vil se ud. For at udmærke sig som indlysende kunstigt mod en
baggrund af naturlig kosmiske radioudstrålinger ville signalet skulle være
snævert med en masse energi pakket ind i nogle få frekvenser. Naturlige
fænomener som pulsarer og interstellare gasser udspyr radiostråling ved mange
forskellige frekvenser. Hvis et observatorium nogensinde modtager et snævert
signal kommende fra astronomisk afstand, ville kilden næsten med sikkerhed
være kunstig. Ifølge frivillige, ikke bindende protokoller vedtaget af
SETI forskere verden rundt ville IAU astronomer, hvis de bekræftede et signal
som ægte, gøre FN og forskellige ledere i verden opmærksomme på det. Tarter
siger, at nogle generøse SETI sponsorer også ville modtage diskrete
takkeopringninger. På dette punkt ville astronomerne, der gjorde opdagelsen,
være frit stillet til at afholde en pressekonference - hvis historien ikke
allerede var blevet lækket. Men selv disse beskedne begrænsninger ville
sandsynligvis blive overtrådt. "Protokollerne er kun en fin ide,"
siger Shostak. "De er ligesom rødt lys i Napoli, Italien," ler han.
"De er forslag." Hvad sker der så? En triumferende bekendtgørelse, fulgt af
overskrifter? Panik? New Age festligholdelse af galaktisk harmoni?
Sandsynligvis ingen af de overstående, undtaget overskrifterne, hvis Douglas
Vakoch har ret. Valoch, der er trænet
som psykolog, har kontor på gangen overfor Tarter på SETI Institutet og må
have en af verdens mest usædvanlige jobtitler: direktør for interstellar
komposition af budskaber. "Mens vi måske er i stand til at detektere, at der er
et signal, der i det mindste i begyndelsen ser distinkt kunstigt ud, har jeg
mistanke om, at selv den påstand vil der blive sat spørgsmålstegn ved,"
siger Vakoch. "Der ville være masser af folk, som prøver at komme med
naturlige forklaringer. Jeg tror antagelsen, at en dag er der nogen der
bekendtgør, at vi har opdaget udenjordisk intelligens og nu ved verden det,
er en forkert antagelse, fordi der vil være meget mere flertydighede i
processen. Det kunne være lig med hvad der fornylig blev betragtet som en
plausibel påstand, at der var vidnesbyrd om fossiler i Mars meteoriter -
interessant nok at overveje, men lad os nu se på det i de næste par
måneder." Selv hvis signalet bekræftes som en autentisk transmission
fra en udenjordisk civilisation er det usandsynligt, at astronomer ville
kunne uddrage nogen information fra det i mange år. SETIs instrumenter er
konstrueret til at lede efter varige, periodiske radiopulser med snæver
båndbredde - bærebølger der er kraftige nok til at kunne detekteres over
mange lysår. Selve pulsen ville ikke give nogen information, anden end dens
kunstige natur. Indhold med et budskab ville sandsynligvis være i form af
ændringer i amplitude eller frekvens begravet inde i pulsen. Selv et stort
radioteleskop ville skulle skanne et lille stykke himmel gentagne gange for
at opbygge signalpulsen over baggrundsstøjen. Når det gjorde det ville det
midle modulationer på finere tidsskalaer, der måske indeholdt et budskab. Opløsning
af budskabet ville kræve en antenne, der er meget kraftigere end Jordens
største, 305 meter disken i Arecibo, Puerto Rico. "Man skulle bruge noget i størrelsesordenen 10.000
gange større end Arecibo," siger Shostak. I stedet for en enkelt enorm
disk ville et sådant teleskop sandsynligvis bestå af mange mindre antenner
spredt over et stort område og forbundet elektronisk. Konstruktion af et
sådant instrument ville kræve internationalt samarbejde og finansiering, uden
nogen garanti for at budskabet - hvis signalet indeholdt et - nogensinde
kunne tydes. "Det er ikke noget man gør fra dag til dag," siger
Shostak. "Det er et stort projekt. Jeg tror, vi ville gøre det, fordi vi
ville ønske at vide, hvad de siger." Når man tager hensyn til politiske debatter og den
nødvendige tid til bygning af et teleskop, der er følsomt nok til at
analysere signalet, ville der gå år før astronomer eller kryptografer kunne
begynde at forsøge at tyde et budskab fra stjernerne. Selv om den første
kontakt med en anden intelligens i sig selv ville være en af de vigtigste
videnskabelige opdagelser nogensinde, ville manglen på nogen yderligere viden
om den fremmedes natur begrænse den øjeblikkelige kulturelle betydning.
Fortællingen om opdagelsen ville optage overskrifterne for en tid, men vor
kollektive opmærksomhed ville uundgåeligt gå videre, mens forskerne søgte at
oversætte budskabet. "Jeg tvivler ikke på, at modtagelsen af et sådant
budskab ville være et enormt og ægte spændende øjeblik," siger Charles
T. Rubin, politisk filosof på Duquesne University, som studerer de sociale
emner, der opstår fra SETI forskning. "Men jeg tror ikke det ville
forårsage et mægtigt kulturelt skift, fordi ideen om udenjordiske er
almindelig både i populær kultur og i videnskabelige cirkler. Det ville
bekræfte, hvad mange allerede har mistanke om er sandt." Hvis en nation eller en gruppe nationer beslutter at bygge
et instrument, der ville give os en chance for at bryde et udenjordisk
budskab, hvor sandsynligt er det så, at det ville lykkes? Sagan, en tidlig
fortaler for SETI, forestillede sig, at vi måske ville modtage en
Encyclopedia Galactica, fyldt med den akkumulerede viden fra mange avancerede
udenjordiske civilisationer. Nogle SETI forskere antog - og antager stadig -
at videnskabens sprog måske kunne være et fælles grundlag for kommunikation.
Kathryn Denning, antropolog på York University i Toronto og medlem af SETI
Post-Detection Task Group er mindre tillidsfuld. "Vi render ind i et problem, som ikke kan reduceres
yderligere, med kommunikation der ikke er ansigt til ansigt og det er
problemet med at etablere en reference," siger Denning. "Hvis du og
jeg taler forskellige sprog og vi er i samme rum, kan jeg pege på et bord og
jeg kan sige 'bord' og du udleder, at 'bord' er mit ord for den ting og så
kan vi gå videre derfra. Det har været måden at lære sprog på gennem tiderne.
Hvis man ikke er i direkte kontakt, hvis man ikke kan udføre pege øvelsen, er
der altid dette spørgsmål om, hvad man henviser til i de første kommunikationer.
Videnskabsfolk - især fysiskforskere og matematikere - har tendens til at
være mere tilbøjelige til at mene, at fordi vi behandler de samme fysiske
strukturer i universet, kan vi bruge dem som vor Rosetta Sten, så at sige, og
bygge op derfra - sende hinanden
værdien af pi og så kan vi gå igang. Men antropologer tenderer til ikke at
være så komfortable med det. Der kan ske fejl helt i starten. Hvis jeg,
f.eks., giver dig et signal - beep, beep, beep - er det tre eller to? Tæller
vi beep'ene eller mellemrummene? Vi har forudfattede antagelser." John R. Elliot, forsker på Leeds Metropolitan University i
England som studerer kunstig intelligens og sprogs struktur, forbereder
allerede den dag, vi modtager det første udenjordiske budskab. Selv hvis det
viser sig umuligt at oversætte budskabet, kunne det være muligt at opdage
mønstre, som Elliot mener er fundamentale i alle sprog. Disse mønstre kunne
måske afsløre noget om naturen af de skabninger, der sendte budskabet, især
hvordan deres intelligensniveau er sammenlignet med vort eget. Elliot har udtænkt et computerprogram, der sammenligner
ethvert ukendt sprog med en database på 60 menneskelige sprog. Alle sprog,
siger han, deler hvad han kalder funktionelle elementer - ord som
"hvis," "og," og "men" - der bryder et sprogs
kompleksitet op i overkommelige klumper. Disse klumpers længde - navneord,
udsagnsord og andre ord indeholdt mellem de funtionelle elementer - giver et
mål for vore kognitive evner. "Det åbner et vindue mod vor måde at
indføre information, måden vi strukturerer vore sætninger på," bemærker
Elliot. "Det viser vore begrænsninger som intelligente forfattere." Elliot siger, at hans computerprogram viser, at de
funktionelle elementer i alle menneskelige sprog typisk ikke er adskilt af
mere end ni ord. Hvis man antager, at et ET signal ankommer som en binær
strøm af etter og nuller, ville hans program lede efter mønstre i budskabet
og forsøge at identificere forekomsterne af funktionelle elementer.
Programmet ville, ideelt, give os et groft mål for de fremmedes IQ ved at
sammenligne middelintervallet mellem vore hvis'er og'er og men'er med deres.
"Alt over 10 betyder at de overstiger menneskelig opfattelse,"
siger han. Elliot mener, at han kunne afgøre om et signal bærer et sprogs egenskaber
i løbet af nogle få dage; han kunne måske bestemme om det indeholder
billeder. "Om den betydningsmæssige
tolkning? Vi tolker det måske aldrig."
Nogle SETI fortalere foreslår, at vi burde gøre mere end at
vente passivt på et signal. De mener, vi burde sende signaler og lade enhver
der lytter vide, at vi er her. Sidste forår (2010, o.a.) sagde Stephen
Hawking i en Discovery Channel serie, at transmission af budkaber uden at
vide, hvad der er derude, kunne være farligt. Han advarede om muligheden for
jagende fremmede, der hærgede resourcerne i verden efter verden. "Hvis
fremmede besøger os," sagde han, "ville resultatet være meget som
da Colombus landede i Amerika, hvilket ikke gik så godt for de indfødte
amerikanere." SETI samfundet synes at være delt om det kloge i at sende
budskaber eller at vente til det rigtige tidspunkt. Men under alle
omstændigheder er det sandsynligvis for sent. Radio og TV signaler har lækket
fra vor planet i årtier nu. "I Love Lucy har allerede passeret 10.000
stjerner," siger Dan Wertheimer, SETI forsker på University of
California, Berkeley, som hjalp med at udvikle SETI@Home projektet, der lader
enhver downloade software til en hjemmecomputer for at hjælpe med at behandle
SETI data. Desuden er der ingen grund til at en udenjordisk civilisation ikke
skulle lægge mærke til Jorden ved brug af de samme - eller bedre teknikker,
som jordiske astronomer allerede bruger til at finde planeter omkring andre
stjerner. Geoffrey W. Marcy, astronom på Berkeley, som har spillet førende
rolle i opdagelsen af dusinvis udensols planeter, siger, at ved slutningen af
dette århundrede vil rumbaserede teleskoper sætte os i stand til at kortlægge
disse verdeners kontinenter og oceaner. Og hvis vi snart gør det, er det
sandsynligt at udenjordiske civilisationer - hvis der findes nogen - også gør
det. "Fremmede, der har mere end 1.000 års forspring i
forhold til os, kunne lytte til vores kommunikation lige nu," siger
Marcy. "De kunne læse vore læber. Så denne passive versus aktive ting
giver ingen mening for mig. Vi kan ikke skjule os - det er skørt! Mere end
myrerne kan skjule sig for os mennesker. Det ville være som en myre, der
snakker med en anden myre. 'Oh, det er bedst vi ikke taler, fordi menneskene
ville vide, vi er her og de træder måske på os.' Nej, jeg beklager folkens, i
myrer kan ikke skjule sig for os!" Drake mener, at der ikke er grund til Hawkings frygt, for
det meste fordi interstellar rejse måske er praktisk umuligt, hvilket han
også mener besvarer Fermi paradokset, opkaldt efter Enrico Fermi, den
italienske fysiker, som først stillede det: Hvis udenjordiske civilisationer
eksisterer, hvorfor har vi så ikke set dem endnu? Givet galaksens alder og
dens 200 milliarder stjerner burde i det mindste en civilisation have
koloniseret galaksen nu. Drake gør indsigelser. ”For at få en ide om hvorfor selv en meget lille mission
ikke vil virke, kan man forestille sig et rumfartøj på størrelse med et 737
luftfartøj med måske 50 passagerer. Antag, at den nærmeste stjerne med en
beboelig planet kun er 10 lysår borte, hvilket er temmelig tæt på – der er
kun få stjerner så tæt på. Og antag, at man kan rejse med 10 procent af
lyshastigheden. Hvorfor det tal? Det bliver aldrig nævnt i disse diskussioner
om rumrejser, men hvis man bevæger sig lidt hurtigere end det, omkring 12
procent af lysets hastighed og man rammer en småsten, så er energien i det
sammenstød den samme som den masse ville udløse, hvis den blev brugt i en
kernefusionsbombe. Det ville sprænge rumfartøjet i stykker. En småsten på
hele turen slutter missionen.” Men Drake mener, at SETIs begrænsede midler
bør gå til eftersøgning, ikke udsendelser. Marcy siger, at Fermi paradokset udgør et ægte problem for
SETI forskerne og han ser kun tre mulige løsninger. ”Kendsgerningen, at
fremmede ikke er landet fortællere en at de er sjældne, eller at rumfart er
meget svært, eller at det ikke er værd at gøre.” Måske siger Hawkings frygt mere om os end om nogen
fremmede, vi kan møde. Givet vor egen arts historie, hvem ville så have mest
frygt for kontakt, mennesker eller de udenjordiske? SETI afspejler
uundgåeligt vore egne drømme og natlige mareridt om vor plads i universet.
Når vi postulerer tilstedeværelsen af civilisationer på andre verdener,
ekstrapolerer vi vildt fra et enkelt kendt eksempel – vor egen ømtålelige,
bemærkelsesværdige eksistens. Realistisk set vil eftersøgningen af kontakt være et
foretagende, der strækker sig over århundreder – hvis vor egen civilisation
holder så længe. SETI er måske det mærkeligste og mest yderligtgående
eksperiment i vor verdens historie. En af SETIs grundlæggende fædre, afdøde
Philip Morrison, fysiker på Massachusetts Institute of Technology,
sammenlignede SETI projektet med middelalderens og renaissancens bevarelse af
den klassiske antiks viden, i hvilken lærde arbejdede i generationer. Den
tålmodige oversættelse af gamle tekster afslørede en verden, der var gået
tabt og transformerede med tiden den verden, som de lærde troede de kendte. En dag opdager vi måske, at vi ikke er alene og at
intelligens faktisk er almindelig i universet. “Hvis SETI lykkes, så skete
intelligens mindst eet andet sted,” siger Shostak. “Så skete det
sandsynligvis masser af steder. I astronomi er de eneste tal et, to og
uendeligt. Så hvis man får to er der sandsynligvis mange flere. Det er som at
finde to elefanter.” The Eerie Silence:
Renewing Our Search for Alien Intelligence. Paul Davies. Houghton Mifflin
Harcourt, 2010. En debat mellem Carl Sagan og Ernst Mayr om chancerne for
at finde E.T. liv: www.planetary.org/explore/topics/search_forlife/seti/seti_debate.html For aliens only! En uformel gruppe på 100 forskere,
kunstnere og futurister sammensætter en åben invitation til alle E.T.'er i et
tidligt forsøg på planetar opmærksomhed: www.ieti.org The International Academy of Astronautics kvantiserer
betydningen af mulige E.T. signaler: www.setileague.org/iaaseti/rioscale.htm SETI Institutets hjemmeside har information om teleskoper,
essays om E.T. signaler, podcasts og mere: www.seti.org
* Tim Folger har skrevet om
videnskab i mere end 20 år. I 2007 vandt han American Institute of Physics science writing award. Hans arbejde har været i Discover, National Geographic, Science
og andre nationale publikationer. Fra Contact the Day After, Scientific
American, Januar 2011, side 26-31.
|
