Inde i dyrs sind

Videnskaben afslører hvor kvikke andre arter kan være – og rejser nye spørgsmål om hvordan vi behandler dem

Jeffrey Kluger

For ikke så længe siden tilbragte jeg formiddagen med at drikke kaffe med Kanzi. Det var ikke min ide. Kanzi inviterede mig, men han gjorde det ikke på sin sædvanlige afsnubbede måde. Kanzi er en fyr af få ord - 384 af dem ved en formel optælling, skønt han sandsynligvis kender dusinvis flere. Han har en perfekt fungerende stemme - meget klar, meget udtryksfuld og meget, meget høj. Men den er ikke særlig god til at forme ord, hvilket er som det skal være, når man er en bonobo, den nære og mere fredelige fætter til chimpansen.

Men Kanzi er trods alt snaksom. I det meste af hans dag holder han en slags ordbog i nærheden - tre laminerede, dækkeserviet-lignende ark fyldt med hundreder af farverige symboler, der repræsenterer alle de ord, han har lært af sine passere eller selv har opsamlet. Han kan bygge tanker og sætninger, endda bøje verberne, alt ved at pege. Arkene indeholder ikke blot nemme navneord og udsagnsord som bold og ribsgele og løbe og kilde men også begrebsord som fra og senere og grammatiske elementer som -ende og -ede endelser, der betegner tid.

Kanzi kender betydningen af at bryde isen, før man går igang med forretningerne. Så han peger på kaffeikonet på hans ordbog og peger så på mig. Derefter fejer han sin hånd bredere og medtager primatologen Sue Savage-Rumbaugh, forsker på Great Ape Trust - forskningscenteret i Des Moines, Iowa, som Kanzi kalder hjem - og lederen af laboratoriet Tyler Romine. Romine henter fire kopper kaffe - varm, men ikke for varm - tager en hen til Kanzi i hans patio indelukke på den anden side af en plexiglasrude og slutter sig så til os. Kanzi nipper - sluger, faktisk - og da vore stemmer opsamles af mikrofoner, lytter han mens vi taler.

"Vi fortalte ham, at der kom en besøgende," fortæller Savage-Rumbaugh mig. "Han har været spændt, men han var stædig i morges og vi kunne ikke få ham til at komme ud i gården. Så vi var nødt til at forhandle et stykke honningmelon i udveksling." Honningmelon er endnu ikke på Kanzis ordliste; i stedet peger han på ikonerne for grøn, gul og vandmelon. Da han prøvede grønkål kaldte han det "langsom salat," fordi det tager længere tid at tygge end almindelig salat.

Great Ape Trust, et ikke-for-profit foretagende, er hjem for syv bonoboer, inklusive Kanzis babysøn Teco, født den 1. juni i år. Kanzi er slet ikke den første abe, der har lært sprog. Den berømte Koko, Washoe og andre kom før ham. Men Trust'en tager en ny indfaldsvinkel, hvor de opdrager aber fra fødslen med talt og symbolsk sprog som en konstant egenskab ved deres dage. Ligesom menneskelige mødre tager babyer på gåture og snakker med dem om, hvad de ser, selv om barnet endnu ikke forstår, så fortæller forskerne ved Trust'en også deres bonoboers liv. Ved hjælp af sådan total fordybelse lærer aberne at kommunikere bedre og med større kompleksitet.

Alligevel er Kanzi idag ikke interesseret i at sige meget og foretrækker at løbe og springe og fremvise sin fysiske dygtighed i stedet. "Bold," han banker let på et af sine ark, da han drikker det sidste af sin kaffe.

"Fortæl ham, at du vil hente den til ham," instruerer Savage-Rumbaugh mig og viser mig så, hvor de nødvendige symboler er på et ark, jeg har i hånden. "Ja, jeg vil jage bolden til dig," peger jeg langsomt ud, jage er et ord Kanzi bruger vekslende med få.

Det tager mig et stykke tid at finde bolden i et kontor nede ad gangen og da jeg omsider vender tilbage spørger Savage-Rumbaugh mundtligt Kanzi, "Er du klar til at spille?" Han ser på os med en sur mine. "Forbi klar," tapper han.

Mennesker har et omfattende forhold til dyr. De er vore ledsagere og vore formuer, vore familiemedlemmer og arbejdere, vore kæledyr og vore plager. Vi elsker dem og sætter dem i bur, beundrer dem og misbruger dem. Og, naturligvis, vi tilbereder dem og spiser dem.

Vi har behændigt - og ikke urimeligt - haft den opfattelse, at vi kan gøre med dyr, som vi lyster, simpelthen fordi de ikke lider på den måde, som vi gør. De tænker ikke, ikke på nogen meningsfuld måde. De bekymrer sig ikke. De har ingen fornemmelse af fremtiden eller deres egen dødelighed. De danner måske par, men de elsker ikke. Så vidt vi ved, er de måske ikke engang bevidste. "Grunden til at dyr ikke taler, som vi gør, er ikke, at de mangler organerne," sagde René Descartes engang, "men at de ikke har nogen tanker." For mange folk giver Biblen det stærkeste argument af alle. Menneskelige skabninger blev givet "herredømmet over markens dyr," og der kan diskussionen mere eller mindre stoppe.

Men et efter et bliver digerne, vi har opbygget mellem os selv og dyrene, skyllet væk. Mennesker er de eneste dyr, der bruger værktøj, plejede vi at sige. Men hvad med de fugle og aber som vi nu også ved gør det? Jamen så er mennesker de eneste, der er empatiske og gavmilde. Men hvad med de aber der praktiserer godgørenhed og elefanterne der sørger over deres døde? Mennesker er de eneste, der oplever glæde og et kendskab til fremtiden. Men hvad med det engelske studium fra sidste måned der viste, at grise opdrættet i komfortable miljøer udviser optimisme og bevæger sig forventningsfuldt mod en ny lyd, i stedet for at trække sig varsomt bort fra den? Og hvad angår mennesker som de eneste dyr med sprog? Selveste Kanzi kunne fortælle dig, at det ikke er sandt.

Alt det tvinger os til at se på dyr på en ny måde. Med sin bog fra 1975, Animal Liberation, startede bioetikeren Peter Singer fra Princeton University det, der blev kendt som dyrerettighedsbevægelsen. Evnen til at lide, hævdede han, er en stor udligner gennem arterne og vi burde ikke påføre smerte eller forårsage frygt i et dyr, som vi ikke ville ønske at opleve selv. Denne ide er aldrig blevet mødt med universel tilslutning, men nye studier gør den mere legitim end nogensinde. Det er ikke nok at studere et dyrs hjerne, siger forskerne nu; vi er nødt til at kende deres sind.

Usandsynlig sprogkyndig Kanzi, en 29 år gammel bonobo er opvokset med sprog siden fødslen.

Bevidste skabninger

Der er en masse forhindringer i vejen for vor forståelse af dyreintelligens - ikke mindst at vi ikke engang kan blive enige om, hvorvidt ikkemenneskelige arter er bevidste. Vi accepterer, at chimpanser og delfiner oplever opmærksomhed; vi kan godt lide at mene, at hunde og katte gør. Men hvad med mus og flagermus? Hvad med en flue? Foregår der overhovedet noget der? En lille hjerne i et simpelt dyr har nok at gøre med at kontrollere grundlæggende kropsfunktioner. Hvorfor spilde synapser og bevidsthed hvis systemet kan køre på autopilot?

Der er mere end artschauvinisme i det spørgsmål. "Under en vis tærskel er det helt muligt, at der ikke er nogen subjektiv oplevelse," siger den kognitive psykolog Dedre Gentner fra Northwestern University. "Så vidt jeg ved, er det ikke nødvendigt at tilskrive en kakerlaks adfærd mere end et sæt lokale reflekser, der får den til at løbe væk fra slemme ting og mod gode ting"

Det er umuligt at sige, hvor den streg skal tegnes, da vor vurdering farves af vore følelser for enhver given art. En kakerlak har sandsynligvis ikke mindre hjernekraft end en sommerfugl, men vi er hurtigere til at nægte den bevidsthed, fordi det er en art, vi ikke bryder os om. Alligevel er de fleste forskere enige om, at opmærksomhed sandsynligvis kontrolleres af en slags kognitiv rheostat, hvor bevidstheden brænder mest lyst i mennesker og andre høje dyr og svinder hen til en blafren  - og endelig mørke - i de meget lave.

"Det ville være urimeligt at nægte pattedyr bevidsthed," siger Steven Pinker, Harvard psykolog og forfatter til The Stuff of Thought. "Fugle og andre hvirveldyr er næsten sikkert også bevidste. Når det kommer til østers og edderkopper, er vi på mere usikker grund."

Blandt dyr, som er opmærksomme på deres eksistens, falder intellektet også på en glidende skala, der ofte ses som funktion af hjernestørrelse. Her kan mennesker lide at mene, de er konger. Den menneskelige hjerne er stor - omkring 1.400 gram. Men delfinhjernen vejer op til 1.700 gram og spækhuggeren bærer en hjerne på monsterstørrelse på 5.600 gram. Men vi er mindre end delfinen og meget mindre end hvalen, så når man korrigerer for kropsstørrelse er vi tilbage på førstepladsen, ikke? Nix. Spidsmusens hjerne vejer blot 0,1 gram, men i forhold til dens lillebitte legeme er dens hjerne større end vores.

Selv om hjernens størrelse afgjort står i forhold til, hvor vaks man er, kan man lære meget mere fra dens struktur. Højere tænkning finder sted i cerebral cortex, den mest udviklede del af hjernen og en mange dyr mangler. Pattedyr er medlemmer af cerebral-cortex klubben og som en regel gælder, at jo større og mere komplekst det hjerneområde er, jo mere intelligent er dyret. Men det er ikke den eneste rute til kreativ tænkning. Overvej brug af værktøj. Mennesker er magikere med værktøjer, aber er fikse med dem og oddere har mestret opgaven med at smadre bløddyr med klipper for at komme til kødet indeni - hvilket tæller, selv om det er primitivt. Men hvis kreativiteten lever i cerebral cortex, hvorfor er corvidae, den klasse fugle som inkluderer krager, spætter, ravne og alliker, bedre til at bruge værktøjer end næsten alle ikkemenneskelige arter.

Krager, f.eks., har vist sig som mestre i at bøje tråd for at skabe en krog, så de kan fiske en kurv føde op fra bunden af et plasticrør. Mere bemærkelsesværdigt fandt en zoolog på University of Cambridge - den passende navngivne Christopher Bird - at rågen, et medlem af kragefamilien, kunne fornuftslutte igennem til at tabe sten i en kande delvist fyldt med vand for at hæve det nok til at den kunne drikke af det. Hvad mere er valgte rågerne de største sten først, idet de tilsyneladende erkendte, at de ville hæve niveauet hurtigere. Æsop skrev en fortælling om en fugl, der klarede en sådan opgave for mere end 2.500 år siden, men det krævede en forsker fra det 21. århundrede at vise, at bedriften ikke er nogen fabel.

Hvordan fuglene udførte et sådant kunststykke uden en cerebral cortex har sandsynligvis noget at gøre med et område af hjernen, de deler med pattedyr: de basale ganglia, mere primitive strukturer involveret i læring. Pattedyrs basale ganglia udgøres af et antal strukturer, mens dem i fugle er strømlinede ned til en. Tidligere i år fandt samarbejdende hold på MIT og Hebrew University of Jerusalem, at mens de specialiserede celler i hver sektion af pattedyrs basale ganglia udfører ligeså specialiseret arbejde, multitasker dem i de udiffenrentierede i fugle og udfører alle de opgaver på en gang. Resultatet er det samme - information behandles - men fugle gør det mere effektivt.

Hvad angår corvidae og andre dyr er det, der driver deres intelligens endnu højere, ikke deres hjerners struktur men deres samfund. Det er nemmere at være et enligt dyr end et socialt. Når man jager og æder alene, som polarbjørnen, behøver man ikke udkæmpe kampe om magten eller samarbejde i at drive jagt på bytte. Men det er i den adfærd - især jagten - at dyr opfører sig klogest.

Krager og andre corvidae er mestre i at bruge værktøj, et resultat af både smarte hjernekredsløb og fuglenes komplekse sociale struktur

Tænk på dyrenes konge. "Løver gør meget cool ting," siger dyrebiologen Christine Drea fra Duke University. "Et dyr placerer sig til bagholdet og et andet skubber byttet i den retning." Endnu mere imponerende er den uskønne hyæne. "En hyæne kan på egen hånd nedlægge en gnu, men det kræver adskillige at nedlægge en zebra," siger hun. "Så de planlægger størrelsen af jagtselskabet på forhånd og går så på jagt efter det særlige bytte. Faktisk siger de, Lad os få nogle zebraer. De vil endda gå forbi en gnu, hvis de ser en på vejen."

Sidste år gennemførte Drea et studium af hyæners samarbejde, hvor hun slap par løs i en fold, i hvilken et par reb hang ned fra en platform. Hvis dyrene trak i rebene samtidigt - og kun samtidigt - ville platformen levere føde. "Det første par gik ind i folden og regnede det ud på mindre end to minutter," siger Drea. "Min kæbe faldt bogstavelig talt."

For denne slags dyr er det ikke klart, hvad forholdet mellem årsag og virkning er - om det at leve kooperativt skubber til intelligensen eller om medfødt intelligens gør det nemmere at leve kooperativt. Det er afgjort bemærkelsesværdigt at corvidae er de mest sociale blandt fuglene, med lange liv og stabile gruppebindinger og at det er dem, der har vist sig så behændige. Det er også bemærkelsesværdigt, at hjord dyr som køer og buffalo udviser lille intelligens. Skønt de lever kollektivt, er der kun lidt form på deres samfund. "I en buffalo hjord er Bob ligeglad med, hvor Betty er," siger Drea. Men blandt primaterne, sociale kødædere, hvaler og delfiner har hvert individ sin særlige plads."

Selv og andre

Det er nemt nok at studere hjernen og et dyrs adfærd, men det er vanskeligere at kortlægge dybere kognitive evner. En af de vigtigste ting, menneskelige børn skal lære, er noget, der kaldes sindets teori: ideen, at ikke al viden er universel viden. Et lille barn, der ser en babysitter skjule et legetøj i et rum, vil antage, at enhver, der kommer ind i rummet bagefter, også ved hvor legetøjet er. Det er først omkring alderen 3, at børn erkender, at bare fordi de ved noget, betyder det ikke, at nogen andre også ved det.

Sindets teori er central i kommunikation og bevidsthed om sig selv og det er sjældent, at dyr udvider den, skønt nogen gør. Hunde forstår medfødt, hvad det betyder at pege: at nogen har information at dele og at ens opmærksomhed henvises til det, så man også kan lære. Det forekommer enkelt, men kun fordi vi er født med evnen og, forresten, har fingre at pege med.

Store aber kommer til trods for deres imponerende intellekt og femfingrede hænder ikke fabriksklar til at pege. Men de savner måske blot lejligheden til at praktisere det. En babyabe giver sjældent slip på sin mor og klynger sig til hendes bug, mens hun går på knoerne fra sted til sted. Men Kanzi, som blev opdraget i fangenskab, blev ofte båret i menneskearme og det lod hans hænder fri til kommunikation.

"På tidspunktet, hvor Kanzi var 9 måneder gammel, pegede han allerede på ting," siger Savage-Rumbaugh. Jeg bevidnede, at han gjorde det i Iowa, ikke kun da han inviterede mig på kaffe, men også da han fejede sin hånd mod gangen i en skynd-dig bevægelse, da jeg gik efter hans bold.

At pege er ikke den eneste indikator på en kvik art, der fatter sindets teori. Skovskader, en anden corvidae, gemmer føde til senere afhentning og er meget opmærksomme på, om der er andre dyr i nærheden, som kan iagttage, hvor de har et gemmested. Hvis skaderne virkelig er blevet iagttaget, vil de vente indtil det andet dyr fjerner sig og så flytte føden. De ikke blot forstår, at et andet dyr har et sind; de manipulerer også med det, der er indeni.

Guldstandarden til at demonstreree en forståelse af selv-andre skelnen er spejlprøven: hvorvidt et dyr kan se sin spejling og genkende hvad det er. Det kan være kært, når en killing ser sig selv i et spejl i fuld længde og løber rundt til den anden side af døren for at lede efter det, den mente var en legekammerat, men det er ikke stof til klassens nummer et. Elefanter, aber og delfiner er blandt de få skabninger, der kan bestå spejlprøven. Alle tre reagerer passende, når de ser i et spejl efter en plet maling er sat på deres pande eller en anden del af kroppen. Aber og elefanter vil række op for at røre ved mærket med en finger eller snabel i stedet for at række ud efter spejlingen. Delfiner vil placere sig, så de kan se spejlingen af mærket bedre.

"Hvis man sætter et armbånd på en orangutang og sætter den foran et spejl, ser den ikke kun på armbåndet,"siger Bhagavan Antle, direktø for Institutet for meget truede og sjælne arter i Myrtle Beach, S.C. "Den sætter armbåndet op til ansigtet og ryster det. Den vekselvirker med sin spejling."

Med eller uden at være kvik foran spejlet er nogle dyr også mestre i at begribe abstraktioner, især ideerne om det samme og forskellighed. Små børn ved, at et billede af to æbler er forskelligt fra et billede af en pære og en banan; i et tilfælde passer objekterne sammen og i det andet gør de ikke. Det er vanskeligere for dem at tage det næste skridt - at passe et billede af to æbler korrekt til et billede af to bananer i stedet for et billede af en appelsin og en blomme.

"Det kaldes relationer mellem relationer og det er en grundlæggende ramme for intelligens," siger psykologen Ed Wasserman fra University of Iowa. Sidte år gennemførte Wasserman et studium, der viste, at nogle dyr er begyndt at bygge den ramme. I hans forskning fik bavianer og - overraskende - duer ideen om relationer-mellem-relationer og identificerede den korrekte parring med et pik (med næbbet) eller en joystick, når billederne blev vist i glimt på en skærm.

Det er bemærkelsesværdigt, at ligesom mennesker bedre forstår en ide, når de har en betegnelse til at beskrive den (forestil dig at forklare, f.eks., tilfredsstillelse hvis ordet ikke fandtes), så drager dyrene også fordel af sådanne betegnelser. Psykologen David Premack fra University of Pennsylvania fandt, at når chimpanser fik lært symboler for samme og forskellig, klarede de sig bedre i efterfølgende analogiprøver.

Elefanter er meget familiære og ser ud til at sørge over deres døde. Hvis de finder elefantknogler, undersøger de blidt kraniet.

Hinsides kvik

Hvis dyr kan drage fornuftslutninger - selv hvis det er på en måde, vi finder grov - bliver det uundgåelige spørgsmål, Kan de føle? Oplever de empati eller medlidenhed? Kan de elske eller bekymre sig eller håbe eller sørge? Og hvad siger det om, hvordan vi behandler dem? For videnskaben ville det sikreste være, at fjerne sig fra sådanne spørgsmål, som er fyldt med faldgrupper af det uudgrundelige. Men videnskaben kan ikke gøre for det og i det mindste nogle forskere udforsker også disse ideer.

Det er godt fastslået, at elefanter ser ud til at sørge over deres døde, hvor de dvæler ved en hjordkammerats krop med noget, der ligner sorg. De viser lignende interesse - endda det der ligner respekt - når de træffer på elefantknogler; de undersøger dem blidt med særlig opmærksomhed på kraniet og stødtænderne. Aber holder sig også tæt på en død tropskammerat i dagevis.

Empati for levende medlemmer af den samme art er heller ikke uhørt. "Når rotter er i smerte og vrider sig, vil andre rotter, som ser på, vride sig parallelt," siger Marc Hauser, professor i psykologi og antropologisk biologi på Harvard. "Man har ikke brug for neurobiologi til at fortælle en, at det antyder opmærksomhed." Et studium fra 2008 af primatologen Frans de Waal og andre på Yerkes National Primate Research Center i Atlanta viste, at når capuchin aber blev tilbudt et valg mellem to poletter - en der ville købe to skiver æble og en der ville købe en skive til hver af dem og en partner abe - så valgte de den gavmilde mulighed, forudsat at partneren var et familiemedlem eller i det mindste bekendt. Yerkes holdet mener, at en del af capuchinernes adfærd skyldtes en enkel følelse af fornøjelse, som de opnår ved at give, en ide der stemmer overens med studier af den menneskelige hjerne, der afslører aktivitet i belønningscentrene efter subjekterne har givet til velgørenhed.

Dyreliberationist Singer mener, at sådanne vidnesbyrd om ædle impulser blandt dyr er et helt fint argument til forsvar for deres ret til at leve et værdigt liv, men det er ikke nødvendigt. Faktisk er en af hans centrale præmisser, at i den udstrækning mennesker og dyr kan opleve deres verdener, er de ligeværdige.  "Lignende mængder smerte er lige slemme," siger han, "om den så føles af et menneske eller en mus."

Hauser indtager et mere nuanceret synspunkt, idet han hævder, at folk er besat af det, han kalder humanikhed (humaniqueness, o.a.), en samling kognitive evner inkluderende evnen til at rekombinere information for at vinde ny forståelse, et talent dyrene simpelthen ikke har. Alle skabninger eksisterer måske på et udviklingsmæssigt kontinuum, hævder han, men gabet mellem os og dem, der kommer ind på andenpladsen, er så stort, at det viser, at vi virkelig er noget særligt. "Dyr har en nærsynet intelligens," siger Hauser. "Men de oplever aldrig det aha øjeblik, som en 2 år gammel baby får."

Orangutanger har en så stærk sans for forskellen mellem dem selv og andre, at de vil nette sig ved deres eget spejlbillede.

Ligegyldigt hvad hver enkelt forsker mener om dyrekognition, er de næsten alle enige om, at den måde, vi behandler tamme dyr på, er uforsvarlig - selv om der gøres forbedringer i nogen dele af verden. E.U.s officielle velfærdspolitik begyndte med den forudsætning, at dyr er modtagelige for sanseindtryk og skal behandles herefter. Dette inkluderer humane forhold på farme og i køretøjer under transport og korrekt bedøvelse før drabet i slagterier.

I USA bliver fødedyrene for størstedelens vedkommende opdrættet på fabriksfarme, hvor kvæg og svin er presset sammen i tusindvis og kyllingerne er indespærret i bure, der kun lige giver dem mulighed for at stå op. Men også her ændrer den offentlige mening sig. Omkring halvdelen af vegetarerne opfører moralske bekymringer som hovedgrund til at opgive kød. Alligevel udgør vegetarerne som helhed kun omkring 3% af USAs befolkning, et tal der næsten ikke har flyttet sig siden Singers manifest. Og der er tre gange så mange exvegetarer som udøvende.

Selv Singer tror ikke, at det er sandsynligt, at vi vågner op i en vegetarverden i den nærmeste fremtid. For den sags skyld mener han heller ikke, at det er moralsk nødvendigt. At spise kød for at undgå sult er iorden, mener han, og nogen skabninger er godt vildt hele tiden, forudsat at de dyrkes bæredygtigt. "Jeg mener, det er meget lidt sandsynligt, at østers og muslinger har nogen bevidsthed, så det kan forsvares at spise dem," siger han.

Hvad mere er, vi vil heller ikke holde op med at bruge dyr på andre måder, der er til menneskers fordel - afprøvning af medicin, for eksempel. Men vi kunne afgjordt stoppe med at bruge dem til at afprøve kosmetik, en praksis E.U. også er igang med at forbyde. Vi kunne bestemt spise mindre kød og behandle dyr bedre, før vi omdanner dem fra skabning til middag. Og vi kunne omtænke zoologiske haver, marine parker og andre former for dyreunderholdning.

I sidste ende burde den samme biologiske knap, der justerer dyreintelligens op eller ned, styre, hvordan vi værdsætter måden, de arter lever deres liv på. Det, der blot er en abe i vor verden, kan være lærd i sin egen og det, der for os ser ud til at være dyrs lave liv, kan være en kilde til dyb tilfredsstillelse for dyret selv. Kanzis ordbog er fuld af ord som nudler og sukker og slik og nat, men spredt mellem dem er også god og lykkelig og være og imorgen. Hvis det er sandt, at alle disse ord har en betydning for ham, så kan det liv, han lever - og, udstrakt, andre dyrs - være rige og værd at leve.

Få mere at vide

Animal Liberation af Peter Singer. Bogen der startede dyrerettighedsbevægelsen. Den blev udgivet for 35 år siden, men dens ideer forbliver friske.

Bonobo Handshake af Vanessa Woods. Indsigter fra en forsker og journalist, der levede med bonoboer i en krigsplaget del af Afrika.

Comparative Cognition Edward Wasserman og Thomas Zentall, Red. En tung byrde for overfladiske læsere, men dækker meget af dyreverdenen.

Fotografier af Finlay MacKay.

Fra Inside The Minds of Animals, Time 16. august 2010, sider 26-33.

Top

Sindets oprindelse

Index