Hygge i
4-D
Om
rumtidens dimensionalitet
Max Tegmark*

Hvorfor lever vi i et tredimensionalt univers med kun én
tid? Moderne fysikteorier har pustet nyt liv i dette urgamle spørgsmål.
Ifølge visse teorier består al materie af
mikroskopiske "superstrenge", som vibrerer i et univers med hele 26
dimensioner, men næsten alle disse dimensioner er sammenkrympede på en måde,
der gør, at vi ikke lægger mærke til, at de eksisterer.
|

To-legeme problemet i firedimensionalt rum: de lette partikler,
der nærmer sig den tunge i centrum, undslipper enten til det uendelige
eller bliver suget ind i en ødelæggende kollision. Der er ingen stabile
baner.
Nedenfor:Når naturens partielle differentialligninger er
elliptiske eller ultrahyperbolske, har fysikken ingen kraft til
forudsigelse for en observatør. De resterende (hyperbolske) tilfælde, n
> 3 fejler sikkert på stabilitetskravet (atomer er ustabile) og n < 3
fejler på kompleksitetskravet (ingen tyngdetiltrækning, topologiske
problemer).

|
Oprindeligt håbede man at bevise, at nøjagtig fire
dimensioner blev tilbage (tre for rummet og én for tiden), men de matematiske
udregninger bød i stedet på en bemærkelsesværdig overraskelse: Straks efter
universets fødsel for godt ti milliarder år siden synes fjerne dele af rummet
at have kunnet antage forskellige dimensioner.
Det skulle indebære, at der findes andre steder (alt
for fjerne til, at man kan se dem med teleskop) med f.eks. to tidsdimensioner
og fem rumdimensioner.
Firedimensional hygge
I så fald bliver vort spørgsmål helt enkelt, hvorfor vi bor her i stedet
for dér. Svaret er måske, at det ikke er muligt at leve dér, og derfor
opdager alle livsformer i universet automatisk, at de bor her i vor hyggelige
firedimensionale del.
At det er svært at leve i et rum med færre end tre
dimensioner, er ganske klart, som Edwin Abbott allerede for hundrede år siden
påpegede i sin berømte satire, Flatland. I en flad, todimensional
verden kunne to nerver ikke krydse hinanden, for nu at tage et eksempel.
Desuden ville tyngdekraften - ifølge Einsteins relativitetsteori - forsvinde.
I et rum med fire eller flere dimensioner står det
mindst lige så dårligt til, hvilket den østrigske fysiker Paul Ehrenfest
påviste allerede i 1917: Det ville være umuligt for en planet at ligge i en
stabil omløbsbane, sådan som Jorden kredser om Solen. Vi ville enten blive
suget ind i Solen i en spiralbevægelse eller slynget ud i det tomme rum. Det
samme fænomen ville betyde, at atomer ikke kunne eksistere, fordi de består
af partikler, som kredser omkring hinanden. Derfor er det yderst tvivlsomt,
om der overhovedet kunne findes stabile strukturer i et rum med flere end tre
dimensioner.
Ingen andre steder at bo
Hvad ville flere eller færre tidsdimensioner indebære? I Einsteins
almindelige relativitetsteori tænker man sig ikke vor verden som en
tredimensional skueplads i bestandig forandring, men som en firedimensional
"rumtid", der bare er, og hvor ingenting sker.
Et menneskeliv modsvares af en linie gennem denne
rumtid, som beskriver, hvor man er på forskellige tidspunkter. At to personer
mødes, betyder f.eks., at deres linjer krydser hinanden.
Også en rumtid med flere eller færre tidsdimensioner
end vores ville kunne indeholde væsner, som modsvarede sådanne linjer.
Eftersom en linje er endimensional, ville de subjektivt opleve deres tid som
endimensional og i princippet kunne tænke tanker i en endimensional
rækkefølge, præcis som vi gør.
Problemet er, at de ikke ville kunne tænke
overhovedet (eller for den sags skyld have nogen gavn af at tænke), eftersom
deres verden ville være fuldstændig uforudsigelig. Det viser sig nemlig, at
naturlovene helt mister den kausale struktur med årsag og virkning, som vi er
så vant til.
Man kan altså ikke forudsige noget som helst om sin
fremtid i en verden med flere eller færre tidsdimensioner, end vi har. Det
indebærer, at det af alle tænkelige kombinationer af rum- og tidsdimensioner
antagelig kun er vores (3+1), der giver naturen den kompleksitet,
forudsigelighed og stabilitet, som intelligente væsner
kræver.
Det betyder intet, om teorierne også byder på usete
verdener med andre dimensioner: Eftersom disse besynderlige verdener
formentlig er døde og ubeboede, så ville vi i princippet have kunnet regne
ud, at det rum, vi bor i, var tredimensionalt, inden vi overhovedet havde
nået at se efter.

*Max
Tegmark er professor i fysik ved M.I.T.
Oversat af Birgit Ibsen, Information, mandag 19. januar 1998.

1. november, 2005.
Inflationen er død; længe leve inflationen :Én sti: Det omvendte univers
Parallelle universer
100 års kvantemysterier
Oplysning i et kanonløb
Ukonstante konstanter
Spiller universet falsk?
Index
|