Liv i Universet*

Stephen W. Hawking**

I denne tale vil jeg gerne spekulere lidt over livets udvikling i universet og især over udviklingen af intelligent liv. Jeg vil antage, at dette inkluderer den menneskelige race, selv om megen af dens adfærd i historiens løb har været temmelig dum og ikke beregnet til at hjælpe artens overlevelse. To spørgsmål, som jeg vil diskutere, er: hvad er sandsynligheden for, at der findes liv andre steder i universet og hvordan vil livet udvikle sig i fremtiden?
    Det er en almindelig oplevelse, at tingene bliver mere uordentlige og kaotiske med tiden. Denne betragtning kan ophøjes til status af en lov, den såkaldte Termodynamikkens Anden Lov. Den siger, at den totale mængde uorden eller entropi i universet altid forøges med tiden. Loven refererer imidlertid kun til den totale mængde uorden. Ordenen i et legeme kan øges under forudsætning af, at mængden af uorden i omgivelserne øges med en større mængde. Det er det, der sker i et levende væsen. Man kan definere liv som et ordnet system, der kan opretholde sig selv overfor tendensen til uorden og som kan reproducere sig selv. Det vil sige, at det kan lave lignende, men uafhængige, ordnede systemer. For at gøre dette må systemet omdanne energi i en eller anden ordnet form, som føde, sollys eller elektrisk kraft, til uordnet energi i form af varme. På denne måde kan systemet opfylde kravet om, at den totale mængde uorden stiger, mens det samtidig forøger ordenen i sig selv og sit afkom.
    Et levende væsen har normalt to elementer: et sæt instruktioner som fortæller systemet, hvordan det skal opretholde og reproducere sig selv og en mekanisme til at udføre instruktionerne. I biologi kaldes disse to elementer gener og stofskifte. Men det er værd at fremhæve, at der ikke behøver være noget biologisk ved dem. For eksempel er en computervirus et program, som vil lave kopier af sig selv i en computers hukommelse og overføre sig selv til andre computere. Den passer således til den definition af et levende system, som jeg har givet. Ligesom en biologisk virus er det en temmelig degenereret form, for den indeholder kun instruktioner eller gener og har ikke sit eget stofskifte. I stedet omprogrammerer den metabolismen i værtscomputeren eller cellen. Nogle folk har sat spørgsmålstegn ved, om viruser burde regnes for liv, fordi de er parasitter og ikke kan eksistere uafhængigt af deres værter. Men så er de fleste former for liv, inkluderende os selv, parasitter, da de lever af og afhænger af andre livsformer, for deres overlevelse. Jeg mener, at computerviruser burde regnes som liv. Måske siger det noget om menneskets natur, at den eneste form for liv, vi har skabt indtil nu, er rent destruktiv. Tal om at skabe liv i vort eget billede. Jeg vil vende tilbage til elektroniske former for liv senere.
    Det, vi normalt tænker på som liv, er baseret på kæder af kulstofatomer, med nogle få andre atomer, som kvælstof eller fosfor. Man kan spekulere over, om man kunne have liv med et andet kemisk grundlag som silicium, men kulstofatomer forekommer at være det gunstigste, fordi det har den rigeste kemi. At kulstof atomer overhovedet skulle findes, med alle deres egenskaber, kræver en finjustering af fysiske konstanter, som QCD skalaen, den elektriske ladning og selv rumtidens dimensioner. Hvis disse konstanter havde væsentligt anderledes værdier, ville kulstofatomets kerne enten ikke være stabil, eller elektronerne ville falde sammen på kernen. Ved første øjekast forekommer det bemærkelsesværdigt, at universet er så nøjagtigt justeret. Måske er dette vidnesbyrd om, at universet blev særligt konstrueret til at frembringe den menneskelige race. Man skal imidlertid være forsigtig med sådanne argumenter på grund af det, der kaldes det Antropiske Princip. Det er baseret på den selvindlysende sandhed, at hvis universet ikke havde været passende for liv, ville vi ikke være her til at spørge om, hvorfor det er så fint justeret. Man kan anvende det Antropiske Princip i enten dets stærke eller svage version. I det Stærke Antropiske Princip antager man, at der er mange forskellige universer, hver med forskellige værdier for de fysiske konstanter. I et lille antal vil værdierne tillade eksistensen af genstande som kulstofatomer, der kan virke som byggesten til levende systemer. Da vi må leve i et af disse universer, burde vi ikke være overraskede over, at de fysiske konstanter er finjusteret.. Hvis de ikke var, ville vi ikke være her.
    Den stærke form for det Antropiske Princip er ikke særlig tilfredsstillende. Hvilken operationel betydning kan man tillægge eksistensen af alle disse andre universer? Og hvis de er adskilt fra vort eget univers, hvordan kan det, der sker i dem, så påvirke vort univers? I stedet vil jeg antage det, der kaldes det Svage Antropiske Princip. Det vil sige, at jeg tager de fysiske konstanters værdier som givne. Men jeg vil se, hvilke konklusioner der kan drages fra det faktum, at liv findes på denne planet, på dette trin i universets historie.
    Der var intet kulstof, da universet begyndte i Big Bang for omkring 15 milliarder år siden. Det var så hedt, at alt stof var i form af partikler, kaldet protoner og neutroner. I begyndelsen var der ens antal protoner og neutroner. Efterhånden som universets udvidede sig, afkøles det imidlertid. Omkring et minut efter Big Bang var temperaturen faldet til omkring en milliard grader, omkring hundrede gange temperaturen i Solen. Ved denne temperatur begyndte neutronerne at henfalde til flere protoner. Hvis det var alt, hvad der skete, ville alt stoffet i universet være endt som det enkleste grundstof, brint, hvis kerne består af en enkelt proton. Imidlertid kolliderede nogle af neutronerne med protoner og blev sammen, for at danne det næstenkleste grundstof, helium, hvis kerne består af to protoner og to neutroner. Men ingen tungere grundstoffer, som kulstof eller ilt, blev dannet i det tidlige univers. Det er vanskeligt at forestille sig, at man kunne bygge et levende system af kun brint og helium og det tidlige univers var alligevel stadig alt for varmt til, at atomer kunne kombineres til molekyler.
    Universet fortsatte med at udvide sig og køle af. Men nogle områder havde lidt større tæthed end andre. Den tyngdemæssige tiltrækning af det ekstra stof i disse områder, sænkede hastigheden af deres ekspansion og til sidst stoppede den. I stedet kollapsede de, for at danne galakser og stjerner, begyndende omkring to milliarder år efter Big Bang. Nogle af de tidlige stjerner var mere massive end vor Sol. De var varmere end Solen og brændte den oprindelige brint og helium til tungere grundstoffer, som kulstof, ilt og jern. Dette tog nogle få hundrede millioner år. Derefter eksploderede nogle af stjernerne som supernovaer og spredte de tunge grundstoffer tilbage til rummet, så de kunne danne råmaterialet til senere generationer af stjerner.
    Andre stjerner er for langt væk fra os til, at vi direkte kan se, om de har planeter, der bevæger sig rundt om dem. Men visse stjerner, kaldet pulsarer, afgiver regelmæssige impulser af radiobølger. Vi observerer en lille variation i raten af nogle pulsarer og dette tolkes som en indikation af, at de bliver forstyrret af, at have Jord-størrelse planeter, der bevæger sig rundt om dem. Planeter, der kredser om pulsarer, har sandsynligvis ikke liv, fordi alle levende ting ville være blevet dræbt i den supernovaeksplosion, der førte til, at stjernen blev til en pulsar. Men det faktum, at adskillige pulsarer observeres at have planeter, antyder, at en rimelig brøkdel af de hundrede milliarder stjerner i vor galakse også kan have planeter. De nødvendige planetare forhold for vor livsform kan derfor have eksisteret fra omkring fire milliarder år efter Big Bang.
    Vort solsystem blev dannet for omkring fire og en halv milliarder år siden, eller omkring ti milliarder år efter Big Bang, af gas forurenet med resterne af tidligere stjerner. Jorden blev for størstedelens vedkommende dannet af de tungere grundstoffer, inkluderende kulstof og ilt. På en eller anden måde blev disse atomer arrangeret i form af DNA molekyler. Disse har den berømte dobbeltspiral form, opdaget af Crick og Watson i en hytte på New Museums grund i Cambridge. Par af kernesyrer forbinder de to kæder i spiralen. Der findes fire slags kernesyre, aden-nine, cyto-sine, guan-nin og thy-min. Jeg er bange for, at min talesynthesizer ikke er særlig god til at udtale deres navne. Det er indlysende, at den ikke blev designet til molekylærbiologer. Et aden-nine på en kæde tilsvares altid af et thy-mine på den anden kæde og et guanine med et cyto-sine. Således definerer kernesyrernes sekvens på én kæde en unik komplementær sekvens på den anden kæde. De to kæder kan så adskille og hver virke som form til bygning af videre kæder. Således kan DNA molekyler reproducere den genetiske information, der er kodet i deres sekvenser af kernesyrer. Sektioner af sekvensen kan også bruges til at lave proteiner og andre kemikalier, der kan udføre instruktionerne, som er kodet i sekvensen og samle råmaterialer, så DNA kan reproducere sig selv.
    Vi ved ikke hvordan DNA molekylerne først dukkede op. Chancerne for, at et DNA molekyle opstår ved tilfældige fluktuationer, er meget små. Derfor har nogle folk foreslået, at livet kom til Jorden andetsteds fra og at der flyder spirer til liv rundt i galaksen. Det forekommer imidlertid usandsynligt, at DNA kunne overleve ret længe i strålingen i rummet. Og selv om det kunne, ville det i virkeligheden ikke hjælpe til at forklare livets oprindelse, fordi den tid, der er til rådighed siden dannelsen af kulstoffet, kun er lige over det dobbelte af Jordens alder.
    Én mulighed er, at dannelsen af noget som DNA, der kan reproducere sig selv, virkelig er ekstremt usandsynligt. I et univers, med et meget stort, eller uendeligt antal stjerner, ville man imidlertid forvente, at det skete i nogle få stjernesystemer, men de ville være spredt meget langt fra hinanden. Det er blot en anvendelse af det Svage Antropiske Princip: hvis liv i stedet var dukket op på en anden planet, ville vi have spurgt, hvorfor det var sket dér.
    Hvis fremkomsten af liv på en given planet var meget usandsynligt, ville man have forventet, at det tog lang tid. Mere præcist, ville man have forventet at livets opdukken, lige til tiden for den følgende evolution til intelligente væsner som os, skulle have fundet sted, før den afbrydelse, som Solens livstid sørger for. Den er omkring ti milliarder år, efter hvilke Solen vil svulme op og indhylle Jorden. En intelligent livsform kunne have mestret rumrejser og kunnet undslippe til en anden stjerne. Men ellers ville livet på Jorden være dødsdømt.
    Der findes fossile vidnesbyrd om, at der var en form for liv på Jorden for omkring tre og en halv milliard år siden. Det kan have været kun 500 millioner år efter, at Jorden blev stabil og kølig nok til livets udvikling. Men livet kunne have taget 7 milliarder år om at udvikle sig og stadig have tid til overs til at udvikle væsner som os, som kunne spørge om livets oprindelse. Hvis sandsynligheden for livs udvikling på en given planet er meget lille, hvorfor skete den så på Jorden på omkring en 14'endedel af den tid, der var til rådighed?
    Den tidlige fremkomst af liv på Jorden antyder, at der er en god chance for spontan frembringelse af liv, under passende forhold. Måske var der en enklere slags organisation, som opbyggede DNA. Når DNA en gang var fremkommet, ville det være så succesfuldt, at det fuldstændigt kunne have erstattet de tidligere former. Vi ved ikke hvad disse tidligere former kunne have været. En mulighed er RNA. Det ligner DNA, men er en del enklere og uden dobbeltspiral strukturen. Korte længder af RNA kunne reproducere sig selv som DNA og kunne måske med tiden opbygge DNA. Man kan ikke lave kernesyrer i laboratoriet ud fra ikke-levende materiale, heller ikke RNA. Men givet 500 millioner år og oceaner dækkende det meste af Jordens overflade, kunne der være en rimelig sandsynlighed for, at RNA blev lavet ved et tilfælde.
    Når DNA reproducerede sig, ville der have været tilfældige fejl. Mange af disse fejl ville være skadelige og ville være uddøde. Nogle ville være neutrale, det vil sige, at de ikke ville have påvirket genets funktion. Sådanne fejl ville bidrage til en gradvis genetisk drift, som synes at forekomme i alle populationer. Og nogle få fejl ville være til fordel for artens overlevelse. Disse ville blive valgt ved darwinsk naturlig udvælgelse.
    Den biologiske udvælgelsesproces var meget langsom i begyndelsen. Udviklingen, fra de tidligste celler til flercellede dyr, tog to og en halv milliard år og det tog yderligere en milliard år at udvikle gennem fisk og krybdyr til pattedyr. Men så synes udviklingen at have taget fart. Det tog kun omkring hundrede millioner år at udvikle fra de tidlige pattedyr til os. Grunden er, at fisk indeholder de vigtigste menneskelige organer og pattedyr essentielt dem alle. Det eneste, der krævedes for udviklingen fra tidlige pattedyr, som lemurer, til mennesker, var en smule finjustering.
    Men med den menneskelige race nåede evolutionen et kritisk trin, som i betydning kan sammenlignes med udviklingen af DNA. Det var udviklingen af sprog og især skrevet sprog. Det betød, at information kan videregives, fra generation til generation, på en anden måde end genetisk gennem DNA. Der har ikke været nogen detekterbar ændring i menneskeligt DNA, skabt af biologisk evolution, i de ti tusind års noterede historie. Men mængden af information, der er videregivet fra generation til generation, er vokset enormt. DNA i menneskelige skabninger indeholder omkring tre milliarder kernesyrer. Meget af informationen, der er kodet i denne sekvens, er imidlertid overflødig eller inaktiv. Så den totale mængde nyttig information i vore gener er sandsynligvis noget i retning af hundrede millioner bits. En informationsbit er svaret på et ja nej spørgsmål. Som kontrast hertil kunne en roman måske indeholde to millioner informationsbits. Så et menneske svarer til 50 Mills og Boon romancer. Et stort rigsbibliotek kan indeholde omkring fem millioner bøger, eller omkring ti billioner bits. Så informationsmængden, der videregives i bøger, er hundredetusinde gange så stor som i DNA.
    Endnu vigtigere er den kendsgerning, at informationen i bøgerne kan ændres og opdateres meget hurtigere. Det har taget os adskillige millioner år at udvikles fra aberne. I løbet af den tid har den nyttige information i vort DNA sandsynligvis kun ændret sig med nogle få millioner bits. Så den biologiske evolutionshastighed i mennesker er omkring 1 bit om året. I kontrast hertil publiceres der omkring 50.000 nye bøger på engelsk om året, indeholdende i størrelsesordenen et hundrede milliarder informationsbits. Selvfølgelig er størstedelen af denne information affald og til ingen nytte for nogen form for liv. Men alligevel er hastigheden, hvormed nyttig information kan tilføjes, millioner om ikke milliarder gange højere end ved DNA.
    Det har betydet, at vi er kommet ind i en ny udviklingsfase. Til at begynde med skred udviklingen frem ved naturlig udvælgelse, fra tilfældige mutationer. Denne darwinske fase varede omkring tre og en halv milliard år og frembragte os, skabninger som udviklede sprog til at udveksle information. Men i de sidste ti tusinde år, eller der omkring, har vi været i, hvad man kunne kalde en ydre transmissionsfase. I denne har den indre optegnelse af information, som er videregivet til efterfølgende generationer i DNA, ikke ændret sig væsentligt. Men den ydre optegnelse, i bøger og andre langvarige former for opbevaring, er vokset enormt. Nogle folk ville kun bruge betegnelsen udvikling om det internt transmitterede genetiske materiale og ville protestere imod, at den blev brugt om information videregivet eksternt. Men jeg mener, det er for snævert et synspunkt. Vi er mere end blot vore gener. Vi kan ikke være stærkere eller potentielt mere intelligente end vore hulemandsforfædre. Men det, der udmærker os fra dem, er den viden, vi har samlet i løbet af de sidste ti tusinde år og især gennem de sidste tre hundrede. Jeg tror, det er legitimt at indtage et bredere synspunkt og inkludere eksternt transmitteret information, såvel som DNA, i den menneskelige races udvikling.
    Tidsskalaen for udvikling, i den eksterne transmissionsperiode, er tidsskalaen for indsamling af information. Denne plejede at være hundreder eller selv tusinder af år. Men nu er denne tidsskala skrumpet til omkring 50 år eller mindre. På den anden side vil de hjerner med hvilke, vi behandler denne information kun have udviklet sig på den darwinske tidsskala på hundreder af tusinder år. Det begynder at give problemer. I det 18. århundrede sagde man, at der var en mand, der havde læst enhver bog, der var skrevet. Men hvis man i vore dage læser en bog om dagen, ville det tage omkring 15.000 år at læse sig gennem bøgerne i rigsbiblioteket. Efter hvilken tid, der ville være skrevet mange flere bøger.
    Det har betydet, at ingen enkelt person kan mestre mere end en lille hjørne af menneskelig viden. Folk er nødt til at specialisere sig, i snævrere og snævrere emner. Det bliver sikkert en stor begrænsning i fremtiden. Vi kan bestemt ikke fortsætte længe med den eksponentielle vækst i viden, som vi har haft i de sidste tre hundrede år. En endnu større begrænsning og fare for fremtidige generationer er, at vi stadig har instinkterne og især de aggressive impulser, som vi havde i hulemands-dagene. Aggression i form af undertrykkelse eller drab på andre mennesker og overtagelse af deres kvinder og føde, har haft en stor overlevelsesfordel op til nutiden. Men nu kunne det ødelægge hele den menneskelige race og meget af resten af livet på Jorden. En atomkrig er stadig den mest umiddelbare fare, men der er andre, som frigivelsen af en genetisk manipuleret virus. Eller at drivhuseffekten bliver ustabil.
    Der er ikke tid til at vente på, at darwinsk udvikling skal gøre os mere intelligente og mildere stemt. Men vi går nu ind i en ny fase af det, der kunne kaldes selvkonstrueret evolution i hvilken, vi vil kunne ændre og forbedre vort DNA. Der er nu et projekt i gang med kortlægning af hele den menneskelige DNA sekvens. Det vil koste nogle få milliarder dollars, men det er pebernødder for et projekt af denne betydning. Når vi en gang har livets røde bog, vil vi begynde at indskrive korrektioner. I begyndelsen vil disse ændringer være begrænset til reparation af genetiske defekter, som cystisk fibrose og muskel dystrofi. Disse kontrolleres af enkelte gener og er derfor temmelig nemme at identificere og korrigere. Andre egenskaber, som intelligens, er sandsynligvis kontrolleret af et stort antal gener. Det vil være meget vanskeligere at finde dem og udarbejde relationerne mellem dem. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at folk i det næste århundrede vil opdage, hvordan man modificerer både intelligens og instinkter som aggression.
    Der vil blive vedtaget love mod genetisk manipulation af mennesker. Men nogen vil ikke kunne modstå fristelsen til at forbedre menneskelige egenskaber, som hukommelsens størrelse, modstandskraft mod sygdomme og livets længde. Når engang sådanne supermennesker dukker op, vil der blive store politiske problemer med de uforbedrede mennesker, som ikke vil kunne konkurrere. Antagelig vil de uddø eller blive betydningsløse. Istedet vil der være en race af selvkonstruerende skabninger, som forbedrer sig selv med stadig stigende hastighed.
    Hvis det lykkes denne race at genkonstruere sig selv, for at undgå eller eliminere risikoen for selvdestruktion, vil den sandsynligvis spredes og kolonisere andre planeter og stjerner. Rumrejser over lange afstande vil imidlertid være vanskelige for kemisk baserede livsformer, som DNA. Den naturlige levetid for sådanne skabninger er kort, sammenlignet med rejsetiden. Ifølge relativitetsteorien, kan intet rejse hurtigere end lyset. Så rundturen til den nærmeste stjerne ville tage mindst 8 år og til galaksens center omkring hundrede tusind år. I science fiction overvinder de denne vanskelighed med bøjninger af tiden, eller rejse gennem ekstra dimensioner. Men jeg tror ikke, de nogensinde vil blive mulige, ligegyldigt hvor intelligent livet bliver. Hvis man i relativitetsteorien rejser hurtigere end lyset, kan man også rejse tilbage i tiden. Dette ville føre til problemer med folk, der tager tilbage og ændrer fortiden. Man ville også forvente, at have set store antal turister fra fremtiden, nysgerrige efter at kigge på vore mærkelige, gammeldags skikke.
    Det kunne være muligt at bruge genetisk manipulation til af få DNA baseret liv til at overleve uendeligt eller i det mindste hundrede tusind år. Men en nemmere måde, som næsten er inden for vor evner allerede, ville være at sende maskiner. Disse kunne konstrueres til at holde længe nok til rejser mellem stjernerne. Når de ankom til en ny stjerne, kunne de lande på en passende planet og drive minedrift, for at fremstille flere maskiner, som kunne sendes til endnu flere stjerner. Disse maskiner ville være en ny form for liv, baseret på mekaniske og elektroniske komponenter i stedet for makro-molekyler [se Robotterne kommer o.a.]. De kunne med tiden erstatte DNA baseret liv, lige som DNA kan have erstattet en tidligere livsform. Dette mekaniske liv kunne også være selvkonstruerende. Derfor ser det ud til, at evolutionens eksterne transmissionsperiode, vil være blevet blot et meget kort mellemspil, mellem den darwinske fase og en biologisk eller mekanisk selvkonstruktionsfase. Det er vist på det næste diagram, som ikke er i skala, fordi der ingen måde er, at vise en periode på ti tusind år på samme skala som milliarder af år. Hvor længe selvkonstruktionsfasen vil vare er et åbent spørgsmål. Den kan være ustabil og livet ødelægger måske sig selv eller går ind ad en blind vej. Hvis ikke, skulle det kunne overleve Solens død om cirka 5 milliarder år, ved at flytte til planeter omkring andre stjerner. De fleste stjerner vil være brændt ud om 15 milliarder år eller der omkring og universet vil nærme sig en tilstand af fuldstændig uorden ifølge Termodynamikkens Anden Lov. Men Freeman Dyson har vist, at livet, på trods af dette, kunne tilpasse sig den evigt faldende forsyning af ordnet energi og derfor i princippet kunne fortsætte for evigt.
    Hvad er chancerne for, at vi vil møde en fremmed livsform, når vi udforsker galaksen. Hvis argumentet om tidsskalaen for fremkomsten af liv på Jorden er korrekt, burde der være mange andre stjerner, hvis planeter har liv på sig. Nogle af disse stjernesystemer kunne have dannet sig 5 milliarder år før Jorden. Så hvorfor vrimler galaksen ikke med selvkonstruerende mekaniske eller biologiske livsformer? Hvorfor er Jorden ikke blevet besøgt og endda koloniseret? Jeg fraregner forslag om at UFOer indeholder væsner fra det ydre rum. Jeg tror, at besøg af fremmede ville være meget mere indlysende og derfor sandsynligvis også meget mere ubehagelige.
    Hvad er forklaringen på, at vi ikke er blevet besøgt? En mulighed er, at argumentet om fremkomsten af liv på Jorden er forkert. Måske er sandsynligheden for, at livet opstår spontant, så lav, at Jorden er den eneste planet i galaksen eller i det synlige univers, hvor det skete. En anden mulighed er, at der var en rimelig sandsynlighed for dannelse af selvreproducerende systemer som celler, men at de fleste af disse livsformer ikke udviklede intelligens. Vi er vant til at tænke på intelligent liv som en uundgåelig konsekvens af udviklingen. Men det Antropiske Princip burde advare os om at passe på sådanne argumenter. Det er mere sandsynligt, at udvikling er en tilfældig proces, med intelligens som kun et af et stort antal mulige resultater. Det står ikke klart, at intelligens har nogen langvarig overlevelsesværdi. Bakterier og andre encellede organismer vil leve videre, hvis alt andet liv på Jorden udviskes af vore handlinger. Der er støtte til det synspunkt, at intelligens var en usandsynlig udvikling for livet på Jorden, fra udviklingens kronologi. Det tog meget lang tid, to en halv milliard år, at gå fra enkelte celler til flercellede væsner, som er et nødvendigt forstadie til intelligens. Dette er en god brøkdel af den totale tid, der er til rådighed, før Solen eksploderer. Så det ville være konsistent med hypotesen om, at sandsynligheden for, at liv udvikler intelligens, er lav. I dette tilfælde kunne vi forvente at finde mange andre livsformer i galaksen, men det er ikke sandsynligt, at vi finder intelligent liv. En anden måde, det kunne slå fejl for livet at udvikle sig til et intelligent stade på, ville være, at en asteroide eller komet kolliderede med planeten. Vi har lige observeret kollisionen af kometen, Shoemaker-Levi, med Jupiter. Det frembragte en serie enorme ildkugler. Det menes at kollisionen af et temmeligt lille legeme med Jorden, for omkring 70 millioner år siden, var ansvarlig for udryddelsen af dinosaurerne. Nogle få små tidlige pattedyr overlevede, men noget så stort som et menneske, ville næsten med sikkerhed være blevet udslettet. Det er vanskeligt at sige, hvor ofte sådanne kollisioner forekommer, men et fornuftigt gæt ville være i gennemsnit én gang hver tyve millioner år. Hvis dette tal er korrekt, vil det betyde, at intelligent liv kun udvikledes på Jorden, på grund af det lykketræf, at der ikke har været nogen store kollisioner de sidste 70 millioner år. Andre planeter i galaksen, på hvilke livet er udviklet, har måske ikke haft en kollisionsfri periode, der var lang nok til at udvikle intelligente skabninger. En tredje mulighed er, at der er en fornuftig sandsynlighed for, at livet dannes og udvikles til intelligente skabninger i den eksterne transmissionsfase. Men på det tidspunkt bliver systemet ustabilt og det intelligente liv ødelægger sig selv. Det ville være en meget pessimistisk konklusion. Jeg håber meget, at det ikke er sandt. Jeg foretrækker en fjerde mulighed: der er andre former for intelligent liv derude, men vi er blevet overset. Der plejede at være et projekt kaldet SETI, søgen efter udenjordisk intelligens. Det gik ud på at scanne radiofrekvenserne for at se, om vi kunne opsamle signaler fra fremmede civilisationer. Jeg syntes dette projekt var værd at støtte, skønt det blev aflyst på grund af manglende økonomi. Men vi burde være forsigtige med at svare tilbage, før vi har udviklet os lidt mere. At møde en mere avanceret civilisation på vort nuværende stade, kunne minde en smule om Amerikas oprindelige indbyggere, der mødte Columbus. Jeg tror ikke det gik dem bedre af den grund.
    Det er alt hvad jeg har at sige. Tak fordi De lyttede.

**Department of Applied Mathematics and Theoretical Physics
University of Cambridge, Silver Street
Cambridge CB3 9EW, UK.

*Oversat fra Life in the Universe, UCSB 1998.

20. juni, 2006.

Det levende univers: Genvurdering af Drake ligningen :Én sti: Er det Stærke Antropiske Princip for svagt?
Rummets og tidens natur
Er alting fastlagt?
Sorte hullers kvantemekanik
Index