Mod en ny enhedsfilosofi - lægmand må undres*

Der er mangt og meget af kristendom og videnskab som menigmand ikke forstår. Hvorfor kun én opfattelse af verden og jordelivet? Hvorfor ikke to eller flere? Hint meget omtalte Big Bang antages f.eks. af nogle at være altings begyndelse. Det må forekomme en lægmand at være gætværk, endnu en mytologisk fantasi.

af Bo Grønbech**

Vor kære, altfor nærværende nutid vrimler af problemer, som vi næsten føler os forpligtede til at tage stilling til - nogle ubehageligt aktuelle, andre mere uskyldigt teoretiske. Til de sidste hører spørgsmålet om forholdet mellem religion og videnskab. Er det nu så vigtigt? Ja åbenbart. Man har diskuteret det før. For godt 100 år siden stredes man bittert om det her i Danmark. Den stakkels religion måtte værge for sig så godt den kunne, men den materialistiske opfattelse af verden gik af med sejren, og striden døde efterhånden hen. Hver gruppes tilhængere blev ved sine meninger.

Nu er nye tendenser i gang. Man ønsker at forene de to modsætninger i en såkaldt holistisk verdensopfattelse - det vil på andet dansk sige, at man vil bringe en såkaldt religiøs opfattelse af livet i overensstemmelse med en såkaldt videnskabelig. Der skal findes en fællesnævner. Lærde folk både i udlandet og herhjemme har taget spørgsmålet op.
    Det har man i det forløbne år kunnet læse om i Berlingske Tidende, hvor en række forskere forklarede bladets læsere mulighederne for en forening af de to nævnte opfattelser. Der savnedes blot ét indlæg: hvad menigmand måtte have at sige.
    Thi Hr. Menigmand står uden for, ja delvis uforstående over for denne abstrakte diskussion. Han må for at kunne følge med, på forhånd ønske fuldstændig klarhed over, hvad man mener med de to begreber religion og videnskab.
    Religion kan være så meget - det viser verdenshistorien - men i denne sammenhæng menes åbenbart vor egen kristendom. Heller ikke dette begreb er imidlertid ganske entydigt. Det blev engang muntert udtrykt af den nu forlængst afdøde danske religionshistoriker Edv. Lehmann (oprindelig selv teolog). Han lånte engang af en bekendt en bog med titlen "Tvivl og Tro", skrevet af en brav kirkens tjener, og da ejermanden fik bogen tilbage, fandt han, at Lehmann på omslaget havde skrevet et lille vers:

Når man læser Bivlen,
så kommer tvivlen.
Når tvivlen er go'
så bli'r den til Tro.
Når tvivlen er bedst,
bli'r tvivleren Præst.

Ja, den overleverede kristendom er et broget mylder af tekster og doktriner, der kan kombineres og fortolkes på mange måder og kan rejse mange vanskelige spørgsmål. Af dette omfattende repertorium er der to vigtige ideer eller erfaringer der har fået særlig betydning i debatten med videnskaben. Den første er, at der eksisterer usynlige åndelige magter der bestemmer over vort liv. Ægte kristne har følelsen af at stå i en overmenneskelig magts hånd, kaldet Gud. Endvidere hævder kristendommen en mytologi, der siger, at Gud har skabt verden på seks dage, har ført sit udvalgte folk frem til en skelsættende person ved navn Jesus, der har gjort mange mirakler og til sidst ved at dø på korset har skænket menneskene frelse. Den første idé giver de troende tryghed i det daglige, den anden en betryggende følelse af at være led i en stor historisk sammenhæng, der rækker ind i evigheden.

Og nu videnskaben - hermed mener man næsten altid naturvidenskaben: fysik, kemi, astronomi og biologi. Disse studier begyndte med de kvikke, filosofisk anlagte lilleasiatiske grækere i 6. årh.f.Kr., men blev først for alvor taget op i renæssancen og de følgende århundreder. Denne videnskab ser det som sin opgave at studere den materielle verden og dens processer og finde frem til de love der formodes at gælde der, og udtrykke dem i matematiske formler, dvs. med forstandens uomtvistelige præcision.
    Til disse principper må føjes endnu en idé (som muligvis også stammer fra grækerne, men som forresten er ret besynderlig): at alting må være fremgået af ét og kun ét grundfænomen eller grundstof. Det har de lærde søgt efter og har som bekendt fundet det. Det siger de da, og vi lægmænd må tro dem på deres ord; ingen af os har set et atom, og vi er af gode grunde afskåret fra at forstå den matematik og de specielle fysiske eksperimenter der borger for deres eksistens.
    Disse studier er forøvrigt et mærkeligt fænomen. Det er udslag af en - vist nok særlig vesteuropæisk - nysgerrighed; man vil studere alt og forklare alt. Det er blevet en officielt legitimeret nysgerrighed, en livsopgave for mange og en levevej for ligeså mange. Dens dominerende plads i samfundet skyldes naturligvis, at den er fader til den teknik som vi alle nyder godt af.
    Det siger sig selv, at en videnskab, der principielt ønsker at være objektiv og at udtrykke en verdenserfaring gennem matematiske formler, ikke kan forlige sig med en anskuelse der bygger på en personlig idé om en Gud der styrer os allesammen. Forskningen kan ikke finde nogen Gud i det store væv af mekaniske naturlove. Fysikken kan ikke give husly til åndelige, personlige magter. De må ikke forekomme i systemet. En fremragende dansk naturforsker skrev for nylig, at matematikken og fysikken giver den overskueligste og mest uimodsigelige forklaring på tilværelsen, og at en religiøs, dvs. kristen opfattelse må henvises til privatlivet, dvs. til tænkningens overdrev.
    Den anden kristne idé - Skabelsen ved et guddommeligt magtbud - måtte naturvidenskaben også afvise. Det var for biologien den store anstødssten, og forskerne nåede i forrige århundrede frem til ideen om en langsom, meget langsom udvikling fra oprindeligt uorganisk stof til levende organismer og derfra videre fra enkle til mere varierede livsformer. Darwins udviklingsteori er blevet den mest berømte. Det er en vældig fantasi om livets udvikling gennem utalte millioner af år. En skeptiker har engang kaldt den en mytologi til afløsning af den gamle skabelsesmyte, blot passende forklædt som videnskab. Der er dog en forskel. Darwins teori er grundet på en lang række omsorgsfuldt indsamlede, om end meget spredte, observationer, ordnet og vurderet efter moderne videnskabelige principper, hvad der har givet den en betydelig troværdighed i nutidens øjne. Teorien er i vort århundrede blevet korrigeret og udbygget af forskere, hvis arbejde er resulteret i et smukt sammenhængende billede af livets udvikling, der vel kan gælde som et stærkt sandsynlighedsbevis.
    Det sidste ny forsøg på at overflødiggøre den bibelske skabelsesmyte er for øvrigt ideen om hint meget omtalte Big Bang, der nu af nogle antages at være altings begyndelse. En lægmand må undres. Det må forekomme ham at være gætværk, endnu en mytologisk fantasi. Denne voldsomme begivenhed kan jo ikke videnskabeligt efterprøves, og den forklarer ingenting - udover at Gud (eller hvem det nu var) altså har frembragt verden, ikke på seks, men på én dag.

Der er mangt og meget af kristendom og videnskab som menigmand ikke forstår. For et jævnt tænkende menneske er f.eks. Treenighedsdogmet svært at få ind i hovedet, og heller ikke begrebet Frelse er uden videre klart: frelse fra hvad? - fra som synder at gå til Helvede ved døden? - og til hvad? til en evig salighed? Jeg stillede engang disse spørgsmål til en af vore biskopper, men fik intet svar. Endvidere miraklerne: Jesu opstandelse og himmelfart f.eks. Er de reelle eller blot at forstå symbolsk?
    I vildrede står også almindelige mennesker over for naturvidenskaben. Vi er ikke dus med den højere matematik, og vi kan ikke forstå, at stoffet, som vi umiddelbart opfatter som noget fast og håndgribeligt, i virkeligheden er et cirkus af roterende atomer. Vi kan heller ikke forlige os med tanken om, at vi fra begyndelsen er i familie med hele universet: giraffer, pungrotter, skorpioner o.s.v. - en smuk tanke, men det er dog et meget fjernt familieskab. Det kræver også en overordentlig abstraktionsenergi at forestille sig, at de iøjnefaldende forskelle mellem os og kinesere, sorte afrikanere osv. blot skyldes langsomme forandringer gennem årmillionerne. Den bibelske skabelsesberetning må umiddelbart forekomme os mere rimelig: at Gud skabte alle væsner, hver efter sin art. Og som lægmand må jeg bekende min sympati for seksdagesskabelsen; den er enkel og forståelig og lige så rimelig som den ubeviste teori om Big Bang, som nogle forskere - så utroligt det end lyder - synes at tage alvorligt.
    Men ligeså svært er det for menigmand at forstå, at man nu vil bringe religionen og videnskaben så at sige under én hat. De resultater, som eminente forskeres spekulationer har bragt, har man kunnet læse om i mange Berlingske-kronikker. Desværre virker formidlingsforsøgene mere kunstige end overbevisende, og de rejser to fundamentale spørgsmål.
    Det første: Er alle disse anstrengelser nødvendige? Hvorfor absolut én og kun én opfattelse af verden og jordelivet? Hvorfor ikke to eller flere? Tilværelsen er så mangfoldig, at det næsten virker som hovmod at ville tro, at oplevelsen og opfattelsen af den kan skrives ind i én eneste formel. Kulturhistorien lærer os, at der har været og stadig eksisterer mangfoldige måder at anskue livet på. Der har været mange forskellige religioner, mange leveformer. Skal vi lade os binde af den helt vilkårlige fikse idé om ét grundprincip?

Det andet spørgsmål er: Hvad skal vi almindelige mennesker med en sådan helt teoretisk verdensforklaring? Kan vi bruge den til noget? Diskussionen er interessant, men uvedkommende. Problemet lever kun i en ret begrænset kreds af begavede intellektuelle, men kan ikke have livsvigtig interesse for den store rest af menneskeheden, for hvem det eneste sikre er, at vi er her i verden og skal finde os til rette med de vilkår den byder os.
    Enhedsforsøget er halsløs gerning. Vi vesteuropæere har, for øvrigt just gennem den kristne overlevering, lært, at der er et svælg befæstet mellem stof og sjæl, mellem materielle og åndelige fænomener. Denne lærdom er blevet til en erfaring, der sidder i os helt ind til marven. At overvinde den vil tage lang, meget lang tid. Vil en ny enhedsfilosofi kunne skabe en helt ny mentalitet? Jeg kan love, at det bliver svært.

*Kronik, Berlingske Tidende, mandag 20. september 1993.

**Bo Grønbech er lektor, dr.phil., forfatter. Seneste udgivelse: Søren Kierkegaard. En kritisk introduktion. Tidl. mangeårig formand for H.C. Andersen Selskabet.

Én sti
Index