Hvad nu, hvis Jerry Springer besluttede at udføre et af sine talkshows med en partikelfysiker, der troede på Gud, som udfordring til én, der ikke gjorde? Og hvis han bad dem diskutere, om universet er resultatet af helligt design foran et levende publikum?
    Resultatet kunne blive noget lignende den forfriskende, stimulerende debat mellem Nobelpristageren Stewen Weinberg og fysikeren-der-blev-teolog, og slået til ridder, John Polkinghorne, som opildnede hundredvis af folk her, på en konference, som det var meningen skulle bringe videnskab og religion nærmere hinanden og som satte fokus på den ældgamle disputs nuværende krøller.
    "Jeg ventede næsten at det skulle udvikle sig til et fysisk slagsmål," sagde Janice Herndon, en elev fra Georgetown Universitet, som deltog i konferencen med sin videnskabs- og religionsklasse.
    "Jeg tror det gik lige op."
    Det var lidt livligere end den klappen på skuldre, mellem videnskabsfolk og de religiøse, som har været typisk for den nylige epidemi af sådanne konferencer, kurser og paneler.

Weinberg, til venstre, og Polkinghorne i deres "konstruktive dialog".

Drevet frem af spændende fremskridt i kosmologi og af millioner af dollars fra Templeton Foundation, har der fornyligt bredt sig en virksomhed med det formål at bygge en "konstruktiv dialog" mellem videnskab og religion, som angriber store spørgsmål som "hvorfor er vi her?" og frembragt en stemning som aldrig før af, at klokken er 3 om morgenen i Amerikas pensionat. Møderne er sommetider mærkelige blandinger, som berører emner som det mulige overlap mellem fysikernes forsikringer om, at universets love forekommer finjusterede til menneskelig eksistens og teologernes forestilling om en hengiven skaber.
    Bah, humbug, sagde Hr. Weinberg. Han tror endda ikke, siger han, at der overhovedet burde være en "konstruktiv dialog" mellem videnskab og religion, fordi det kunne "hjælpe med til at give religionen en slags legitimitet, som den ikke burde have." Og hvad angår Templeton pengene og den voksende videnskab-og-religion tendens, "Jeg beklager den," sagde han og forudså, at den ville svinde hen.
    Men det forhindrede ham ikke i at engagere sig i en debat med sin gamle Cantabrigiske ven, Mr. Polkinghorne, en debat, der strakte sig fra kvantemekanik til moral.
    Kampen - som blev holdt i det samme Smithsonian Museum of Natural History auditorium som en berømt debat i 1920 om universets størrelse mellem Harlow Shapley og Heber Curtis - blev noget af et tilløbsstykke for den tre-dages "Cosmic Questions" konference, som var arrangeret af American Association for the Advancement of Science og Templeton Foundation. Dens agenda var at udforske tre jumbospørgsmål: Var der en begyndelse? Er universet designet? Og er vi alene?
    Foruden Polkinghorne-Weinberg debatten diskuterede kosmologerne alment deres opdagelser og ubesvarede spørgsmål om det tidlige univers i rent videnskabelige vendinger, mens teologerne stort set refererede til teksten og Gud, og der var en stærk fornemmelse at de to aldrig vil mødes.
    Men Hr. Polkinghorne og Hr. Weinberg gik virkelig i clinch. Og skønt Hr. Weinberg forsikrede, at de fleste videnskabsfolk, han kendte, ikke engang tænkte nok på religion til at kalde sig ateister, så belyste deres erklæringer, hvordan nylige kosmologiske resultater influerede på valget mellem tro og mistro for de, som gjorde sig ulejligheden at tænke over det.
    I øjeblikket, givet niveauet af viden om universets tilsyneladende finjusterede love, som Hr. Polkinghorne formulerede det, "er der to brede kategorier af mulige forklaringer: Enten er der mange universer, og vores er tilfældigvis ét, eller der er et enkelt univers, der er, som det er" fordi en skaber ønskede det på den måde.

Begge ideer er, understregede han, af metafysisk karakter. Det var Hr. Weinberg enig i, idet han bemærkede, at de "antropiske" fornuftslutninger, der fokuserer på universet i menneske-størrelse, "kan være mystisk mumbo-jumbo eller bare almindelig sund fornuft."
    "Disse er åbne spørgsmål," sagde han. "Er naturens konstanter bemærkelsværdigt godt justeret til livets eksistens?"
    "Vi ved ganske enkelt endnu ikke nok om grundlæggende fysik til at besvare dette spørgsmål," sagde han. Hr. Polkinghorne indrømmede, at han ikke mente det kunne bevises, at Gud eksisterede eller at Gud ikke eksisterede, for den sags skyld.
    Så de to var nærmest henvist til, at argumentere på grundlag af smag.
    "Med eller uden religion," sagde Hr. Weinberg, "vil gode folk gøre gode ting og onde folk gøre onde ting. Men at gode folk gør onde ting, det kræver religion." Hr. Polkinghorne replicerede, at religiøs åbenbaring og transformation også havde fået onde folk til at gøre gode ting.
    I almindelighed, argumenterede han, kan videnskaben i sig selv ikke besvare et metafysisk spørgsmål som hvorvidt universet er designet, præcis på samme måde som fysik ikke kan "forklare" musik ved at beskrive den som vibrationer. Nogle ting, sagde han, kan ikke presses "ind i en formel, der kan skrives på en T-shirt," og der kan ikke være nogen enkle svar på spørgsmål så dybe som hvorfor videnskab overhovedet er mulig - det vil sige, hvorfor universet er forståeligt - og hvorfor universet forekommer så specielt. Men alment, sagde han, "Tror jeg, at religiøs tro kan forklare mere end manglende tro kan."
    Tro på Gud, sagde han, kan forklare ikke blot universets eksistens og dets forståelighed, men også det vidt udbredte fænomen med religiøs oplevelse og bevidsthedens opdukken i mennesker, som han ser som et "signal om meningsfuldhed." Skønhed og moral "finder også en naturlig forankring" med Gud som udgangspunkt, sagde han.
    Hvad angår det evige spørgsmål om hvorfor der er ondt i en verden skabt af en generøs Gud, "har videnskaben været moderat hjælpsom for teologien" på det punkt, sagde Hr. Polkinghorne, ved at fremkomme med en teori om udvikling, som tillod teologer at argumentere at "Gud skabte en verden, som kunne danne sig selv" og ikke direkte var dukkefører.
    Hr. Weinberg kritiserede teologisk teori for at være "uendelig fleksibel," mens fysikken i det mindste havde logisk stivhed. Så efterhånden som observationsdata og fysikernes tænkning skrider frem vil det - måske snart - blive klart, om der virkelig er et enormt antal universer, sagde han, og det vil ikke være et spørgsmål om personlig smag og "vil ikke være et trosspørgsmål," men "vil være en udledning fra love som vi, i øjeblikket, uheldigvis ikke kender."
    Hr. Weinberg indrømmede endda at han, ved at antage et Gudløst univers, tog en chance, givet, at de kendsgerninger, han baserede sin opfattelse på, kunne ændre sig. "Pludseligt, i dette auditorium, kommer der måske et flammende sværd ned" og dræber ham, sagde han, "og så vil vi kende svaret."
    Himlen forbyde det, svarede Hr. Polkinghorne. Det ville være et frygteligt teologisk problem for ham, sagde han, fordi han ikke tror på en slags Gud, der ville gøre det. "Det ville ikke kun være et teologisk problem, men et management problem," tilføjede Hr. Weinberg.

Jeg er blevet bedt om at kommentere, hvorvidt universet viser tegn på at være blevet konstrueret1. Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt at tale om dette uden at have i det mindste en vag ide om, hvordan en konstruktør ville være. Ethvert muligt univers kunne forklares som en eller anden konstruktørs arbejde. Selv et univers, der er fuldstændig kaotisk, uden nogen love eller regelmæssigheder overhovedet, kunne antages at være konstrueret af en idiot.

Spørgsmålet, som for mig forekommer værd at besvare og som måske ikke er umuligt at besvare, er, hvorvidt universet viser tegn på at være blevet konstrueret af en guddom mere eller mindre som dem i de traditionelle monoteistiske religioner – ikke nødvendigvis en skikkelse fra loftet i det Sistine Kapel, men i det mindste en slags personlighed, en intelligens, som skabte universet og for hvem livet er et særligt anliggende, især menneskeligt liv. Man kan sige til mig, at man tænker på noget meget mere abstrakt, en slags kosmisk ånd af orden og harmoni, som Einstein gjorde. Det står bestemt en frit for at tænke på den måde, men så ved jeg ikke, hvorfor man bruger ord som ”konstruktør” eller ”Gud” undtagen måske som en form for beskyttende kolorit.

Det plejede at være indlysende, at verden blev konstrueret af en slags intelligens. Hvad kunne ellers redegøre for ild og regn og lyn og jordskælv? Først og fremmest synes de levende tings vidunderlige evner at pege på en skaber, der havde en speciel interesse i livet. I dag forstår vi de fleste af disse ting som fysiske kræfter, der virker under upersonlige love. Vi kender endnu ikke de mest fundamentale love og vi kan ikke udarbejde alle konsekvenserne af de love, vi kender. Det menneskelige sind forbliver ekstraordinært vanskeligt at forstå, men det gør vejret også. Vi kan ikke forudsige om det vil regne om en måned fra i dag, men vi kender reglerne, der styrer regnen, selv om vi ikke altid kan beregne deres konsekvenser. Jeg ser ikke noget om det menneskelige sind frem for vejret, der udmærker sig hinsides håbet om forståelse som konsekvens af upersonlige love, der virker gennem milliarder af år.

Der synes ikke at være nogen undtagelser til denne naturorden, nogen mirakler. Jeg har indtryk af, at i vore dage bliver de fleste teologer pinligt berørt af tale om mirakler, men de mægtige monoteistiske trosretninger er grundlagt på historier om mirakler – den brændende busk, den tomme grav, en engel dikterer Koranen til Muhamed – og nogle af disse trosretninger belærer os om, at mirakler fortsætter i vore dage. Vidnesbyrd om disse mirakler forekommer mig svagere end vidnesbyrdene for kold fusion, og jeg tror ikke på kold fusion. Først og fremmest forstår vi i dag, at selv menneskeskabninger er resultatet af naturlig udvælgelse, der har virket gennem millioner års avl og spisen.

Jeg ville gætte på, at hvis vi skulle se konstruktørens hånd nogen steder, ville det være i de fundamentale principper, naturens endelige love, den regelsamling, der styrer alle naturfænomener. Vi kender ikke de endelige love endnu, men såvidt vi har kunnet se, er de aldeles upersonlige og helt uden nogen speciel rolle for livet. Der findes ingen livskraft. Som Richard Feynman har sagt det, når man ser på universet og forstår dets love, ”synes teorien, at det hele er indrettet som scene for Gud til at iagttage menneskets kamp mellem godt og ondt, utilstrækkelig.”

Det er sandt, at da kvantemekanikken var ny, mente nogle fysikere, at den satte mennesket tilbage i billedet, fordi kvantemekanikkens principper fortæller os, hvordan vi skal beregne sandsynlighederne for forskellige resultater, der kunne findes af en menneskelig observatør. Men begyndende med Hugh Everetts arbejde for fyrre år siden har tendensen hos fysikere, der tænker dybt over disse ting, været at genformulere kvantemekanikken på en fuldstændig objektiv måde, hvor observatørerne behandles på lige fod med alt andet. Jeg ved ikke om dette program har været fuldstændig succesfuldt endnu, men det tror jeg, det vil blive.

Jeg skal indrømme, at selv når fysikerne er gået så langt, som de kan komme, når vi har en endelig teori, vil vi ikke have et fuldstændigt, tilfredsstillende billede af verden, fordi vi stadig sidder tilbage med spørgsmålet ”hvorfor?” Hvorfor denne teori, snarere end en eller anden anden teori? Hvorfor, for eksempel, beskrives verden af kvantemekanik? Kvantemekanikken er den ene del af vor nutidige fysik, der sandsynligvis overlever intakt i enhver fremtidig teori, men der er intet logisk uundgåeligt ved kvantemekanik; Jeg kan forestille mig et univers styret af newtonsk mekanik i stedet. Så der synes at være et uformindsket mysterium, som videnskaben ikke vil eliminere.

Men religiøse teorier om konstruktion har det samme problem. Enten mener man noget bestemt med en Gud, en konstruktør, eller også gør man ikke. Hvis ikke, hvad taler vi så om? Hvis man mener noget bestemt med ”Gud” eller ”konstruktion,” hvis man, f.eks., tror på en Gud, der er jaloux, eller kærlig, eller intelligent, eller lunefuld, så stilles man alligevel overfor spørgsmålet ”hvorfor?” En religion hævder måske, at universet styres af den slags Gud, snarere end en anden slags Gud og den kan tilbyde vidnesbyrd om denne tro, men den kan ikke forklare, hvorfor det er sådan.

I denne henseende forekommer det mig, at fysik er bedre stillet til at give os en delvist tilfredsstillende forklaring på verden, end religionen nogensinde kan blive, for selv om fysikerne ikke vil kunne forklare hvorfor naturlovene er, hvad de er, og ikke noget fuldstændig anderledes, kan vi i det mindste forklare, hvorfor de ikke er ganske lidt anderledes. For eksempel har ingen kunnet komme i tanker om et logisk konsistent alternativ til kvantemekanikken, der kun er ganske lidt anderledes. Når man først begynder at lave små ændringer i kvantemekanikken, kommer man ind i teorier med negative sandsynligheder eller andre logiske absurditeter. Når man kombinerer kvantemekanik med relativitet, forøger man dens logiske ømfindtlighed. Man finder, at medmindre man indretter teorien på lige præcis den rette måde, får man nonsens, som at virkninger kommer før årsagerne, eller uendelige sandsynligheder. På den anden side forekommer religiøse teorier at være uendeligt fleksible, uden noget til at forhindre opfindelsen af guddomme af enhver tænkelig slags.

Nuvel, for mig afgør det ikke sagen at sige, at vi ikke kan se en konstruktørs hånd i det, vi ved om videnskabens fundamentale principper. Det kunne være, at selv om disse principper ikke henviser udtrykkeligt til liv, endnu mindre menneskeligt liv, er de ikke desto mindre konstrueret til at bringe det til verden.

Nogle fysikere har hævdet, at bestemte naturkonstanter har værdier, der synes, på mystisk vis, at være blevet finjusteret til præcis de værdier, der tillader mulighed for liv på en måde, der kun kunne forklares med indgriben af en konstruktør med en særlig interesse for liv. Disse formodede tilfælde af finjustering har ikke gjort indtryk på mig. For eksempel har et af de oftest citerede eksempler på finjustering at gøre med en egenskab ved kulstof atomets kerne. Stoffet, der blev tilbage fra universets første få minutter var næsten udelukkende brint og helium og faktisk ingen af de tungere grundstoffer som kulstof, nitrogen og ilt, der synes at være vigtige for liv. De tungere grundstoffer, som vi finder på Jorden, blev opbygget hundreder af millioner år senere i en første generation stjerner og så spyet ud i den interstellare gas, fra hvilken vort Solsystem med tiden dannedes.

Det første trin i rækkefølgen af kernereaktioner, der skabte de tunge grundstoffer i tidlige stjerner, er sædvanligvis dannelsen af en kulstofkerne ud af tre heliumkerner. Der er en ubetydelig chance for at producere en kulstofkerne i dens normaltilstand (tilstanden med lavest energi) i kollisioner med tre heliumkerner, men det ville være muligt at producere betragtelige mængder af kulstof i stjerner, hvis kulstofkernen kunne eksistere i en radioaktiv tilstand med en energi på omkring 7 millioner elektronvolt (MeV) over normaltilstandens energi, svarende til energien af tre heliumkerner, men (af grunde som jeg kommer ind på nu) ikke mere end 7,7 MeV over den normale tilstand.

En kulstofkernes radioaktive tilstand kunne nemt dannes i stjerner ud fra tre heliumkerner. Derefter ville det ikke være noget problem at producere almindelig kulstof; kulstofkernen ville i sin radioaktive tilstand spontant udsende lys og blive til kulstof i dets normale ikkeradioaktive tilstand, tilstanden fundet på Jorden. Det kritiske punkt i fremstillingen af kulstof er eksistensen af en radioaktiv tilstand, der kan produceres i kollisioner af tre heliumkerner.

Fra eksperimenter ved man faktisk, at kulstofkernen har præcis sådan en radioaktiv tilstand med energi 7,65 MeV over normaltilstanden. Ved første øjekast kunne det forekomme at være temmelig tæt på; denne radioaktive tilstand hos kulstof undgår kun at være for høj til at muliggøre dannelsen af kulstof (og derfor af os) med 0,05 MeV, hvilket er mindre end en procent af 7,65 MeV. Det kunne se ud som om, at de naturkonstanter, som alle kerners egenskaber afhænger af, er omhyggeligt finjusterede til at gøre liv muligt.

Men ser man nærmere efter, forekommer finjusteringen af naturens konstanter ikke så fin her. Vi er nødt til at overveje grunden til, at dannelsen af kulstof i stjerner kræver eksistensen af en radioaktiv tilstand i kulstof med en energi ikke mere end 7,7 MeV over den normale tilstands. Grunden er, at kulstofkerner i denne tilstand i virkeligheden dannes i en totrins proces: først kombinerer to heliumkerner og danner en berylliumisotops ustabile kerne, beryllium 8, som lejlighedsvis, før den falder fra hinanden, indfanger endnu en heliumkerne og danner en kulstofkerne i dens radioaktive tilstand, som så henfalder til normal kulstof. Den totale energi af beryllium 8 kernen og en heliumkerne i hvile er 7,4 MeV over energien af kulstofkernens normale tilstand; så hvis energien af kulstofs radioaktive tilstand var mere end 7,7 MeV, kunne den kun dannes i en kollision af en heliumkerne og en beryllium 8 kerne, hvis bevægelsesenergien af disse to kerner var mindst 0,3 MeV – en energi, som er yderst usandsynlig ved temperaturer, der findes i stjerner.

Den afgørende ting, der påvirker produktionen af kulstof i stjerner, er således ikke 7,65 energien af kulstofs radioaktive tilstand over dens normale tilstand, men 0,25 MeV energien af den radioaktive tilstand, en ustabil sammensætning af en beryllium 8 kerne og en heliumkerne, over energien af de kerner i hvile2. Denne energi rammer ved siden af at være for høj til produktionen af kulstof med en brøkdel på 0,05/0,25 MeV, eller 20 procent, hvilket trods alt ikke er så tæt på.

Denne konklusion om belæringen fra kulstofsyntese er noget kontroversiel. Men under alle omstændigheder findes der en konstant, hvis værdi ikke synes bemærkelsesværdigt godt justeret til vor fordel. Den er det tomme rums energitæthed, også kaldet den kosmologiske konstant. Den kunne have enhver værdi, men ud fra første principper ville man gætte på, at denne konstant burde være meget stor og kunne være positiv eller negativ. Hvis den var stor og positiv, ville den kosmologiske konstant virke som en frastødende kraft, der steg med afstanden, en kraft der ville forhindre stof i at klumpe sammen i det tidlige univers, den proces der var det første skridt i dannelsen af galakser og stjerner og planeter og folk. Hvis den var stor og negativ ville den kosmologiske konstant virke som en tiltrækkende kraft, der steg med afstanden, en kraft der næsten øjeblikkeligt ville vende universets udvidelse og få det til at kollapse igen, så der ikke var tid til livets udvikling. Faktisk viser astronomiske observationer, at den kosmologiske konstant er temmelig lille, meget mindre end man ville have gættet på ud fra første principper.

Det er stadig for tidligt at sige, om der findes et fundamentalt princip, som kan forklare, hvorfor den kosmologiske konstant skal være så lille. Men selv hvis der ikke er et sådant princip, tilbyder nylige udviklinger i kosmologi muligheden for en forklaring på, hvorfor de målte værdier af den kosmologiske konstant og andre fysiske konstanter er gunstige for intelligent livs opdukken. Ifølge teorierne om 'kaotisk inflation' af André Linde og andre er den ekspanderende sky af milliarder af galakser, som vi kalder big bang, måske kun et fragment af et meget større univers, i hvilket der sker big bang hele tiden, hver af dem med forskellige værdier for de fundamentale konstanter.

I ethvert sådant billede, i hvilket universet indeholder mange dele med forskellige værdier for det, vi kalder naturens konstanter, ville det ikke være vanskeligt at forstå, hvorfor disse konstanter antager værdier, der er gunstige for liv. Der ville være et enormt antal big bangs, i hvilke naturkonstanterne antager værdier, der ikke er gunstige for liv og meget færre hvor liv er muligt. Man behøver ikke påkalde en menneskekærlig konstruktør for at forklare, hvorfor vi er i en af de dele i universet, hvor liv er muligt: i alle de andre dele af universet er der ingen til at stille spørgsmålet3. Hvis nogen teori af denne generelle type viser sig at være korrekt, så ville det at konkludere, at naturkonstanterne er blvet finjusteret af en menneskekærlig konstruktør, svare til at sige, 'Er det ikke vidunderligt, at Gud satte os her på Jorden, hvor der er vand og luft og overfladegravitation og temperaturen er så komfortabel, i stdet for et skrækkeligt sted som Merkur eller Pluto?' Hvor ellers i Solsystemet end på Jorden kunne vi have udviklet os?

En fornuftslutning som denne kaldes 'antropisk.' Sommetider udgør den blot en påstand om, at naturens love er hvad de er så vi kan eksistere, uden yderligere forklaring. Det forekommer mig ikke at være andet end sludder. Hvis der, på den anden side, findes et stort antal verdener, i hvilke nogle konstanter antager forskellige værdier, så er den antropiske forklaring på, hvorfor de i vort univers antager værdier, der er gunstige for liv, blot sund fornuft, som at forklare hvorfor vi lever på Jorden snarere end på Merkur eller Pluto. Den kosmologiske konstants virkelige værdi, målt fornylig ved observationer af fjerne supernovaers bevægelse, er omtrent, hvad man ville forvente fra denne slags argument: den er lige omkring så lille, at den ikke påvirker dannelsen af galakser ret meget. Men vi ved endnu ikke nok om fysik til at sige, om der er forskellige dele af universet, hvor det, vi sædvanligt kalder fysikkens konstanter, virkelig antager forskellige værdier. Det er ikke et håbløst spørgsmål; vi vil kunne besvare det, når vi ved mere om kvanteteorien for gravitation, end vi gør nu.

Det ville være vidnesbyrd for en menneskekærlig konstruktør, hvis livet var bedre, end man kunne forvente af andre grunde. For at bedømme dette, bør vi huske på, at en vis evne til lyst og nydelse nemt ville have udviklet sig gennem naturlig udvælgelse som opmuntring til dyr, der behøver at æde og formere sig for at videregive deres gener. Det er måske ikke sandsynligt, at naturlig udvælgelse på en anden planet ville frembringe dyr, der er heldige nok til at have fritid og evne til at lave videnskab og tænke abstrakt, men vor prøve, på hvad evolutionen kan frembringe, er meget påvirket af den kendsgerning, at det kun er i disse heldige tilfælde, der er nogen som tænker over kosmisk konstruktion. Astronomer kalder det selektionsvirkning.

Universet er meget stort og måske uendeligt, så det burde ikke være nogen overraskelse, at der, blandt det enorme antal planeter, der måske kun understøtter uintelligent liv og det endnu større antal der slet ikke kan understøtte liv, er en lillebitte brøkdel på hvilken der er levende ting, som er i stand til at tænke over universet, som vi gør her. En journalist, som har fået til opgave at interviewe lotterivindere, kan måske komme til at føle, at et eller andet særligt forsyn har spillet ind i deres tilfælde, men han bør huske på det meget større antal lotterispillere han ikke interviewer, fordi de ikke har vundet noget. Når vi således skal afgøre om vore liv viser vidnesbyrd om en menneskekærlig konstruktør, behøver vi ikke kun spørge om livet er bedre end man kunne forvente under alle omstændigheder fra, hvad vi ved om naturlig udvælgelse, men vi behøver også at tage hensyn til den fordom, der indføres ved den kendsgerning, at det er os, der tænker over problemet.

Dette er et spørgsmål, som I alle selv må svare på. Det, at være fysiker, er ingen hjælp med spørgsmål som dette, så jeg er nødt til at tale ud fra min egen oplevelse. Mit liv har været bemærkelsesværdigt lykkeligt, måske i den øvre 99,99 percentil af menneskelig lykke, men alligevel har jeg set min moder dø smertefuldt af kræft, en faders personlighed ødelagt af Alzheimers sygdom, og snesevis af anden og tredje fætre og kusiner myrdet i Holocaust. Tegn på en menneskekærlig konstruktør er temmelig godt skjult.

Den almindelige udbredelse af ondskab og elendighed har altid bekymret dem, som tror på en menneskekærlig og almægtig Gud. Sommetider undskyldes Gud ved at man peger på behovet for fri vilje. Milton giver Gud dette argument i Paradise Lost:

Jeg formede dem fri, og fri skal de forblive
Til de fængsler sig selv: Ellers må jeg ændre
deres natur, og tilbagekalde det høje dekret
Uforanderligt, evigt, som bestemte
deres frihed; selv bestemte de deres fald.

Det forekommer en smule unfair overfor mine slægtninge, at de myrdedes for at give tyskerne en mulighed for fri vilje, men selv bortset fra det, hvordan redegør fri vilje for kræft? Er det en mulighed for fri vilje til svulster?

Jeg behøver ikke her argumentere, for at det onde i verden beviser, at universet ikke er konstrueret, men nævner kun, at der ikke er nogen tegn på menneskekærlighed, der kunne have vist en konstruktørs hånd. Men faktisk er opfattelsen, at Gud ikke kan være menneskekærlig, meget gammel. Skuespil af Aeschylus og Euripides erklærer meget udtrykkeligt, at guderne er selviske og grusomme, selv om de forventer bedre opførsel fra menneskene. Gud forlanger i det Gamle Testamente, at vi skal slå hovedet af vantro og at vi skal være villige til at ofre vore børns liv på Hans ordre, og den traditionelle Kristendoms og Islams Gud forbander os for evigt, hvis vi ikke tilbeder ham på den rette måde. Er dette en pæn måde at opføre sig på? Jeg ved det, Jeg ved det, det er ikke meningen, at vi skal dømme Gud efter menneskelige standarder, men ser I problemet her: Hvis vi endnu ikke er overbevist om Hans eksistens og leder efter tegn på hans menneskekærlighed, hvilke andre standarder kan vi så bruge?

Emnerne, Jeg er blevet bedt om at tale om her, vil forekomme mange at være forfærdelig gammeldags. Det 'argument fra konstruktion,' som den engelske teolog William Paley fremsatte, tænker folk ikke over i vore dage. Religionens anseelse synes i dag at komme fra det, som folk antager er dens moralske indflydelse, snarere end fra hvad de måske mener, har været dens succes med at redegøre for, hvad vi ser i naturen. Omvendt er jeg nødt til at indrømme, at selv om jeg virkelig ikke tror på en kosmisk konstruktør, er grunden til at jeg tager besværet med at argumentere om den, at jeg mener religionens moralske indflydelse i det store og hele har været frygtelig.

Det er et altfor stort spørgsmål til, at det kan afgøres her. Jeg kunne pege på talrige eksempler på skaden fra religiøs begejstring, gennem en lang historie med forfølgelser af befolkningsgrupper, korstog og hellig krig. I vort eget århundrede var det en muslimsk fanatiker, der dræbte Sadat, en jødisk fanatiker, der dræbte Rabin og en hinduistisk fanatiker, der dræbte Gandhi. Ingen ville sige, at Hitler var en kristen fanatiker, men det er vanskeligt at forestille sig Nazismen tage den form, den gjorde, uden grundlaget som århundreders kristen antisemitisme havde sørget for. På den anden side ville beundrere af religion opstille talløse eksempler på det gode, religionen har gjort. For eksempel har den meget anerkendte fysiker Freeman Dyson i sin nylige bog Imagined Worlds understreget den religiøse tros rolle i undertrykkelsen af slaveri. Jeg vil gerne kort kommentere dette punkt, ikke for at bevise noget med ét eksempel, men blot for at vise hvad jeg mener om religionens moralske indflydelse.

Det er bestemt sandt, at kampagnen mod slaveri og slavehandelen blev mægtigt styrket af fromme kristne, inkluderende den evangeliske lægmand William Wilberforce i England og unitarministeren William Ellery Channing i Amerika. Men kristendommen levede, som andre mægtige verdensreligioner, komfortabelt med slaveri i mange århundreder og slaveri blev godkendt i det Nye Testamente. Så hvad var anderledes for antislaveri kristne som Wilberforce og Channing? Der var ikke blevet opdaget nye hellige skrifter og hverken Wilberforce eller Channing hævdede at have modtaget nogen overnaturlige åbenbaringer. Snarere havde det attende århundrede oplevet en omfattende stigning i fornuft og humanitet, der ledte andre – for eksempel, Adam Smith, Jeremy Bentham og Richard Brinsley Sheridan – til også at modsætte sig slaveri, af grunde, der intet havde at gøre med religion. Lord Mansfield, forfatteren af beslutningen i Somersett's Case, som endte slaveri i England (dog ikke dets kolonier), var ikke mere end almindeligt religiøs og hans beslutning nævnte ikke religiøse argumenter. Skønt Wilberforce var anstifter af kampagnen mod slavehandelen i 1790'erne, fik bevægelsen vigtig støtte fra mange i Parliament som Fox og Pitt, som ikke var kendt for deres fromhed. Så vidt Jeg kan se havde religionens moralske sundhed mere gavn af tidernes ånd end tidernes ånd havde gavn af religionen.

Der hvor religionen gjorde en forskel, var den mere til støtte for slaveriet end i opposition til det. Argumenter fra skriften blev brugt i Parliament til at forsvare slavehandelen. Frederick Douglass fortalte i sin beretning, hvordan hans forhold som slave blev værre, da hans herre gennemgik en religiøs omvendelse, der lod ham retfærdiggøre slaveri som straf af børnene fra Ham. Mark Twain beskrev sin mor som en ægte god person, hvis bløde hjerte ynkede selv Satan, men som ikke havde nogen tvivl om slaveriets lovlighed, for i årene, hvor hun levede i Missouri,.havde hun aldrig hørt en prædiken mod slaveri men kun talløse prædikener, der prædikede, at slaveri var Guds vilje. Med eller uden religion kan gode folk opføre sig godt og dårlige folk kan gøre ondt; men for at gode folk skal gøre ondt – det kræver religion.

I et e-mail budskab fra American Association for the Advancement of Science fik Jeg at vide, at målet med denne konference er at have en konstruktiv dialog mellem videnskab og religion. Jeg går helt og fuldt ind for en dialog mellem videnskab og religion, men ikke en konstruktiv dialog. En af videnskabens store bedrifter har været, om ikke at gøre det umuligt for intelligente folk at være religiøse, så i det mindste gøre det muligt for dem ikke at være religiøse. Vi bør ikke vige tilbage fra denne bedrift.

1 Denne artikel er baseret på en tale givet i April 1999 på Conference on Cosmic Design of the American Association for the Advancement of Science i Washington, D.C.

2 Dette blev påpeget i et skrift fra 1989 af M. Livio, D. Hollowell, A. Weiss og J.W. Truran ('The anthropic significance of the existence of an excited state of 12C.' Nature, Vol. 340, No. 6231, 27. Juli, 1989). De lavede den citerede beregning af 7,7 MeV maximum energi af kulstofs radioaktive tilstand, over hvilken der dannes lidt kulstof i stjerner.

3 Den samme konklusion kan drages på en dybere måde, når kvantemekanik anvendes på hele universet. Gennem en genfortolkning af tidligere arbejde af Stephen Hawking, har Sidney Coleman vist, hvordan kvantemekaniske virkninger kan føre til en spaltning af universets historie (mere præcist af det, der kaldes universets bølgefunktion) i et enormt antal separate muligheder, som hver svarer til et forskelligt sæt fundamentale konstanter. Se Sidney Coleman, 'Black Holes as Red Herrings: Topological fluctuations and the loss of quatum coherence,' Nuclear Physics, Vol. 8307 (1988), p. 867.