Forord

John A. Wheeler

'Tænk dig et univers, som for evigt er uden liv?' 'Selvfølgelig ikke', kunne en gammel filosof have sagt, med foragt afvisende spørgsmålet, tilføjende over skulderen, mens han går væk, 'Det har ingen mening at tale om et univers, medmindre der er nogen til at tale om det'.
    Denne hurtige afvisning af ideen om et univers uden liv var ikke så let efter Kopernikus. Han afsatte mennesket fra en central plads i tingenes orden. Hans model af planeternes og Jordens bevægelser lærte os at se på verden som en maskine. Ud af den begyndelse er vokset en videnskab, der ved første øjekast ikke synes at have nogen særlig platform til menneske, sind eller mening. Menneske? Ren biokemi! Sind? Hukommelse, som kan modelleres af elektroniske kredsløb! Mening? Hvorfor spørge efter den forvirrende og uhåndgribelige vare? 'Herre' kunne nogen i dag genformulere Laplaces berømte svar til Napoleon, 'Jeg har intet behov for det begreb'.
    Hvad er mennesket, at universet skulle være opmærksom på det? Teleskoper bringer lys fra fjerne kvasi-stellare kilder, der levede milliarder af år før livet på Jorden, før der overhovedet var en Jord. Skabelsens stadig varme aske kalder vi 'naturlig radioaktivitet'. Et termometer og den relative mængde af de lettere grundstoffer fortæller os i dag om det gensidige forhold mellem temperaturen og tætheden i universets første tre minutter. Forholdene endnu tidligere, som er endnu mere ekstreme, læser vi ud fra partikelfysikken. I perspektiverne i disse voldsomheder af stof og felt, af disse områder af varme og tryk, af disse områder af rum og tid, er så mennesket ikke en uvigtig stump støv på en uvigtig planet i en uvigtig galakse i et uvigtigt område et eller andet sted i det enorme rum?
    Nej! Den gamle filosof havde ret! Mening er vigtig, er endda central. Det er ikke kun, at mennesket er tilpasset universet. Universet er tilpasset mennesket. Forestil dig et univers, i hvilket en eller anden af fysikkens fundamentale dimensionsløse konstanter er ændret med nogle få procent den ene eller anden vej? Mennesket kunne aldrig være kommet til eksistens i et sådant univers. Det er det centrale punkt i det antropiske princip. Ifølge dette princip ligger der en livgivende faktor i centrum af hele verdens maskineri og konstruktion.
    Hvad er det antropiske princips status? Er det et teorem? Nej. Er det blot en tautologi, ækvivalent med den ubetydelige erklæring, 'Universet skal være sådan at det tillader liv, et eller andet sted, på et tidspunkt i dets historie, fordi vi er her'? Nej. Er det et forslag, som kan afprøves ved sine forudsigelser? Måske. Hvad er så det antropiske princips status? Det er det emne, som hver læser af denne fascinerende bog vil ønske at lave sin egen bedømmelse af.
    Ingen andre bedre steder end i den nærværende redegørelse kan læseren se ny tænkning, nye ideer, nye begreber på vej. De gamles kamp med at sortere fornuft fra nonsens i varmens og energiens domæne er nu næsten gået ind i det upåskønnedes dødsrige. De manges tro i dette århundredes tidlige del at 'Kemiske kræfter er kemiske kræfter og elektriske kræfter er elektriske kræfter og aldrig skal de to mødes' er for længe siden blevet rystet. Vores egen tid er kommet et langt stykke med at udsnuse de forfinede forhold mellem entropi, information, tilfældighed og beregnelighed. Men med hensyn til en rigtig bedømmelse af det antropiske princip er vi stadig i mørket. Her om noget sted ser vi, hvor gammeldags det gamle synspunkt er 'Definer først dine betingelser og fortsæt så med dine fornuftsslutninger'. I stedet ved vi nu, at teori, begreber og målemetoder fødes ind i verden af en enkelt, kreativ handling i udelelig helhed.
    Når man fremmer et nyt domæne af forskning til det punkt, hvor det kan blive en etableret del af videnskaben, er det ofte vanskeligere at stille de rette spørgsmål end at finde de rette svar og ingen steder mere end når man behandler det antropiske princip. God dømmekraft, fremfor alt, kræves, dømmekraft i den forstand George Graves fremsatte, 'en bevidsthed om alle faktorerne i situationen og en påskønnelse af deres relative vigtighed'.
    Til opgaven med historie, fremstilling og bedømmelse af det antropiske princip bringer forfatterne af denne bog en unik kombination af evner. John Barrow har til sin kredit en lang liste af udmærkede bidrag indenfor feltet astrofysik alment og kosmologi især. Frank Tipler er bredt kendt for vigtige begreber og teoremer i almen relativitet og gravitationsfysik.
    Det ville være vanskeligt at opdage en enkelt side af det antropiske princip, til hvilken forfatterne ikke bringer en kombination af den bedste tænkning om fortiden og nutiden og ny egenhændig analyse.
    Filosofiske overvejelser forbundet med det antropiske princip? Af overvejelserne om dette emne i kapitlerne 2 og 3 er måske halvdelen nye bidrag fra forfatterne.
    Hvorfor begrænser naturen sig, undtaget elementarpartiklernes fysik på de mindste længdeskalaer, til tre dimensioner af rum og en af tid? Overvejelser fra fortiden og den nuværende fysik om dette emne giver Kapitel 4 en særlig aroma. I Kapitel 6 fremkommer forfatterne med en af de bedste oversigter af kosmologi, der nogensinde er offentliggjort. I Kapitel 8 genkalder Barrow og Tipler ikke blot argumenterne fra L.J. Hendersons berømte bog fra 1913, The fitness of the environment. De udpensler også George Walds mere nylige understregning af egenskaberne ved vand, kultveilte og nitrogen. De tilføjer nye argumenter til Walds bedømmelse af klorofyl, et uforligneligt virkningsstof som det mest effektive fotosyntetiske molekyle nogen kunne opfinde. Ved at tage højde for biologiske overvejelser og moderne statistiske metoder udleder Barrow og Tipler med ny klarhed Brandon Carters slående antropiske-princip ulighed. Den siger, at længden af tid fra nu, ind i fremtiden, i hvilken Jorden vil fortsætte med at være en beboelig planet kun vil være en brøkdel af den tid, 4,6 milliarder år, det har krævet for evolutionen på Jorden at frembringe mennesket. Carter uligheden, som udledt på denne måde, er stadig mere kvantitativ, stadig mere begrænsende, stadig mere slående. Den erklærer at den brøkdel af disse 4,6 milliarder år der endnu mangler at komme er mindre end 1/8, 1/9, 1/10,... eller mindre i henhold til som antallet af kritiske eller usandsynlige eller porttrin i den tidligere evolution af mennesket var 7, 8, 9, ... eller flere. Denne forbavsende forudsigelse ser ud som om den en dag kan afprøves og synes derfor at være 'falsificerbar' i Karl Poppers forstand.
    Kapitel 9, som tegner et rumrejse argument mod eksistensen af udenjordisk intelligent liv, er næsten helt nyt. Det er det afsluttende Kapitel 10 også. I tankeprovokerende kraft konkurrerer det med ethvert af de andre. Det diskuterer ideen, at intelligent liv en dag vil brede sig så grundigt gennem hele rummet, at det vil 'begynde at transformere og fortsætte med at transformere universet på en kosmologisk skala', og således gøre det muligt at udsende 'menneskehedens værdier ... til en arbitrært fjern fremtid ... et Omega Punkt ... på hvilket livet vil have vundet kontrol over alt stof og alle kræfter ...'.
    I enhver tænkende persons sind er der sat et særligt rum til side, et museum af undere. Hver gang vi træder ind i det museum finder vi, at vor opmærksomhed betages af under nummer et, dette mærkelige univers, i hvilket vi lever og bevæger os og har vor tilværelse. Som en mærkelig botanisk prøve, der nylig er ankommet fra et fjernt hjørne af Jorden, ser det ved første øjekast ud til at være så omhyggeligt renset for spor, at vi ikke ved, hvad der er grene og hvad der er rødder. Hvilken ende er op og hvilken er ned? Hvilken del giver næringsstoffer og hvilken modtager næringsstoffer? Menneske? Eller maskineri?
    Enhver, som finder sig selv spekulerende over dette spørgsmål fra tid til anden vil ønske at have Barrow og Tipler med sig på sine tankerejser. De bringer med sig, for nu og da at tale til os med deres egne ord, en skøn samling slubberter og kloge mænd, kloge og opdagere. Når vi rejser med forfatterne og deres venner fra fortiden og nutiden finder vi, at vi igen og igen støder på emner som er levende, nutidige, vigtige.

Oversat fra: Foreword, The Anthropic Cosmological Principle, Oxford University Press, 1996, ss. VII-IX.

28. februar, 2006.

Det antropiske princip
Index