Stadig mystik om den lille prins’ far*

 

Madeleine Blixen

 

 

Vi skriver 1928 et sted i den marokkanske ørken. En lille maskine er nødlandet. Piloten opdager til sin forbavselse, at han befinder sig på en flad bjergtop, hvis sider falder næsten lodret ned. Kun en mærkelig sort sten skiller sig ud fra de ensformige ørkenfarver. Natten kommer hurtigt og piloten lægger sig til at sove under flyvemaskinens vinge. Han drømmer. I drømmen vokser stenen og skifter form. Han ser den komme fra himmelrummet, som den meteorit, den er. En vrimmel af mærkelige personager befolker hans drøm, og da han vågner, husker han stadig en af dem lysende klart – en lille mandsling, siddende på den sorte sten.

      Næste dag bliver Antoine de Saint Exupéry fundet af en pilotkollega, men han glemmer ikke sin drøm. Årene går, og St. Exupéry bliver en berømt forfatter, der også bliver oversat til blandt andet amerikansk. 14 år senere opfordrer hans amerikanske forlægger ham til at skrive en børnebog, da forlæggeren har lagt mærke til den lille mandsling, som den franske forfatter-pilot ofte tegner på papirdugene.

      ’Den Lille Prins’ er født og bliver til den tredje mest solgte bog i verden, næst efter Biblen og Marx’s ’Das Kapital’.

 

Utallige danske studenter har svedt og bandet over den i fransktimerne og måske fået direkte afsmag for denne perle af en bog. Det er synd og skam, for bag den barnlige facade gemmer der sig et lille filosofisk mesterværk om livet og kærligheden. I en meningsmåling sidste år fra CSA valgte franskmændene ud fra en liste på 10 bøger ’Den Lille Prins’ som århundredets bog. Og det var vel og mærke foran Hemingway’s ’Den Gamle Mand og Havet’.

      Den 29. juni 2000 er det hundrede år siden, St. Exupéry blev født, og det vil blive fejret i stor stil i både Frankrig og i udlandet med en lang række udstillinger og udgivelser.

 

St. Exupérys forfatterskab er tæt knyttet til hans karriere som pilot i 1920’erne og 30’erne i Nordafrika og Sydamerika. Hans liv minder om en Hollywoodfilm med romantik og drama for alle pengene. Født på tærskelen til det ny århundrede ud af en gammel aristokratisk, men fattig familie. Faderløs som fireårig, men med en lykkelig barndom alligevel takket være en kærlig mor og tante, der tog sig af de fem børn.

      Allerede som barn er han fascineret af flyvemaskiner og sniger sig mod sin mors vilje til at få sin luftdåb som 12-årig med en af pionererne i den franske luftindustri. Skolen føles som et fængsel for det drømmende og fantasifulde barn. Også som voksen har han svært ved at indordne sig i en almindelig tilværelse. Hans forlovedes fader skaffer ham et kontorjob på en teglfabrik, men den kommende svigersøn er ved at gå til af kedsomhed. Al sin fritid tilbringer han i luften.

      Måske i erkendelse af, at hun ikke kan konkurrere med himlen, hæver kæresten Louise de Vilmorin forlovelsen med St. Exupéry, da han er 23 år.

      Den virkelige frihed kommer med jobbet som stationschef i Marokko i 1927. Her skal han forsøge at mægle mellem franskmændene og de mauriske oprørere, som beskyder de franske flyvemaskiner. St. Exupéry foretager også adskillige redningsekspeditioner efter nødstedte piloter i ørkenen.

 

Antoine de St. Exupéry var pilot for de allierede under Anden Verdenskrig. Den 31. juli 1944 forsvandt hans Lockheed P-38 F over Middelhavet. Nordfoto

Marokko bliver springbrættet til en karriere som leder af postflyvningen i Argentina. St. Exupéry flyver selv så meget han kan, og i aeronautikkens barndom med små maskiner og få instrumenter er det ensbetydende med dagligt at udfordre skæbnen i himlen over Andesbjergene.

      Vi er nu nået til 1932. St. Exupéry er tilbage i Frankrig med en sydamerikansk kone. I de følgende syv år arbejder han for Air France og flyver mellem Frankrig, Afrika og Asien. Ved siden af skriver han og får udgivet reportager og bøger. Oplevelser er der nok at øse af, for eksempel et styrt i den libyske ørken, hvor St. Exupéry vandrer i tre dage, før han bliver fundet af en karavane og bragt til Cairo.

      I 1938 bliver han alvorligt kvæstet, da han styrter ned over Guatemala, og skønt han kommer sig efter fem dages koma og undgår en amputation af sin højre arm, får han aldrig helt sin fysiske form tilbage.

 

Da Anden Verdenskrig bryder ud, insisterer St. Exupéry på at medvirke som  pilot, skønt både hans alder og helbred ikke er til det. Den 31. juli 1944 vender han ikke tilbage fra en mission over Middelhavet.

      En dykker har netop hævdet at have fundet vragrester fra St. Exupéry’s flyvemaskine ud for Marseille i det samme område, hvor en fisker for to år siden fik et navnearmbånd med op med forfatteren og hans kones navne. Dengang nægtede familien at anerkende armbåndet som ægte, og legenden om St. Exupéry kunne leve videre nøjagtig som hans lille prins, hvis krop også forsvinder sporløst i det sidste hjerteskærende kapitel. Men måske gåden om St. Exupéry’s forsvinden nu endeligt vil blive løst, når eksperterne i den kommende tid skal undersøge resterne af den fundne maskine.

      Det Franske Institut i København viser i hele juni måned 2000 udstillingen ’Vinden, sandet og stjernerne’ om St. Exupery.

 

 

* Fra Søndagsavisen 25. juni 2000.

 

 

Tilbage til Navne