Hvor er de?

Måske er vi trods alt alene i galaksen

Ian Crawford*

Indhold:

Indledning
Udenjordisk udvandring
Løsning af paradokset?
Box: Hvor de kunne skjule sig
Yderligere information

Indledning

Nul og nix er kommet fra nogen fremmede, vi deler galaksen med. Eftersøgninger af udenjordisk intelligens har i det mindste delvist scannet efter sendere på Jord-niveau ud til en afstand på 4.000 lysår fra vor planet (gul cirkel) og efter såkaldte type I avancerede civilisationer ud til 40.000 lysår (rød cirkel). Manglen på signaler er begyndt at bekymre mange forskere.

Hvor almindelige er andre civilisationer i universet? Dette spørgsmål har fascineret menneskeheden i århundreder og selv om vi stadig ikke har noget definitivt svar, har et antal nylige udviklinger igen bragt det frem. Den vigtigste er, efter lang ventetid og adskillige falske begyndelser, bekræftelsen af, at der findes planeter uden for vort solsystem.
    I løbet af de sidste fem år har man fundet, at mere end tre dusin stjerner som Solen har planeter med en masse som Jupiter. Og selv om astronomerne indtil videre ikke har fundet nogen planeter som Jorden, kan vi nu være nogenlunde sikre på, at der også vil være rigeligt af dem. I den udstrækning planeter er nødvendige for livets oprindelse og udvikling, varsler disse spændende opdagelser bestemt godt for det vidt udbredte synspunkt, at livet præger universet. Dette synspunkt støttes af fremskridt i vor forståelse af livets historie på Jorden, som har belyst hastigheden med hvilken livet etablerede sig på denne planet. Det ældste direkte vidnesbyrd, vi har for liv på Jorden, består af fundet af fossile bakterier i 3,5 milliarder år gamle klipper fra Vestaustralien, som blev kundgjort i 1993 af J. William Schopf fra University of California i Los Angeles. Disse organismer var allerede temmelig avancerede og må selv have haft en lang evolutionshistorie. Således må livets faktiske opståen nærmere være sket for fire milliarder år siden, hvis man antager, at livet er indfødt på Jorden.

Kolonisation af galaksen er ikke så tidskrævende som man skulle tro. Mennesker kunne begynde processen ved at sende kolonister til to nærliggende stjerner, en tur, som kunne tage 100 år med forudsigelig teknologi. Efter at have brugt 400 år til at etablere sig, sender hver koloni to nye kolonier ud og så videre. Inden for 10.000 år kunne vore efterkommere bebo ethvert stjernesystem indenfor 200 lysår. Det ville tage 3,75 millioner år at kolonisere hele galaksen - en brøkdel af et sekund i kosmisk forstand. Hvis bare én fremmed civilisation nogensinde har udført et sådant program, burde dens kolonier være, hvor som helst vi kigger.

Jorden selv er kun 4,6 milliarder år gammel og den kendsgerning, at livet dukkede op så hurtigt i geologisk tid - sandsynligvis lige så snart forholdene havde stabiliseret sig nok til at gøre det muligt - antyder, at det var relativt nemt for naturen at opnå dette trin. Den Nobelpris-vindende biokemiker Christian de Duve er gået så vidt som at konkludere: "Det er næsten uundgåeligt, at livet opstår ... hvor som helst de fysiske forhold ligner dem, der herskede på vor planet for omkring fire milliarder år siden." Så der er al mulig grund til at tro, at galaksen vrimler med levende ting.
    Følger det heraf, at der også er overflod af teknologiske civilisationer? Mange folk har hævdet, at når primitivt liv en gang har udviklet sig, vil naturlig udvælgelse uundgåeligt forårsage, at det skrider frem mod intelligens og teknologi. Men er det nødvendigvis sådan? At der kunne være noget galt med dette argument, blev tydeligt udtrykt af kernefysikeren Enrico Fermi i 1950. Hvis udenjordiske er almindelige, spurgte han, hvor er de så? Burde deres tilstedeværelse ikke være indlysende? Dette spørgsmål er blevet kendt som Fermi Paradokset.
    Problemet har i virkeligheden to sider: SETI (Search for Extraterrestrial Intelligence) programmernes fiasko med at detektere radiotransmissioner fra andre civilisationer og manglen på vidnesbyrd om, at udenjordiske nogensinde har besøgt Jorden. Muligheden for at søge efter ET'er med radioastronomi blev først alvorligt diskuteret af fysikerne Giuseppe Cocconi og Philip Morrison i en berømt afhandling i tidsskriftet Nature i 1959. Den blev året efter fulgt af den første virkelige eftersøgning, Projekt Ozma, hvori Frank D. Drake og hans kolleger ved National Radio Astronomy Observatory i Green Bank, W.Va. lyttede efter signaler fra to nærliggende stjerner. Siden da er der blevet udført mange andre SETI eksperimenter og et antal raffinerede eftersøgninger, som dækker hele himlen og andre, som er målrettede mod hundreder af individuelle stjerner, er igang i øjeblikket [se "The Search for Extraterrestrial Intelligence," af Carl Sagan og Frank Drake; Scientific American, Maj 1975; "Is there Intelligent Life Out There?" af Guillermo A. Lemarchand; Scientific American Presents: Exploring Intelligence, Winter 1998]. Til trods for al denne aktivitet har forskerne imidlertid ikke gjort nogen positive detektioner af udenjordiske signaler.
    Vi er naturligvis stadig i SETI's tidlige dage og manglen på succes til dato kan ikke bruges til at udlede, at ET civilisationer ikke findes. Eftersøgningerne har indtil videre kun dækket en lille brøkdel af det totale "parameterrum" - dvs., kombinationen af målstjerner, radiofrekvenser, styrkeniveauer og tidsmæssig dækning, som observatører skal scanne, før man drager en definitiv konklusion. Ikke desto mindre begynder de første resultater allerede at anbringe nogle interessante begrænsninger på udbredelsen af radiotransmitterende civilisationer i galaksen [se box].
Fermis Paradoks bliver indlysende, når man undersøger nogle af de antagelser, som ligger under SETI, specielt det totale antal galaktiske civilisationer, både eksisterende og uddøde, som den implicit antager. En af de nuværende ledere indenfor området, Paul Horowitz fra Harvard University, har erklæret, at han forventer, at der opholder sig mindst en radiotransmitterende civilisation indenfor 1.000 lysår fra Solen, et rumfang af verdensrummet, som indeholder omkring en million stjerner af soltype. Hvis det passer, burde noget i retning af 1.000 civilisationer bebo galaksen i dens helhed.
    Det er et temmeligt stort antal og medmindre disse civilisationer er meget længe levende, betyder det, at et virkelig enormt antal må have rejst sig og faldet i løbet af galaksens historie. (Hvis de virkelig er længe levende - hvis de klarer at undgå naturlige eller selv-påførte katastrofer og forbliver detekterbare med vore instrumenter - rejser det andre problemer, som diskuteret nedenfor). Statistisk er antallet af civilisationer, der er tilstede i hvert givet øjeblik, lig med deres dannelsesrate ganget med deres middellevetid. Man kan tilnærme dannelsesraten som det totale antal, der nogensinde er dukket op, divideret med galaksens alder, som er omkring 12 milliarder år. Hvis civilisationer dannes med en konstant hastighed og har en middellevetid på 1.000 år hver, må der totalt have eksisteret omkring 12 milliarder teknologiske civilisationer i løbet af galaksens historie, for at der kan eksistere 1.000 i dag. Forskellige antagelser om dannelsesraten og middellevetiden giver forskellige estimater af antallet af civilisationer, men det er alle store tal. Det er det, der gør Fermis Paradoks så skærende. Ville ingen af disse civilisationer, ikke bare en enkelt, have efterladt nogen vidnesbyrd om deres eksistens?

Udenjordisk udvandring

Dette problem blev først diskuteret i detaljer af astronomen Michael H. Hart og ingeniøren David Viewing i uafhængige afhandlinger, som begge blev offentliggjort i 1975. Diskussionen blev senere videreført af forskellige forskere, mest bemærkelsesværdigt af fysikeren Frank J. Tipler og radioastronomen Ronald N. Bracewell. Som udgangspunkt har de alle taget manglen på klare vidnesbyrd om udenjordiske besøg på Jorden. Hvad man end mener om UFO'er, kan vi være sikre på, at Jorden ikke er overtaget af en udenjordisk civilisation, da det ville have afsluttet vor egen evolution og vi ville ikke være her i dag.
    Der er kun fire måder, hvorpå man kan forene fraværet af ET'er med det udbredte synspunkt, at avancerede civilisationer er almindelige. Måske er interstellare flyvninger umulige, så ET'er aldrig kunne være kommet her, selv om de havde ønsket det. Måske udforsker ET civilisationer virkelig aktivt galaksen, men har ikke nået os endnu. Måske er interstellar rejse mulig, men ET'erne har valgt ikke at gennemføre det. Eller måske har ET'er været, eller er stadig, aktive i Jordens omegn, men har besluttet ikke at forstyrre os. Hvis vi kan eliminere hver af disse forklaringer på Fermis Paradoks, er vi nødt til at se den mulighed i øjnene, at vi er de mest avancerede livsformer i galaksen.
    Det er klart, at den første forklaring fejler. Intet kendt princip i fysik eller ingeniørarbejde udelukker interstellar rumflyvning. Selv i disse rumalderens tidlige dage har ingeniørerne forestillet sig fremdriftsstrategier, som kunne opnå 10 til 20 procent af lysets hastighed og dermed muliggøre rejser til nærliggende stjerner i løbet af årtier [se "Reaching for the Stars," af Stephanie D. Leifer; Scientific American, Februar 1999].
    Af samme grund er den anden forklaring også problematisk. Enhver civilisation med avanceret raketteknologi ville kunne kolonisere hele galaksen på en kosmisk kort tidsskala. Overvej f.eks. en civilisation, som sender kolonister til nogle få af dens nærmeste planetsystemer. Efter disse kolonister har etableret sig, udsender de deres egne sekundære kolonier og så videre. Antallet af kolonier vokser eksponentielt. En koloniserings-bølgefront vil bevæge sig udefter med en hastighed, der bestemmes af stjerneskibenes hastighed og af den tid, der kræves for hver koloni at etablere sig. Nye kolonier vil hurtigt udfylde rummet bag denne bølgefront.
    Hvis man antager et typisk mellemrum mellem kolonierne på 10 lysår, vil en skibshastighed på 10 procent af lysets og en periode på 400 år mellem grundlæggelsen af en koloni og udsendelse af dens egne kolonier lade bølgefronten udbrede sig med en middelhastighed på 0,02 lysår om året. Da galaksen er 100.000 lysår i diameter, tager det ikke mere end omkring fem millioner år at kolonisere den fuldstændigt. Skønt det i menneskelig forstand er lang tid, er dette kun 0,05 procent af galaksens alder. Sammenlignet med de andre astronomiske og biologiske tidsskalaer er det essentielt øjeblikkeligt. Den største usikkerhed er den tid, der kræves for, at en koloni etablerer sig og avler nye kolonier. En fornuftig øvre grænse kunne være 5.000 år, den tid, det har taget den menneskelige civilisation at udvikle sig fra de tidligste byer til rumfart. I det tilfælde ville en fuldstændig galaktisk kolonisation tage omkring 50 millioner år.
    Betydningen er klar: den første teknologiske civilisation, med evnen og tilbøjeligheden til at kolonisere galaksen, kunne have gjort det, før nogen konkurrenter overhovedet havde en chance for at udvikles. I princippet kunne dette være sket for milliarder af år siden, da Jorden alene var beboet af mikroorganismer og stod vidt åben for påvirkning udefra. Alligevel viser ingen fysisk artefakt, ingen kemiske spor og ingen indlysende biologisk indflydelse, at den nogensinde er blevet antastet. Selv hvis Jorden med vilje var blevet tilsået med liv, som nogen forskere har spekuleret på, har den været overladt til sig selv siden da.
    Det følger heraf, at ethvert forsøg på at løse Fermis Paradoks skal hvile på antagelser om andre civilisationers adfærd. For eksempel kunne de ødelægge sig selv først, de kunne mangle interesse for at kolonisere galaksen, eller de kunne have strenge etiske kodekser mod at gribe ind i primitive livsformer. Mange SETI forskere såvel som andre, der er overbeviste om at ET civilisationer må være almindelige, tenderer mod at afvise betydningen af Fermis Paradoks med en ukritisk henvisning til en eller flere af disse sociologiske betragtninger.
    Men de står over for et fundamentalt problem. Disse forsøg på forklaringer er kun plausible, hvis antallet af udenjordiske civilisationer er lille. Hvis galaksen har indeholdt millioner eller milliarder af teknologiske civilisationer, forekommer det meget usandsynligt, at de alle ville ødelægge sig selv, være tilfreds med en stillesiddende eksistens eller være enige om det samme sæt etiske regler for behandlingen af mindre udviklede former for liv. Det ville kun kræve én teknologisk civilisation, der, af en hvilken som helst grund, drog ud på et program for galaktisk kolonisation. Tværtimod, den eneste tekniske civilisation vi faktisk ved noget om - nemlig vor egen - har endnu ikke selvdestrueret, viser alle tegn på at være ekspansionistisk og er ikke specielt forbeholden med at påvirke andre levende ting.
    Trods bestræbelsens uhyre omfang tror jeg, vi kan identificere et antal grunde til, at et program for interstellar kolonisation faktisk er temmelig sandsynligt. For det første ville en art med tilbøjelighed til at kolonisere nyde evolutionære fordele på sin hjemplanet og det er ikke vanskeligt at forestille sig denne biologiske arv overført til en rumalder kultur. Desuden kunne kolonisering blive gennemført af politiske, religiøse eller videnskabelige årsager. Det sidste forekommer særlig sandsynligt, hvis vi tager i betragtning, at den første civilisation, der udvikles, pr. definition ville være alene i galaksen. Alle dens SETI eftersøgninger ville vise sig at være negative og det kunne igangsætte et program til systematisk interstellar udforskning for at finde ud af hvorfor.

Løsning af paradokset?

Endvidere, ligegyldigt hvor fredelige, stillesiddende eller uinkvisitive ET civilisationer kan være, så vil de i sidste ende alle have et motiv til interstellar udvandring, fordi ingen stjerne varer evigt. I løbet af galaksens historie er hundreder af millioner af stjerner af sol-typen løbet tør for hydrogen brændsel og er endt deres dage som røde giganter og hvide dværge. Hvis civilisationer var almindelige omkring sådanne stjerner, hvor er de så blevet af? Lod de sig alle bare uddø?
    Teknologiske civilisationers tilsyneladende sjældenhed tigger om en forklaring. Der opstår en mulighed, når man overvejer galaksens kemiske berigelse. Alt liv på Jorden, og faktisk enhver tænkelig udenjordisk biokemi, afhænger af grundstoffer, der er tungere end hydrogen og helium - væsentligst, carbon, nitrogen og oxygen. Disse grundstoffer, som produceres af kernereaktioner i stjerner, er gradvist akkumuleret i det interstellare medium, fra hvilket nye stjerner og planeter dannes. I fortiden var koncentrationen af disse grundstoffer lavere - muligvis for lav til at livet kunne opstå. Blandt stjerner i vor del af galaksen har vor sol en relativt høj overflod af disse grundstoffer af sin alder. Måske fik vort solsystem tilfældigvis et forspring i livets oprindelse og evolution.

Stellare lig, som Sommerfugle Tågen er strøet ud i galaksen. Hvis der plejede at leve intelligente skabninger omkring disse stjerner, hvor er de så nu?

Men dette argument er ikke så tvingende, som det ved første øjekast kan forekomme. For det første kender forskerne ikke den kritiske tærskel for overflod af tunge grundstoffer, som livet kræver. Hvis en overflod så lav som en tiendedel af solværdien er tilstrækkelig, så kunne livet være opstået omkring meget ældre stjerner. Og selv om Solen har en relativt høj overflod af tunge grundstoffer af sin alder, er den bestemt ikke enestående [se "Here Come the Suns," af George Musser; Scientific American, Maj 1999]. Overvej den nærliggende sollignende stjerne 47 Ursae Majoris, en af de stjerner omkring hvilke en planet af Jupiter-masse for nylig er blevet opdaget. Denne stjerne har samme overflod af grundstoffer som Solen, men dens estimerede alder er syv milliarder år. Ethvert liv, der kan være opstået i dens planetsystem, burde have et forspring på 2,5 milliarder år i forhold til os. Mange millioner lignende gamle og kemisk rige stjerner befolker galaksen, især ind imod centeret. Således er galaksens kemiske evolution med næsten sikkerhed ikke i stand til helt at redegøre for Fermis Paradoks.
    I min bevidsthed antyder historien om livet på Jorden en mere overbevisende forklaring. Levende ting har eksisteret her næsten fra begyndelsen, men flercellet dyreliv dukkede først op for omkring 700 millioner år siden. I mere end 3 milliarder år var Jorden alene beboet af encellede mikroorganismer. Denne tidsforsinkelse synes at betyde, at udviklingen af noget, der er mere kompliceret end en enkelt celle, er usandsynligt. Således finder overgangen til flercellede dyr måske kun sted på en lille brøkdel af planeter, der er beboet af encellede organismer.
    Man kunne hævde, at bakteriernes langvarige ensomhed helt enkelt var en nødvendig forløber for den endelige opdukken af dyreliv på Jorden. Måske tog det så lang tid - og vil tage en tilsvarende længde af tid på andre beboede planeter - for den bakterielle fotosyntese at producere de mængder atmosfærisk oxygen, der kræves af mere komplekse former for liv. Men selv hvis flercellede livsformer med tiden opstår på alle liv-bærende planeter, følger det stadig ikke, at de uundgåeligt vil føre til intelligente skabninger, endnu mindre til teknologiske civilisationer. Som påpeget af Stephen Jay Gould i hans bog Wonderful Life, afhænger udviklingen af intelligent liv af en skare essentielt tilfældige miljømæssige påvirkninger.
    Denne mulighed illustreres mest tydeligt af dinosaurernes skæbne. De dominerede denne planet i 140 millioner år, men udviklede dog aldrig en teknologisk civilisation. Uden deres uddøen, resultatet af en tilfældig begivenhed, ville evolutionshistorien have været meget anderledes. Udviklingen af intelligent liv på Jorden har hvilet på et stort antal tilfældige hændelser, af hvilke nogle havde en meget lav sandsynlighed. I 1983 konkluderede fysikeren Brandon Carter, at "civilisationer, der er sammenlignelige med vor egen, er sandsynligvis yderst sjældne, selv om steder som vort eget forekommer ofte i galaksen".
    Selv om de efter mit skøn er overbevisende, kan alle disse argumenter vise sig at være skudt langt fra målet. I 1853 bemærkede William Whewell, en fremtrædende hovedperson i debatten om udenjordisk liv: "De diskussioner, vi er viklet ind i, tilhører selve videnskabens grænser, fronten, hvor viden ... ender og uvidenheden begynder". Til trods for alle fremskridt siden Whewells tid, er vi i dag grundlæggende i samme position. Og den eneste måde, hvorpå vi kan mindske vor uvidenhed, er at udforske vore kosmiske omgivelser i større detalje.
    Det betyder, at vi bør fortsætte SETI programmerne, indtil vi enten detekterer signaler eller vi, mere sandsynligt efter min mening, kan sætte stramme grænser for antallet af radiotransmitterende civilisationer, som kan have undgået vor opmærksomhed. Vi bør forfølge et strengt program for udforskning af Mars med sigte på at bestemme, om livet opstod på den planet eller ikke og hvis ikke, hvorfor ikke. Vi bør fortsætte med udviklingen af store rumbaserede instrumenter, som er i stand til at detektere Jord-størrelse planeter omkring nærliggende stjerner og udføre spektroskopiske eftersøgninger af tegn på liv i deres atmosfærer. Og endelig bør vi udvikle teknologier til interstellare rumsonder til at studere planeterne omkring nærliggende stjerner.
    Kun ved at gennemføre et så energisk program for udforskning vil vi nå en mere fuldstændig forståelse af vor plads i tingenes kosmiske plan. Hvis vi ikke finder vidnesbyrd om andre teknologiske civilisationer, kan det blive vor skæbne at drage ud på udforskningen og koloniseringen af galaksen.

Hvor de kunne skjule sig

Galaksen forekommer at være blottet for supercivilisationer, men mindre kulturer kunne være smuttet for de igangværende eftersøgninger

Andrew J. LePage

RESULTATERNE AF SETI PROGRAMMER summeres i dette diagram. Det sorte område viser, hvilke civilisationer der kunne have undgået vore radioeftersøgninger, enten fordi de er for langt væk eller fordi deres sendere er for svage. For at få noget fornuftigt ud af dette diagram vælger man en senderstyrke (lodret akse), læser på tværs til det sorte område og går ned for at finde afstanden fra Jorden (vandret akse). For eksempel skal en Arecibo-klasse sender på 10¹⁴ watt være længere væk end omkring 4.000 lysår for fuldstændigt at have undgået vore eftersøgninger. Farvekoden giver mere detaljeret information - nemlig den estimerede procentdel af alle stjernesystemer, der er blevet undersøgt for sendere af en given styrke eller større.

Intet SETI program har nogensinde fundet et verificerbart fremmed radiosignal. Hvad betyder dette intetsigende resultat? Ethvert svar skal være yderst berettiget, fordi eftersøgningerne har været så ufuldstændige. Ikke desto mindre kan forskerne drage nogle foreløbige konklusioner om andre civilisationers antal og teknologiske raffinement.
    Den mest grundigt undersøgte frekvenskanal til dato, omkring 1,42 gigahertz, svarer til emmisionslinien for det mest almindelige grundstof i universet, hydrogen - ud fra den præmis, at hvis de udenjordiske skulle vælge en frekvens for at tiltrække vor opmærksomhed, ville denne være et naturligt valg. Diagrammet, det første af sin slags, viser nøjagtigt, hvor grundigt universet er blevet gennemsøgt for signaler ved eller nær denne frekvens. Der er aldrig detekteret noget signal, hvilket betyder, at eventuelle civilisationer enten er for langt væk eller ikke sender med styrke nok til at registrere på vore instrumenter. Derfor udelukker de intetsigende resultater visse typer civilisationer, inkluderende de primitive tæt på Jorden og de avancerede længere væk.
    Kortet kvantificerer denne konklusion. Den vandrette akse viser afstanden fra Jorden. Den lodrette akse giver sendernes effektive isotropiske udstrålede styrke (EIRP: Effective Isotropic Irradiated Power). EIRP er essentielt senderens styrke divideret med den brøkdel af himlen, som antennen dækker. I tilfælde af en sender, som transmitterer i alle retninger, er EIRP lig med selve senderens styrke. I øjeblikket er den kraftigste på denne planet Arecibo radioteleskopet i Puerto Rico, der kunne bruges som et radarsystem med en smal stråle med en EIRP på næsten 10¹⁴ watt.
   EIRP kan tjene som en grov stedfortræder for en avanceret civilisations teknologiske niveau ifølge en plan, som er anvist af den russiske SETI pioner Nikolai S. Kardashev i de tidlige 1960'ere og som senere blev udvidet af Carl Sagan. Type I civilisationer kunne transmittere signaler med en styrke, som svarede til alt det sollys, der ramte en jordlignende planet, omkring 10¹⁶ watt. Type II civilisationer kunne tøjle hele kraften fra en sollignende stjerne, omkring 10²⁷ watt. Endnu mægtigere type III civilisationer behersker en hel galakse, omkring 10³⁸ watt. Hvis en civilisations formåen falder mellem disse værdier, interpoleres dens type logaritmisk. F.eks. regnes menneskeheden, baseret på Arecibos output, som en type 0,7 civilisation.
    Diagrammet viser, hvilken brøkdel af stjerner, der indtil nu er blevet scannet uden succes, for enhver kombination af afstand og senderstyrke. De hvide og farvede områder repræsenterer de civilisationer, hvis eksistens vi derfor kan udelukke med forskellige grader af sikkerhed. Det sorte område viser civilisationer, der kunne have undgået eftersøgningerne. Størrelsen af det sorte område vokser mod højre - det vil sige, når afstanden til Jorden vokser. SETI programmerne udelukker fuldstændig transmissioner på Arecibo-niveau ud til omkring 50 lysår. Længere borte kan de udelukke de kraftigste sendere. Langt hinsides Mælkevejen fejler SETI fuldstændigt, fordi galaksernes relative bevægelse ville flytte eventuelle signaler ud af detektionsbåndet.
    Dette er ikke ubetydelige resultater. Før forskerne begyndte at kigge efter, mente de, at type II eller type III civilisationer faktisk kunne være temmelig almindelige. Det ser ikke ud til at være tilfældet. Denne konklusion stemmer overens med andre astronomiske data. Medmindre supercivilisationer på mirakuløs måde har ophævet termodynamikkens anden lov, vil de have behov for at bortskaffe deres affaldsvarme, hvilket ville vise sig ved infrarøde bølgelængder. Men eftersøgninger, udført af Jun Jukagu fra Research Institute of Civilisation i Japan og hans kolleger, har ikke set sådant affald ud til en afstand på omkring 80 lysår. Hvis man antager, at civilisationer er spredt tilfældigt, sætter disse resultater også grænser for middelspredningen af civilisationer og derfor for den udledte udbredelse i uprøvede områder af galaksen.
    På den anden side kunne millioner af ikke-detekterede civilisationer, som kun er lidt mere avancerede end vor egen, fylde Mælkevejen. Et hundrede eller flere type I civilisationer kunne også dele galaksen med os. For at gøre sagerne yderligere komplicerede kunne de udenjordiske benytte en anden frekvens eller sende sporadisk. SETI programmerne har faktisk noteret talrige "udenjordiske hændelser", signaler, som er for stærke til at være støj, men som aldrig siden er observeret igen. Sådanne transmissioner kan have været radiobølger undervejs fra nærliggende mobiltelefoner - eller de kan have været midlertidige udenjordiske transmissioner. Ingen ved det. Skønt forkanten af teknologien har gjort SETI mere og mere stærk, har vi kun udforsket en brøkdel af mulighederne.

Andrew J. LePage er fysiker ved Visidyne Inc. i Burlington, Mass., hvor han analyserer satellit data. Han har skrevet omkring tre dusin artikler om SETI og exobiologi.

Yderligere læsning

Extraterrestrials, Where Are They? Edited by Ben Zuckerman and Michael H. Hart. Cambridge University Press, 1995.

Vital Dust: Life as a Cosmic Imperative. Christian de Duve. Basic Books, 1995.

Scintillation-Induced Intermittency in SETI James M. Cordes, T. Joseph W. Lazio and Carl Sagan in Astrophysical Journal, Vol. 487, pages 782-808; October 1, 1997.

Aliens: Can We Make Contact with Extraterrestrial Intelligence? Andrew J.H. Clark and David H. Clark. Fromm International, 1999.

Rare Earth: Why Complex Life Is Uncommon in the Universe. Peter Douglas Ward and Donald Brownlee. Copernicus Books, 2000.

A comprehensive list of SETI programs is available at www.skypub.com/news/special/seti_toc.html

A list of planets discovered outside our solar system is available at cfa-www.harvard.edu/planets

To get involved in the SETI@home program, visit setiathome.ssl.berkeley.edu. Be sure to join the Scientific American team at setiathome.ssl.berkeley.edu/stats/team/team_36552.html

* Ian Crawford er astronom i afdelingen for fysik og astronomi ved University College, London. Hans forskningsinteresser drejer sig mest om studiet af det interstellare miljø og miljøet omkring stjerner, inkluderende de skiver omkring stjernerne, som man mener danner planeter. Han tror, at det kosmiske perspektiv, vi får ved udforskningen af universet, taler for den politiske forening af vor verden. Han forklarer: "Dette perspektiv er allerede synligt i billeder af Jorden taget fra rummet, som understreger vor planets kosmiske ubetydelighed, uanset de nationale grænser, vi har tegnet på dens overflade. Og hvis vi nogensinde møder andre intelligente arter derude blandt stjernerne, ville det så ikke være bedst for menneskeheden at tale med en forenet røst?"

Fra Where Are They, Scientific American, juli 2000, ss.28-33.

18. oktober, 2005.

Indhold
Allan Hills 84001 :Én sti: SLUT
Det levende univers: Genvurdering af Drake ligningen
Er der liv andetsteds i Universet?
Stjernerne scannes for tegn på liv
Skæbnen for liv i Universet
Livets betydning
Index