Derfor
valgte Churchill krigen
Winston Churchill afviste fredsslutning med Hitler.
Hans indstilling er nu genstand for debat blandt historikere.
Hvordan ville verden se ud, hvis Storbritannien
anført af premierminister Winston
Churchill havde taget imod Hitlers fredstilbud den 19. juli 1940?
Spørgsmålet hører til dem,
seriøse historikere hader at stille og svare på - for det er
ikke videnskab at udtale sig om, hvad der ville være sket, hvis og hvis
og hvis...
Den britiske forfatter Robert Harris tør
både spørge og svare, bl.a. i bogen "Fædreland"
(udkommet på dansk 1992), og i Sunday Times er han nu gået ind i
debatten om historikeren John Charmleys stærkt kritiske, netop udkomne
bog "Churchill - The End of Glory". Det er heri, det hævdes,
at England på grund af sin deltagelse i Anden Verdenskrig tabte sit
imperium og blev en satellit under USA.
Et skræmmende bud
Harris giver et skræmmende bud på et Europa,
hvor Tyskland og England havde sluttet fred.
Hitler kunne med ro på Vestfronten have startet
sit felttog mod Sovjetunionen i maj 1941 - og ikke 22. juni, som faktisk blev
datoen. For tyskerne blev heller ikke distraheret af engelsk
tilstedeværelse i Nordafrika og på Balkan og kunne gå
løs på russerne og erobre Moskva, inden den russiske vinter
satte ind.
Stalin ville ikke få hjælp gennem
britiske konvojer, men tusinder af ekstra tyske soldater ville sikre
værnemagten et sejrrigt fremstød til Ural.
England ville nok have fået lov at beholde
flåden - og foreløbig imperiet, som kunne sikres med
forstærkning af 10 tyske divisioner. Dem overvejede Hitler i sommeren
1940 i en samtale med Göring og Hess at stille til briternes
rådighed.
Hitler ville ikke - som det faktisk skete - gå
i alliance med Japan og altså heller ikke komme i krig med USA - og
hvorfor skulle amerikanerne så hjælpe Storbritannien?
Tyskland uovervindelig
Tyskland ville således være totalt uovervindelig på det
europæiske fastland og kunne udvikle sine raket- og atomvåben. Og
England ville snart mærke, at freden med Tyskland kun var på
Hitlers betingelser.
Samtidig ville Imperiet smuldre - Canada, Australien
og New Zealand ville søge under USA's vinger, og Indien ville kaste
det britiske åg - den senere premierminister Nehru og Mahatma Ghandi
gjorde rent faktisk ihærdige forsøg på at genere de
britiske koloniherrer også i virkelighedens verden.
Storbritannien ville være tvunget til at handle
med det tyske "økonomiske fællesskab" (disse vendinger
brugte tyskerne faktisk) og ville ikke være i stand til at føre
en selvstændig udenrigspolitik.
Hvad skulle briterne svare, hvis et
atombevæbnet Tyskland stillede krav om udlevering af samtlige britiske
jøder?
Svaret er ikke svært at give, mener Harris.
Churchill ikke fejlfri
Harris, der placerer Charmley i sammenhæng med den
pronazistiske britiske historiker David Irving - mener ikke, at Winston
Churchill var fejlfri. Han opremser grundene til, at det konservative partis
ledelse - først og fremmest Neville Chamberlain og Lord Halifax -
holdt den besværlige Churchill nede:
Han havde fiasko som marineminister under
Første Verdenskrig, han var en mislykket finansminister i 1920'erne,
da han alt for længe klamrede sig til sterlings guldstandard, han var
absolut modstander af Indiens selvstyre, han støttede længere
end alle andre kong Edward den 8. (som ville giftes med Mrs. Simpson) - og
han troede blindt på, at Imperiet aldrig ville gå under.
Men - i sommeren 1940 kom hans største time,
udtrykket, han selv brugte om RAF-piloterne, da de havde vundet slaget om
England.
Modsat Chamberlain og Halifax, der ville have en
forståelsesfred med Hitler - og stadig troede, en aftale ville blive
overholdt fra tysk side - stod Churchill stædigt fast.
Han blev sit lands frelser, skriver Robert Harris -
med en besk hilsen til de historikere, der nu vil pille Churchill ned fra
soklen.
De uhyggelige perspektiver ved en engelsk
fredsslutning med tyskerne i 1940 viser, at Churchill handlede rigtigt,
konkluderer Robert Harris.
Én
sti
Index
|