Et landskab dukker frem, når energien fra hver mulige strengløsning plottes som funktion af de parametre, der definerer den seksdimensionale manifold knyttet til den løsning. Hvis kun en parameter varieres – f.eks. manifoldens overordnede størrelse – danner landskabet en enkel liniegraf. Her har tre særlige størrelser (alle tæt på Planckskalaen) energier i kurvens bølgedale, eller minima. Manifolden vil naturligt tendere til at justere sin størrelse til at slutte ved et af de tre minima, som en bold, der ruller rundt på skråningen (den kunne også ”rulle bort” til det uendelige i grafens højre side i dette eksempel).

Det sande strengteori landskab afspejler alle parametre og ville således danne en topografi med et uhyre antal dimensioner. Vi repræsenterer det med et landskab, der viser variationen af energien indeholdt i det tomme rum, når kun to egenskaber ændrer sig. Manifolden af ekstra dimensioner har tendens til at ende i bunden af en dal, som er en stabil strengløsning, eller et stabilt vakuum – dvs., en manifold i en dal har tendens til at forblive i den tilstand længe. De blå egne er under nul energi.

Kvantevirkninger tillader imidlertid, at en manifold brat ændrer tilstand i et eller andet punkt – for at tunnellere gennem en mellemliggende ryg til en nærtliggende lavere dal. De røde pile viser, hvordan en egn af universet kunne udvikle sig: begyndende på en høj bjergtop, rullende ned i en nærtliggende dal (vakuum A), med tiden tunnellerende igennem til en anden, lavere dal (vakuum B) og så videre. Forskellige egne af universet vil tilfældigt følge forskellige stier. Virkningen er som et uendeligt antal opdagelsesrejsende, der gennemrejser landskabet og passerer gennem alle mulige dale (blå pile).