Bevidsthed og Materie

Verden er konstrueret af vore sanseiagttagelser, perceptioner og erindringer. Det er mest bekvemt at betragte den som eksisterende an sich. Men den fremtræder ikke kun ved sin blotte eksistens. Dens fremtræden for os er betinget af ganske særlige processer, der forløber i hjernen. Denne særegne og usædvanlige måde at betragte sagen på fremkalder straks spørgsmålet: hvilke særlige egenskaber udmærker disse hjerneprocesser og sætter dem i stand til at frembringe denne fremtræden? Kan vi fastslå, hvilke materielle processer, der har denne egenskab, og hvilke der mangler den? Eller enklere: hvilken art materiel proces er direkte forbundet med bevidsthed?
    En rationalist kan være tilbøjelig til kun at beskæftige sig ganske kort med dette spørgsmål og til at sige følgende: fra os selv ved vi - samtidig med, at vi med hensyn til de højerestående dyr slutter analogt - at bevidstheden er forbundet med visse specielle processer i den strukturerede og levende materie, nemlig med visse nerveprocesser. Spørgsmålet om, hvor langt tilbage eller "ned" i dyreverdenen der stadig kan være tale om en slags bevidsthed, og hvordan den på sit tidligste stade er beskaffen, kan kun være genstand for vilkårlige spekulationer og kan ikke besvares, og bør overlades til ørkesløse drømmere. Det er endnu mere vilkårligt at kaste sig ud i spekulationer over, om hvorvidt også andre processer i den uorganiske materie, for ikke at tale om alle materielle processer i det hele taget, på én eller anden måde er forbundet med bevidsthed. Alt dette er blot fantaseren og er lige så uigendriveligt som ubeviseligt og har således ingen videnskabelig værdi.
    Den, der godtager, at spørgsmålet således fejes til side, bør oplyses om, hvilken mystisk dunkelhed han dermed godtager bliver tilbage i hans verdensbillede. Tilstedeværelsen af nerveceller og hjernevæv inden for visse arter af organismer er nemlig noget, hvis mening og betydning er fuldt ud forstået. Det er en særlig art mekanisme, ved hvilken individet reagerer på vekslende situationer med tilsvarende vekslende adfærd, en mekanisme, som bevirker en tilpasning til en omverden, der stadig ændrer sig. Det er den mest komplicerede og geniale blandt sådanne mekanismer, og hvor som helst den dukker op, indtager den hurtigt en dominerende rolle. Imidlertid er den ikke sui generis. Store grupper af organismer, i særdeleshed planterne, opnår ganske det samme på en helt anden måde.
    Er vi indstillede på at mene, at dette afgørende vendepunkt i de højere dyrs udvikling, et vendepunkt, som ikke behøvede at være indtruffet, var en nødvendig betingelse for, at verden kunne fremtræde for sig selv i lyset fra bevidstheden? Ville den ellers være forblevet et spil for tomme stole og ikke være eksisterende for nogen, og således - bogstaveligt talt - ikke eksistere? Dette forekommer mig at være et verdensbilledes sammenbrud. Trangen til at finde en vej ud af denne blindgyde bør ikke hæmmes af frygten for at udsættes for dybsindige rationalisters spot.
    Ifølge Spinoza er enhver enkelt ting eller væren en modifikation af den uendelige substans, dvs. af Gud. Den fremtræder med enhver af hans attributter, i særdeleshed med udstrækning og tænkning. Det første er dens legemlige eksistens i rum og tid, det andet - når talen er om et levende menneske eller dyr - dens sjæl. Men for Spinoza er enhver ubesjælet genstand på samme tid også én af "Guds tanker", dvs. den eksisterer også i den anden attribut. Vi møder her den dristige tanke om den universale besjæling, dog ikke for første gang og ikke engang for første gang i vestens filosofi. To tusinde år tidligere medførte dette synspunkt for de ioniske filosoffer, at de fik tilnavnet hylozoister. Efter Spinoza veg Gustav Theodor Fechner's genius ikke tilbage for at tillægge planeterne, Jorden - i egenskab af himmellegeme - hele universet osv., en sjæl. Jeg tiltræder ikke disse fantasier, og dog ville jeg ikke befinde mig vel, hvis jeg skulle afgøre, om Fechner eller rationalismens sammenbrud kom den dybeste sandhed nærmest.

Et foreløbigt svar

De ser, at ethvert forsøg på at udvide bevidsthedens område, ved at man spørger sig selv, om bevidsthed med rimelighed kan forbindes med andet end nerveprocesser, nødvendigvis må ende i spekulationer, hvis gyldighed hverken er bevist eller kan bevises. Derimod har vi fastere grund under fødderne, når vi begynder i den modsatte retning. Ikke alle nerveprocesser, ja, ikke engang alle hjerneprocesser, er ledsaget af bevidsthed. Adskillige af dem er det ikke, selv om ligheden mellem dem og de "bevidste" er stor, idet de begge som oftest består af afferente impulser fulgt af efferente, og har samme biologiske betydning ved at regulere og bestemme reaktioner dels inden for systemet, dels i forhold til en stadigt skiftende omverden. Som det første eksempel møder vi refleksprocesserne i de vertebrale ganglier og i den del af nervesystemet, de kontrollerer. Men der findes også mange refleks-processer (og dette skal vi gøre til genstand for en nøjere undersøgelse), som nok passerer gennem hjernen, men som ikke bliver bevidste eller kun bliver det i ganske ringe grad. I det sidste tilfælde er distinktionen ikke skarp, idet der forekommer mellemtrin mellem fuldt bevidste og fuldstændig ubevidste processer. Ved at undersøge forskellige eksempler på fysiologisk ensartede processer, som alle forløber inden for vort eget legeme, skulle det ikke være vanskeligt ved observation og eftertanke at opdage de særlige kendemærker, vi er ude efter.
    Så vidt jeg kan se, må løsningen findes i følgende velkendte kendsgerninger. Ethvert hændelsesforløb, vi sanser, perciperer og måske griber ind i, glider gradvist ud af bevidsthedssfæren, når den samme hændelsrække gentager sig på samme måde tilstrækkeligt ofte. Men den skydes øjeblikkeligt op i bevidsthedssfæren, hvis ved en sådan gentagelse enten anledningen eller de ydre betingelser, der griber ind i forløbet, adskiller sig fra, hvad de var i alle tidligere situationer. Selv om dette er tilfældet, trænger kun - i hvert fald i begyndelsen - de ændringer eller "afvigelser" sig ind i den bevidste sfære, som adskiller den nye omstændighed fra forudgående, og som derved sædvanligvis kræver "nye overvejelser". På grundlag af personlige erfaringer kan enhver give snesevis af eksempler på alt dette, så måske kan jeg undlade at opregne sådanne her.
    Den gradvise udgliden fra bevidsthedssfæren har stor indflydelse på strukturen af vort bevidsthedsliv, da dette fuldstændig er baseret på en af gentagelsen betinget læreproces, en proces, som Richard Semon har generaliseret til Mneme begrebet, og som vi senere skal sige mere om. En enkelt erfaring, som aldrig gentager sig, er biologisk irrelevant. Den biologiske værdi ligger ene og alene i indlæringen af en reaktion på en situation, der gang på gang indtræffer, ofte periodisk, og som altid kræver samme respons, hvis organismen skal kunne klare sig. Fra vore egne indre erfaringer er følgende velkendt: ved de første få gentagelser dukker et nyt element op i bevidstheden, en bekendthedsoplevelse eller - med Richard Avenarius' udtryk - en "notaloplevelse". Ved de følgende gentagelser bliver hændelsesforløbet noget mere vanemæssigt, bliver mere og mere uinteressant, og reaktionerne bliver sikrere, efterhånden som de i mindre grad bliver bevidste. Drengen fremsiger sit digt, og pigen spiller sin klaversonate næsten "i drømme". Vi følger den sædvanlige vej til arbejde, krydser gaden på de sædvanlige steder, drejer ind i sidegader osv., alt imens vi i vore tanker beskæftiger os med helt andre ting. Men når som helst situationen udviser en relevant forskel - f.eks. hvis gaden er brudt op på det sted, vi plejer at krydse den, så vi må gå en omvej - trænger denne forskel og vor reaktion sig ind i vor bevidsthed, hvorfra den imidlertid hurtigt forsvinder, hvis afvigelsen bliver noget, der konstant gentager sig. Hvis vi udsættes for skiftende situationer, udvikles en differentieret reaktion, som fæstner sig på ganske analog måde. Vi drejer af til forelæsningslokalerne eller til fysisk laboratorium på det rigtige sted uden mange overvejelser, forudsat at disse steder ofte har været mål for vor færden.
    På denne måde stables afvigelser, forskelle i reaktioner, differentiationer osv. oven på hinanden i en uoverskuelig mængde, men kun de sidste, kun de, med hensyn til hvilke den levende substans kan siges at være i en indlæringssituation, forbliver bevidste. Man kan udtrykke det metaforisk ved at sige, at bevidstheden er en læremester, som overvåger den levende substans' uddannelse, men overlader eleven alle de gøremål, som han i tilstrækkelig høj grad mestrer. Men jeg vil med rødt blæk tre gange understrege, at det kun er en metafor. Kendsgerningen er simpelthen den, at nye situationer og nye reaktioner forbliver bevidste, hvorimod gamle og godt indøvede glider ud af bevidsthedssfæren.
    Hundreder og atter hundreder af dagliglivets manipulationer og handlinger har engang måttet indlæres omhyggeligt og nøjagtigt. Tag f.eks. et lille barns første forsøg på at gå. Hele bevidstheden koncentrerer sig om udførelsen af denne adfærd. De første heldige udfald af forsøgene hilses af den handlende med glædesråb. Når en voksen binder sine sko, tænder lyset, tager tøjet af om aftenen, spiser med kniv og gaffel osv., afbryder disse handlinger, som alle slidsomt er blevet indøvet, ikke de betragtninger, som han måske netop er optaget af. Dette kan undertiden medføre komiske situationer. Det fortælles om en berømt matematiker, at hans kone fandt ham liggende i sengen for nedrullede gardiner kort efter, at et indbudt aftenselskab havde indfundet sig i hans hus. Hvad var der sket? Han var gået ind i soveværelset for at iføre sig en ny flip. Men blot den handling at tage den gamle flip af, havde i manden, som var opslugt af egne tanker, udløst de reaktioner, som sædvanligvis fulgte i denne handlings kølvand.
    Disse forhold, som er velkendte fra vort bevidsthedslivs ontogenese, forekommer mig at kaste lys over fylogenesen hos de ubevidste nerveprocesser, der styrer hjerteslagene, indvoldenes peristaltiske bevægelser etc. Stillet over for næsten konstante eller regelmæssigt skiftende situationer udøver de deres virksomhed sikkert og godt og har derfor i lang tid ikke været bevidste. Også her finder vi en gradvis overgang. F.eks. kan vejrtrækningen, som sædvanligvis foregår uden at man lægger mærke til den, skifte karakter og blive bevidst på grund af ændringer i situationen, som hvis vi f.eks. kommer ind i et røgfyldt lokale eller udsættes for et astmaanfald. Som et andet eksempel kan nævnes, at nogle individer bryder ud i tårer ved sorg, glæde eller smerte, en adfærd, der nok er bevidst, men ikke underkastet vor vilje. Der forekommer også komiske tilfælde af mnemisk nedarvet natur, som når f.eks. håret rejser sig af skræk eller spytsekretionen ophører ved intens ophidselse, reaktioner, som har haft en funktion i fortiden, men som for os mennesker har ophørt at have nogen betydning.
    Jeg tvivler på, at alle uden videre vil godtage det næste skridt, som består i en generalisation af disse begreber til også at dække andet end nerveprocesser. Jeg skal her blot give en antydning, skønt dette punkt for mig personligt er af stor vigtighed. Denne generalisation kaster nemlig lys over det problem, vi gik ud fra: hvilke materielle hændelser er forbundet eller ledsaget af bevidsthed og hvilke er ikke? Jeg foreslår følgende svar: det, vi i det foregående har sagt og vist karakteriserer nerveprocesser, er en egenskab ved organiske processer i almindelighed, nemlig at de er forbundet med bevidsthed såfremt de er nye.
    I Richard Semon's begrebsdannelse og terminologi er ikke blot hjernens, men hele den enkelte fysiske organismes ontogenese en "tilstrækkelig indlært" gentagelse af handlingsforløb, som er forløbet på næsten samme måde tusinde gange før. Dens første stadier er ubevidste, som vi véd af egen erfaring, og gennemløbes inde i moderindividet. Men også de følgende uger og måneder efter fødslen gennemleves for en stor del sovende. I dette tidsrum fortsætter barnet en tidligere fastlagt udvikling, i hvilken det udsættes for vilkår, der varierer i ringe grad fra situation til situation. Den derpå følgende organiske udvikling begynder at ledsages af bevidsthed, hvis et eller flere organer gradvist begynder at påvirke og påvirkes af omgivelserne, at tilpasse deres funktioner til ændringer i situationen og at blive genstand for indøvning og på speciel måde at blive modificeret af omverdenen. Vi højere vertebrater besidder et sådant organ i vort nervesystem. Derfor er bevidsthed forbundet med sådanne af dets funktioner, som tilpasser sig varierende situationer på grundlag af det, vi kalder erfaring. Nervesystemet er det sted, hvor vor art stadig er udsat for fylogenetiske ændringer; metaforisk kan vi tale om vor stammes "vegetations top" (Vegetationsspitze). Min generelle hypotese vil jeg sammenfatte således: bevidsthed er forbundet med den levende substans' optræning; dens kunnen (Können) er ubevidst.

Etikken

Selv uden denne sidste generalisation, som for mig er meget vigtig, men som måske kan forekomme andre tvivlsom, synes den bevidsthedsteori, jeg lige har skitseret, at bane vej frem mod en videnskabelig forståelse af etikken.
    Til alle tider og hos alle folkeslag har grundlaget for enhver moralkodex (Tugendlehre), der kan tages alvorligt, været selvfornægtelsen (Selbstüberwindung). Etikken har altid forudsat et bud, et krav om, at "du skal", som på én eller anden måde står i opposition til vore primitive ønsker. Hvoraf kommer denne bemærkelsesværdige kontrast mellem "jeg vil" og "du skal"? Er det ikke absurd at mene, at jeg skal undertrykke mine primitive drifter, se bort fra mit sande jeg og være en anden, end jeg i virkeligheden er? I vore dage støder vi selvfølgelig mere end én gang på en latterliggørelse af dette krav. "Jeg er den jeg er, gør plads for mine ejendommeligheder! Lad de drifter, som naturen har indplantet i mig, komme til fri udfoldelse! Alle krav, der hindrer mig i dette, er vrøvl og præstesnak. Gud er naturen, og naturen må have æren for at have formet mig, som den ønskede det." Undertiden høres sådanne slagord. Det er ikke let at tilbagevise dem på grund af deres ligefremme og brutale selvfølgelighed. Kant's imperativ er åbenlyst irrationelt.
    Men heldigvis er disse slagords videnskabelige grundlag ormædt. Vor indsigt i organismens "tilbliven" (das Werden) gør det umiddelbart forståeligt, at vort bevidsthedsliv nødvendigvis er - jeg vil ikke sige skal være - en fortsat kamp mod vort primitive ego. Vort oprindelige jeg, vor primitive vilje med alle dens medfødte drifter, er klart det psykiske korrelat til den materielle arv, vi har modtaget fra vore forfædre. Endvidere er vi, som art betragtet, underkastet stadig udvikling, og vi marcherer i generationernes fortrop; således repræsenterer enhver dag i et menneskes liv et lille stykke af vor arts udvikling, en udvikling, der stadig foregår. I sandhed, enhver dag i et menneskes liv, ja, i ethvert individs liv, er kun et lille mejselslag på en statue, der aldrig fuldendes. Men hele den imponerende udvikling vi har lagt bag os, den må også betragtes som frembragt af myriader af sådanne små mejselslag. Disse ændringers materiale, forudsætningerne for, at de finder sted, er selvfølgelig de spontane mutationer, som nedarves. Men mutationsbærerens adfærd, hans livsvaner, har selvfølgelig stor betydning og afgørende indflydelse på udvælgelsen mellem dem. Hvis dette ikke var tilfældet, var det ikke muligt at forstå arternes oprindelse og de tilsyneladende retningslinier for udvælgelsen, selv over et så langt tidsrum, der her er tale om, som dog er begrænset, og hvis grænser vi kender.
    Og således må, så at sige på ethvert trin, på enhver dag i vort liv, nogle af de træk, vi indtil da har besiddet, ændres, overvindes, slettes og erstattes med en række nye. Vor primitive viljes modstandskraft bliver således det psykiske korrelat til de eksisterende karaktertræks modstand over for den omdannende mejsel. Vi er nemlig selv på samme tid både mejsel og statue, underkasteren og den underkastede - udviklingen består i en fortsat selvovervindelse (Selbstüberwindung).
    Men er det ikke absurd at foreslå, at denne udviklingsproces direkte kommer til bevidsthed, især når man betragter den usædvanlige langsomhed, hvormed den skrider frem, ikke kun målt med det enkelte individs korte livstid, men også med det tidsrum, en historisk epoke spænder over?
    Nej! Set på baggrund af de ovenstående overvejelser er dette ikke tilfældet. De kulminerede i en betragtning af bevidstheden som forbundet med sådanne fysiologiske processer, der stadig ændres ved vekselvirkning med en stedse skiftende omverden. Ydermere konkluderede vi, at kun de ændringer bliver bevidste, som endnu er under indlæring, indtil de på et meget senere tidspunkt bliver nedlagt i arvemassen som tilstrækkelig indlærte og ubevidste træk ved arten. Kort sagt: bevidsthed er noget, vi finder, hvor der er tale om en udvikling. Denne verden bliver sig selv bevidst, såfremt den er under udvikling, frembringer nye former. Stilstande glider ud af bevidstheden og viser sig kun i en vekselvirkning med det, der er under udvikling.
    Hvis dette er tilfældet, følger, at bevidsthed og indre uoverensstemmelser så at sige er uløseligt knyttet sammen og gensidigt proportionale. Det lyder som et paradoks, men alle tiders og alle folkeslags visdom bevidner det. Mænd og kvinder, for hvem denne verden stod i et særligt erkendelsens lys, og som mere end andre ved deres liv og deres ord har formet og ændret den kunstart, vi kalder menneskelighed, bevidner gennem tale og skrift eller endog med deres eget liv, at de har været plaget af den indre uoverensstemmelses kval langt mere end de fleste. Lad dette være en trøst for den, som også lider under dette. Uden den var intet blivende nogen sinde opstået.
    Misforstå mig ikke. Jeg er forsker, ikke lærer i moral. Forstå mig ikke derhen, at jeg vil udpege den hypotese, at vor art bevæger sig frem mod et højere mål, til et vægtigt motiv til at propagandere for moralen. Dette kan det aldrig blive, fordi det er et uselvisk mål, et uinteresseret motiv, og må således for at kunne accepteres forudsætte retskaffenhed. Jeg føler mig lige så lidt i stand til at forklare det krav, der ligger i Kant's imperativ, som alle andre. Den etiske lov i den mest simple og almene form (vær uselvisk) må tages som en kendsgerning, den er der blot, og selv størsteparten af de, der ofte overtræder den, går ind for den. Jeg betragter dens overraskende eksistens som et tegn på, at vor slægt befinder sig i begyndelsen af en biologisk udvikling fra et egoistisk til et altruistisk stade, at mennesket er i færd med at blive et animal social. For et enkelt isoleret dyr er egoismen en dyd, som tjener til at bevare og forbedre arten; i et hvilket som helst samfund bliver den en destruktiv last. Dyr, der indlader sig på at danne samfund uden at begrænse egoismen, må gå til grunde. Fylogenetisk langt ældre samfundsbyggere som bierne, myrerne og termitterne har fuldstændig opgivet egoismen. Men de befinder sig endnu på det næste stadium i udviklingen, endnu hersker den nationale egoisme eller nationalismen. En arbejdsbi, som forvilder sig ind i en anden kube, bliver omgående dræbt.
    Nu er noget, synes det, på vej i mennesket, som ikke er ualmindeligt. Ud over den første ændring er der en klar antydning af, at den næste i lignende retning kan konstateres at være på vej, længe førend den første er gennemløbet. Skønt vi endnu i høj grad er egoister, er der mange af os, som begynder at ane, at nationalisme er en last, der bør opgives. På dette punkt fremkommer måske noget meget mærkeligt. Opnåelsen af det andet trin, pacificeringen af folkeslagenes indbyrdes stridigheder, synes at lettes af den kendsgerning, at vi endnu ikke er nået op på det første, således at egoistiske motiver endnu udøver en stor tiltrækning. Enhver af os er truet af de frygtelige nye angrebsvåben, hvilket medfører et ønske om fred mellem nationerne. Hvis vi var bier, myrer eller lacedæmoniske krigere, for hvem der ikke eksisterer frygt, og for hvem fejhed er den mest beskæmmende ting i verden, ville krigen fortsætte. Men heldigvis er vi kun mennesker - og kujoner.
    Dette kapitels konklusioner og de betragtninger, det indeholder, er ikke noget, jeg for ganske nylig er kommet frem til, men daterer sig fra mere end tredive år tilbage. Jeg har aldrig tabt dem af syne, men har altid været bange for, at de kunne blive forkastet, fordi de kunne forekomme at være bygget på hypotesen om "nedarvingen af erhvervede egenskaber", eller med andre ord på Lamarck's lære. Denne er vi ikke tilbøjelige til at antage. Men selv når vi forkaster, at erhvervede egenskaber kan nedarves, og med andre ord accepterer Darwin's udviklingslære, finder vi, at den adfærd, et enkelt individ inden for en art udviser, har en betydelig indflydelse på den retning, udviklingen følger, og forfægter således en slags skin-lamarckisme. Dette vil blive forklaret og bekræftet ud fra Julian Huxley's autoritet i det næste kapitel, som imidlertid oprindeligt blev skrevet med et andet sigte og ikke kun for at yde de ideer, der fremsættes her, støtte.

2. Erkendelsens Fremtid¹

En biologisk blindgade?

Vi kan, mener jeg, anse det for yderst usandsynligt, at vor erkendelse af verden har opnået sin endelige eller fuldkomne form, at den på nogen måde udgør et maksimum eller optimum. Hermed mener jeg ikke kun, at vor fortsatte forsken indenfor de forskellige videnskabsgrene, vore filosofiske studier og vor religiøse stræben, sikkert vil forøge og forbedre vor nuværende viden. Hvad vi sandsynligvis i f.eks. de næste femogtyve århundreder når frem til er - målt med hvad vi har opnået siden Protagoras, Demokrit og Antisthenes - uden betydning i forhold til det, jeg her tænker på. Der er ingen grund til at tro, at vor hjerne er det ypperste organ for tanken - ne plus ultra - i hvilket verden afspejler sig. Der er mere grund til at tro, at en art måske kan tilegne sig et analogt organ, der formår at danne et verdensbillede, som forholder sig til vort som vores til en hunds, eller som en hunds til en snegls, end der er grund til at tro det modsatte.
Hvis dette kan ske, så er det af interesse for os at få at vide - skønt det ikke i princippet er relevant, så dog af personlige grunde - om der er mulighed for, at noget sådant kan erhverves på vor egen klode af vore efterkommere eller af efterkommerne af nogle af os. Kloden er der intet i vejen med. Den er endnu en ny og god bolig, som yder os rimelige livsvilkår, og som endnu kan bebos i lige så lang tid, som det fra den første begyndelse tog os at nå vort nuværende udviklingstrin (ca. 1000 millioner år). Men hvad med os selv? Hvis man accepterer udviklingsteorien i dens nuværende form - og anden mulighed har vi ikke - kan det se ud, som om vi næsten er blevet afskåret fra en yderligere udvikling. Kan det forventes, at mennesket yderligere udvikler sig fysisk, hermed mener jeg relevante forandringer i vor fysik, som efterhånden indgår i de arvelige træk på samme måde, som vort fysiske jeg for øjeblikket er arveligt betinget - genotypiske forandringer, for at anvende biologiens tekniske udtryk? Det er svært at besvare dette spørgsmål. Måske nærmer vi os enden af en blindgade, måske har vi ligefrem nået den. Dette ville ikke være noget usædvanligt og ville ikke betyde, at vor art snart uddør. Fra geologien ved vi, at nogle arter eller endog store grupper af arter for længe siden synes at have udtømt mulighederne for videre udvikling, og alligevel er de ikke uddøde, men har eksisteret uændret, eller næsten uændret, i millioner af år. F.eks. er skildpadder og krokodiller, set fra dette synspunkt, meget gamle dyregrupper, som er levn fra svundne tider; vi får også at vide, at den store insektgruppe mere eller mindre er i samme båd - og den omfatter et større antal af forskellige arter end hele resten af det samlede dyrerige. De har kun ændret sig ganske lidt igennem millioner af år, hvorimod alt andet liv på Jordens overflade igennem samme tidsrum har ændret sig på afgørende måde. Standsningen i insekternes videre udvikling er sandsynligvis betinget af, at de planlagde - misforstå ikke dette billedlige udtryk - at bære deres skelet udenpå i stedet for indeni, som vi. Sådan en udvendig rustning kan ikke vokse på samme måde, som pattedyrenes skelet kan, fra fødsel til den modne alder er nået, hvorimod den nok samtidig med mekanisk stabilitet kan yde en vis beskyttelse. Denne omstændighed medfører, at en gradvis tilpasning i individets levetid bliver meget vanskelig.
Når talen er om mennesket, synes mange argumenter at tale mod en videre udvikling. De spontane nedarvelige forandringer - som nu kaldes mutationer - ud af hvilke ifølge Darwin's teori de mest gunstige automatisk udvælges, er som regel kun små udviklingstrin, som i bedste tilfælde kun medfører en lille ændring. Derfor lægger Darwin i sin teori så stor vægt på, at antallet af afkom - ud af hvilket kun et ringe antal har mulighed for at overleve - sædvanligvis er ganske enormt. For kun i så fald synes en lille forbedring i mulighederne for at overleve at have en rimelig chance for at blive realiseret. Hele denne mekanisme synes at være sat ud af funktion indenfor det menneskelige samfund - i nogle tilfælde forekommer udviklingens hjul endog at være drejet tilbage. I almindelighed ønsker vi ikke, at vore medmennesker lider eller dør, og derfor har vi gradvist indført legale og sociale institutioner, som på den ene side beskytter det levende, forbyder systematisk barnedrab, forsøger at hjælpe alle syge og svage til at overleve, mens de på den anden side må erstatte den naturlige elimination af de dårligst egnede ved at begrænse antallet af afkom i forhold til de forhåndenværende levnedsmidler. Dette opnås dels direkte ved fødselskontrol, dels ved at forhindre en stor del af kvinderne i at gifte sig. Undertiden bidrager krigens vanvid, og alle de ulykker og forviklinger, der følger i dens spor, til, at balancen opretholdes - som vor generation ved alt for godt. Millioner af voksne og børn af begge køn er omkommet af sult, kulde og sygdom. Mens man formoder, at tidligere tiders krige mellem små stammer eller klaner har haft værdi for udvælgelsen, synes det tvivlsomt, om det samme har været tilfældet i historisk tid, for slet ikke at tale om en moderne krig, som afgjort ikke har en sådan værdi. En moderne krig medfører vilkårlig dræben, ligesom medicinens og kirugiens fremskridt medfører en vilkårlig bevarelse af liv. Selv om vi med rette placerer krig og lægekunst diametralt modsat på vor værdiskala, synes begge ikke at kunne tillægges nogen værdi for udvælgelsen overhovedet.

¹Indholdet af dette kapitel blev oprindeligt udsendt i september 1950 som en serie på tre foredrag i BBC's europæiske udsendelser og derefter udgivet i What is Life? and other essays (Anchor Book A88, Doubleday & Co., New York).

Darwinismens sortsyn

Disse betragtninger synes at pege i retning af, at vi med hensyn til udvikling er gået i stå og kun har ringe udsigt til yderligere biologiske fremskridt. Selv om dette skulle være tilfældet, behøver det ikke at plage os. Uden at ændre os biologisk kan vi som art eksistere millioner af år endnu, på samme måde som krokodillerne og mange insekter. Dog er denne hypotese deprimerende fra et vist filosofisk synspunkt, og jeg skal forsøge at argumentere for, at det modsatte er tilfældet. For at kunne gøre det, må jeg fordybe mig i visse træk ved udviklingslæren, som jeg finder bekræftet i professor Julian Huxley's velkendte bog om udviklingen², træk, som han hævder ikke er tilstrækkeligt bemærket af moderne evolutionister.
    Populære fremstillinger af Darwin's teori kan let påvirke én til at antage et mørkt og forstemmende standpunkt på grund af organismens tilsyneladende passivitet under udviklingsprocessen. Mutationer opstår spontant i generne - "arvemassen". Vi har grund til at tro, at de for en stor del skyldes, hvad fysikeren kalder en termodynamisk fluktuation - med andre ord tilfældet. Individet har ingen indflydelse på, hvad det arver fra sine forældre, ej heller på, hvad det giver i arv til sine efterkommere. Opståede mutationer er underkastet den "naturlige udvælgelse af den bedst egnede". Her synes igen tilfældet at råde, da det betyder, at en gunstig mutation forøger mulighederne for, at individet overlever og får efterkommere, som arver den pågældende mutation. Bortset fra dette synes den aktivitet, individet udfolder i sit liv, at være biologisk irrelevant. For ingen af dets handlinger har indflydelse på efterkommerne: erhvervede egenskaber nedarves ikke. Ethvert tillært snilde mistes, efterlader intet spor, forsvinder med individet og nedarves ikke. Ethvert intelligent væsen vil i denne situation mene, at det er, som om naturen så at sige afviser dets samarbejde - den klarer alt selv, fordømmer individet til passivitet og følgelig til nihilisme.
    Som bekendt var Darwin's teori ikke den første systematiske udviklingslære. Forud for den gik Lamarck's teori, som udelukkende er baseret på den antagelse, at en hvilken som helst egenskab, et individ erhverver sig, før det forplanter sig - i specifikke situationer eller ved dets adfærd - for det meste kan overføres til efterkommerne, om ikke fuldstændigt, så dog delvist. Hvis et dyr ved at leve på klippe- eller sandgrund erhverver sig hård hud på fodsålerne, vil denne dannelse efterhånden blive arvelig, således at senere generationer vil modtage den som en gave uden at have besvær med at erhverve sig den. På samme måde mistes ikke den kraft, dygtighed eller væsentlige tilpasning, som et hvilket som helst organ, ved fortsat at blive brugt med et særligt forhold for øje, har opnået, men gives i det mindste delvist i arv til efterkommerne. Denne hypotese giver ikke alene en simpel forklaring på den fuldendte og specifikke tilpasning til omgivelserne, der er så karakteristisk for alle levende væsener, men er også smuk og virker opmuntrende og styrkende. Den er uendelig mere tiltrækkende end den forstemmende passivitetshypotese, som darwinismen tilsyneladende tilbyder. Et intelligent væsen, som betragter sig som led i en lang udviklingskæde kan, udfra Lamarck's teori, være overbevist om, at dets stræben efter at forbedre sin fysiske og psykiske duelighed ikke er forgæves i nogen biologisk mening, men udgør en lille, men integreret del af artens stræben mod en stadig højere fuldkommenhedsgørelse.
    Desværre er lamarckismen ikke holdbar. Den fundamentale antagelse, den hvilker på, nemlig at erhvervede egenskaber kan nedarves, er forkert. De enkelte udviklingstrin udgøres af de spontane og tilfældige mutationer, som ikke er betinget af individets adfærd. Og således synes vi at være tilbage i det darwinismens sortsyn, som jeg ovenfor har skildret.

²Evolution: a Modern Synthesis (George Allen & Unwin, 1942).

Adfærden påvirker udvælgelsen

Jeg vil nu vise Dem, at det ikke helt forholder sig således. Uden at ændre noget i darwinismens grundantagelser kan vi se, at individets adfærd, den måde hvorpå det gør brug af sine medfødte evner, spiller en relevant rolle, ja, endog den mest relevante rolle under udviklingen. Der er en sand kerne i Lamarck's synspunkt, nemlig at der er en ubrydelig kausal forbindelse mellem den brug, som et individ på heldig måde gør af en egenskab - et organ, en beskaffenhed eller et fysisk træk ved organismen - og den udvikling, den pågældende egenskab gennemløber fra generation til generation og dens gradvise forbedring i retning af at udfylde den funktion, som den med udbytte kan anvendes til. Lamarck's erkendelse af denne forbindelse mellem det at bruges og blive forbedret var, mener jeg, korrekt, og er bevaret indenfor den moderne darwinisme, selv om det let overses ved en overfladisk betragtning. Hændelsesforløbet er næsten det samme, som hvis Lamarck's lære havde været rigtig, kun er den "mekanisme", ved hvilken udviklingen drives fremad, mere kompliceret, end Lamarck troede. Da det kan være vanskeligt at forklare og forstå, hvad sagen drejer sig om, kan det være nyttigt på forhånd at opregne de resultater, vi kommer frem til. Lad os, for at undgå tvetydigheder, tænke på et organ, selv om det pågældende træk ved organismen lige så godt kunne være en hvilken som helst egenskab, vane og adfærd, eller endog en hvilken som helst tilføjelse til eller modifikation af et sådant træk. Lamarck tænkte sig, at organet (a) blev anvendt, (b) på denne måde blev forbedret, og (c) at efterkommerne arvede denne forbedring. Dette er forkert. Vi må tænke os, at organet (a) er genstand for tilfældige variationer, (b) at de gunstigste ved selektion samles sammen eller i det mindste fremhæves, og (c) at dette fortsætter fra generation til generation, således at de udvalgte mutationer udgør et varigt fremskridt. Den mest slående eksemplifikation af Lamarck's tanke forekommer - ifølge Julian Huxley - når de oprindelige variationer, som sætter processen igang, ikke er rigtige mutationer, da de endnu ikke kan nedarves. Dog kan de, hvis de er gunstige, fremhæves ved, hvad han kalder organisk selektion, og så at sige bane vejen, således at de rigtige mutationer øjeblikkelig kan fastholdes, når de tilfældigvis dukker op og peger i den "ønskede" retning.
    Lad os nu gå mere i detaljer. Det er vigtigt at lægge mærke til, at en ny egenskab, eller en modifikation af en egenskab, opnået ved variation, mutation eller mutation plus selektion, let forårsager en aktivitet hos organismen overfor omgivelserne, som stræber mod en forøgelse af denne egenskabs nytte og en forstærkning af udviklingens "tag" i den. Individet kan, ved at besidde denne nye eller ændrede egenskab, blive tilskyndet til at ændre sin omverden - ved enten virkelig at ændre den, eller ved at udvandre - eller kan blive tilskyndet til at forandre den adfærd, det udviser overfor sine omgivelser, alt dette på en måde, som mest muligt forstærker den nye egenskabs nytte, og som således sætter fart i dets yderligere selektive fremskridt i samme retning.
    Denne påstand kan forekomme dristig, da den synes at forudsætte en formålstanke hos individet og en høj intelligens. Men jeg vil fremhæve, at min påstand, selv om den også omfatter de højere dyrearters fornuftsmæssige og formålsrettede adfærd, ikke på nogen måde er begrænset hertil. Lad mig fremføre en række simple eksempler:
    Ikke alle individer inden for samme gruppe har nøjagtig det samme miljø. Nogle blomster af en vildtvoksende art vokser tilfældigvis i skygge, andre i Solen, nogle igen på højtliggende bjergskråninger, andre på mere lavtliggende steder eller i dalene. En mutation - f.eks. behårede blade - som kan være af værdi på højderne, vil dér begunstiges af udvælgelsen, men vil blive "tabt" i dalene. Virkningen er den samme, som hvis de behårede mutanter havde udvandret til et miljø, der begunstiger yderligere mutationer i samme retning.
    Et andet eksempel: fuglenes evne til at flyve gør dem i stand til at bygge rede højt oppe i træerne, hvor deres unger er bedre beskyttede mod visse af deres fjender. Først og fremmest fik de, der tog dette skridt, en fordel ved udvælgelsen. Dernæst forårsagede brugen af denne slags boliger en udvælgelse af de unger, der var bedst til at flyve. Således frembragte en vis evne til at flyve en forandring i omverdenen eller en ændret adfærd overfor omgivelserne, som begunstigede en yderligere akkumulation af denne evne.
    Det mest bemærkelsesværdige træk ved de levende væsener er, at de er opdelt i arter, som for de flestes vedkommende er så utroligt specialiserede i retning af at udvise en særlig, ofte meget sindrig adfærd, som især er dem til nytte i kampen for at overleve. En zoologisk have er næsten et kuriositetskabinet og ville være det i større grad, hvis den også omfattede en indsigt i insekternes livshistorie. Ikke-specialisering er undtagelsen. Regelen er en specialisering til at udføre særlige, udspekulerede handlinger, som "ingen ville have fundet på, hvis ikke naturen havde gjort det". Det er vanskeligt at tro, at de alle er et resultat af den darwinistiske "ophobning af tilfældigheder". Om man vil det eller ej, så får man indtryk af kræfter eller tendenser, der peger bort fra det "enkle og simple" mod det komplicerede. Det "enkle og simple" synes at betegne en ustabil tilstand. En afvigelse fra det synes at frembringe kræfter, der trækker i samme retning - mod en yderligere afvigelse. Dette ville være vanskeligt at forstå, hvis udviklingen af et specielt redskab, en mekanisme, et organ eller en nyttig adfærd er frembragt af lange kæder af tilfældigheder, der er uafhængige af hinanden, således som man udfra Darwin's oprindelige teorier sædvanligvis mener. Jeg tror, at i virkeligheden har kun den første begyndelse "i en speciel retning" denne struktur. Den frembringer selv omstændigheder, som mere og mere systematisk - ved udvælgelse - udformer "det plastiske materiale" i den retning, der er antydet af det indledende fremskridt. Metaforisk udtrykt kan man sige, at arterne har fundet ud af, i hvilken retning de skal søge deres livsmuligheder og fortsætter i disse baner.

Skin-lamarckisme

Vi må forsøge helt alment at forstå og på en ikke-animistisk måde at udtrykke, hvorledes en tilfældig mutation, der giver individet en vis fordel og fremmer dets mulighed for at overleve i et givet miljø, også stræber mod at øge antallet af de situationer, hvori den med held kan anvendes, således at den så at sige udnytter miljøets selektive indflydelse på sig selv.
    For at afsløre denne mekanisme kan man skematisk beskrive omgivelserne som en mængde af gunstige og ugunstige omstændigheder. Blandt de første er føde, drikke, beskyttelse, sollys og mange andre, blandt de sidste kan henregnes farer fra andre levende væsener (fjender), giftstoffer og elementernes rasen. For kortheds skyld kalder vi de første "fornødenheder" og de sidste "fjender". Ikke alle behov kan opfyldes og ikke alle fjender kan undgås. Men enhver levende art må have opnået en adfærdsform, der kan betragtes som et kompromis mellem en adfærdsform, der tager sigte på at undgå de farligste fjender, og en adfærdsform, der tager sigte på at tilfredsstille de vigtigste behov på den letteste måde, således at den kan overleve. En gunstig mutation kan give større adgang til livsfornødenhederne eller begrænse truslen fra visse fjender, eller måske begge dele. Det individ, der er blevet begavet med en sådan mutation, har således forøget sine chancer for at overleve, men desuden forandrer mutationen det mest gunstige kompromis, fordi den ændrer den relative indflydelse af de fornødenheder eller fjender, den har betydning for. Individer, der ved et tilfælde eller ved fornuft ændrer deres adfærd i overensstemmelse med mutationen, vil blive mest begunstiget og således udvalgte. Denne ændrede adfærd vil ikke overgå til den næste generation gennem generne, ikke ved direkte nedarvning, men dette betyder ikke, at den ikke vil blive givet videre. Det mest simple og primitive eksempel har vi i vore blomster (som havde hjemme på en vidtstrakt bjergskråning), der udviklede en behåret mutant. De behårede mutanter, der har de bedste vækstbetingelser i højderne, spreder deres frø således, at den næste generation af behårede, taget som et hele, er "kravlet op ad skråningen", så at sige for at "udnytte en for dem gunstig mutation".
    Når dette er sagt, må man huske på, at som regel er hele situationen yderst dynamisk, kampen er meget hård. Indenfor en relativt frugtbar gruppe, som på et tidspunkt overlever uden yderligere at forøges, hindrer fjendernes antal sædvanligvis adgangen til fornødenhederne - og det er en undtagelse, at et individ overlever. Desuden svarer livsfornødenheder og fjender ofte til hinanden, således at et elementært behov ofte kun kan tilfredsstilles ved, at individet først må overvinde en fjende. (F.eks. må en antilope ned til floden for at drikke; men løven færdes også på dette sted). Fjendernes antal er således betinget af behovenes antal, og omvendt er mulighederne for at tilfredsstille behov betinget af fjendernes antal. Hvis derfor en given mutation medfører en vis reduktion af en fare, betyder dette en stor forskel for de mutanter, som overvinder denne fare og derved undgår andre. Dette kan resultere i en bemærkelsesværdig udvælgelse, ikke blot af det pågældende genetiske træk, men også af den intenderende eller tilfældige øvelse i at udnytte det. Sådanne adfærdsformer overføres til afkommet ved eksemplets magt, ved indlæring i en mere almen betydning af dette ord.
    Virkningen af en sådan indlæring kan have stor lighed med den mekanisme, som Lamarck skitserede. Selv om hverken en tillært adfærd eller en af den betinget fysisk ændring direkte er overført til afkommet, har adfærden dog stor betydning for processen. Men den kausale forbindelse er ikke, som Lamarck tænkte den, snarere lige omvendt. Det er ikke sådan, at adfærden ændrer forældrenes kropsbygning og derefter, gennem arv, afkommets. Det er fysiske forandringer hos forældrene, som modificerer - ved direkte eller indirekte udvælgelse - deres adfærd; og denne ændring i adfærden overføres, ved eksempler eller indlæring, til afkommet sammen med den gen-bundne fysiske forandring. Ja, selv om den fysiske ændring ikke kan nedarves, kan overførelsen af den tillærte adfærd blive en betydningsfuld faktor i udviklingsprocessen, fordi den forbereder modtagelsen af fremtidige nedarvelige mutationer og åbner muligheder for en gunstig anvendelse af dem, og gør dem således til genstand for en intens selektion.

Genetisk fikseren af vaner og dygtighed

Man kunne indvende, at hvad vi her har skitseret, undertiden kan indtræffe, men ikke ad infinitum kan fortsætte med at udgøre den mekanisme, der betinger en udvikling mod stadig større tilpasning. Adfærdsændringerne overføres nemlig ikke ved nedarvning og er ikke nedlagt i arvemassen eller kromosonerne. Derfor er de i begyndelsen ikke genetisk fikserede, og det er vanskeligt at se, hvordan de nogen sinde skulle blive nedlagt i arvemassen. Det er i sig selv et vigtigt problem. Vi véd, at vaner nedarves, f.eks. de vanehandlinger, der udføres, når fuglene bygger reder, og den renselsesadfærd, vi iagttager, at vore hunde eller katte udfører, for blot at nævne nogle få, slående eksempler. Hvis dette ikke kunne forstås ud fra et ortodokst darwinistisk synspunkt, måtte darwinismen opgives. Problemet bliver endnu mere påtrængende, når det drejer sig om mennesket, da vi ønsker at kunne drage den konklusion, at menneskets stræben og arbejde udgør en integrerende del af artens udvikling set ud fra et rent biologisk synspunkt. Jeg vil mene, at situationen kan skildres på følgende måde.
Ud fra vor antagelse svarer ændringer i adfærden til ændringer i legemsbygningen, således forstået, at i begyndelsen er den ændrede adfærd kausalt betinget af den ændrede legemsbygning, men ret hurtigt leder den udviklingen i en bestemt retning, fordi - alt efter som adfærden har draget nytte af de første rudimentære fordele - kun yderligere mutationer i samme retning har nogen selektiv værdi. Men efterhånden som det nye organ udvikles, bliver adfærden mere og mere betinget af, at individet besidder det. Adfærden og legemsbygningen udgør et hele. Man kan simpelthen ikke være i besiddelse af behændige hænder uden at anvende dem til at nå de mål, som man tragter efter; hænderne ville, i modsat fald, være til stort besvær (hvilket de ofte er for en amatørskuespiller, fordi hans mål kun er fiktive). Intet kan have effektive vinger uden at forsøge at flyve. Man kan ikke være i besiddelse af et moduleret taleorgan, uden at man forsøger at efterligne de lyde, man hører omkring sig. Det ville være kunstigt at skelne mellem besiddelsen af et organ og tilskyndelsen til at bruge det og til at øge dets dygtighed gennem brug, en distinktion der kun er muliggjort ved en abstrakt sprogbrug, der ikke svarer til noget i naturen. Vi må selvfølgelig ikke tro, at "adfærd" gradvist påvirker kromosonstrukturen (eller hvad det nu er) og efterhånden får plads inden for denne struktur. Det er selve de nye organer (og de bliver genetisk fikserede), og den måde, hvorpå de bruges, der fører vanehandlingerne med sig. Selektionen kunne ikke "frembringe" et nyt organ, hvis den ikke blev hjulpet af, at organismen på gunstig måde gjorde brug af det. Og dette er meget vigtigt. For på denne måde bliver nemlig de to ting parallelle og gensidigt betinget eller faktisk på ethvert udviklingstrin genetisk fikserede som én ting: et anvendt organ - som hvis Lamarck havde haft ret.
Det kan virke afklarende at sammenligne denne naturlige proces med menneskets frembringelse af instrumenter. Ved første øjekast synes der at være afgørende forskelle. Hvis vi konstruerer en sindrig mekanisme, ville vi som regel ødelægge den, hvis vi var utålmodige og forsøgte gang på gang at anvende den, længe før den var færdig. Man kunne være tilbøjelig til at sige, at naturen går ganske anderledes til værks. Den kan kun frembringe en ny organisme og dens organer, når de stadig anvendes, afprøves og undersøges med hensyn til deres effektivitet. Men i virkeligheden er denne parallel forkert. Menneskets frembringelse af et enkelt instrument svarer til ontogenesen,dvs. til individets udvikling fra befrugtet celle til modenhed, og under denne proces er indgreb ikke velkomne. De unge må beskyttes og må ikke sættes til arbejde, før de har opnået deres arts fulde styrke og dygtighed. Den rigtige parallel til organismernes udvikling kunne eksemplificeres f.eks. ved en udstilling af cyklens historie, som viser, hvorledes denne maskine gradvist er blevet ændret år efter år, det ene tiår efter det andet; eller tilsvarende med lokomotiver, biler, flyvemaskiner, skrivemaskiner osv. På samme måde som ved den naturlige udvikling er det essentielt, at den pågældende maskine stadig bruges og således forbedres; ikke direkte forbedres gennem brug, men gennem den indvundne erfaring og de foreslåede ændringer. Cyklen er forresten et eksempel på det, jeg tidligere har nævnt, en gammel organisme, som har opnået den mulige fuldkommenhed og derfor ophører med at være genstand for yderligere forandringer. Alligevel uddør den ikke!

Truslen mod den intellektuelle udvikling

Lad os nu vende tilbage til dette kapitels udgangspunkt. Vi gik ud fra spørgsmålet: er der mulighed for, at mennesket yderligere udvikler sig biologisk? Vor diskussion har, mener jeg, resulteret i to relevante betragtninger.
    Den første angår adfærdens biologiske betydning. Ved en tilpasning både til de medfødte evner og til omgivelserne og til en ændring i disse to faktorer kan adfærden, skønt den ikke er arvelig, sætte udviklingshastigheden i vejret. Mens den adekvate adfærd hos planter og indenfor de lavere arter i dyreriget frembringes ved en langsom udviklingsproces, med andre ord ved "prøve og fejle"-metoden, giver den høje intelligens mennesket mulighed for at indvirke på udviklingens forløb ved et valg. Denne uvurderlige fordel kan let opveje det handikap, det har i en langsom og relativ sjælden forplantning, som yderligere er reduceret ved det biologisk farlige hensyn, der tages, til ikke at lade antallet af vort afkom overstige den mængde, som kan sikres udkommet.
    Den anden betragtning, som angår spørgsmålet om, hvorvidt det kan forventes, at mennesket yderligere udvikler sig biologisk, er nært knyttet sammen med den første. På en måde får vi det fulde svar, nemlig at det afhænger af os, og af hvad vi gør. Vi må ikke afvente, at tingene sker, idet vi tror, at de på urokkelig måde er bestemt af skæbnen. Hvis vi vil, at noget skal ske, må vi gøre noget for det. Hvis vi ikke ønsker det, skal vi lade være. Ligesom den politiske og sociale udvikling og følgen af de historiske begivenheder i almindelighed ikke anses for at være et resultat af skæbnens blinde spil, men for en stor del afhænger af vore handlinger, således må vor biologiske fremtid, som ikke er andet end historie i stor målestok, ikke anses for på forhånd at være uafvendeligt bestemt af skæbnen ved en eller anden naturlov. For os, som er aktører i dette skuespil, er dette i alt fald ikke tilfældet, selv om det for et større væsen, som måske iagttager os, som vi iagttager fuglene og myrerne, kan forekomme således. Grunden til, at mennesket er tilbøjeligt til at betragte historien, i den snævre og videre betydning, som forudbestemte hændelser, der er kontrolleret af regler og lovmæssigheder, som det ikke kan ændre, er ganske klar. Det er fordi, det enkelte individ føler, at det i denne forbindelse har meget lidt at skulle have sagt, hvis det ikke kan overføre sin mening til andre og overtale dem til at regulere deres adfærd i overensstemmelse hermed.
    Med hensyn til den konkrete adfærd, der er nødvendig for at sikre vor biologiske fremtid, vil jeg kun nævne et punkt, som jeg mener er af yderste vigtighed. Vi er for øjeblikket, mener jeg, i stor fare for at gå vild af "vejen til fuldkommenhed". På baggrund af, hvad der er blevet sagt, er udvælgelse et uundværligt redskab for den biologiske udvikling. Hvis den fuldstændig elimineres, standser udviklingen, ja, den kan drejes tilbage. For at anvende Julian Huxley's ord: "degenererede (tabte) mutationers dominans vil resultere i et organs degeneration, når det ikke længere er til nytte, og udvælgelsen virker i overensstemmelse hermed ikke længere på det for at opretholde dets maksimale ydeevne".
    Nu mener jeg, at de fleste fabrikationsprocessers mekanisering og "fordummelse" involverer en alvorlig fare for vor hjernes degeneration. Jo mere den dygtige og den udygtige arbejders chancer i livet gøres lige ved undertrykkelse af håndværk og indførelsen af sløvende og kedsommeligt arbejde ved samlebånd, jo mere vil en snild hjerne, dygtige hænder og et skarpt øje blive overflødiggjort. I særdeleshed vil det uintelligente menneske, som naturligvis finder det lettere at udføre det kedelige arbejde, blive favoriseret; han vil finde det lettere at trives, bosætte sig og avle afkom. Resultatet er det samme som ved en negativ udvælgelse med hensyn til evner og begavelse.
    Det moderne industrielle livs hårdhed har frembragt visse institutioner, som er beregnet til at afbøde denne hårdheds virkning og til at fremme velfærden og sikkerheden. De er med rette blevet betragtet som goder og er blevet uundværlige. Dog kan vi ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at ved at formindske individets ansvarlighed for at sørge for sig selv og ved at gøre alles chancer lige, har disse institutioner også elimineret konkurrencen mellem evnerne og således sat klammer omkring den biologiske udvikling. Jeg er indforstået med, at dette punkt er yderst omstridt. Man kan argumentere for, at vor nuværende velfærd må gå forud for en bekymring for vor fremtidige udvikling. Næst efter fattigdom er kedsomhed blevet den værste plage i livet. I stedet for at lade de geniale maskiner, vi har opfundet, frembringe en stadig stigende mængde luksusvarer, må vi planlægge det således, at udviklingen går mod at overflødiggøre de uintelligente, mekaniske og "automatiske" handlinger, menneskene for øjeblikket udfører. Maskinerne må overtage det arbejde, som mennesket er for godt til, ikke mennesker det arbejde, som maskinerne er for dyre til at udføre, hvilket ofte sker. Det vil ikke medføre, at produktionen bliver billigere, men at de, der deltager i den, bliver lykkeligere. Der er ikke meget håb om at gennemføre dette, så længe konkurrencen mellem store firmaer og koncerner vedvarer over hele Jorden. Men denne slags konkurrence er lige så uinteressant, som den er biologisk værdiløs. Vort mål må være i dens sted at indsætte de enkelte menneskers interessante og intelligente konkurrence.

3. Objektiveringsprincippet

For ni år siden opstillede jeg to generelle principper, der udgør den videnskabelige metodes grundlag: princippet om naturens rationalitet og objektiviseringsprincippet. Siden da har jeg undertiden berørt disse emner, sidst i min lille bog Nature and the Greeks¹. Her vil jeg beskæftige mig med sidstnævnte princip, objektiveringsprincippet. Førend jeg forklarer, hvad jeg mener med dette, vil jeg eliminere en mulig misforståelse, som måske kan opstå, hvilket jeg har kunnet erfare af adskillige anmeldelser af nævnte bog, skønt jeg troede, at jeg havde forebygget den fra begyndelsen. Den går simpelt hen ud på dette: nogle mennesker synes at tro, at min tanke var at fremlægge de fundamentale principper, som burde udgøre grundlaget for den videnskabelige metode, eller som i det mindste med rette udgør videnskabens grundlag, og som må bevares for enhver pris. Dette lå mig fjernt, jeg hævdede kun, og hævder endnu, at de er grundlaget og at de desuden er en arv fra de gamle grækere, fra hvem al vestlig videnskab og videnskabelig tænken stammer.
    Misforståelsen er forklarlig. Hvis De hører, at en forsker formulerer grundlæggende principper for videnskaben og især fremhæver to som særligt fundamentale og forlængst accepterede, så er det naturligt, at man får den opfattelse, at han i det mindste går ind for dem med fuld styrke og ønsker, at andre vil gøre det samme. Men på den anden side, forstår De, foreskriver videnskaben ikke noget, den beskriver. Videnskaben sigter ikke på andet end at fælde sande og adekvate udsagn om dens genstand. Forskeren kræver kun to ting, sandhed og oprigtighed, kræver dem af sig selv og af andre videnskabsfolk. I dette tilfælde er genstanden videnskaben selv, således som den har udviklet sig, hvad den er blevet til og hvad den i øjeblikket er, og ikke hvad den burde være eller hvorledes den bør udvikle sig i fremtiden.
    Lad os nu vende os mod selve de to principper. Om det første, som hævder, at naturen kan forstås eller begribes, vil jeg her kun sige nogle få ord. Det mest overraskende ved det er, at det måtte opdages, at det i det hele taget var nødvendigt at opdage det. Det stammer fra den milesiske skole, physiologoi. Lige siden da er det forblevet urokket, skønt det måske undertiden har været omstridt. Fysikkens nuværende synspunkter involverer måske en dybtgående benægtelse af det. Måske betyder usikkerhedsprincippet, den tilsyneladende mangel på streng kausalitet i naturen, at man har fjernet sig fra det og delvist opgivet det. Det ville være spændende at diskutere dette, men her er det min agt at diskutere det andet princip, som jeg har kaldt objektiveringsprincippet.
    Hermed mener jeg det, der ofte er blevet kaldt hypotesen om omverdenens eksistens, og som er ækvivalent med hævdelsen af en vis forenkling, som vi antager for at kunne løse de uendelig komplicerede problemer, naturen stiller os. Uden rigtigt at være klar over det og uden at gøre det systematisk, udelukker vi det erkendende subjekt fra den del af naturen, vi vil forsøge at forstå. Vi spiller med vor egen person iagttagerens rolle, en iagttager, som ikke hører med til verdenen, som på denne måde bliver en objektiv verden. Denne fremgangsmåde utydeliggøres af følgende to omstændigheder. For det første udgør mit eget legeme (hvortil min mentale aktivitet direkte og uløseligt er knyttet) en del af det objekt (omverdenen), som jeg konstruerer på grundlag af mine sanseiagttagelser, perceptioner og erindringsbilleder. For det andet udgør andre menneskers legemer en del af denne objektive verden. Desuden har jeg al god grund til at tro, at disse legemer også er forbundet med, eller ligefrem er, centre for bevidsthedssfærer. Jeg kan ikke med begrundelse tvivle på disse fremmede bevidsthedssfærers eksistens eller virkelighed, og dog har jeg absolut ingen direkte subjektiv adgang til dem. Følgelig er jeg tilbøjelig til at betragte dem som noget objektivt, som en del af min omverden. Da der ydermere ikke er nogen distinktion mellem mig og andre, men derimod udfra enhver betragtning symmetri, slutter jeg, at også jeg udgør en del af den virkelige, materielle omverden. Så at sige genindsætter jeg mit eget sansende jeg (som har konstrueret denne verden som et psykisk produkt) i omverdenen - hvilket medfører et kaos af katastrofale logiske konsekvenser, der følger af den ovennævnte kæde af fejlagtige konklusioner. Vi skal udpege dem én efter én; lad mig først lige nævne de to mest himmelråbende antinomier, som skyldes vor uvidenhed om den kendsgerning, at vi har betalt dyrt for et ikke særligt tilfredsstillende verdensbillede ved at holde os selv udenfor, idet vi har påtaget os rollen som en ikke-involveret iagttager.
    Den første af disse antinomier er overraskelsen ved at finde, at vort verdensbillede er "farveløst, koldt og stumt". Farve og lyd, varme og kulde, udgør en del af vore umiddelbare sanseiagttagelser; der er ingen grund til at undre sig over, at disse mangler ved et verdensbillede, hvorfra vi har fjernet vort psykiske jeg.
    Den anden er vor frugtesløse anstrengelse for at finde et sted, hvor bevidstheden kan virke på materien eller vice-versa, en bestræbelse, der er så velkendt fra Sir Charles Sherrington's alvorlige søgen, strålende beskrevet i hans bog Man on his nature. Konstruktionen af den materielle verden har vi betalt med en udelukkelse af vort eget jeg, taget bevidstheden ud af den; bevidstheden er ikke en del af den; følgelig kan den ikke virke på den, ej heller påvirkes af nogen af dens dele. (Dette udtrykte Spinoza i en kort og klar sætning, se side 101).
    Jeg skal nu mere indgående analysere nogle af de synspunkter, jeg her har fremlagt. Lad mig først citere en artikel af C.G. Jung, som har glædet mig, fordi han her lægger vægt på det samme, men i en helt anden sammenhæng, og på en mere fordømmende måde. Mens jeg stadig anser eliminationen af det erkendende subjekt fra det objektive verdensbillede for en høj pris for et kun nogenlunde tilfredsstillende verdensbillede, går Jung videre og dadler os for ved denne løsesum at betale os fri fra en uigennemskuelig og vanskelig situation. Han siger:

Al videnskab (Wissenschaft) er imidlertid en funktion af sjælen, hvorfra al viden stammer. Sjælen er det største af alle kosmiske mirakler, den er en conditio sine qua non for verden betragtet som objekt. Det er forbløffende, at den vestlige verden (på få undtagelser nær) kun i så ringe udstrækning har bemærket, at dette er tilfældet. Strømmen af ydre genstande for erkendelsen har medført, at subjektet for al erkendelse er blevet trængt ud i baggrunden, ofte ud i en tilsyneladende ikke-eksistens².

Selvfølgelig har Jung ret. Det er også indlysende, at han, som psykolog, er meget mere sensitiv overfor den omhandlede indgangssituation end fysikeren og fysiologen. Dog vil jeg mene, at en for hurtig elimination af synspunkter, der har været hævdet gennem mere end totusinde år, er farlig. Vi kan måske miste alt uden at få andet til gengæld end frihed inden for et specielt - men meget vigtigt - område. Men indenfor dette fastholdes problemet. Den relativt nye videnskab, psykologien, kræver plads, den gør en fornyet betragtning af indgangssituationen uundgåelig. Dette er en vanskelig opgave, vi skal ikke løse den her og nu, men må være tilfredse med at have peget på problemet.
Mens vi her fandt, at psykologen Jung beklager, at bevidstheden lukkes ude, sjælen overses, som han siger, fra vort verdensbillede, vil jeg overfor dette, som en kontrast eller snarere som et supplement, stille nogle udtalelser af strålende repræsentanter for de gamle og beskedne videnskaber, fysik og fysiologi, som blot udtaler sig om den kendsgerning, at "den videnskabelige verden" er blevet så frygtelig objektiv, at der ikke lades plads for bevidstheden og dens umiddelbare sanseiagttagelser.
Nogle læsere husker måske A.S. Eddington's "to skriveborde"; det ene er det gamle, velkendte møbel, som han sidder ved, hviler armene på, det andet er videnskabens fysiske legeme, som ikke alene mangler alle sansekvaliteter, men desuden er gennemhullet som en si; langt den største del af det er tomt rum, intet, oversået med et uendeligt antal små pletter af noget, elektroner og de kerner, som de hvirvler omkring, bestandigt adskilte af afstande, der er mindst 100.000 gange deres egen størrelse. Efter at han, i sin vidunderlige og levende stil, har sat disse to ting op mod hinanden, resumerer han på følgende måde:

I fysikkens verden iagttager vi en skyggeopførelse af det velkendte dagligliv. Min albues skygge hviler på skyggebordet, ligesom skyggeblækket flyder ud over skyggepapir... At man klart har indset, at fysikken beskæftiger sig med en skyggeverden, er et af de nyeste fremskridts mest betydningsfulde resultater³.

Bemærk, at de nyeste fremskridt ikke består i, at den fysiske verden har fået denne skyggekarakter; det har den haft siden Demokrit fra Abdera og endog før ham, vi har bare ikke været opmærksomme på det; vi troede, at vi havde med den virkelige verden at gøre; udtryk, som model eller mønster for en begrebsmæssig konstruktion af videnskaben, kom først frem i sidste halvdel af det nittende århundrede, og så vidt jeg véd ikke på noget tidligere tidspunkt.
Kort efter udgav Sir Charles Sherrington sit betydningsfulde værk, Man on his Nature⁴. Bogen er gennemtrængt af en redelig søgen efter objektiv viden om vekselvirkningen mellem materie og bevidsthed. Jeg understreger tillægsordet "redelig", fordi det kræver en oprigtig og alvorlig anstrengelse at søge efter noget, som man på forhånd er overbevist om ikke kan findes, fordi det (på trods af, hvad man sædvanligvis mener) ikke eksisterer. Et kort referat af resultatet af hans søgen findes på side 357:

Bevidstheden færdes således, udfra hvad vi kan vide gennem vore sanser, i vor rumlige verden mere spøgelsesagtigt end et spøgelse. Usynlig og uhåndgribelig som den er, har den ikke engang tingskarakter; den er slet ikke en "ting". Den vil ikke kunne bekræftes gennem sanserne, og vil altid forblive ubekræftet.

Med mine egne ord ville jeg udtrykke det således: Bevidstheden har fremstillet naturfilosoffens objektive omverden ud af sit eget indhold. Bevidstheden kunne ikke have klaret dette enorme arbejde uden, som en forenklende omstændighed, at udelukke sig selv - trække sig ud af sin egen begrebsmæssige konstruktion. Følgelig rummer denne ikke sin skaber.
Jeg kan ikke beskrive Sherrington's udødelige bogs storhed ved at citere; man må selv læse den. Jeg skal dog fremdrage et par af de mere karakteristiske steder.

Fysikken ... sætter os over for den blindgyde, at bevidstheden per se ikke kan spille klaver - bevidstheden kan per se ikke bevæge en hånds fingre. (side 222).
Så er det, vi støder på blindgyden. Det ubesvarede spørgsmål om bevidsthedens forhold til materien. Inkonsekvensen ryster os. Er det en misforståelse? (side 232).

Sammenlign disse konklusioner, der er uddraget af en eksperimentalfysiolog i det tyvende århundrede, med følgende enkle sætning, skrevet af den største af det syttende århundredes filosoffer, B. Spinoza (Etik, 3. del, 2. læresætning).

Nec corpus mentem ad cogitandum nec mens corpus ad motum neque ad quitem nec ad aliquid (si quid est) aliud determinare potest.
(Legemet kan ikke bestemme Aanden til at tænke, og Aanden ikke Legemet til Bevægelse eller Hvile eller til noget andet (hvis det er noget andet). (Vilh. Rasmussens oversættelse).

Blindgyden er en blindgyde. Udfører vi da ikke vore handlinger? Vi føler os dog ansvarlige for dem, vi straffes og roses for dem alt efter omstændighederne. Det er en frygtelig antinomi. Jeg vil fastholde, at den ikke kan løses på baggrund af den moderne naturvidenskab, fordi denne er helt indeholdt i "udelukkelsesprincippet" - uden at vide det - og deraf antinomien. Det er væsentligt, at dette indses, men det løser ikke problemet. Man kan ikke udrydde "udelukkelsesprincippet" ved en slags folketingsbeslutning. Den videnskabelige indstilling må bygges op fra grunden, man må begynde forfra med videnskaben. Omhyggelige overvejelser er påkrævede.
    Vi er således stillet overfor følgende bemærkelsesværdige situation. Skønt det materiale, som vort verdensbillede er opbygget af, udelukkende stammer fra sanseorganerne, opfattet som bevidsthedens organer, således at ethvert menneskes verdensbillede stedse er og vil vedblive at være en psykisk konstruktion og ikke kan bevises at have nogen anden eksistens, så forbliver bevidstheden en fremmed inden for denne konstruktion, har ingen bolig i den og kan ikke spores til et sted i rummet. Sædvanligvis tænker vi ikke på dette, fordi vi har vænnet os til den tanke, at menneskets personlighed, eller for den sags skyld også et dyrs, kan lokaliseres i dets legeme. At få at vide, at den i virkeligheden ikke kan findes her, er overraskende, påstanden mødes med tvivl og tøven, og vi er ikke uden videre rede til at acceptere den. Vi har vænnet os til at lokalisere den bevidste personlighed i en persons hoved - jeg vil antage to eller tre centimeter bag næseroden. Derfra stammer - alt efter omstændighederne - vor forståelse, kærlighed eller omsorg - eller vore mistænksomme eller vrede blikke. Har man mon nogensinde bemærket, at øjet er det eneste sanseorgan, hvis udelukkende receptive karakter vi altid overser i vore dagligdags overvejelser? Idet vi vender sagen på hovedet, er vi mere tilbøjelige til at tænke på "synsstråler", som udgår fra øjet, end på "lysstråler", som rammer øjet udefra. Man vil ofte i vittighedsbladenes tegninger, ja selv på ældre tiders skematiske tegninger, finde sådanne "synsstråler", der skal illustrere et optisk instrument eller lovmæssighed, en stiplet linie, som udgår fra øjet, og hvis retning er antydet med en pil. - Kære læser, eller snarere, kære læserinde, forestil Dem de lyse glade øjne, som deres barn retter mod Dem, når De giver det et nyt stykke legetøj, og lad så fysikeren fortælle Dem, at i virkeligheden er deres eneste objektivt påviselige funktion til stadighed at rammes og at modtage lyskvanter. I virkeligheden! En mærkelig virkelighed! Den synes at mangle noget.
    Det er vanskeligt at måtte erkende, at lokaliseringen af personligheden, bevidstheden, i legemet kun er symbolsk, kun et rent praktisk hjælpemiddel. Lad os derfor, med al den viden, vi har om det, følge et sådant "udtryksfuldt blik" ind i legemet. Vi støder der på en uhyre interessant travlhed, eller om De vil, en maskine. Vi finder millioner af meget specialiserede celler, som er forbundet på en uoverskuelig og indviklet måde, men som helt klart formidler en langtrækkende og fuldendt gensidig kommunikation og et højtudviklet samarbejde; en uophørlig hamren af regelmæssige elektroniske pulsslag, som føres fra nervecelle til nervecelle, mens deres indbyrdes konfiguration ændres i hastig rækkefølge, titusinder af forbindelser, der åbnes og blokeres inden for brøkdele af sekunder med påfølgende kemiske forandringer, og måske mange andre ændringer, som endnu ikke er blevet opdaget. Alt dette møder os, og vi kan være forvisset om, at efterhånden som fysiologien skrider frem, vil vi få stadig mere at vide. Men lad os antage, at De i et specielt tilfælde iagttager adskillige efferente bundter af pulserende tråde, som udgår fra hjernen, og som gennem langstrakte celleudløbere (motoriske nervefibre) løber ud til visse muskler i armen, som bevirker, at der rækkes en tøvende og rystende hånd mod Dem for at sige farvel - før en lang og hjerteskærende adskillelse; på samme tid kan De iagttage, at nogle andre pulserende bundter frembringer en vis kirtelsekretion, som slører det stakkels, bedrøvede øje bag et sørgeflor af tårer. Men intetsteds langs denne vej fra øjet gennem centralorganet til armens muskler og tårekirtlerne - intetsteds, kan jeg forsikre Dem, vil De, hvor store fremskridt fysiologien end gør, støde på personligheden, finde den pinende smerte, den forvirrede sjæls bekymringer, og det på trods af, at deres virkelighed forekommer Dem så åbenbar, som om De selv oplevede dem - hvad De i virkeligheden også gør! Det billede, som den fysiologiske analyse tilstår os af et hvilket som helst menneskeligt væsen, lad det være vor bedste ven, minder mig ganske slående om Edgar Allan Poe's mesterlige novelle, som jeg vil tro mange af læserne kender; jeg tænker på "Den røde døds maske". En fyrste og hans følge har trukket sig tilbage til en isoleret borg for at undslippe den røde døds rædsler, som hærger i landet. Efter cirka en uges ophold arrangeres et maskebal. En af de maskerede, høj og helt indhyllet i rødt klæde, synes at fremstille epedimien allegorisk, og får alle til at skælve, både på grund af påfundets frækhed og mistanken om, at det måske er en fremmed. Endelig nærmer en dristig ung mand sig den maskerede og rykker med et pludseligt tag sløret og hovedbeklædningen af. Der er intet bag masken.
    Nu er vore hjerneskaller ikke tomme. Men det, vi finder dér, er, på trods af den ivrige interesse, det forårsager, intet, når det holdes op imod sjælens liv og følelser.
    Dette kan ved første øjekast virke foruroligende. Efter en nøjere overvejelse forekommer det mig at være en trøst. Hvis De står over for en kær vens afsjælede legeme, mildner det så ikke sorgen at betænke, at denne krop aldrig var hans personligheds bolig, men kun symbolsk blev betegnet sådan af rent praktiske grunde?
    Måske kan de, der er interesserede i fysik, ønske, som et appendix til ovenstående betragtninger, at høre, hvad jeg har at sige om en tankegang, der omhandler forholdet mellem subjekt og objekt, som har fået tildelt en fremskudt plads af den herskende skole inden for kvantemekanikken, hvis ledende skikkelser er Niels Bohr, Werner Heisenberg, Max Born med flere. Lad mig først ganske kort beskrive deres tanker. De går ud på følgende:⁵
    Vi kan ikke udsige et empirisk udsagn om et givet erfaringsobjekt (eller fysisk system) uden at "komme i kontakt" med det. Denne "kontakt" er en veritabel fysisk interaktion. Selv om den måske kun består i, at vi "ser på objektet", så må det sidstnævnte rammes af lysstråler og kaste dem ind i vore øjne eller i et eller andet instrument. Dette betyder, at objektet påvirkes af vor iagttagen. Man kan ikke opnå viden om genstanden og alligevel lade den fuldstændig isoleret. Teorien går ud på, at dette indgreb hverken er irrelevant, ej heller fuldstændig overskueligt. Efter en række omhyggelige observationer efterlades objektet således i en tilstand, hvoraf nogle træk (de sidst observerede) er kendte, hvorimod andre (de, der er forstyrrede af de sidst foretagne observationer) ikke er kendte, eller ikke tilstrækkeligt nøjagtigt kendte. Dette giver en forklaring på, hvorfor en komplet og fuldstændig beskrivelse af et hvilket som helst fysisk objekt ikke er mulig og aldrig vil blive det.
    Hvis dette godtages - og måske må det godtages - så bryder princippet, at vi kan beskrive naturen ved rationelle midler, sammen. Det er i sig selv ingen ulykke. Jeg sagde i begyndelsen, at mine to principper ikke på nogen måde er bindende for videnskaben, de udtrykker blot noget, vi rent faktisk har arbejdet med inden for videnskaben i århundreder, og noget vi ikke let kan ændre. Personligt tror jeg ikke, at vor nuværende viden retfærdiggør denne ændring. Jeg tror, at det er muligt, at vore modeller kan modificeres på en sådan måde, at de ikke på noget tidspunkt udviser træk, der ikke principielt kan observeres på samme tid - modeller, der er fattigere på simultane træk, men som i højere grad kan tilpasses ændringer i omverdenen. Dette er imidlertid et internt fysisk problem, der ikke skal løses her og nu. Men af den lige skitserede teori, udfra måleinstrumenternes uundgåelige og uoverskuelige påvirkning af den iagttagede genstand, er blevet udledt og offentliggjort vidtrækkende epistemologiske konsekvenser angående forholdet mellem subjekt og objekt. Det hævdes, at nylige opdagelser inden for fysikken har flyttet den mystiske grænse mellem subjektet og objektet. Vi får at vide, at denne grænse slet ikke er en skarp grænse. Vi må forstå, at vi aldrig iagttager en genstand, uden at vor iagttagen ændrer eller farver den. Vi må forstå, at den mystiske grænse mellem subjekt og objekt er brudt sammen under indflydelse af vore forfinede iagttagelsesmetoder og analysen af de eksperimentalt indvundne erfaringer.
    Lad mig, for at kunne kritisere disse påstande, som en begyndelse antage den omtalte distinktion eller diskrimination mellem objekt og subjekt, på samme måde som både ældre og nyere tænkere har antaget den. Blandt de filosoffer, der godtog distinktionen - fra Demokrit fra Abdera til den "gamle mand i Königsberg" - var der kun få, hvis der i det hele taget var nogen, som ikke lagde vægt på, at alle vore sanseiagttagelser, perceptioner og observationer har et stærkt personligt anstrøg, og således ikke giver oplysning om naturen af "tingene i sig selv", for at bruge Kant's udtryk. Hvor nogle af disse tænkere måske kun havde tænkt på en større eller mindre fordrejning, så møder Kant os med en fuldstændig resignation: vi kan aldrig få noget som helst at vide om hans "ting i sig selv". Tanken om det subjektive i alle oplevelser er således gammel og kendt. Det nye i den moderne teori er dette: ikke alene afhænger de indtryk, vi modtager fra vore omgivelser, i udstrakt grad af vore sanseorganers natur og øjeblikkelige tilstand, men omvendt modificeres selve den omverden, vi vil iagttage af os, især ved de foranstaltninger, vi træffer for at kunne observere den.
    Måske er dette tilfældet - i en vis udstrækning gælder det sikkert. Måske kan denne modifikation på baggrund af de senest opdagede love indenfor kvantemekanikken ikke bringes ned under en fastslået grænse. Dog vil jeg ikke kalde dette en direkte indvirkning af subjektet på objektet. For subjektet må være det, som sanser og tænker. Men sanseiagttagelser og tanker hører ikke med til "energiens verden", de kan ikke frembringe en ændring i denne energiens verden, hvilket vi ved fra Spinoza og Sir Charles Sherrington.
    Alt dette er sagt ud fra det synspunkt, at vi accepterede den omtalte distinktion mellem subjekt og objekt. Selv om vi har accepteret den i dagliglivet af praktiske grunde, bør vi, vil jeg mene, opgive den i filosofien. Kant har afsløret, hvad der strengt logisk følger af den: den sublime, men tomme idé om "tingene i sig selv", som vi aldrig kan få noget at vide om.
    Det er de samme elementer, der indgår som komponenter i min bevidsthed og i omverdenen. Denne situation er den samme for enhver bevidsthed og dens verden på trods af den uudgrundelige overflod af "henvisninger" mellem dem. Verden er givet for mig på én gang, ikke som både en eksisterende og en perciperet. Subjekt og objekt er ét. Adskillelsen mellem dem kan ikke siges at være brudt sammen som et resultat af de seneste eksperimenter indenfor fysikken, da denne adskillelse aldrig har eksisteret.

¹Cambridge University Press, 1954.
²Eranos Jahrbuch (1946), p.398.
³The Nature og the Physical World. Cambridge University Press, 1928. Indledningen.
⁴Cambridge University Press, 1940.
⁵Cfr. min bog "Videnskab og Humanisme," p.47.

4. Det aritmetiske paradoks: Bevidsthedens enhed

Grunden til, at vi i vort videnskabelige verdensbillede intet sted møder vort følende, perciperende og tænkende jeg, kan let formuleres i seks ord: fordi det selv er dette verdensbillede. Det er identisk med helheden og kan således ikke være indeholdt i en del af denne helhed. På dette sted støder vi imidlertid på det aritmetiske paradoks; tilsyneladende eksisterer der et stort antal af bevidste egoer, men alligevel er verden kun én. Dette er et resultat af den måde, hvorpå begrebet om verden frembringer sig selv. De mange "private" bevidsthedsområder overlapper til dels hinanden. Det fælles overlapningsområde udgør konstruktionen af den "virkelige verden omkring os". Skønt dette forholder sig sådan, bliver en vis følelse af ubehag tilbage, som fremkalder spørgsmål som: er min verden virkelig den samme som Deres? Er der én virkelig verden, der adskiller sig fra de billeder af den, vore sanser forsyner os med? Og hvis dette er tilfældet, ligner disse billeder så den virkelige verden, eller adskiller denne, verden "i sig selv", sig måske på afgørende måde fra den ene, vi perciperer?
    Sådanne spørgsmål er dybsindige, men jeg tror, at de er i stand til at føre på vildspor. De har ingen adekvate svar. De er alle enten antinomier eller fører til antinomier, der udspringer af en fælles kilde, den jeg har kaldt det aritmetiske paradoks; de mange bevidste jeg'er, udfra hvis psykiske erfaringer der frembringes én verden. En løsning af dette talparadoks vil eliminere alle spørgsmål af den ovennævnte slags og afsløre dem, tør jeg sige, som skinproblemer.
    Der er to måder at undgå talparadokset på, som begge forekommer vanvittige ud fra de synspunkter, der er indeholdt i de nyeste videnskabelige overvejelser (som igen er baseret på gamle græske tanker og således i bund og grund "vestlige"). Den ene udvej er en mangedobling af verden, som den findes i Leibnitz' frygtelige monadelære: enhver af monaderne er i sig selv en verden, og der er ingen forbindelse mellem dem; monaden har ingen "vinduer", den er isoleret. Det faktum, at de trods alt alle indbyrdes stemmer overens, kaldes "den præetablerede harmoni". Jeg tror ikke, at der er ret mange, dette tiltaler, eller som anser det for at være en udvej fra den aritmetiske antinomi.
    Tilbage bliver åbenbart kun det alternativ, at de forskellige bevidste enheder udgør en helhed. Deres mangfoldighed er kun tilsyneladende, i virkeligheden er der kun én bevidsthed. Dette er Upanishadernes lære, men ikke kun Upanishadernes. Den sammensmeltning med Gud, som mystikeren oplever, resulterer ofte i denne indstilling, hvis den ikke forhindres af stærke eksisterende fordomme; og dette betyder, at den med større vanskelighed accepteres i Vesten end i Østen. Lad mig citere en islamitisk-persisk mystiker, Aziz Nasafi, fra det trettende århundrede, som et eksempel, der ikke er hentet fra Upanishaderne. Jeg tager citatet fra en afhandling af Fritz Meyer¹ og oversætter fra hans tyske oversættelse:

Ved et levende væsens død vender ånden tilbage til den åndelige verden, og legemet til den materielle verden. Det er kun legemet, der ved denne proces ændrer sig. Den åndelige verden er én sjæl, som er anbragt ligesom et lys bag den materielle verden, og som skinner igennem ethvert nyt enkelt væsen ligesom igennem et vindue. Alt efter om vinduet er stort eller lille, trænger mere eller mindre lys ind i verden. Men lyset selv forbliver det samme.

For ti år siden udgav Aldous Huxley en værdifuld bog, som han kaldte "Den evige filosofi", og som er en antologi af mystikeres skrifter fra vidt forskellige perioder og vidt forskellige folkeslag. Hvis De slår op i den, vil De finde mange smukke udtalelser som den ovenstående. De vil blive slået af den mirakuløse overensstemmelse mellem mennesker af forskellig race, forskellig religion, uvidende om hinandens eksistens, adskilt af århundreder og årtusinder og af de største afstande, der findes på vor jord.
    Alligevel må det indrømmes, at denne lære virker lidet tillokkende på vestlige tænkere, virker frastødende og kaldes fantastisk og uvidenskabelig. Sådan kan det se ud, fordi vor videnskab - grækernes videnskab - er baseret på objektiveren, hvorved den har afskåret sig fra en adekvat forståelse af det erkendende subjekt, af bevidstheden. Men jeg tror, at det netop er på dette punkt, at vor nuværende tankevaner trænger til at forbedres; måske ved en blodtransfusion fra Østens visdom. Det vil ikke være en let sag, vi må tage os i agt for fejltagelser - blodtransfusioner må altid foretages med stor omhyggelighed, så blodet ikke størkner. Vi ønsker ikke at miste den logiske præcision, vor videnskabelige tænken har opnået, og som ikke på noget tidspunkt har fundet sin lige.
    Dog er der et træk, der taler til fordel for den mystiske lære om alle bevidstheders indbyrdes "identitet" og deres sammensmeltning i en øverste bevidsthed - fremfor Leibnitz' forfærdelige monadelære. Identitetslæren kan henvise til, at den bekræftes af den empiriske kendsgerning, at bevidsthed aldrig opleves som en flerhed, men som en énhed. Ikke blot har ingen af os nogensinde oplevet mere end én bevidsthed, men der er heller ikke grund til at tro, at dette er tilfældet nogetsteds i verden. Hvis jeg hævder, at der ikke er mere end én bevidsthed i den samme sjæl, synes dette at være blot og bart tautologisk - vi kan ikke forestille os, at det modsatte skulle være tilfældet.
    Dog er der tilfælde eller situationer, hvor vi ville vente og næsten kræve, at dette utænkelige skulle ske, hvis det virkelig kan ske. Jeg vil nu diskutere dette nærmere og bekræfte det med en række citater fra Sir Charles Sherrington, som både var højt begavet og en redelig forsker (en sjælden kombination!). Så vidt jeg ved, var han ikke på forhånd positivt indstillet over for Upanishadernes filosofi. Mit formål med denne diskution er - om muligt - at bidrage til at lette en formidling mellem identitetslæren og vor egen videnskabelige verdensanskuelse uden at måtte betale derfor med tabet af redelighed og logisk præcision.
    Jeg sagde før, at vi ikke engang er i stand til at forestille os en mangfoldighed af bevidstheden i den samme sjæl. Vi kan fremsige disse ord, men de er ikke en beskrivelse af nogen tænkelig erfaring. Selv i en patologisk tilstand som personlighedsspaltning veksler de to personligheder, de optræder ikke på samme tid; ja det er netop karakteristisk, at de intet kender til hinanden.
    Når vi i drømmens marionetspil holder i aktørernes tråde, kontrollerer deres handlinger og deres tale, står dette os ikke klart. Kun én af dem er mig selv, drømmeren. Jeg handler og taler umiddelbart gennem ham, hvorimod jeg ivrigt og med ængstelse venter på, hvad en anden vil svare, om han opfylder mine mest brændende ønsker. Det går aldrig op for mig, at jeg kunne lade ham sige og gøre, hvad jeg ville - og dette er faktisk heller ikke tilfældet. For i sådanne drømme er "den anden" ofte en personifikation af en eller anden alvorlig hindring, som møder mig i min vågne tilstand, og som jeg i virkeligheden ingen kontrol har over. Det mærkelige fænomen, jeg her har beskrevet, er helt klart årsagen til, at ældre tiders mennesker fuldt og fast troede på, at de virkelig var i forbindelse med de personer, levende eller døde, eller måske guder eller helte, som de mødte i deres drømme. Det er en form for overtro, som er sejlivet. I slutningen af det sjette århundrede f.Kr. kritiserede Heraklit fra Efesus denne lære på det voldsomste med en klarhed, som man ellers sjældent træffer i hans ofte meget dunkle fragmenter. Men Lucretius Carus, som selv mente, at han var en foregangsmand for den oplyste tanke, var endnu i det første århundrede efter Kr. tilhænger af denne overtro. I vor tid er den sandsynligvis ikke så udbredt, men jeg tvivler på, at den er fuldkommen forsvundet.
    Lad mig gå over til noget helt andet. Jeg finder det fuldstændig umuligt at forestille mig hvordan enten, f.eks. min egen bevidsthed (som jeg føler er én) skulle være opstået ved en sammensmeltning af alle (eller nogle af) de cellers bevidstheder, som udgør min krop, eller hvordan den på ethvert tidspunkt af mit liv skulle være beskaffen, hvis den så at sige var en virkning af de enkelte cellers bevidsthed. Man skulle mene, at sådant et "samfund af celler", som enhver af os udgør, ville være en lejlighed par excellence for bevidstheden til at vise mangfoldinghed, hvis den var i stand til dette. Udtrykket "samfund" eller "cellestat" (Zellstaat) kan ikke længere betragtes som en metafor. Lad os lytte til, hvad Sherrington har at sige herom:

Det er ikke længere kun en frase at sige, at enhver af de celler, som vi er opbygget af, er et individuelt, egocentrisk væsen. Det er ikke blot en bekvem udtryksmåde, der letter beskrivelsen. Cellen er, som en del af legemet, ikke kun en synligt afgrænset enhed, men et enhedsvæsen, koncentreret om sig selv. Den lever sit eget liv ... Cellen er et enhedsvæsen, og vi - som således må opfattes som en slags aggregater - består udelukkende af cellevæsener.²

Men dette eventyr kan underbygges mere detaljeret og mere konkret. Både hjernens patologi og de fysiologiske undersøgelser af sanseiagttagelsen taler entydigt til gunst for en regional adskillelse af sanseorganerne i områder, hvis vidtrækkende uafhængighed er forbløffende, fordi den lader os forvente, at disse regioner er forbundet med uafhængige bevidsthedsområder; men dette er ikke tilfældet. Som et særligt karakteristisk eksempel kan nævnes følgende. Hvis man først ser på et fjerntliggende landskab på den sædvanlige måde med begge øjne åbne, derefter med højre øje åbent og venstre lukket, og endelig omvendt, vil man ikke opleve nogen nævneværdig forskel. Det psykiske synsfelt er i alle tre tilfælde det samme. Nu kunne dette skyldes den kendsgerning, at stimulus overføres fra de samme nerveender på retina til det samme hjernecenter, hvor "perceptionen forarbejdes" - på samme måde som f.eks. knappen på min hoveddør og den i min hustrus soveværelse er forbundet med samme ringeapparat, som er anbragt over køkkendøren. Dette ville være den letteste forklaring, men den er forkert.
Sherrington beretter om et meget interessant forsøg med tærsklen for glimtfrekvens. Jeg skal forsøge at beskrive det så kort som muligt. Forestil Dem et miniaturefyrtårn, som er opstillet i laboratoriet, og som udsender et stort antal glimt pr. sekund, f.eks. 40 eller 60 eller 80 eller 100. Efterhånden som glimtfrekvensen sættes i vejret, forsvinder den oplevede flimren ved en bestemt frekvens, som afhænger af de nærmere omstændigheder ved forsøget; derefter ser en iagttager, som vi forudsætter bruger begge øjnene på den sædvanlige måde, et kontinuert lys³. Lad denne tærskelfrekvens under de givne omstændigheder være 60 pr. sekund. Lad derefter i et andet forsøg, uden ellers at ændre noget, en passende tingest tillade hvert andet lysglimt at ramme det højre øje, hvert andet det venstre, således at ethvert af øjnene påvirkes af 30 glimt pr. sekund. Hvis de pågældende stimuli blev ledet til samme fysiologiske center, skulle dette ikke betyde nogen forskel; hvis jeg trykker på knappen uden for min hoveddør, f.eks. hvert andet sekund, og min kone gør det samme i sit soveværelse, men vi gør det skiftevis, så vil køkkenklokken ringe hvert sekund, som om én af os trykkede på vores knap hvert sekund, eller som om vi begge gjorde det samtidigt hvert sekund. Imidlertid forholder det sig ikke sådan i det andet glimteksperiment. Det er ikke tilstrækkeligt til at ophæve oplevelsen af flimren at påvirke det højre øje med 30 glimt og samtidig hermed, men faseforskudt, at påvirke det venstre øje med 30; dertil kræves den dobbelte frekvens, nemlig 60 til det højre og 60 til det venstre, forudsat at begge øjnene holdes åbne. Lad mig give Dem hovedkonklusionen med Sherrington's egen ord:

Det er ikke en rumlig sammensætning af en cerebral mekanisme, som kombinerer de to oplevelser ... Langt mere er det, som om billederne på hvert af de to øjne blev set af hver sin iagttager, og de to iagttageres bevidstheder blev sammensat til en enkelt bevidsthed. Det er som om det venstre øjes perceptioner og det højres hver for sig blev forarbejdet og derefter psykisk sammensat til en helhed ... Det er som om ethvert af øjnene havde sit særlige sanseorgan med sit særlige virkeområde, hvor de mentale processer, baseret på øjets funktion, blev udviklet til et perceptuelt fuldkomment stade. Et sådant ville fysiologisk svare til en visuel underhjerne. Der ville være to sådanne underhjerner, én for det højre øje og én for det venstre. Deres mentale samarbejde ville synes snarere at være betinget af samtidig handlen end af strukturel helhed⁴.

Dette efterfølges af meget almene betragtninger, hvoraf jeg skal citere de mest karakteristiske passager:

Findes der således quasi-uafhængige underhjerner baseret på de forskellige sansemodaliteter? I storhjernen kan de "fem" gamle sanser let lokaliseres, hver afgrænset til sit adskilte område, i stedet for at være blandet uløseligt sammen, og yderligere underkastet mekanismer af højere orden. I hvor høj grad er bevidstheden en samling af quasiuafhængige perciperende bevidstheder, som i stor udstrækning er samlet psykisk af oplevelsernes tidsmæssige forløb? ... Når det drejer sig om "bevidsthed", integrerer nervesystemet sig ikke ved at centralisere sig omkring en ledercelle. Det udvikler sig snarere som et mangfoldigt demokrati, hvis enkelte enheder er celler ... det konkrete liv, sammensat af mindre enheder, afslører, på trods af dets karakter af enhed, dets additive natur, og viser sig som en samling af små brændpunkter af liv, som virker sammen ... Men hvis vi ser på bevidstheden, finder vi intet af dette. De enkelte nerveceller peger ikke nødvendigvis mod en "bevidsthed" ... En enkelt ledende hjernecelle kunne ikke garantere den mentale reaktion en mere ensartet ikke-atomisk karakter end storhjernens mangfoldighed af celler yder. Materie og energi synes at have en kornet struktur, og ligeledes "liv", men ikke bevidsthed.

Jeg har citeret de linier for Dem, der har gjort det største indtryk på mig. Man ser, at Sherrington, på trods af hans store viden om, hvad der i virkeligheden sker i organismen, kæmper med et paradoks, som han i sin oprigtighed og ægte intellektuelle redelighed ikke forsøger at skjule eller bortforklare (som andre kunne have gjort, ja har gjort), men derimod næsten brutalt fremsætter, idet han véd, at det er den eneste vej, der inden for videnskaben eller filosofien fører frem mod en løsning, hvorimod man ved at besmykke det med "smukke" fraser forhindrer fremskridt og eviggør antimonien (ikke for al fremtid, men kun indtil én eller anden bemærker falskneriet). Sherrington's paradoks er også et aritmetisk paradoks, et talparadoks, og det har, tror jeg, noget at gøre med det, jeg tidligere i dette kapitel har benævnt således, selv om det ikke er identisk hermed. Det førstnævnte paradoks gik i al korthed ud på, at én verden udkrystalliseres af mange bevidstheder. Sherrington's går ud på, at den enkelte bevidsthed tilsyneladende er betinget af mange celler eller af en mangfoldighed af underhjerner, hvor hver enkelt synes at have et sådant betragteligt, specifikt virkeområde, at vi føler os tvunget til at forbinde en del-bevidsthed med den. Dog véd vi, at en del-bevidsthed er en lige så oprørende uhyrlighed som en mangedelt bevidsthed - ingen af dem svarer til noget erfaret, og ingen af dem er tænkelig.
    Jeg mener, at begge paradokser vil blive løst (jeg foregiver ikke at kunne løse dem her og nu) ved, at man i vor vestlige videnskab optager Østens identitetslære. Af natur er bevidstheden et singulare tantum; eller for at udtrykke det anderledes: bevidsthedens mangfoldighed er en enhed. Jeg vil driste mig til at kalde den uforgængelig, da den altid har et særligt tidsskema: bevidstheden eksisterer altid i nuet. For bevidstheden findes intet før eller efter. Der findes kun et nu, som rummer erindringer og forventninger. Men jeg tror ikke, at vort sprog er egnet til at udtrykke dette; jeg indrømmer gerne (hvis nogen ønsker at det skal være klart), at jeg nu taler religion, ikke videnskab, men en religion, som imidlertid ikke er i modstrid med videnskaben, men er underbygget af, hvad uengageret videnskabelig forsken har frembragt.
    Sherrington siger: "Menneskets bevidsthed er én af vor planets nyere frembringelser."⁵
    Dette bifalder jeg selvfølgelig. Men hvis det første ord (menneskets) ikke var med, ville jeg ikke gøre det. Vi har tidligere (i kapitel 1) betragtet dette. Det ville være mærkeligt, for ikke at sige latterligt, at mene, at den beskuende og tænkende bevidsthed, som alene genspejler verdens tilblivelse, kun skulle have gjort sin entré på et eller andet tidspunkt i denne tilblivelse som noget tilfældigt, forbundet med en meget speciel biologisk indretning, som i sig selv helt åbenbart udfylder det hverv at lette selvopholdelsen for visse livsformer og således begunstige deres bevarelse og forplantning: livsformer, som først opstod på et sent tidspunkt, og som efterfulgte mange andre, som overlevede uden denne særlige indretning (en hjerne). Kun en lille del af dem (hvis man regner i arter) har indladt sig på at "forskaffe sig en hjerne". Og var det hele, før dette skete, et spil for tomme stole? Ja, kan vi benævne noget, som ingen bemærker, en verden? Når en arkæolog rekonstruerer en by eller en kultur, der forlængst er gået under, så er han interesseret i menneskenes liv i svundne tider, i de handlinger, sanseiagttagelser, tanker, følelser og den menneskelige glæde og sorg, som engang udspilledes dér. Men en verden, som har eksisteret i millioner af år, uden nogen har betragtet den, beskuet den, er den i det hele taget noget som helst? Har den eksisteret? For lad os ikke glemme: at sige, som vi har gjort, at verdens tilblivelse afspejles i en bevidsthed, er kun en kliché, en frase, en metafor, som vi har vænnet os til. Verden er givet på en gang, der er intet, der afspejles. Originalen og spejlbillederne er identiske. Den verden, som er udstrakt i tid og rum, findes kun i vor anskuelse (Vorstellung). Erfaringen giver os ikke den mindste antydning af, at den er andet end dette - hvilket Berkeley var udmærket klar over.
    Men eventyret om en verden, som har eksisteret i millioner af år, før den ved et tilfælde frembragte hjerner til at betragte sig selv, har en næsten tragisk fortsættelse, som jeg vil beskrive med Sherrington's ord:

Vi får at vide, at energiens mængde stadig svinder. Den søger skæbnesvangert mod en ligevægt, som bliver afslutningen. En ligevægtstilstand, i hvilken livet ikke kan eksistere. Dog frembringes der liv uden ophør. Vor planet har udviklet det på sin overflade og fortsætter med at udvikle det. Og sammen med det udvikles bevidsthed. Hvis bevidstheden ikke er et energisystem, hvordan kan nedbrydningen af universet så påvirke den? Kan den forblive uskadt? Så vidt vi véd, er den endelige bevidsthed altid forbundet med et løbende energisystem. Når energiprocesserne går i stå, hvad vil der så ske med den bevidsthed, som forløber parallelt med disse processer? Vil universet, som har frembragt og som frembringer den begrænsede bevidsthed, lade den dø?⁶

Sådanne betragtninger er på en vis måde ikke behagelige. Det, som forvirrer os, er den mærkelige dobbeltrolle, bevidstheden spiller. På den ene side er den scenen, den eneste scene, på hvilken verdensprocessen udfolder sig, eller den beholder eller det kar, som rummer det hele og uden for hvilket, der intet findes. På den anden side får vi det indtryk, måske et forkert indtryk, at inden for denne verdensgeschæft er bevidstheden knyttet til et specielt organ (hjernen), som, skønt det utvivlsomt er den mest interessante indretning i hele dyre- og plantefysiologien, på ingen måde er unique, ikke sui generis; for ligesom mange andre organer tjener den trods alt kun til at opretholde dens ejermands liv, og det er udelukkende derfor, den er udviklet i specialiseringsprocessen ved den naturlige udvikling.
    Undertiden indfører en maler i sit billede eller en digter i sit epos en fordringsløs, underordnet person, som er ham selv. Således har digteren af Odyseen, formoder jeg, tænkt på sig selv, da han indførte den blinde barde, som i phaecianernes hal synger om slaget om Troya, og som bevæger de garvede helte til tårer. På samme måde møder vi i nibelungernes sange, mens de vandrer gennem Østrig, en digter, som man formoder er forfatteren af hele det episke digt. I Dürer's "Alle Helgens" - billede er to grupper af troende samlet i bøn omkring tre-enigheden, som ses højt oppe i himlen, en kreds af helligt foroven og en kreds af mennesker på Jorden. Blandt de sidste er konger, kejsere og paver, men også, hvis jeg ikke tager fejl, et billede af maleren selv, en ydmyg bifigur, som lige så godt ikke kunne have været der.
    Dette forekommer mig at være den bedste analogi til bevidsthedens forvirrende dobbeltrolle. På den ene side er bevidstheden den kunstner, der har skabt det hele; men i det fuldbragte værk er den kun en ubetydelig tilføjelse, som kunne undværes, uden at helheden ville blive ødelagt.
    Vi må her indrømme, for ikke at fortsætte i den metaforiske stil, at vi er stillet over for én af disse typiske antimonier, som er forårsaget af den kendsgerning, at det ikke er lykkedes os at danne et forståeligt verdensbillede uden at holde vor egen bevidsthed, frembringeren af verdensbilledet, udenfor, således at bevidstheden ikke findes i det. Forsøget på at indføre den frembringer slutteligen en række absurditeter.
    På et tidligere tidspunkt har jeg kommenteret den kendsgerning, at det fysiske verdensbillede af samme grund mangler alle de sansekvaliteter, som karakteriserer det erkendende subjekt. Modellen er uden farve og lys og er uhåndgribelig. På samme måde og af samme grund mangler videnskabens verden, eller er berøvet, alt, som kun har mening i relation til det bevidst beskuende, perciperende og følende subjekt. Det betyder først og fremmest etiske og æstetiske værdier, værdier af enhver slags, alt, hvad der angår tilværelsens mening. Ikke blot mangler alt dette, men det kan ikke, fra en videnskabelig synsvinkel, indføres som en del af en organisk helhed. Hvis man forsøger at indføre det eller påføre det, ligesom et barn påfører sine malebogsbilleder farver, kommer det ikke til at passe. For alt, hvad der indgår i denne verdensmodel, tager uvilkårligt form af videnskabelige hævdelser af kendsgerninger; men værdierne falder uden for denne kategori.
    Liv er værdifuldt i sig selv. Albert Schweitzer har formuleret etikkens mest fundamentale krav som "hav ærefrygt for livet". Naturen har ingen ærefrygt for livet. Naturen behandler liv, som om det var den mest værdiløse ting i verden. Frembragt i en mangfoldighed tilintetgøres det for største delen hurtigt eller kastes som bytte og til føde for andet liv. Netop dette er den mest frugtbare metode til stadigt at frembringe nye former af liv. "Du må ikke pine og ikke påføre smerte!" Naturen er uvidende om dette bud. Dens skabninger er afhængige af stadig at plage hinanden i en evig strid.
    "Der findes intet godt eller ondt i virkeligheden, men kun i tanken." Ingen begivenhed i naturen er i sig selv hverken god eller ond, ej heller er den i sig selv hverken smuk eller grim. Værdierne mangler, og i særdeleshed mangler meningen og formålet. Naturen handler ikke efter formål. Hvis vi på tysk taler om en formålsrettet (zweckmässig) tilpasning af en organisme til dens omverden, så véd vi, at det kun er en bekvem talemåde. Hvis vi tager den bogstaveligt, er vi på vildspor. Vi tager fejl inden for rammerne af vort verdensbillede. Inden for dette findes kun kausale forbindelser.
    Mest smertelig er vore videnskabelige undersøgelsers absolutte tavshed om meningen med det hele. Des mere omhyggeligt vi betragter helheden, jo mere formålsløs og meningsløs synes den os. Spillet, der opføres, får øjensynligt kun mening i relation til den bevidsthed, der betragter det. Men det, som videnskaben siger om denne relation, er fuldstændig absurd: det er, som om bevidstheden er blevet frembragt af den udfoldelse, som den nu iagttager, og som vil forsvinde med den, når Solen endelig afkøles og Jorden bliver til en is- og sneørken.
    Lad mig kort nævne videnskabens velkendte ateisme, som selvfølgelig kommer ind under samme betragtninger. Videnskaben er atter og atter blevet udsat for beskyldning for ateisme, men med urette. Ingen personlig gud kan udgøre en del af en verdensmodel, som kun er opnået på bekostning af en udelukkelse af alt personligt. Vi véd, at når vi oplever Gud, er dette en begivenhed lige så virkelig som et umiddelbart sansedatum eller ens egen personlighed. Ligesom disse må også han mangle i rum-tidsbilledet. Jeg finder intetsteds Gud i rum og tid - det er, hvad den redelige naturalist fortæller Dem. For dette modtager han dadel fra dem, i hvis katekismus der er skrevet: "Gud er ånd".

¹Eranos Jahrbuch, 1946.
²Man on his nature, p.73.
³På denne måde frembringes sammensmeltningen af på hinanden følgende billeder i en film.
⁴Man on his nature, pp.273-275.
⁵Man on his nature, p.218.
⁶Man on his nature, p.232.

5. Videnskab og Religion

Kan naturvidenskaben yde os nogen hjælp i religiøse spørgsmål? Kan den videnskabelige forsken være os behjælpelig med at opnå en fornuftig og tilfredsstillende indstilling over for de brændende spørgsmål, som på et tidspunkt i ethvert menneskes liv trænger sig på? Det lykkes for nogle af os, og især for den sunde og tilfredse ungdom, igennem lang tid at skyde dem tilside; andre slår sig til tåls med, efterhånden som de bliver ældre, at der ikke findes noget svar og opgiver at søge efter et, hvorimod en tredie gruppe hele livet igennem plages af dette for vort intellekt så urimelige forhold, plages af en alvorlig frygt forårsaget af en hævdvunden, populær overtro. Jeg tænker hovedsagelig på spørgsmål, som angår "det hinsidige", "livet efter døden" og hvad der knytter sig hertil. Bemærk at jeg selvfølgelig ikke skal forsøge at løse disse spørgsmål, men kun det mere beskedne, om videnskaben kan give os nogen viden om dem eller hjælpe os i vore - for mange af os uundgåelige - overvejelser over dem.
Det skal indledningsvis siges, at den kan gøre det på en meget primitiv måde, og at den har gjort det uden større ståhej. Jeg husker at have set gamle tryk, geografiske verdenskort, som, så vidt jeg husker, indeholdt helvede, skærsilden og himlen, den første var placeret dybt under Jorden, den sidste højt oppe i himlen. Disse placeringer var ikke kun ment allegorisk (som de måske har været i senere perioder, f.eks. i Dürer's berømte Alle-helgens billede); de vidner om den naive tro, der på dette tidspunkt var udbredt. I dag kræver ingen kirke af sine troende, at de skal tolke dens dogmer på denne materialistiske måde, ja den ville på det alvorligste fraråde en sådan indstilling. Dette fremskridt skyldes med sikkerhed vor viden (som kan være ringe nok) om vor atmosfæres sammensætning, om vor planets mest sandsynlige historie og om mælkevejens og universets struktur. Intet civiliseret menneske ville forvente at finde disse dogmatiske påfund noget sted i det rum, som er tilgængeligt for vore undersøgelser, ej heller, formoder jeg, i et område, der udgør en fortsættelse af dette rum, men som er uopnåeligt for vor forsken; han ville, selv om han var overbevist om deres virkelighed, give dem en åndelig betydning. Jeg tror ikke, at et dybt religiøst menneske har måttet vente på de ovennævnte videnskabelige opdagelser for at få denne indsigt, men de har utvivlsomt været medvirkende til at udrydde en materialistisk overtro angående disse ting.
Dette har imidlertid kun betydning for en forholdsvis primitiv opfattelse. Der er ting af større interesse. Udfra mit synspunkt er videnskabens mest værdifulde bidrag til en overvindelse af de underfundige spørgsmål: "Hvem er vi? Hvor kommer jeg fra og hvorhen skal jeg?" - eller i det mindste til, at vor tanke kan finde fred - den gradvise idealisering af tiden. Når vi tænker på dette, trænger navnene på tre mænd sig på, skønt mange andre - indbefattet mange uden for videnskabsfolkenes kreds - har været inde på samme spor, såsom
De tre højder i en trekant (ABC) mødes i et punkt (O). (En højde er den vinkelrette, som nedfældes fra en vinkelspids på den modstående side, eller på dens forlængelse). Ved første øjekast er det ikke umiddelbart indlysende, at de skal gøre det; tre vilkårlige linier mødes sjældent i et punkt, men danner som oftest en trekant.

$Beskrivelse: Beskrivelse: Beskrivelse: C:\Users\jørgen\Documents\bevmapix\bevmat1b.gif$

Træk nu gennem enhver af vinkelspidserne parallellen til den modstående side og dan den store trekant A'B'C'. Den består af fire kongruente trekanter. ABC's tre højder er i den store trekant de vinkelrette, som er oprejst i midtpunktet af dens sider, og således deres "symmetrilinier". Linien oprejst i C må indeholde alle de punkter, som har samme afstand fra A' som fra B'; linien oprejst i B indeholder alle de punkter, som har samme afstand fra A' og C'. Det punkt, hvori disse to vinkelrette mødes, har således samme afstand til alle de tre vinkelspidser A', B' og C', og må derfor også ligge på den vinkelrette oprejst i A, fordi denne indeholder alle de punkter, som har samme afstand fra B' som fra C'. Q.E.D.

Ethvert tal, undtagen 1 og 2, "ligger midt imellem" to primtal, eller kan udtrykkes som deres aritmetiske middeltal; f.eks. er

8 = 1/2 ( 5 + 11 ) = 1/2 ( 3 + 13 ),

17 = 1/2 ( 3 + 31 ) = 1/2 ( 29 + 5 ) = 1/2 ( 23 + 11 ) og

20 = 1/2 ( 11 + 29 ) = 1/2 ( 3 + 37 ).

Det ses, at der for det meste gives mere end én løsning. Teoremet kaldes Goldbach's teorem og man tror det er sandt, selv om det aldrig er blevet bevist.
    Ved at addere rækken af på hinanden følgende ulige tal, således at man først kun tager 1, dernæst 1+3=4, så 1+3+5=9, 1+3+5+7=16 osv., får man altid et kvadrattal, som altid er kvadratet på antallet af de ulige tal, man har lagt sammen. For at kunne indse denne relations almene karakter, kan man i udtrykket erstatte hvert led i ethvert par, som ligger lige langt fra midten (altså det første og det sidste, det andet og det næstsidste), med deres aritmetiske middeltal, som helt klart er lig antallet af led; det sidste eksempel kan således skrives som 4+4+4+4=4x4.
    Lad os nu se på Kant. Det er almindelig kendt, at han formulerede ideen om rummets og tidens idealitet, og at dette var en fundamental, hvis ikke den mest fundamentale, del af hans teori. Ligesom det meste af, hvad han ellers har sagt, kan dette hverken verificeres eller falcificeres, men derfor er det ikke uden interesse (tværtimod; hvis det kunne bevises eller modbevises, ville det være trivielt). Tanken er den, at det at være udstrakt i rummet eller at indtræffe i en veldefineret tidsorden ikke er en kvalitet ved den verden, vi erkender, men afhænger af det erkendende subjekt, som i hvert fald i sin nuværende situation ikke kan undlade at erkende alt, hvad det oplever, som ordnet i tid og rum. Dette betyder ikke, at bevidstheden opfatter disse ordningsskemaer uafhængigt af og før enhver erfaring, men at den ikke kan undgå at udvikle dem og anvende dem på sine oplevelser, og i særdeleshed at denne kendsgerning ikke beviser eller antyder, at rummet og tiden er ordningsskemaer, der ligger i den "ting i sig selv", som nogle mener er årsag til vore sanseindtryk.
    Det er ikke vanskeligt at vise, at dette er blændværk. Intet menneske kan skelne mellem den oplevede verden og de ting, som er årsag til denne, da der kun er én oplevelse, ikke to, ligegyldigt hvor meget viden man end har erhvervet om sagen. Fordoblingen er allegorisk, og er især opstået ved kommunikation med andre menneskelige væsner og endog med dyr; en sådan viser, at deres sanseindtryk i samme situation er meget lig vore egne, bortset fra ubetydelige forskelle i synspunkter - i den bogstavelige betydning af "projektionspunkter". Men selv om man, som de fleste gør, antager, at dette tvinger os til at godtage en objektivt eksisterende omverden som årsag til vore sanseindtryk, hvordan skal vi så kunne afgøre, om et fælles træk ved alle vore sanseindtryk skyldes vor bevidstheds indretning og ikke snarere en fælles egenskab ved alle disse objektivt eksisterende ting? Det er rigtigt, at vore sanseindtryk giver os den eneste viden, vi har om tingene, hvorimod den objektive verden vil forblive at være en hypotese, hvor naturlig den end er. Men hvis vi antager den, er det så ikke det mest naturlige at tilskrive den objektive verden, og ikke os selv, alle de egenskaber, vore sanser finder i den?
    Men betydningen af Kant's betragtning består ikke kun i blot at fordele rollerne mellem bevidstheden og dens objekt - verdenen - i den proces, der kaldes "bevidsthedens udformning af et billede af omverdenen", fordi det næppe er muligt, som jeg har antydet, at skelne mellem bevidstheden og dens genstand. Det store var, at han udkastede den tanke, at denne ene ting - bevidsthed eller omverden - kan have andre fremtrædelsesformer, som vi ikke kan erkende og som ikke implicerer begreberne om tid og rum. Dette medfører en udstrakt befrielse fra indgroede fordomme. Der findes sandsynligvis andre fremtrædelsesformer end rum og tid. Det var Schopenhauer, tror jeg, der som den første læste Kant på denne måde. Denne frihed giver plads for troen i religiøs betydning, uden at man stadig støder mod de klare resultater, som den empiriske udforskning og den overfladiske betragtning af den fysiske verden umiskendeligt har opnået. For eksempel gendriver erfaringen, som vi kender den, den overbevisning, at bevidstheden - for nu at nævne det vigtigste - overlever legemets ødelæggelse, til hvis liv, så vidt vi véd, den uløseligt er bundet. Er der så ikke noget efter dette liv? Nej. I hvert fald ikke udfra erfaringen, da denne, så vidt vi véd, nødvendigvis er bundet af tid og rum. Men relationen "efter" har ingen betydning i forbindelse med en fremtrædelsesform, hvor tiden ingen rolle spiller. Den rene tænkning kan selvfølgelig ikke garantere os, at der findes en sådan. Men den kan overvinde de åbenbare hindringer mod, at man tænker sig muligheden. Det var dette Kant gjorde gennem sin analyse, og i dette finder vi - så vidt jeg kan se - hans filosofiske storhed.
    I denne forbindelse skal også Einstein nævnes. Kant's indstilling over for videnskaben var utrolig naiv, som De vil indrømme, hvis De læser hans bog om naturvidenskabens metafysiske grundlag (Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft). Han accepterede naturvidenskaben i den form, den var nået til i hans levetid (1724-1804), som noget mere eller mindre endeligt, og han var optaget af at begrunde dens teorier filosofisk. At dette kunne ske for en så stor ånd bør være en advarsel for filosofferne i fremtiden. Han ville vise, at rummet nødvendigvis var uendeligt og troede fuldt og fast på, at det var et træk ved den menneskelige natur at udstyre rummet med de geometriske egenskaber, som Euklid opregnede. I dette euklidiske rum bevægede en plastisk masse sig, dvs. en materie, som ændrede sin struktur, efterhånden som tiden skred frem. For Kant, som for enhver fysiker på samme tid, var rum og tid to vidt forskellige begrebsdannelser, så han havde intet besvær med at kalde rummet vor ydre anskuelses (Anschauung) form, og tiden vor indre anskuelses form. Erkendelsen af, at vi ikke nødvendigvis må beskrive vor erfaringsverden ved hjælp af Euklid's uendelige rum, og at tid og rum med udbytte kan betragtes som et firdimensionalt kontinuum, syntes at ryste Kant's grundlag - men var i virkeligheden ikke ødelæggende for de mere betydningsfulde afsnit af hans filosofi.
    Erkendelsen af dette blev overladt til Einstein (og mange andre, f.eks. H.A. Lorentz, Poincarré og Minkowski). Det store indtryk, deres opdagelser har gjort på filosoffer og hverdagens mænd og kvinder, skyldes, at de gjorde det klart, at selv inden for vort erfaringsområde er rum-tids-relationerne mere indviklede end Kant - og alle tidligere fysikere og alle almindelige mennesker - havde drømt om.
    Det nye synspunkt havde størst indflydelse på tidsbegrebet. Tiden er begrebet om "før" og "efter". Den nye indstilling er betinget af følgende to omstændigheder:
    (1) Begrebet om "før og efter" bygger på relationen mellem "årsag og virkning". Vi véd, eller vi har i det mindste dannet den idé, at en hændelse A kan forårsage, eller i det mindste modificere, en anden hændelse B, således, at hvis A ikke indtræffer, vil B heller ikke indtræffe, i hvert fald ikke i den modificerede form. Når f.eks. en bombe springer, slår den det menneske, der sidder på den, ihjel; desuden høres eksplosionen langt borte. Menneskets død må være samtidig med eksplosionen, lyden, der høres langt bort, må være senere; men ingen af virkningerne kan være tidligere. Dette er fundamentalt, og det er på den måde, man i dagligdagen afgør, hvilken af to begivenheder der sidst er indtruffet eller i det mindste ikke er den første. Denne skelnen bygger fuldstændig på den tanke, at virkningen ikke kan gå forud for årsagen. Hvis vi har grund til at tro, at B er forårsaget af A, eller hvis vi finder spor af A i B, eller det blot er muligt (udfra andre erfaringer) at tænke sig, at der kan findes spor, så dømmer vi, at B med sikkerhed ikke er indtruffet før A.
    (2) Hold dette fast. Den anden omstændighed er den ved eksperimenter og observationer bekræftede kendsgerning, at virkningen ikke spredes med vilkårlig høj hastighed. Der er en øvre grænse, som tilfældigvis er lysets hastighed i det tomme rum. Målt med den menneskelige alen er denne hastighed meget stor, lyset kunne bevæge sig syv gange rundt om Jorden i sekundet. Stor, men ikke uendelig. Lad os kalde den c, og lad os antage, at den udtrykker en fundamental kendsgerning om naturen. Det følger så, at den ovennævnte skelnen mellem "før og efter" eller "tidligere og senere" (som grunder sig i årsag-virkningsrelationen) ikke generelt kan anvendes, den bryder i nogle tilfælde sammen. Dette er vanskeligt at forklare i et ikke-matematisk sprog; ikke fordi den matematiske udtryksform er videre kompliceret, men fordi dagligsproget er så gennemgribende præget af tidsbegrebet - man kan ikke anvende et udsagnsord (verbum, ordet, tysk: Zeitwort) uden at man anvender det i én af dets tider.
    De simpleste, men - som det senere vil vise sig - ikke helt adekvate betragtninger lyder som følger. En hændelse A anses for givet. Betragt på et vilkårligt senere tidspunkt en hændelse B der ligger uden for kuglen med centrum i A og radius ct. B kan da ikke udvise "spor" efter A; selvfølgelig kan A heller ikke udvise spor efter B. Vort kriterium bryder således sammen. I det sprog, vi har benyttet, har vi uden videre udnævnt B til at være den sidste. Men kan vi gøre det, når kriteriet begge veje bryder sammen?

$Beskrivelse: Beskrivelse: Beskrivelse: C:\Users\jørgen\Documents\bevmapix\bevmat2.gif$

Betragt på et tidligere tidspunkt (til tiden t) en hændelse B', der ligger uden for samme kugleflade. I dette tilfælde kan, ligesom før intet "spor" efter B' have nået A (og selvfølgelig kan intet efter A findes i B').

Vi kan således i begge tilfælde ikke slutte os til noget angående tidsfølgen. Der er ingen forskel mellem klasserne B og B' med hensyn til deres årsagsrelation til A. Hvis vi således ønsker at denne relation, og ikke kun en sproglig konvention, skal være grundlag for "før og efter", så udgør B og B' en klasse af hændelser, som hverken er indtruffet tidligere eller senere end A. Det tids-rums område, der optages af denne klasse, kaldes ofte et område af "potentiel samtidighed" (med hensyn til hændelsen A). Dette udtryk anvendes, fordi det altid er muligt at fastlægge et tids-rumsskema, som gør A samtidig med et enkelt, udvalgt B eller et enkelt B'. Dette var Einsteins opdagelse (som sædvanligvis går under navnet den specielle relativitetsteori fra 1905).
    Alt dette er siden blevet konkret virkelighed for os fysikere, vi anvender det i vort daglige arbejde på samme måde, som vi anvender den lille tabel og den pythagoræiske læresætning om retvinklede trekanter. Undertiden har jeg undret mig over, at det vakte så stor opsigt både blandt ikke-fagfolk og blandt filosoffer. Jeg tror, at det var fordi det medførte en afsættelse af tiden som en tyrannisk hersker, der var påtvunget os udefra, en befrielse fra den ubrydelige regel om "før og efter". For tiden er selvfølgelig vor strengeste herre, idet den tilsyneladende begrænser vor eksistens inden for snævre grænser - 70 eller 80 år, som Mosebøgerne siger. Det syntes indtil da umuligt at omgå denne herres bud, og det virkede befriende selv i ringe udstrækning at kunne gøre det, og det syntes at fremme tanken om, at hele denne "tidstabel" måske ikke er så alvorlig, som det så ud til ved første øjekast. Denne tanke er en religiøs tanke - ja, jeg vil kalde den den religiøse tanke.
    Einstein har ikke - som man måske undertiden har hørt - givet Kant's dybsindige teori om rummets og tidens ideale karakter et grundskud; tværtimod har han taget et langt skridt mod dens fuldendelse.
    Jeg har talt om Platon's, Kant's og Einstein's indflydelse på det filosofiske og religiøse udsyn. Men i tidsrummet mellem Kant og Einstein, omkring en generation før den sidste, blev naturvidenskaben vidne til en betydningsfuld begivenhed, som måske kunne synes at være beregnet til i endnu højere grad end relativitetsteorien at forstyrre filosoffernes tanker og den almindelige opfattelse; at dette ikke skete, skyldes, tror jeg, at disse tanker var endnu sværere at forstå og følgelig blev forstået af færre blandt de to kategorier, bedst af én eller anden filosof. Amerikaneren Willard Gibb's og østrigeren Ludwig Boltzmann's navne er knyttet til denne begivenhed. Jeg skal nu gå nærmere ind på, hvad det drejede sig om.
    På nær ganske få undtagelser (som virkelig er undtagelser) er alle naturprocesser irreversible. Hvis vi forsøger at forestille os en tidsfølge af fænomener, som er nøjagtig den omvendte af én, der er observeret - som en film, der rulles den forkerte vej - så vil en sådan omvendt følge, skønt den let kan tænkes, for det meste på afgørende måde stride mod vel-konfirmerede naturlove inden for fysikken.
    Alle processers almindelige "retning" blev forklaret udfra den mekaniske eller statistiske varmelære, og denne forklaring blev med rette hilst som varmelærens mest blændende resultat. Jeg kan ikke her nøjere beskrive detaljerne i denne fysiske teori, og det er heller ikke nødvendigt for at kunne forstå kernen i forklaringen. Denne ville have været meget ringe, hvis irreversibilitet var blevet indført som en fundamental egenskab ved atomernes og molekylernes mikroskopiske mekanismer, og havde i så fald ikke været meget bedre end mange af middelalderens rene verbale forklaringer såsom: ild er varm, fordi den har den egenskab at være varm. Nej! Ifølge Boltzmann er vi stillet over for enhver følges naturlige tendens til at overgå til en mindre ordnet tilstand, men ikke omvendt. Tag som en analogi hertil en pakke spillekort, som omhyggeligt er ordnet, begyndende med 7, 8, 9, 10, bonde, dame, konge, og es i hjerter, derefter den samme følge i ruder osv. Hvis denne velordnede mængde blandes én gang, to gange eller tre gange, vil den efterhånden udgøre en tilfældig mængde. Men dette er ikke en essentiel egenskab ved blandingsprocessen. Hvis den uordnede mængde er givet, er en blandingsproces, som nøjagtigt sletter virkningen af den første blanding og genopretter ordenen, tænkelig. Dog ville alle forvente, at det første ville være tilfældet og ikke det sidste - og at man kunne komme til at vente længe, før det tilfældigvis indtraf.
    Dette er kernen i Boltzmann's forklaring på den éntydige retning, som vi kan tillægge alt, hvad der sker i naturen (selvfølgelig indbefattet en organismes livshistorie fra fødsel til død). Dens værdi er betinget af, at denne "tidspil" (som Eddington kaldte den) ikke er indarbejdet i interaktionsmekanikken, som den er repræsenteret i vor analogi ved den mekaniske blandingsproces. Denne proces eller mekanisme er uberørt af ethvert begreb om fortid og fremtid og er i sig selv fuldstændig reversibel, "pilen" - selve begrebet om fortid og fremtid - fremstår af statistiske betragtninger. Kernen i vor analogi med kortene er den, at der kun er én, eller ganske få, velordnede rækkefølger af kort, men millioner og atter millioner af vilkårlige.
    Alligevel er denne teori gentagne gange blevet kritiseret, og undertiden af kompetente folk. Kritikken kan trænges sammen til dette: teorien siges af logiske grunde at være uantagelig. Det påstås nemlig, at hvis de grundliggende mekanismer ikke skelner mellem de to tidsretninger, men i denne forbindelse arbejder fuldstændig symmetrisk, hvordan skal der så, som resultat af deres samarbejde, kunne opstå en samlet adfærd, en helheds adfærd, som på afgørende måde tenderer i én retning? Hvad der gælder for denne retning må også med lige så stor ret kunne hævdes at gælde for den anden.
    Hvis dette argument er korrekt, forekommer det at være afgørende. Det er nemlig rettet mod den kerne, som anses for at udgøre teoriens væsentligste værdi: at udlede irreversible hændelser af grundliggende og reversible mekaniske processer.
    Argumentet er fuldkommen korrekt, og dog er det ikke afgørende. Argumentets rigtighed består i, at det hævder, at hvad der gælder for en tidsretning også gælder for den modsatte tidsretning, som fra begyndelsen indføres som en fuldstændig symmetrisk variabel. Men herudaf må De ikke slutte, at dette gælder generelt for begge retninger. For at udtrykke sig mest forsigtigt, må man sige, at i ethvert enkelttilfælde gælder det for enten den ene eller den anden retning. Hertil må man tilføje: i det særlige tilfælde, som udgøres af den verden, vi kender, foregår denne "løben ud" (for at anvende et udtryk, som undertiden er blevet anvendt) i én retning, og denne kalder vi retningen fra fortid mod fremtid. Med andre ord: det må overlades til den statistiske varmelære egenmægtigt at afgøre, udfra egne definitioner, i hvilken retning tiden går. (Dette får øjeblikkelige konsekvenser for fysikerens metode. Han må aldrig indføre noget, som uafhængigt afgør noget om tidens retning; hvis han gør det, bryder Boltzmann's smukke bygning sammen).
    Man kan måske nære frygt for, at den statistiske tidsdefinition ikke altid resulterer i samme tidsretning inden for forskellige fysiske teorier. Boltzmann anerkender denne mulighed; hanhævder, at hvis universet er tilstrækkeligt udstrakt og/eller eksisterer i en tilstrækkelig lang periode, så kan tiden forløbe i en anden retning i forskellige områder i dette univers. Man har argumenteret for dette, men der er næppe grund længere til at argumentere for det. Boltzmann vidste ikke, hvad der i det mindste er sandsynligt for os, nemlig at universet, som vi kender det, hverken er stort nok eller gammelt nok til at åbne mulighed for sådanne omvæltninger. Måske kan jeg få lov til uden yderligere forklaring at tilføje, at sådanne retningsændringer er blevet iagttaget inden for små tid- og rumintervaller (de brown'ske bevægelser, Smoluchowski).
    Så vidt jeg kan se, har den "statistiske tidsteori" en endnu større betydning for tids-filosofien end relativitetsteorien. Den sidste lod, hvor revolutionerende den end var, tidens éntydige retningsforløb urørt, som den forudsatte, hvorimod den statistiske teori konstruerer den udfra begivenhedernes rækkefølge. Dette betyder en udfrielse fra gamle Chronos' tyranni. For mig at se kan det, som vi konstruerer i vor bevidsthed, ikke have en enevældig magt over vor bevidsthed, ej heller have kraft til at frembringe den eller til at ødelægge den. Men mange vil vist kalde dette mystik. Således kan vi, med behørig respekt for den kendsgerning, at fysikken til enhver tid er relativ, da den afhænger af visse grundantagelser, hævde, eller jeg tror, at vi kan hævde, at fysikken på dens nuværende stade på det stærkeste lader os formode, at bevidstheden ikke kan tilintetgøres af tiden.

6. Sansekvaliteternes Mysterium

I dette sidste kapitel skal jeg nøjere analysere det mærkelige fænomen, som Demokrit forsøgte at gøre rede for i et berømt, allerede nævnt fragment, nemlig den mærkværdighed, at på den ene side er al vor viden om omverdenen, både den, vi opnår i dagliglivet, og den, som vi erhverver os ved omhyggeligt planlagte og udførte eksperimenter i laboratorier, fuldstændig baseret på umiddelbare sanseindtryk, hvorimod på den anden side denne viden intet afslører om relationen mellem sanseindtrykkene og den ydre verden, således at alle sansekvaliteterne mangler i det billede eller den model, som vi ledet af vore videnskabelige opdagelser konstruerer af omverdenen. Mens den første del af dette udsagn, tror jeg, let kan godtages af alle, indses rigtigheden af den sidste del måske ikke så ofte, simpelt hen fordi lægmanden for det meste nærer stor ærbødighed for videnskaben og mener, at vi videnskabsfolk, ved hjælp af vore "højt udviklede metoder", er i stand til at finde ud af, hvad intet menneske, grundet dets natur, kan - eller nogen sinde vil kunne - finde ud af.
    Hvis man spørger en fysiker, hvad han forstår ved gult lys, så vil han svare, at herved forstår han elektromagnetiske transversalbølger med en bølgelængde på omkring 590 millimikroner. Hvis man spørger ham: men hvornår kommer det gule ind? vil han svare: det optræder ikke i mit billede, men disse svingninger giver, når de rammer et normalt øjes nethinde, personen, hvis øje det er, en oplevelse af gult. Ved yderligere at udspørge kan man få at vide, at forskellige bølgelængder fremkalder forskellige farveoplevelser, men at ikke alle gør det, kun de, der ligger mellem 800 og 400 millimikroner. For fysikeren adskiller de infrarøde bølger (længere end 800 millimikroner) og de ultraviolette bølger (kortere end 400 millimikroner) sig ikke nævneværdigt fra dem, der ligger mellem 800 og 400 millimikroner, og som det menneskelige øje er følsomt overfor. Hvordan opstår denne særlige skelnen? Der er helt indlysende tale om en tilpasning til Solens udstråling, som er stærkest inden for dette område af bølgelængder, men aftager ved begge grænser. Ydermere forekommer den lyseste farveoplevelse, gult, på det sted (inden for det nævnte område), hvor Solens udstråling opviser et maksimum, et veritabelt højdepunkt.
    Ydermere kan vi spørge: er det kun udstråling med en bølgelængde omkring 590 millimikroner, som fremkalder oplevelsen af gult? Svaret er: Slet ikke; hvis bølger på 760 millimikroner, som i sig selv fremkalder oplevelsen af rødt, i et ganske bestemt forhold blandes med bølger på 535 millimikroner, som i sig selv fremkalder oplevelsen af grønt, fremkalder denne blanding en oplevelse af gult, som ikke kan skelnes fra en fremkaldt af 590 mikromikroner. Hvis to nærliggende felter belyses, det ene med blandingen, det andet med det enkelte spektrallys, så kan man ikke afgøre, hvad der er hvad. Kunne dette forudsiges udfra bølgelængderne - er der en numerisk forbindelse mellem disse fysiske og objektive egenskaber ved bølgerne? Nej. Man har selvfølgelig ad empirisk vej opstillet et skema over alle sådanne blandinger; det benævnes farvetrekanten. Dets opbygning er ikke på simpel måde forbundet med bølgelængder. Der findes ingen almen regel om, at en blanding af to spektrallys svarer til et mellemliggende; f.eks. giver en blanding af "rød" og "blå" fra spektrets yderpunkter "violet", en farve, som ikke frembringes af noget enkelt spektrallys. Desuden varierer det ovennævnte skema, farve-trekanten, lidt fra det ene menneske til det andet, og det afviger især for de mennesker, som benævnes anomali trikromater (som ikke er det samme som farveblinde).
    Udfra fysikerens objektive bølgebillede kan man ikke gøre rede for farveoplevelsen. Var det muligt, at fysikeren kunne gøre rede for den, hvis han besad en mere udtømmende viden om processerne i nethinden og de deraf betingede nerveprocesser i de optiske nervebundter og hjernen, end han har? Det tror jeg ikke. I bedste fald kunne vi opnå en objektiv viden om, hvad der påvirker nervetrådene og i hvilket forhold, måske endog nøjagtigt kende de processer, de frembringer i bestemte hjerneceller - hver gang vor bevidsthed registrerer en oplevelse af gult i en bestemt retning eller inden for et bestemt område af synsfeltet. Men selv en sådan indgående viden ville ikke kunne sige os noget om farveoplevelsen, mere specielt om det gule, vi oplever i denne retning - man kunne udmærket tænke sig, at samme fysiologiske processer resulterede i oplevelsen af sødt eller i noget helt andet. Hermed vil jeg blot udtrykke, at vi kan være forvisset om, at ingen objektiv beskrivelse af nogen nerveproces vil indeholde betegnelsen "gul farve" eller "sød smag", lige så lidt som den objektive beskrivelse af elektromagnetiske bølger indeholder nogen af disse karakteristika.
    Tilsvarende gælder for andre sanseindtryk. Det er interessant at sammenligne opfattelsen af farver, som vi lige har betragtet, med opfattelsen af lyde. Denne bibringes os normalt af elastiske bølger af fortyndinger og fortætninger, som forplanter sig i luft. Deres bølgelængde - eller mere nøjagtigt, deres frekvens - bestemmer højden af den hørte lyd. (NB. Det er frekvensen og ikke bølgelængden, som har fysiologisk betydning, også når der er tale om lys, i hvilket tilfælde de to størrelser er nøjagtigt reciprokke, da der ikke er nævneværdig forskel på forplantningshastigheden i tomt rum og i luft). Jeg behøver ikke at fortælle Dem, at området af frekvenser af "hørbare lyde" er meget forskelligt fra området af frekvenser af "synligt lys"; det første går fra omkring 12 eller 16 pr. sekund til 20.000 eller 30.000 pr. sekund, hvorimod lysbølgernes frekvenser er af en størrelsesorden på mange hundrede millioner. Det relative omfang er imidlertid meget bredere for lyd, som spænder over cirka 10 oktaver (hvorimod det "synlige lys" næppe spænder over én); desuden afhænger det af individet, og især af dets alder: tonehøjdens øvre grænse nedsættes som regel ganske betydeligt, når man bliver ældre. Men det mest mærkelige ved lyd er, at en blanding af forskellige distinkte frekvenser ikke sammensættes og frembringer en mellemliggende tone, som kunne være frembragt af en mellemliggende frekvens. I vid udstrækning opfattes de ovenpå hinanden liggende tonehøjder enkeltvis - skønt på samme tid - særlig af meget musikalske mennesker. Blandingen af mange høje toner ("overtoner") af forskellig kvalitet og intensitet resulterer i, hvad man kalder klangfarven (tysk: Klangfarbe), af hvilken vi lærer at skelne mellem en violin, et signalhorn, en kirkeklokke, et klaver osv., endog på grundlag af en enkelt hørt tone. Enhver støj har sin klangfarve, ud fra hvilken vi slutter os til, hvad der sker; selv min hund kender den særlige tone, som frembringes ved, at jeg åbner en særlig blikdåse, hvorfra den sommetider får en kage. Det afgørende i sagen er forholdet mellem de på samme tid virkende frekvenser. Hvis de alle ændres i samme forhold, som når man spiller en grammofonplade for langsomt eller for hurtigt, vil man stadig kunne høre, hvad det drejer sig om. Dog afhænger nogle relevante distinktioner af visse komponenters absolutte frekvenser. Hvis en grammofonplade afspilles for hurtigt, ændres vokalerne mærkbart, specielt ændrer "a" sig, således at "har" bliver til "hær". Et kontinuert frekvensområde virker altid ubehageligt, hvad enten det foreligger som en sekvens, f.eks. frembragt af en sirene eller en hylende kat, eller det foreligger simultant, noget som vanskeligt kan effektueres, undtagen måske af en mængde af sirener eller et kor af hylende katte. Dette adskiller sig igen på afgørende måde fra oplevelsen af lys. Alle de farver, vi normalt iagttager, er frembragt af kontinuerte blandinger; og en kontinuert gradation af nuancer, i et billede eller i naturen, er undertiden af stor skønhed.
    I hovedtrækkene kan lydopfattelsen forklares tilfredsstillende ud fra ørets indretning, som vi har en bedre og mere sikker viden om end om nethindens kemi. Hovedorganet er sneglegangen, et sammenrullet benrør, som ligner visse søsneglearters huse: en lille bitte vindeltrappe, som bliver smallere og smallere, efterhånden som den "stiger i vejret". I stedet for trin (for at fortsætte vor analogi) er mellem spiralerne udstrakt elastiske fibre, som udgør en membran, hvis bredde (eller længden af de enkelte fibre) aftager fra "bunden" til "toppen". Således svarer fibre af forskellig længde, ligesom på en harpe eller et klaver, mekanisk til forskellige svingninger af forskellig frekvens. Til en bestemt frekvens svarer et bestemt lille område på membranen - ikke kun én fiber - til en større frekvens et andet område, hvor fibrene er kortere. En mekanisk vibration med en bestemt frekvens vil, i hver nervefiber i denne gruppe, fremkalde den velkendte nerveimpuls, som forplanter sig til visse regioner af hjernebarken. Vi har en almen viden om, at disse forplantningsprocesser næsten er de samme i alle nerver, og kun varierer med påvirkningens intensitet; denne indvirker på forplantningshastigheden, som selvfølgelig ikke i vort eksempel må sammenblandes med lydbølgernes frekvens (de har intet med hinanden at gøre).
    Beskrivelsen er ikke så simpel, som vi havde kunnet ønske. Hvis en fysiker havde konstrueret øret med det formål at give besidderen en lige så fin skelneevne mellem tonehøjder og klangfarver, som han nu har, havde fysikeren konstrueret det på en ganske anden måde. Men måske ville han på et senere tidspunkt forkaste sin konstruktion til fordel for originalen. Det ville være mere simpelt og bedre, hvis vi kunne sige, at enhver enkelt "streng" på øresneglen svarer til én og kun én klart defineret frekvens i den påvirkende vibration. Dette er ikke tilfældet. Men hvorfor ikke? Fordi disse "strenges" svingninger er kraftigt dæmpede. Dette medfører nødvendigvis, at deres resonansområde bliver større. Vor fysiker kunne have konstrueret dem med en så lille dæmpning, som det var muligt for ham. Det ville have den frygtelige konsekvens, at lydoplevelsen ikke ville ophøre samtidig med den svingning, der fremkaldte oplevelsen, ophørte; denne ville vare yderligere i nogen tid, indtil den ringe dæmpede resonans i øresneglen døde ud. Man ville opnå en skelnen mellem tonehøjder på bekostning af en tidsmæssig skelnen mellem på hinanden følgende lyde. Det er forbavsende, hvordan det er lykkedes den virkelige mekanisme at forene begge former for skelnen på den mest fuldendte måde.
    Jeg er her gået i detaljer for at få Dem til at indse, at hverken fysikerens eller fysiologens beskrivelse indeholder en antydning af lydoplevelsen. Enhver sådan beskrivelse må slutte med ord som: disse nerveimpulser ledes til en bestemt del af hjernen, hvor de registreres som en følge af lyde. Vi kan følge de trykændringer i luften, som får trommehinden til at vibrere, vi kan se, hvorledes denne bevægelse gennem en kæde af små ben overføres til en anden membran og eventuelt til dele af membranen inden i øresneglen, der er opbygget af fibre af forskellig længde, som det er beskrevet ovenfor. Vi kan nå til en forståelse af, hvordan sådanne svingende fibre kan fremkalde en elektrisk og kemisk forplantningsproces i de nervetråde, som de er i forbindelse med. Vi kan følge denne forplantning til hjernebarken, og vi kan endog opnå objektiv viden om noget af det, der sker her. Men intet sted skal vi støde på denne "opfattelse af lyd", som simpelthen ikke er indeholdt i vort videnskabelige billede, men kun i det menneskes bevidsthed, hvis øre og hjerne vi taler om.
    På lignende måde kunne vi diskutere oplevelsen af berøring, af varme og kulde og af lugt og smag. De to sidste, de kemiske sanser, som de ofte kaldes (lugtesansen muliggør en undersøgelse af stoffer i luftform, smagen af flydende), har tilfælles med synssansen, at de til et uendeligt antal af mulige stimuli svarer med en begrænset mængde sansekvaliteter, smagssansen med: bittert, sødt, surt, og salt og deres særlige blandinger. Lugtesansen er mere uddifferentieret end smagen, tror jeg, og den er i særdeleshed hos visse dyr mere udviklet end hos mennesket. Hvilke objektive træk ved en fysisk eller kemisk stimulus, der især modificerer indtrykket, synes at variere meget indenfor dyreriget. F.eks. har bierne en farveoplevelse, der rækker langt ind i det ultraviolette; de er rigtige trikromater (ikke dikromater, som tidligere eksperimenter, hvori man ikke tog hensyn til ultraviolet, antydede). Det har særlig interesse, at bier, som von Frisch i München for ikke ret længe siden fandt ud af, er særlig følsomme overfor antydninger af polariseret lys; dette er til hjælp for deres orientering i forhold til Solen på en ganske forbløffende højt udviklet måde. For et menneske er endog fuldstændig polariseret lys uskelneligt fra sædvanligt, ikke-polariseret lys. Man har opdaget, at flagermus er følsomme overfor svingninger af meget høj frekvens ("ultralyd"), som ligger over den øvre grænse for den menneskelige hørelse; de frembringer selv disse lyde og bruger dem som en slags "radar" til at undgå forhindringer med. Den menneskelige kulde- og varmesans er et mærkeligt eksempel på, at "les extrémes se touchent": hvis vi uden at vide af det berører en meget kold genstand, kan vi et øjeblik komme til at tro, at den er varm, og at vi har brændt fingrene.
    For tyve eller tredive år tilbage opdagede kemikere i USA en mærkelig sammensætning, hvis kemiske benævnelse jeg ikke husker, et hvidt pulver, som for nogle personer ingen smag har, for andre smager meget bittert. Dette vakte stor interesse og er siden blevet nøjere undersøgt. Den egenskab at være "smager" (af dette særlige stof) er karakteristisk for individet og er uafhængigt af andre omstændigheder. Ydermere nedarves egenskaben i overensstemmelse med de mendel'ske love på en måde, som er kendt fra nedarvningen af blodtyper. Ligesom det ikke betyder noget, om man har den ene eller anden blodtype, synes der ikke at være nogen særlig fordel eller ulempe forbundet med at være en "smager" eller en "ikke-smager". Jeg synes, det er urimeligt at tro, at dette stof, som blev opdaget ved et tilfælde, skulle være enestående. Det er mere sandsynligt, at "smag og behag er forskellig" på en mere almen måde, og i dette udtryks bogstavelige betydning.
    Lad os nu vende tilbage til lyset og se lidt nøjere på, hvordan det frembringes og på den måde, hvorpå fysikeren fastslår dets objektive kendemærker. Jeg formoder, at det nu er alment bekendt, at lyset sædvanligvis frembringes af elektroner, i særdeleshed af de, der findes i atomet, hvor de "foretager sig noget" omkring kernen. En elektron er hverken rød eller blå eller har nogen anden farve; det samme gælder om protonen, brintatomets kerne. Men foreningen af disse to i brintatomet frembringer, ifølge fysikeren, en elektromagnetisk udstråling, hvis bølgelængder er ordnet diskontinuert. Denne udstrålings homogene konstituenter frembringer, når de spaltes af et prisme eller af et optisk gitter, i iagttageren en oplevelse af rød, grøn, blå og violet ved visse fysiologiske processers mellemkomst, hvis hovedtræk er tilstrækkeligt kendte til, at man kan hævde, at de ikke er røde, grønne eller blå, ja at de pågældende nerveelementer ikke får nogen farve, fordi de påvirkes; den hvide eller grå farve, nervecellerne har, uanset om de påvirkes eller ej, har ingen betydning i relation til de farveoplevelser, som ledsager påvirkningen hos det individ, hvis nerver der er tale om.
    Alligevel stammer vor viden om brintatomets udstråling og denne udstrålings objektive, fysiske egenskaber fra en iagttagers observation af de farvede spektrallinier på særlige steder i det spektrum, der er fundet for glødende brintdamp. Dette giver den første viden, men på ingen måde den fuldstændige viden. For at kunne opnå en sådan må man straks påbegynde en elimination af sanseiagttagelserne, som er værd nærmere at udforske i dette karakteristiske eksempel. Farven i sig selv siger intet om bølgelængden; vi har faktisk før set, at f.eks. en gul spektrallinie ikke nødvendigvis har været "monokromatisk" i fysikerens betydning af ordet, men sammensat af forskellige bølgelængder, hvis vi ikke på forhånd ud fra konstruktionen af vort spektroskop har kunnet udelukke dette. Det samler lys af en bestemt bølgelængde på et bestemt sted i spektret. Det lys, som forekommer der, har altid nøjagtig den samme farve, hvorfra det end stammer. Selv om dette er tilfældet, giver farveiagttagelsens kvalitet os ingen mulighed for at udlede den fysiske egenskab, bølgelængden, og dette helt bortset fra vor farveskelneevnes relative ufuldstændighed, som slet ikke ville tilfredsstille fysikeren. A priori kunne det tænkes, at oplevelsen af blåt kunne frembringes af lange bølger og rødt af korte bølger i stedet for, som tilfældet er, omvendt.
    For at fuldstændiggøre vor viden om de fysiske egenskaber ved lys, som kommer fra en vilkårlig kilde, må vi benytte et særligt spektroskop; spaltningen må opnås med et diffraktionsgitter. Et prisme kunne ikke gøre det, fordi man ikke på forhånd kan vide, under hvilke vinkler det bryder de forskellige bølgelængder. De er forskellige for prismer af forskelligt materiale. A priori kan man for et givet prisme ikke engang fastslå, at de mere afbøjede stråler er af kortere bølgelængde, hvilket faktisk er tilfældet.
    Teorien om diffraktionsgitteret er meget mere enkel end teorien om prismer. På grundlag af den fundamentale antagelse, at lys er et bølgefænomen, kan man, hvis man har målt antallet af ækvidistante ridser på gitteret pr. centimeter (sædvanligvis flere tusinde), fastslå en given bølgelængdes nøjagtige afbøjningsvinkel, og følgelig kan man omvendt udlede bølgelængden af "gitterkonstanten" og afbøjningsvinklen. I nogle tilfælde (især i forbindelse med Zeeman og Stark effekterne) er nogle af spektrallinierne polariserede. For at fuldstændiggøre den fysiske beskrivelse også i dette tilfælde, overfor hvilket det menneskelige øje er fuldstændig ufølsomt, kan man indskyde en polarisator (et Nicol prisme) i strålens bane, før den spaltes; ved langsomt at lade Nicol prismet dreje sig om sin akse bliver visse linier udviskede eller reduceret til minimal lyshed for visse stillinger af Nicol prismet, hvorved deres totale eller partielle polarisationsretning (orthogonalt til strålen) fastlægges.
    Når hele denne teknik én gang er udviklet, kan den udvides udover det synlige område. En glødende damps spektrallinier er på ingen måde begrænset til det synlige område, der fysisk ikke udmærker sig særligt. Linierne udgør lange, teoretisk uendelig lange, serier. Bølgelængderne indenfor hver enkelt serie er forbundet ved en relativ simpel matematisk lovmæssighed, som er kendetegnende for den, og som gælder gennem hele serien uden at udelukke den del af serien, som tilfældigvis ligger uden for det synlige område. Disse serielove blev først fundet empirisk, men forklares nu matematisk. Naturligvis må det menneskelige øje udenfor det synlige område erstattes af en fotografisk plade. Bølgelængderne udledes af rene længdemålinger: for det første, engang for alle, af gitterkonstanten, dvs. af afstanden mellem de enkelte ridser (det reciprokke tal af antallet af ridser pr. enhedslængde), dernæst ved måling af liniernes beliggenhed på den fotografiske plade, hvorudfra, sammen med apparatets kendte dimensioner, afbøjningsvinklen kan beregnes.
    Alt dette er velkendt, men jeg vil understrege to ting af stor vigtighed, som finder anvendelse på næsten alle fysiske målinger.
    Det, jeg her udførligt har gjort rede for, beskrives ofte som en forfinelse af måleteknikken, hvorunder iagttageren efterhånden erstattes af mere og mere komplicerede apparater. Dette er imidlertid ikke rigtigt i dette tilfælde; iagttageren bliver ikke gradvist erstattet, men er det fra begyndelsen. Jeg forsøgte at forklare, at iagttagerens farveindtryk af fænomenerne ikke giver noget fingerpeg om deres fysiske natur. Hjælpemidler som gitter og målinger af bestemte længder og vinkler må først tages i brug, før man kan opnå selv den groveste viden om, hvad vi kalder lysets objektive fysiske natur og om dets fysiske komponenter; og det er et relevant skridt. At hjælpemidlet senere gradvist forbedres, skønt det essentielt forbliver det samme, er erkendelsesteoretisk uinteressant, hvor stor en forbedring der end er opnået.
    Det andet, jeg vil understrege, er, at iagttageren aldrig fuldstændig erstattes af instrumenter; hvis det var tilfældet, ville han aldrig i det hele taget kunne erhverve nogen viden. Han må have konstrueret instrumentet, og han må, enten mens han konstruerede det eller efter, have målt dets dimensioner omhyggeligt og efterprøvet dets bevægelige dele (f.eks. en viser, der drejer omkring en konisk nål og glider langs med en cirkulær vinkelskala) for at forvisse sig om, at bevægelsen netop er den ønskede. Ganske vist er fysikeren for nogle af disse målingers og undersøgelsers vedkommende afhængig af den fabrik, der har fremstillet og leveret instrumentet; men alligevel kan hele denne viden føres tilbage til et eller flere menneskers sanseiagttagelser, hvor mange hjælpemidler der end måtte være blevet taget i brug for at lette arbejdet. Endelig må iagttageren, når han bruger instrumentet i sine undersøgelser, aflæse det, hvad enten det drejer sig om direkte aflæsning af vinkler eller af afstande målt under mikroskop eller mellem spektrallinier, der er nedfældet på en fotografisk plade. Mange nyttige hjælpemidler kan lette dette arbejde, f.eks. fotometrik indtegnet på bagsiden af den gennemskinnelige plade, som giver et glimrende diagram, ud af hvilket liniernes placering let kan aflæses. Men de må aflæses! Iagttagerens sanser må i sidste instans træde til. Den mest omhyggelige registrering siger os intet, hvis den ikke aflæses.
    Så er vi kommet tilbage til denne mærkelige tingenes tilstand. Skønt den direkte sanseiagttagelse af fænomenet ikke siger os noget om dets objektive fysiske natur (eller hvad vi plejer at benævne sådan) og fra begyndelsen må slettes som en kilde til viden, så er det teoretiske billede, vi opnår, i sidste instans alligevel baseret på en kompliceret orden af forskellige oplysninger, som alle er opnået ved direkte sanseiagttagelser. Det bygger på dem, stykkes sammen af dem, og dog kan det i virkeligheden ikke siges at indeholde dem. Når vi anvender billedet, glemmer vi dem som oftest, undtagen når der er tale om den almindelighed, at vi ved, at vort begreb om en lysbølge ikke er en tilfældig opdagelse gjort af en tosse, men er baseret på eksperimenter.
    Jeg blev overrasket, da jeg opdagede, at dette var klart forstået af den store Demokrit i det femte århundrede f.Kr., som ingen viden havde om noget hjælpemiddel ved fysisk måling, ikke engang om de mest primitive i forhold til dem, jeg her har beskrevet for Dem (som er nogle af de enkleste, der anvendes i vor tid).
    Galen har bevaret et fragment (Diels, fr. 125), i hvilket Demokrit beskriver en diskusion mellem forstanden og sanserne om, hvad der er "virkeligt". Førstnævnte siger: "Ifølge daglig tale findes der farver, sødhed og bitterhed; i virkeligheden eksisterer kun atomer og det tomme", til hvilket sanserne svarer: "Stakkels fornuft, håber du på at kunne besejre os, skønt det er fra os, du låner dit bevis? Din sejr er dit nederlag".
    I dette kapitel har jeg forsøgt ved simple eksempler, der er taget fra den mest beskedne af alle videnskaber, nemlig fysikken, at stille to helt almene kendsgerninger op mod hinanden, (a) at al videnskabelig viden er baseret på sanseiagttagelser, og (b) at alligevel mangler den videnskabelige beskrivelse af naturlige processer, der er dannet på denne måde, alle sansekvaliteter og kan følgelig ikke gøre rede for dem. Lad mig afslutte med en almen bemærkning.
    Videnskabelige teorier tjener til at lette oversigten over vore observationer og eksperimentale resultater. Enhver fysiker ved, hvor vanskeligt det er at huske en blot nogenlunde omfattende mængde af kendsgerninger, førend i det mindste et primitivt teoretisk billede er blevet formet af dem. Det kan derfor ikke undre nogen, og slet ikke dadles forfatterne af originalafhandlinger og lærebøger, at de, efter en forholdsvis sammenhængende teori er blevet dannet, ikke beskriver de nøgne kendsgerninger, de har fundet, og som de ønsker at meddele læseren, men indhyller dem i den pågældende teoris eller de pågældende teoriers terminologi. Denne fremgangsmåde bidrager til, skønt den hjælper os til at huske kendsgerningerne på en velordnet måde, at tilhylle distinktionen mellem de oprindelige observationer, og den teori, der er opstået af dem. Og da de første altid har en eller anden sansekvalitet, forledes man let til at tro, at teorien kan gøre rede for sansekvaliteterne, hvilket den selvfølgelig aldrig kan.

$Beskrivelse: Beskrivelse: Beskrivelse: C:\Users\jørgen\Documents\hrolive.gif$

$Beskrivelse: Beskrivelse: Beskrivelse: C:\Users\jørgen\Documents\bevmapix\schr1.gif$
Erwin Shrödinger (1887-1961).
Østrigsk fysiker, var en af kvantemekanikkens fædre. Ved at bruge den ide, at stof kan opføre sig som en partikel eller en bølge, fastlagde han den fundamentale ligning, der bestemmer bølgefunktionen for atomare systemer. Han var intellektuelt alsidig og studerede senere vestlige kulturers filosofi og litteratur og forsøgte at vise, hvordan kvantemekanik kunne anvendes til at forklare genetisk struktur.

Oversat af C.H. Koch. Mennesket og Universet, Munksgaard, København, 1965.

$Beskrivelse: Beskrivelse: Beskrivelse: C:\Users\jørgen\Documents\hrolive.gif$

Indhold
Naturvidenskab og humanisme
Index

Bevidsthed og Materie

Erwin Schrödinger*

Indhold:

1. Det Fysiske Grundlag for Bevidstheden

2. Erkendelsens Fremtid1

3. Objektiveringsprincippet

4. Det aritmetiske paradoks: Bevidsthedens enhed

5. Videnskab og Religion

6. Sansekvaliteternes Mysterium

2. Erkendelsens Fremtid¹