Den bevidste oplevelses gåde

Nerveforskere og andre arbejder omsider på et af eksistensens største mysterier. Men viden om hjernen alene er måske ikke nok til at komme til bunds i det.

David Chalmers*

Indhold:

Indledning
Det vanskelige problem
Er neurovidenskab nok?
Forklaringskløften
En sand teori om alting
Søgen efter en teori
Information: Fysisk og erfaringsmæssig
Box: Dansende qualia i en syntetisk hjerne

Indledning

Den bevidste oplevelse er på samme tid den mest velkendte i verden og den mest mystiske. Der er intet vi kender mere direkte til end bevidsthed, men det er usædvanlig vanskeligt at forene den viden med alt det andet, som vi ved. Hvorfor findes den? Hvad gør den? Hvordan er det muligt, at den opstår gennem nerveprocesser i hjernen? Disse spørgsmål er blandt videnskabens mest gådefulde.
    Ud fra et objektivt synspunkt er hjernen relativt begribelig. Når man ser på denne side, foregår der en hvirvel af bearbejdning: fotoner rammer ens retina, elektriske signaler føres op gennem synsnerven og mellem forskellige områder af hjernen og omsider reagerer man måske med et smil, et frustreret fnys eller en bemærkning. Men der er også et subjektivt aspekt. Når man ser på siden, er man bevidst om det, oplever direkte billederne og ordene som del af ens private, mentale liv. Man har livagtige indtryk af farvede blomster og en levende himmel. Samtidig mærker man måske nogle følelser og danner nogle tanker. Tilsammen udgør sådanne oplevelser bevidstheden: sindets subjektive, indre liv.
    I mange år skyede forskere, som studerede hjernen og sindet, bevidstheden. Det gældende synspunkt var, at videnskaben, som hviler på objektivitet, ikke kunne beskæftige sig med noget så subjektivt som bevidsthed. Psykologiens adfærdsbevægelse, som var dominerende tidligere i dette århundrede, koncentrerede sig om ydre adfærd og forbød enhver tale om interne mentale processer. Senere fokuserede den fremkommende kognitive videnskab opmærksomheden på processer inde i hovedet. Alligevel forblev bevidstheden forbudt område, kun egnet til sene aftendiskussioner over drinks.
    I løbet af de senere år har et stigende antal neurologer, psykologer og filosoffer imidlertid afvist den opfattelse, at bevidsthed ikke kan studeres og prøver at udforske dens hemmeligheder. Som man kunne forvente det af et område, der er så nyt, findes der et rod af forskellige og modstridende teorier, der ofte anvender grundlæggende begreber på usammenhængende måder. For at prøve at rydde op, er filosofisk argumentation betydningsfuld.
    Myriaden af synspunkter inden for området strækker sig fra reduktionistiske teorier, ifølge hvilke bevidstheden kan forklares gennem neurologiens og psykologiens standardmetoder, til de såkaldte mystikere, som siger, at vi aldrig nogensinde vil forstå bevidstheden. Jeg mener, at man ved nærmere eftersyn vil kunne se, at begge disse synspunkter er fejlagtige og at sandheden ligger et eller andet sted i midten.
    Mod reduktionismen vil jeg fremføre, at neurovidenskabens værktøjer aldrig kan forsyne os med komplet redegørelse for den bevidste oplevelse, skønt de tilbyder meget. Mod mysticismen vil jeg holde på, at bevidstheden måske ville kunne forklares af en ny slags teori. De komplette detaljer i en sådan teori er stadig uden for rækkevidde, men omhyggelig diskussion og nogle begrundede udledninger kan afsløre noget om dens almene natur. For eksempel vil den sandsynligvis involvere nye grundlæggende love og begrebet information kan spille en central rolle. Disse svage glimt antyder, at en teori om bevidsthed, kan få forbavsende konsekvenser for vort syn på universet og os selv.

Det vanskelige problem

Forskere bruger ordet "bevidsthed" på mange forskellige måder. For at klargøre emnerne er vi nødt til først at adskille de spørgsmål, som ofte klumper sig sammen under navnet. Til dette formål finder jeg det nyttigt at skelne mellem bevidsthedens "nemme problemer" og "vanskelige problem". De nemme problemer er på ingen måde trivielle - de er faktisk lige så udfordrende som de fleste i psykologi og biologi - men det er i det vanskelige problem, at det centrale mysterium ligger.
    Bevidsthedens nemme problemer inkluderer følgende: Hvordan kan et menneskeligt subjekt skelne mellem sansestimuli og reagere passende på dem? Hvordan integrerer hjernen information fra mange forskellige kilder og hvordan bruger den denne information til at styre adfærden? Hvordan går det til, at subjekterne kan verbalisere deres indre tilstande? Skønt alle disse spørgsmål hænger sammen med bevidsthed, drejer de sig alle om det kognitive systems objektive mekanismer. Derfor har vi al mulig god grund til at tro, at fortsat arbejde i kognitiv psykologi og neurovidenskab vil besvare dem.
    I modsætning hertil er det vanskelige problem spørgsmålet om, hvordan fysiske processer i hjernen danner subjektive oplevelser. Denne gåde involverer tankens og perceptionens indre aspekt: måden tingene føles på for subjektet. Når vi ser, oplever vi visuelle indtryk, som f.eks. lysende blåt. Eller tænk på den ubeskrivelige lyd af en fjern obo, en intens smertes lidelse, gnisten af lykke eller den meditative kvalitet ved et øjeblik fortabt i tanker. De er alle del af det jeg kalder bevidsthed. Det er disse fænomener, der udgør bevidsthedens virkelige mysterium.
    For at illustrere distinktionen, så tænk på et tankeeksperiment, som er anvist af den australske filosof Frank Jackson. Antag at Mary, en neurolog i det 23'ende århundrede, er verdens førende ekspert i de hjerneprocesser, der er ansvarlige for farvesynet. Men Mary har levet hele sit liv i et sort-hvidt rum og har aldrig set andre farver. Hun ved alt, hvad der er at vide om fysiske processer i hjernen - dens biologi, struktur og funktion. Denne forståelse sætter hende i stand til at begribe alt, hvad der er at vide om det nemme problem: hvordan hjernen skelner mellem stimuli, integrerer information og frembringer verbale rapporter. Ud fra sin viden om farvesyn kender hun den måde farvernes navne svarer til bølgelængder på lysets spektrum. Men der er stadig noget afgørende ved farvesyn, som Mary ikke ved: hvordan det er at opleve en farve som rød. Deraf følger, at der er kendsgerninger ved bevidste oplevelser, som ikke kan udledes fra fysiske kendsgerninger om hjernens funktion.
    I virkeligheden er der slet ingen der ved, hvorfor disse fysiske processer ledsages af bevidste oplevelser. Hvordan kan det være, at når vor hjerne behandler lys af en bestemt bølgelængde, har vi en oplevelse af dyb violet? Hvorfor har vi overhovedet en oplevelse? Kunne en ubevidst automat ikke udføre de samme opgaver lige så godt? Dette er spørgsmål, som vi kunne tænke os, at en teori om bevidsthed skulle kunne besvare.
    Jeg nægter ikke, at bevidsthed opstår i hjernen. Vi ved f.eks. at den subjektive oplevelse ved synet er nært forbundet med processer i den visuelle cortex. Det er imidlertid selve forbindelsen, der er frustrerende. Det er bemærkelsesværdigt, at subjektive oplevelser synes at fremkomme af en fysisk proces. Men vi har ingen anelse om hvordan eller hvorfor, det er sådan.

Er neurovidenskab nok?

Givet bygen af nyligt arbejde på bevidsthed i neurovidenskab og psykologi kunne man tro, at dette mysterium er ved at blive afklaret. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at alt det nuværende arbejde kun er rettet mod bevidsthedens nemme problemer. Det reduktionistiske synspunkts selvsikkerhed kommer fra fremskridtene med de nemme problemer, men intet af dette gør nogen forskel, når det drejer sig om det vanskelige problem.
    Tænk på den hypotese, der er fremsat af neurobiologerne Francis Crick fra Salk Institute for Biological Studies i San Diego og Christof Koch fra California Institute of Technology. De foreslår at bevidsthed kan opstå fra visse svingninger i den cerebrale cortex, der bliver synkroniseret, når neuronerne fyrer 40 gange i sekundet. Crick og Koch tror fænomenet kan forklare forskellige attributter ved en enkelt perciperet genstand (dens farve og form, for eksempel), som bliver behandlet i forskellige dele af hjernen, sammensmeltes til et sammenhængende hele. I denne teori bliver to stykker information bundet sammen præcist, når de repræsenteres af synkroniserede neuronfyringer.
    Man kunne forestille sig, at hypotesen kunne belyse et af de nemme problemer om, hvordan information integreres i hjernen. Men hvorfor skulle synkroniserede svingninger give anledning til en visuel oplevelse, ligemeget hvor megen integration der finder sted? Dette spørgsmål involverer det vanskelige problem, om hvilket teorien intet har at tilbyde. Faktisk er Crick og Koch agnostiske vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det vanskelige problem overhovedet kan løses af videnskaben. [Se Hvorfor Nervevidenskaben måske kan Forklare Bevidsthed].
    Den samme form for kritik kunne anvendes om næsten alt nyligt arbejde med bevidsthed. I sin bog fra 1991 Consciousness Explained, fremlagde filosoffen Daniel C. Dennett en sofistikeret teori om, hvordan talrige uafhængige processer i hjernen kombineres for at fremstille et sammenhængende svar på en perciperet hændelse. Teorien kunne gøre meget for at forklare, hvordan vi frembringer verbale rapporter om vore indre tilstande, men den fortæller os meget lidt om, hvorfor der burde være en subjektiv oplevelse bag disse rapporter. Som andre reduktionistiske teorier, er Dennett's en teori om de nemme problemer.
    Det væsentlige fælles træk blandt disse nemme problemer er, at de alle drejer sig om, hvordan en kognitiv eller adfærdsmæssig funktion udføres. Alle er i sidste ende spørgsmål om, hvordan hjernen udfører en opgave - hvordan den skelner mellem stimuli, integrerer information, frembringer rapporter og så videre. Når neurobiologien en gang har angivet passende neurale mekanismer, der viser hvordan funktionerne udføres, er de nemme problemer løst.
    I modsætning hertil går bevidsthedens vanskelige problem videre end spørgsmål om, hvordan funktioner udføres. Selv hvis hver eneste adfærdsmæssige og kognitive funktion relateret til bevidsthed blev forklaret, ville der stadig restere et yderligere mysterium: Hvorfor er udførelsen af disse funktioner ledsaget af bevidst oplevelse? Det er dette tillægsspørgsmål, der gør det vanskelige problem vanskeligt.

Forklaringskløften

Nogen har foreslået, at for at løse det vanskelige problem er vi nødt til at bringe nye forklaringsværktøjer ind: f.eks. ikke-lineær dynamik, eller nye opdagelser i neurologi eller kvantemekanik. Men disse ideer lider under nøjagtig den samme svaghed. Tænk over et forslag fra Stuart R. Hameroff fra University of Arizona og Roger Penrose fra University of Oxford. De mener, at bevidstheden opstår fra kvantefysiske processer, der foregår i mikrotubuler, som er protein strukturer indeni neuroner. Det er muligt (hvis ikke sandsynligt), at en sådan hypotese vil føre til en forklaring på, hvordan hjernen foretager beslutninger eller endog hvordan den beviser matematiske teoremer, som Hameroff og Penrose foreslår. Men selv om den gør, er teorien tavs, når det drejer sig om, hvordan disse processer kunne give anledning til bevidste oplevelser. Faktisk opstår det samme problem med enhver teori om bevidstheden, der kun er baseret på fysiske processer.
    Vanskeligheden er, at fysiske teorier er mest velegnede til at forklare, hvorfor systemer har en bestemt fysisk struktur og hvordan de udfører forskellige funktioner. De fleste spørgsmål i videnskaben har denne form; for at forklare livet, for eksempel, er vi nødt til, at beskrive hvordan et fysisk system kan formere sig, tilpasse sig og omsætte stoffer. Men bevidstheden er en helt anden slags spørgsmål, da det går videre end at forklare struktur og funktion.
    Selvfølgelig er neurovidenskaben ikke irrelevant i studiet af bevidsthed. Den kan f.eks. være i stand til at afsløre virkemåden af bevidsthedens neurale korrelation - de hjerneprocesser, der er mest direkte associeret med bevidste oplevelser. Den kan måske endog give en detaljeret sammenhæng mellem bestemte processer i hjernen og relaterede komponenter i oplevelsen. Men indtil vi ved, hvorfor disse processer giver anledning til bevidste oplevelser overhovedet, vil vi ikke have overskredet det, som filosoffen Joseph Levine har kaldt forklaringskløften mellem fysiske processer og bevidsthed. At gøre det spring, vil kræve en ny slags teori.

En sand teori om alting

Når man leder efter et alternativ, er det en nøgleobservation, at ikke alle entiteter i videnskaben forklares ved hjælp af mere grundlæggende entiteter. I fysik, for eksempel, betragtes rumtid, masse og ladning (blandt andre ting), som grundlæggende egenskaber ved verden, da de ikke kan reduceres til noget enklere. På trods af denne manglende mulighed for reduktion, forbinder detaljerede og nyttige teorier disse entiteter med hinanden gennem grundlæggende love. Sammen forklarer disse egenskaber og love en mængde forskellige komplicerede og subtile fænomener.
    Det er en almindelig opfattelse, at fysikken forsyner os med et komplet katalog over universets grundlæggende egenskaber og love. Som fysikeren Steven Weinberg formulerer det i sin bog fra 1992, Dreams of a Final Theory [på dansk Den Store Teori, Gyldendal 1994. o.a.], er fysikkens mål "en teori om alting", ud fra hvilken alt, hvad der er at vide om universet, kan udledes. Men Weinberg medgiver, at der er et problem med bevidstheden. På trods af fysikteoriens kraft, synes bevidsthedens eksistens ikke at kunne udledes af de fysiske love. Han forsvarer fysikken ved at argumentere for, at den måske eventuelt kunne forklare det, han kalder bevidsthedens objektive korrelationer (d.v.s. de neurale korrelationer), men at gøre det er selvfølgelig ikke det samme som at forklare bevidsthed. Hvis bevidsthedens eksistens ikke kan udledes af de fysiske love, er en fysikteori ikke en teori om alting. Så en slutteori skal indeholde en yderligere grundlæggende komponent.
    Med dette formål foreslår jeg, at den bevidste oplevelse bliver betragtet som en grundlæggende egenskab, der ikke kan reduceres til noget mere grundlæggende. Denne ide kan forekomme mærkelig i første øjeblik, men sammenhængen synes at forlange det. I det 19. århundrede viste det sig, at elektromagnetiske fænomener ikke kunne forklares ved hjælp af tidligere kendte principper. Som konsekvens heraf indførte forskerne elektromagnetisk ladning som en ny grundlæggende entitet og studerede de associerede grundlæggende love. Et lignende ræsonnement burde gælde for bevidstheden. Hvis eksisterende grundlæggende teorier ikke kan rumme den, så kræves der noget nyt.
    Hvor der er grundlæggende egenskaber, er der grundlæggende love. I dette tilfælde skal lovene relatere oplevelse til dele af fysisk teori. Disse love vil næsten med sikkerhed ikke blande sig med den fysiske verdens love; det ser ud til, at de sidstnævnte i sig selv danner et lukket system. Lovene vil snarere tjene som en bro ved, at angive hvordan oplevelse afhænger af underliggende fysiske processer. Det er denne bro, der vil krydse forklaringskløften.
    En komplet teori vil således have to komponenter: fysiske love, som fortæller os om fysiske systemers opførsel lige fra det allermindste til det kosmologiske, og det vi kunne kalde psykofysiske love, som fortæller os, hvordan nogle af disse systemer er associeret med bevidst oplevelse. Disse to komponenter vil udgøre en sand teori om alting.

Søgen efter en teori

Hvis vi et øjeblik antager, at de findes, hvordan kunne vi så afsløre sådanne psykofysiske love? Den største forhindring for dette ville være mangel på data. Som jeg har beskrevet det, er bevidstheden subjektiv, så der er ingen direkte måde, hvorpå man kan overvåge den i andre. Men denne vanskelighed er en forhindring, ikke en blind vej. Til en begyndelse har vi alle adgang til vore egne oplevelser, en rig skat, som kan bruges til at formulere teorier. Vi kan også med rimelighed stole på indirekte information, som subjekters beskrivelser af deres oplevelser. Filosofiske argumenter og tankeeksperimenter har også en rolle at spille. Sådanne metoder har begrænsninger, men de giver os mere end nok til at komme i gang.
    Disse teorier vil ikke kunne afprøves endeligt, så det er uundgåeligt, at de vil være mere spekulative end dem fra mere konventionelle videnskabelige discipliner. Alligevel er der ingen grund til, at de ikke burde begrænses stærkt til kun at redegøre akkurat for vore egne personlige oplevelser såvel som vidnesbyrd fra subjekters rapporter. Hvis vi finder en teori, der stemmer med data bedre end nogen anden teori, der er lige så enkel, vil vi have god grund til, at acceptere den. Lige nu har vi ikke engang en eneste teori, som passer med data, så bekymringer om dens mulighed for afprøvning er for tidligt ude.
    Vi kunne starte med at kigge efter brobyggende love på højt niveau, der forbinder fysiske processer med oplevelser på dagligdags niveau. Det grundlæggende omrids af en sådan lov kunne tegnes ud fra den observation, at når vi er bevidste om noget, er vi almindeligvis i stand til at handle ud fra det og tale om det - hvilket er objektive, fysiske funktioner. Omvendt, når nogen information er direkte til rådighed for handling og tale, er den almindeligvis bevidst. Derfor korrelerer bevidstheden godt med, hvad vi kunne kalde "opmærksomhed": den proces gennem hvilken information i hjernen stilles fuldstændig til rådighed for motorprocesser som tale og kropslig handling.
    Den ide kan forekomme triviel. Men som den er defineret her er opmærksomhed objektiv og fysisk, hvorimod bevidstheden ikke er. Det er nødvendigt med nogle bearbejdninger af definitionen af opmærksomhed for at udvide begrebet til dyr og børn, som ikke kan tale. Men det er muligt, i det mindste i lignende tilfælde, at se de grove omrids af en psykofysisk lov: hvor der er opmærksomhed, er der bevidsthed, og vice versa.
    For at føre denne linie af ræsonnement et trin videre, så overvej den struktur, der er til stede i den bevidste oplevelse. Oplevelsen af et synsfelt, for eksempel, er en konstant skiftende mosaik af farver og mønstre og har som sådan en detaljeret geometrisk struktur. Det faktum, at vi kan beskrive denne struktur, række ud i retning af mange af dens komponenter og udføre andre handlinger, som afhænger af den, antyder, at strukturen svarer direkte til den, som informationen, der stilles til rådighed i hjernen gennem opmærksomhedens neurale processer, har.
    På samme måde har vores oplevelser af farver en indbygget tredimensional struktur, som afspejles i strukturen i informationsprocesserne i hjernens visuelle cortex. Denne struktur illustreres i de farvehjul og kort, der bruges af kunstnere.

Vi kan omformulere den underliggende ide som et princip om strukturel sammenhæng: den bevidste oplevelses struktur afspejles af informationens struktur i opmærksomhed og vice versa.
    En anden kandidat til en psykofysisk lov, er et princip om organisationsmæssig uforanderlighed. Det siger, at fysiske systemer med samme abstrakte organisation vil give anledning til den samme slags bevidste oplevelse, uanset hvad de er lavet af. Hvis f.eks. de præcise vekselvirkninger mellem vore neuroner kunne eftergøres med silicium-chips, ville den samme bevidste oplevelse opstå. Ideen er noget kontroversiel, men jeg tror, at den understøttes stærkt af tankeeksperimenter, som beskriver den gradvise udskiftning af neuroner med silicium-chips[se senere]. Den bemærkelsesværdige konsekvens er, at bevidsthed engang ville kunne opnås i maskiner.

Information: Fysisk og erfaringsmæssig

Det endelige mål for en teori om bevidsthed er et enkelt og elegant sæt grundlæggende love, analogt med fysikkens grundlæggende love. De principper, der er beskrevet ovenfor, er sandsynligvis ikke grundlæggende. De forekommer snarere at være psykofysiske love på højt niveau, på samme måde som makroskopiske principper i fysik som dem i termodynamik eller kinematik. Hvad kunne de underliggende grundlæggende love være? Ingen ved det, men jeg har ikke noget imod at spekulere.
    Jeg foreslår, at de primære psykofysiske love centralt vil involvere begrebet information. Den abstrakte forestilling om information, som blev fremsat i 1940'erne af Claude E. Shannon fra Massachusetts Institute of Technology, drejer sig om et sæt af adskilte tilstande med en grundlæggende struktur af ligheder og forskelle. Vi kan f.eks. tænke på en 10-bit binær kode som en informationstilstand. Sådanne informationstilstande kan være bygget ind i den fysiske verden. Dette sker nårsomhelst, de svarer til fysiske tilstande ( f.eks. elektriske spændingsforskelle); forskellene mellem dem kan transmitteres ad en vej som en telefonlinie.
    Vi kan også finde information indbygget i bevidste oplevelser. Mønsteret af farvepletter i et synsfelt, kan f.eks. ses at være analogt til en skærms pixels. Det er spændende, at det viser sig, at vi finder de samme informationstilstande indbygget i bevidste oplevelser og de underliggende fysiske processer i hjernen. Den tredimensionale kodning af farverummet antyder f. eks., at informationstilstanden i en farveoplevelse svarer direkte til en informationstilstand i hjernen. Vi kunne endda betragte de to tilstande som distinkte sider af en enkelt informationstilstand, som samtidig er indbygget i både fysisk behandling og bevidst oplevelse.
    En naturlig hypotese opstår. Måske har information, eller i det mindste nogen information, to grundlæggende sider: en fysisk og en oplevelsesmæssig. Denne hypotese har status som et grundlæggende princip, der kunne ligge under sammenhængen mellem fysiske processer og oplevelse. Hvorsomhelst vi finder bevidst oplevelse, findes den som een side af en informationstilstand, hvis anden side er indbygget i en fysisk proces i hjernen. Der skal mere kød på dette forslag til, at det kan udgøre en tilfredsstillende teori. Men det passer godt ind mellem de principper, der er nævnt tidligere - systemer med samme organisation vil have samme information indbygget, f.eks. - og det kunne forklare talrige egenskaber ved vor bevidste oplevelse.
    Ideen er i det mindste kompatibel med adskillige andre, sådan som fysikeren John A. Wheeler's forslag om, at information er grundlæggende for universets fysik. Fysikkens love kunne måske til slut udformes i informationens sprog, i så fald ville vi have en tilfredsstillende kongruens mellem konstruktionen i både fysiske og psykofysiske love. Det kan endda være, at en teori om fysik og en teori om bevidsthed engang ville kunne sammenfattes til en enkelt større teori om information.
    Et potentielt problem udgøres af informationens allestedsnærværelse. Selv en termostat, f.eks., indeholder nogen information, men er den bevidst? Der er mindst to mulige svar. For det første kunne vi begrænse de grundlæggende love på en sådan måde, at kun nogen information har en oplevelsesmæssig side, måske afhængig af hvordan den behandles fysisk. For det andet kunne vi bide i det sure æble og tillade, at al information har et oplevelsesmæssigt aspekt - hvor der er kompleks informationsbehandling er der kompleks oplevelse, og hvor der er enkel informationsbehandling, er der enkel oplevelse. Hvis det er sådan, så kunne selv en termostat have oplevelser, selv om de ville være meget enklere end selv en grundlæggende farveoplevelse og der ville helt sikkert ikke være nogen ledsagende følelser eller tanker. Til at begynde med, synes dette mærkeligt, men hvis oplevelse er virkelig grundlæggende, kan vi forvente, at den er vidt udbredt. I alle tilfælde burde valget mellem disse alternativer afhænge af, hvilket der kan integreres i den mest kraftfulde teori.
    Naturligvis kan sådanne ideer være helt forkerte. På den anden side kunne de måske udvikle sig til et mere kraftfuldt forslag, som forudsiger den præcise struktur af vore bevidste oplevelse ud fra fysiske processer i vor hjerne. Hvis dette projekt lykkes, vil vi have god grund til at acceptere teorien. Hvis det fejler, vil andre veje blive fulgt og alternative grundlæggende teorier udviklet. På denne måde kan vi måske en dag løse sindets største mysterium.

Yderligere læsning:

ABSENT QALIA, FADING QUALIA, DANCING QUALIA. David J. Chalmers in Conscious Experience. Edited by Thomas Metzinger. Ferdinand Schöningh, 1995.

EXPLAINING CONSCIOUSNESS: THE "HARD PROBLEM". Special Issue of Journal of Consciousness Studies, Vol. 2, No, 3; Autumn 1995.

THE NATURE OF CONSCIOUSNESS: PHILOSOPHICAL AND SCIENTIFIC DEBATES, Edited by Ned Block, Owen Flanagan and Güven Güzeldere. MIT Press (in press).

THE QUANTUM BRAIN, Max Tegmark.

*David J. Chalmers studerede matematik på Adelaide University og som Rhodes Scholar på University of Oxford, men en fascination med bevidsthed førte ham ind i filosofi og sansevidenskab. Han har en Ph.D. på disse områder fra Indiana University og er i øjeblikket på filosofiafdelingen på University of California, Santa Cruz. Chalmers har udgivet talrige artikler om kunstig intelligens og sindets filosofi. The Conscious Mind, Oxford University Press.

Oversat fra The Puzzle of Conscious Experience, Scientific American, December 1995. ss.62-68.

28. juli, 2001.

Indhold
Kvantekosmologi og universets skabelse :Én sti: Kvantefilosofi
Ser marsboerne rødt?
Hvordan hjernen skaber sindet
Dennetts farlige ide
Index