Hans Albrecht Bethe, 1906-2005

W. Wayt Gibbs

Jeg mødte Hans Bethe for 10 år siden, på morgenen for hans festschrift, en slags førposthum mindehøjtidelighed, som fysikere holder for en gigant, der trækker sig tilbage. Det skulle være en ambitiøs, to-dages begivenhed, for Bethes karriere strakte sig over næsten hele længden og bredden af kernefysikken. I sine tidlige år arbejdede han med Ernest Rutherford, Niels Bohr og Enrico Fermi og svævede så til berømmelse med sin Nobel-prisvindende opdagelse i 1938 af, hvordan kerneild oplyser stjernerne. Han blev ledende teoretiker på Manhattan Project og hjalp senere med at forklare, hvordan aldrene stjerner kan omdannes til bomber, som eksploderer som supernovaer.
    Mens vi talte på hans kontor på Cornell University, blev Bethe hele tiden ved med at styre samtalen mod kernevidenskabens forgreninger. Som Albert Einstein var Hans Bethe en borger-videnskabsmand, som prøvede at overtale samfundet til at bruge atomernes kraft klogt. I artikler, som Bethe offentliggjorde i dette blad, talte han for kerne ikke-spredningsaftaler (1950), advarede mod missil forsvarssystemer (1968 og 1984) og forudså nødvendigheden af en gradvis udskiftning af fossile brændstoffer (1976). Som med hans videnskabelige opdagelser, har disse indsigter modstået tidens prøvelser. Han døde stille i sit Ithaka, N.Y., hjem den 6. marts i en alder af 98.

Oversat fra: In Memoriam: Hans Albrecht Bethe, 1906-2005, Scientific American, maj 2005.

Index