Den Røde Planets vandfortid

Ny observationer af rovere og orbitere viser, at flydende vand ikke bare fandtes på Mars, det dækkede store dele af planetens overflade i måske mere end en milliard år.

Jim Bell*

Indhold:

En Mars krønike

Indledning

Box: En Mars krønike

Flydende landskaber

Box: Lynskud fra jagten på vand

Ler, bær og bølger

Det opdukkende paradigme

Mere at udforske

Indledning

I februar 2005 havde Mars Exploration Rover’en ved navn Spirit allerede tilbragt mere end et år i Gusev krateret, et to kilometer dybt hul på størrelse med Connecticut i Den Røde Planets overflade. Fordi Gusev ligger for enden af en gammel, tør floddal længere end Grand Canyon, havde mange af os på roverens missionshold forventet, at Spirit ville finde vidnesbyrd om, at krateret havde været fyldt af vand for milliarder af år siden. På de flade sletter, hvor fartøjet var landet, fandt roveren imidlertid hverken aflejringer af søer eller bevarede tegn på, at der engang havde flydt vand inde i Gusev. Roverens fotografier viste kun støv og sand og knastørre vulkanske lavaklipper.

    Men alting ændrede sig, da først Spirit nåede skråningerne ved Columbia Hills omkring 2,6 kilometer fra landingsstedet. (Hver af bakkerne er opkaldt efter en af de syv astronauter, som døde i rumfærgen Columbia’s katastrofe i 2003.) Mens Spirit kæmpede for at bestige den vestlige skråning af Husband Hill, frigjorde dens hjul klipper og gravede dybe spor i marsjorden. På et særlig glat jordstykke, kaldet Paso Robles, afdækkede hjulene tilfældigvis nogle eksotiske, hvide aflejringer, der ikke lignede noget, vi havde set før i Gusev. Faktisk var Spirit kørt et godt stykke forbi Paso Robles jorden, før missionsholdet bemærkede dem; men da vi så, hvad vi havde afdækket, udførte vi det med roveren, der svarer til at hugge bremserne i og lave en U-vending.

    Ved nærmere inspektion bestemte vi, at aflejringerne var hydrerede sulfat mineraler, rige på jern og magnesium og koncentrerede lige under den støvede overflade. På Jorden findes denne slags aflejringer på steder, hvor saltvand er fordampet eller hvor grundvand vekselvirker med vulkanske gasser eller væsker. Begge processer kunne også have fundet sted på Mars. (Skønt forskerne ikke har fundet aktive vulkaner i Gusev eller andre steder på Mars, fandt udbrud afgjort sted tidligere i planetens historie.) Uanset hvilken hypotese der var rigtig, forstod vi, at disse begravede sulfatsalte kunne være rester af et fortidigt vandmiljø i Gusev.

Spirits opdagelse af noget, vi ikke havde ledt efter, var konsistent med opdagelser gjort af Opportunity, roveren der undersøgte den anden side af Mars, og den lille armada af satellitter der fotograferede planetens overflade fra kredsløb. I årtier havde forskerne troet, at Mars altid havde været en kold, tør, ugæstfri verden; tegnene på tidvise oversvømmelser og visse mineraler, der var ændret af vand, mentes at være uregelmæssigheder, der repræsenterede korte afvigelser, som fandt sted i den meget fjerne fortid kort efter dannelsen af Den Røde Planet for 4,6 milliarder år siden. Men de nye studier med rovere, orbitere og af meteoritter tegner et billede, der er helt forskelligt fra det, som mange havde forestillet sig for blot nogle få år siden. Vand dækkede tilsyneladende store dele af marsoverfladen i lange perioder, bestemt meget tidligt i planetens historie og måske også mere nyligt. Betydningerne er dybe: hvis æraerne med med jordlignende forhold var hyppige og langvarige, forekommer muligheden, for at liv udviklede sig på Mars, meget mere sandsynlig

Flydende Landskaber

Flodlandskaber – geologiske kendetegn som formodes at være dannet af vand – blev identificeret i billeder af Mars taget af Mariner og Viking rumfartøjerne i 1970’erne. Disse landskaber inkluderede enorme kanaler udskåret af katastrofale oversvømmelser og store dalnetværk som mindede noget om floddrænsystemer på Jorden. I det seneste årti har billeder fra Mars Global Surveyor, som har kredset om Mars siden 1997, afsløret iøjnefaldende eksempler på yderst små og tilsyneladende unge erosionskløfter dannet i væggene af nogle kratere og fjeldkløfter. Disse observationer viser den fortidige tilstedeværelse af flydende vand på marsoverfladen eller lige under den, men ikke nødvendigvis i lange perioder. Vandet fra de katastrofale oversvømmelser har for eksempel måske kun varet nogle få dage eller uger på overfladen før det frøs, sivede tilbage i jorden eller fordampede.

    Desuden har netværkene af flodlignende dale, som ses på Viking billederne, ikke de samme egenskaber som jordiske floddale, når de betragtes ved højere opløsning. Marsdalene kunne være dannet udelukkende af underjordiske strømme af vand og erosion af jorden – en proces kaldet undergravning (sapping) – snarere end af vand, der bevægede sig på overfladen. Erosionskløfterne, der ses i Mars Global Surveyors billeder, kan også være resultatet af vand, der siver under jorden under is eller af begravede sneaflejringer. Selv om disse kendetegn er overraskende og dramatiske indikatorer for vand på Mars, beviser de ikke fast, at Den Røde Planet engang havde et varmere, mere vådt og mere jordlignende miljø med langvarige søer og floder.

    I de sidste få år har nye satellitfotos imidlertid givet meget mere overbevisende vidnesbyrd om, at stabile, jordlignende betingelser herskede på Mars i lange perioder. En af de mest spændende opdagelser er en klasse kendetegn, der ligner floddeltaer. Det bedste og største eksempel, fotograferet af Mars Global Surveyor, er for enden af et dalnetværk, der dræner ind i Eberswalde Crater i et område sydøst for Valles Marineris kløftsystemet. Dette afløbssystem ender i en 10 kilometer bred, lagdelt, vifteformet landskabsform, som er karakteriseret af bugtende højderygge, der gennemskærer hinanden og viser varierende grader af erosion. For mange geologer har dette kendetegn alle egenskaberne ved et delta, der dannedes ved enden af en sedimentbærende flod, som flyder ind i en lavvandet sø.

EBERSWALDE VIFTEN (venstre), fotograferet fra kredsløb af Mars Global Surveyor, ligger for enden af et dalnetværk, der leder ind til Eberswalde Crater. Kanalerne, der bugter sig og overlapper hinanden i den 10 kilometer brede vifte, antyder, at den engang var et floddelta med afløb ind i en lavvandet sø, der kan have fyldt det meste af krateret. Kunstnerens afbildning (højre) viser dette delta som det kunne have set ud for milliarder af år siden.

NASA/JPL/MALIN SPACE SYSTEMS, INC. (billede fra kredsløb); RON MILLER (tegning)

Som Mississippi flodens delta antyder Eberswalde viftens struktur, at den voksede og ændrede sin form mange gange, mest sandsynligt som svar på ændringer i strømmen fra dens gamle flodkilde. Hvis Eberswalde viften faktisk er en gammel floddelta aflejring, begravet af senere sedimenter og udgravet af mere nylig erosion, er betydningen, at flydende vand vedblivende strømmede hen over marsoverfladen og eroderede store rumfang sedimentært materiale og transporterede dem med sig nedad. Billeder fra kredsløb har afsløret en håndfuld lignende vifter i andre områder af Mars, men kun 5 procent af planetens overflade er blevet fotograferet med den opløsning, der kræves for at identificere disse kendetegn. Yderligere kredsløbsstudier kan gøre det muligt for forskerne at afprøve floddelta hypotesen, men for at bestemme hvor længe vandet flød for at danne vifterne vil forskerne skulle måle de absolutte eller relative aldre af forskellige dele af landskaberne nøjagtigt. Bestemmelse af absolutte aldre kan ikke gøres fra kredsløb; i stedet skal klippeprøver fra disse områder sendes til Jorden til detaljeret analyse eller undersøges af fremtidige rovere, der kan udføre radioisotop datering.

    Yderligere vidnesbyrd om et jordlignende klima i Mars’ fortid kommer fra billeder i høj opløsning, som er taget af Mars Odyssey og Global Surveyor satelliterne, af netværk i lille skala på højsletter og vægge i Valles Marineris kløftsystem. Ulig tidligere identificerede dalnetværk, der mest synes at være dannet af strømme under overfladen, har disse nyligt fundne netværk egenskaber, der er konsistente med dannelse af regn eller smeltet sne og afløb på overfladen. For eksempel er netværkene ordnet i tætte, forgrenene mønstre og dalenes længde og bredde vokser fra deres kilde til udmundingen. Desuden er kilderne placeret langs kammenes toppe, hvilket antyder, at landskabet blev formet af nedbør og afløb. Faktisk giver disse landskabsformer de bedste vidnesbyrd til dato for, at det kan have regnet på Mars.

    En mere spekulativ mulighed er, at disse afløbsegenskaber opstod for relativt nylig, måske for en til 1,5 milliard år efter Mars’ dannelse. For at vurdere alderen på marslandskaber tæller forskerne antallet af nedslagskratere på egenskaben – jo flere nedslag området har været udsat for, jo ældre er det. Denne dateringsmetode har imidlertid mange usikkerheder; det kan være vanskeligt at skelne mellem primære og sekundære nedslagskratere og vulkanske kratere og erosion har ødelagt vidnesbyrd om kratere i nogle områder. Men hvis disse overfladeafløbsdale viser sig at være relativt unge, kan Mars have haft et jordlignende klima i op til en tredjedel af planetens historie og måske længere, hvis endnu yngre dale med tiden identificeres.

    Endnu et vidnesbyrd om vedvarende flydende vand på Mars er observationen af virkelig enorme mængder erosion og aflejring mange steder på planeten. Ved at udføre beregninger på ny data fra billeder taget fra kredsløb har forskerne bestemt, at hastigheden, med hvilken aflejringerne blev afsat og eroderet i den første milliard år af planetens historie, kan have været omkring en million gange så høj som den nutidige hastighed. (Vinderosionshastigheder er blevet vurderet på landingsstederne for Spirit, Opportunity og Mars Pathfinder roverne.) For eksempel viser det omfattende udhulede og koparrede udseende af området kendt som Meridiani Planum – det en million kvadratkilometer område hvor Opportunity opererer – at det meste af terrænet er blevet afklædt af erosion og transporteret andetsteds hen. Ingen ved, hvor al dette eroderede sediment er endt – det er et af de vigtigste uløste mysterier i marsforskningen – men det forekommer klart, at vind alene ikke kunne have udgravet så meget materiale.

Andre steder, som bunden af nogle kratere og bund og vægge i nogle kløfter og afgrunde i Valles Marineris, har perioder med aflejring og erosion tilsyneladende skabt vældige stabler bestående af hundreder af lag klippe, som hver er mellem 10 og 100 meter tykke. Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler ligger inde i det 170 kilometer brede Gale Crater, som har en gigantisk central høj af lagdelte, eroderede, sedimentære klipper på bunden. Lag, kanaler og delvist begravede nedslagskratere i højen viser en lang og kompleks historie med erosion og aflejring. Den mest utrolige egenskab ved højen er imidlertid, at den stiger til en højde på næsten en kilometer over kanten af Gale Crater. Det ser ud som om krateret og de omgivende områder blev fuldstændig begravet af enorme mængder aflejringer og så delvist udgravet og begravet igen måske mange gange i løbet af et langt tidsrum. Aflejringerne har eroderet siden den sidste begravelse og fritlagt kraterets bund, men den centrale høj nedslides måske langsommere, hvilket ville forklare, hvorfor den nu er højere end kraterets kant.

Lynskud fra jagten på vand

    Men hvilken proces kunne have transporteret den massive mængde sediment, der behøves til at begrave næsten alt i Gale Crater området? Forskerne mener, at strømmende vand giver den bedste forklaring. Studier af erosions- og aflejringshastigheder på Jorden antyder, at vinden kunne have flyttet noget af marssedimentet i fortiden (ligesom den gør idag, selv om det går meget langsomt). Intet levedygtigt, vindbaseret scenario kan imidlertid forklare den hurtige transport af millioner af kubikkilometer materiale hen over store dele af planetens overflade, som tilsyneladen fandt sted gentagne gange i løbet af Mars’ tidlige historie. Strømmende vand har dog rutinemæssigt flyttet kæmpemæssige mængder sediment på Jorden og kunne også have gjort det på Den Røde Planet.

Ler, Bær og Bølger

Ud over at udforske marslandskabernes form har forskerne søgt efter tegn på flydende vand i sammensætningen af planetens mineraler. En af grundene til at forskerne længe havde troet, at Mars aldrig havde haft en længerevarende periode med varmt og vådt klima er, at meget af den overflade, der ikke er dækket af vindbåret støv, synes at være sammensat af materiale, der stort set ikke er forvitret – oprindelige vulkanske mineraler som olivin og pyroxen. Hvis vand havde flydt hen over overfladen i lang tid, lød argumentationen, ville det have ændret kemisk og forvitret de vulkanske materialer og skabt ler og andre oxiderede eller hydrerede faser (mineraler der indbefatter vandmolekyler eller hydroxid ioner i deres krystalstruktur).

    Det viser sig dog, at forskerne ikke gik tæt nok på. Ny kortlægningsdata fra kredsløb i høj opløsning og nærstudier af Mars roverne har afsløret rigelige aflejringer af ler og andre hydrerede mineraler i mange områder. For eksempel har OMEGA instrumentet på European Space Agency’s Mars Express orbiter – som er særlig god til at detektere den slags mineraler, der dannes ved forvitringen af vulkanske klipper – fundet ler i de støvfri områder af det, der ser ud til at være det ældste terræn på overfladen. Baseret på det store antal nedslagskratere i disse områder, strækker deres aldre sig over det meste af eller hele den første milliard år af marshistorien. Leraflejringerne er spredt over hele planeten, i gamle vulkanoverflader og højlandsområder med mange kratere, af hvilke nogle tilsyneladende først har været udsat for erosion fornylig.

    Det nyligt opdagede ler er phyllosilikater – mineraler sammensat af plader af silicium med vandmolekyler og hydroxid ioner fanget mellem pladerne. Leret har det vekslende område af sammensætninger, som man ville forvente af den vandrelaterede forvitring af de forskellige slags vulkanske klipper, der er blevet fundet på Mars. Skønt OMEGA kun har undersøgt en lille brøkdel af planeten i høj opløsning indtil nu, er opdagelsen af disse mineraler stærke vidnesbyrd om en lang epoke med jordlignende betingelser på den tidlige Mars.

    Endvidere har forskerne detekteret mineraler, der er ændret af vand (ler, hydrerede jernoxider og karbonater), i nogle marsmeteoriter – klipper der blev kastet ud fra Den Røde Planet af komet- eller asteroidekollisioner og med tiden landede på Jorden. Forskere har gættet på, at den vejrrelaterede forvitring kan have fundet sted underjordisk, fordi de fleste af meteoritterne var del af marsskorpen, men ikke den allerøverste del, før de blev sprængt ud i rummet. Og fordi nogle af meteoritterne menes at komme fra relativt yngre dele af marsskorpen, har forskerne mistanke om, at den underjordiske forvitring fortsætter idag. Forskerne kan måske afprøve denne vigtige hypotese i igangværende og fremtidige missioner til Mars, måske ved at lede efter vidnesbyrd om aktive kilder eller hydrotermisk aktivitet. Endvidere kunne nye landingsfartøjer, rovere eller menneskelige missioner blive udstyret med bor til at udforske den dybe undergrund.

    Mars rovernes bedrifter har tilføjet de nyeste stykker til Den Røde Planets klima puslespil. Otte måneder før opdagelsen ved Paso Robles, mens Spirit lige var begyndt sin opstigning i Colombia Hills, undersøgte roveren en knudret klippe med sine mineral-identificeringsinstrumenter og detekterede hematit, et yderst oxideret jernmineral, der er almindeligt i jord på Jorden, der er blevet ændret af vand. Adskillige måneder senere fandt Spirit vidnesbyrd om phyllosilikater og goethit, et oxideret jernmineral, der ikke kan dannes uden vand og som bevarer vandafledte hydroxid ioner i sit krystalstruktur. Colombia Hills synes at beskrive en gammel historie med vand-klippe vekselvirkninger på Mars, som ikke var synlige på de yngre vulkanske sletter, som Spirit undersøgte tidligere i sin mission.

    Da roveren var kommet over toppen af Husband Hill og med tiden var kommet ned på den anden side og ind i bassinet mod syd mødte den endnu flere Paso Robles-lignende underjordiske saltaflejringer. Uheldigvis kunne vi ikke studere de mest udbredte aflejringer tilstrækkeligt for efterhånden som årstiden bevægede sig ind i  roverens anden marsvinter, blev vi tvunget til at flytte Spirit til skråninger, der vendte mod nord, så der ville være sollys nok på roverens solpaneler til at holde maskinen igang. Hvis alt går godt, vil vi sende roveren tilbage til saltaflejringerne, når foråret vender tilbage til Mars.

    I mellemtiden har Opportunity gjort ligeså forbavsende fund i Meridiani Planum. Få uger efter landingen havde roveren opdaget gamle aflejringer af omfattende lagdelte, sedimentære afdækkede klipper, der var porøse, hydrerede og salte. Fra komplementære observationer fra kredsløb vidste forskerne, at disse aflejringer dækkede hele området. De lagdelte, afdækkede klipper, som blev studeret af Opportunity, viste, at disse slags sedimentære klipper strækker sig ti meter eller mere ned i undergrunden og viser, at flydende vand engang fandtes på overfladen i lange perioder. Opportunitys resultater afbilder imidlertid en forskellig del af vandets historie på Mars. De hydrerede klipper, som roveren fandt, indeholder hovedsagelig svovlrige mineraler som jarosit og de sedimentære, afdækkede klipper er rige på klor og brom såvel som svovl. Alle disse grundstoffer er yderst mobile i vandige opløsninger, hvilket betyder, at aflejringerne dannedes efter fordampningen af salt flydende vand. Således kan de afdækkede klipper bære vidnesbyrd om en tid, hvor Meridiani Planums damme og strømme gradvist svandt ind og udtørrede.

    Roverens opdagelse af millimeterstore, kugleformede korn, som indeholdte hematit, - kaldet blåbær – i fremspringene støttede også hypotesen om langvarigt stående vand på Mars. Vi tror, at blåbærrene er det, som geologerne kalder størkning, korn der bundfælder sig fra jern- eller saltvand, når det fordamper. Hvis processen er langsom og homogen nok vokser de resulterende mineralkorn kugleformigt. På Jorden vokser nogle størkninger til marmorkuglers størrelse; de, der ses på Mars, er på størrelse med kuglelejer, i gennemsnit to til tre milimeter i tværsnit. Da Opportunity bevægede sig sydpå fra sit landingssted, blev de blåbær den fandt mindre, hvilket antyder mulige variationer i det vandige miljøs varighed eller hastigheden af vandets fordampning.

Opportunity har endda fotograferet nogle fremspringende klipper, der forekommer at bevare sporene af bølger i lavt vand. De bedste eksempler på disse ”guirlande søbund sæt,” som dannes af bølger, der vekselvirker med sandsedimenter, blev fundet tidligere i år, mens roveren rejste sydpå over sletterne.

Det opdukkende paradigme

Resultaterne fra roverne understreger betydningen af svovl, som antageligt dannedes i Mars miljøet på grund af planetens tidlige og aktive vulkanske historie. Svovl og mineraler, der indeholder svovl, kan opløses i vand og de resulterende opløsninger kan være temmelig sure. Surt vand ødelægger mange slags mineraler, især karbonater, og det hindrer også dannelsen af andre mineraler som ler. Således kan ophobningen af svovl på Mars forklare, hvorfor forskerne endnu ikke har fundet karbonater på overfladen og hvorfor ler kun synes bevaret i de ældste områder. OMEGA instrumentet har detekteret svovlaflejringer andre steder på Mars end Meridiani Planum, men i almindelighed forekommer disse regioner at være yngre end områderne med ler. Indtil videre er sulfater og ler ikke fundet sammen.

    Det opdukkende paradigme er, at Mars havde en udstrakt vandig fortid: pytter, eller damme eller søer eller have (eller dem alle) fandtes i lange perioder og var udsat for hvad der må have været en tykkere, varmere atmosfære. I den første milliard år eller der omkring af marshistorien var Den Røde Planet meget mere et jordlignende sted, sandsynligvis gæstfrit for dannelsen og udviklingen af liv, som vi kender det. Mars miljøet begyndte imidlertid at ændre sig efterhånden, som svovl ophobede sig, vandene blev sure og planetens geologiske aktivitet svandt hen. Ler erstattedes af sulfater, mens syreregnen (en slags) fortsatte med at ændre de vulkanske klipper og nedbryde karbonater, der kunne være dannet tidligere. I tidens løb blev atmosfæren tyndere; måske blev den tabt til rummet, da planetens magnetfelt slukkedes eller måske blev den blæst væk af katastrofiske nedslag eller på en eller anden måde isoleret i skorpen. Mars blev med tiden den kolde, tørre planet vi kender idag. Denne rækkefølge af begivenheder ville forklare, hvorfor enhver klippe, der er brudt frem til overfladen i løbet af de sidste få milliarder år, stadig er oprindelig og ikke forvitret. Det er det gamle stof nedenunder, der er fritlagt ved nedslag, erosion eller glidende rovere, der indeholder nøglen til planetens fortid.

    Dette nye syn på Mars bliver imidlertid endnu ikke universelt accepteret. Nøglespørgsmål forbliver ubesvarede: Hvor længe flød vandet i Eberswalde deltaet – i årtier eller årtusinder? Hvor er alle sedimenterne, der synes at være eroderet fra Meridiani Planum og steder som Gale Crater? Og blev de eroderet af vand eller vind eller noget andet? Hvad er den globale udebredelse af ler mineraler på Mars og var de nogensinde hovedbestanddele af planetens skorpe? Og, mest irriterende, hvor er de karbonater, der burde være dannet i det varme, våde, kuldioxid-rige miljø, men som endnu ikke er blevet observeret nogetsteds på Mars, ikke engang i de gamle terræner, hvor der er detekteret ler? Surt vand kunne have ødelagt størstedelen af karbonaterne, men da ikke dem alle!

    Det måske vigtigste spørgsmål af dem alle er, Dannedes liv nogensinde på den tidlige Mars og hvis, var det så i stand til at udvikle sig, mens miljøet ændrede sig så dramatisk til det nuværende klima? Svaret afhænger for en stor del af, hvor længe de jordlignende forhold varede. Selv om de er imponerende, kan ingen af de billeder eller data, vi råder over, give os grænser for varigheden af den varme, våde æra. Vi forstår simpelthen ikke marsoverfladernes alder godt nok. Faktisk kan det i sidste ende vise sig umuligt at bruge tætheden af nedslagskraterne til at etablere absolutte eller endda relative aldre på en overflade, der har været udsat for så mange episoder med massiv begravelse og erosion. En bedre metode ville være at bringe marsprøver tilbage til Jorden til nøjagtig radioisotop datering eller at sende miniature aldersbestemmelsesinstrumenter på missioner til overfladen. Indtil da vil rumfartøjer i kredsløb forsætte med at jage efter nøgle mineralaflejringer og identificere de bedste pladser til fremtidige landere og rovere, som måske en dag vil afsløre uomtvistelige vurderinger af varigheden af Den Røde Planets vandige æra. Det sidste årti med opdagelser på Mars kan være en lille forsmag på et endnu mere spændende århundrede med robot- og med tiden menneskelig udforskning. 

Mere at udforske

Evidence for Persistent Flow and Aqueous Sedimentation on Early Mars. M.C. Malin og K.S. Edgett i Science, Vol. 302, s 1931-1934; 12. December, 2003.

Evidence for Precipitation on Mars from Dendritic Valleys in the Valles Marineris Area. N. Mangold et. Al i Science, Vol. 305, siderne 78-81; 2. Juli, 2004.

New Perspectives on Ancient Mars. S.C. Solomon et al. i Science, Vol. 307, siderne 1214-1220; 25. februar, 2005.

Global Mineralogical and Aqueous Mars History Derived from OMEGA/Mars Express Data. J.P. Bibring et al. i Science, Vol. 312, siderne 400-404; 21. april, 2006.

* Jim Bell er astronom og planetforsker, som nu tilbringer det meste af sin tid med at konstruere og betjene instrumenter til robot rumfartøjer og analysere resultaterne. Bell er asocieret professor på Cornell University og medlem af videnskabsholdene for Mars Pathfinder, NEAR, Mars Odyssey, Mars Exploration Rovers, Mars Reconnaisance Orbiter og Mars Science Laboratory missionerne. Han er førende forsker på Pancam farvekameraerne på Spirit og Opportunity roverne. Hans bog om rover fotografierne, Postcards from Mars, er lige blevet udgivet af Dutton/Penguin.

Fra The Red Planet’s Watery Past, Scientific American, december 2006, ss.40-47.

Dette er del af det enorme ”McMurdo” panorama, som Spirits Pancam optog mellem sols 814 og 929. Roverens kraft har været for lille gennem vinteren til at den kunne køre (fordi den er soldreven), så istedet har roverholdet brugt mere end seks måneder med at måle kemi og mineralogi af klipper og jord ved Winter Hawen, hvor Spirit er parkeret. Holdet har også opnået et super-highfidelity, 360 graders panorama med brug af alle Pancams farvefiltre. Når foråret vender tilbage og Spirit kan køre igen, ønsker mange på holdet at gå tilbage og studere nogle af de lyse, gådefulde, svovlrige spor i jordbunden, som er fritlagt af roverens hjul.

Fra The Planetary Report november/december 2006. Billede: NASA/JPL/CORNELL

6. juni, 2007.

Indhold

Index